Christian sejlede solo om jorden: Jeg overlevede monsterbølge

Christian løfter hovedet og kigger op mod himlen. Men det er ikke skyer, han får øje på. Foran ham tårner sig i stedet den største bølge, han nogensinde har set. Det ligner en kulsort boligblok, der kommer buldrende mod ham. Han hægter sig fast til skibet og griber fat i en metalbøjle med begge hænder. Så tager han en dyb indånding.

– Man kan aldrig vinde over naturen. Man kan i bedste fald – på en rigtig god dag – spille uafgjort. Men man kan aldrig vinde, siger Christian Liebergreen, 38, der om nogen ved, hvad han taler om.

Han er sømand med en baggrund i Siriuspatruljen, og så har han sejlet jorden rundt alene. Det var på denne jordomsejling, at han for alvor kom til at stå sin prøve mod naturens kræfter. Den sorte bølge er i dag en del af ham.

– Jeg kommer aldrig til at glemme den. Uanset om jeg mister syn, hørelse og forstand, tror jeg altid, den vil ligge i mig og skvulpe et sted.

En frygtløs dreng

Christians fascination af havet begyndte allerede, da han var barn, hvor hans mor og morfar tog ham med ud at sejle. Her oplevede han første gang havets utæmmede temperament. De var sejlet ud i en kutter i stille vejr for at fange fisk. Pludselig tog vinden til, og tidevandet kom strømmende.

– Bølgerne voksede. Det var ikke fordi, de blev særligt store. De var måske to-tre meter høje, men de var enormt stejle, så hver gang vi sejlede ind i en bølge, bankede den imod skibet. Jeg stod helt oppe i stævnen og råbte: ”Kom an! Én til! Er dét det bedste, du har at byde ind med? Hold kæft, en tøsebølge!”, husker Christian.

Han er overbevist om, at hans mor og morfar i det øjeblik tænkte: ”Der er noget helt galt med den dreng. Han er totalt frygtløs over for naturen”.

Christian kom på efterskole, og her opstod drømmen om at sejle jorden rundt alene. Han var draget mod det store uvisse hav og begyndte at læse om andre, der havde sejlet jorden rundt alene uden stop.

– Så tænkte jeg: ”Wow! Hvis de kan, så kan jeg vel også en dag”.

På det tidspunkt var han 16 år og usikker på sig selv, som de fleste andre teenagere.

– Men hvis jeg kunne dét, så kunne jeg i hvert fald et eller andet, siger han om de tanker, der løb igennem hans unge hoved.

De næste år gik med at forberede dagen, hvor drømmen skulle realiseres.

– Når man skal ud på en jordomsejling, kræver det megen forberedelse. Særligt, når du er alene. Du skal selvfølgelig have et skib, og det skal være stærkt og solidt. Og det var mit skib. Hun hed Jonna, opkaldt efter den tidligere ejers kone. Et bundsolidt skib, en Sagitta 35, bygget i 1972, fortæller Christian og fortsætter:

– Så skal du have en ”water maker”, som det hedder. Sådan én, der kan lave saltvand om til ferskvand, og derudover et halvt tons mad, pakket i poser til en uge ad gangen. Og så skal der være to sæt tøj, som man kan skifte imellem, når det ene bliver vådt eller snavset.

Endelig kom dagen. Christian var nu 28 år og havde de seneste to år været i Grønland med Siriuspatruljen. Nu skulle den rigtige prøve stå. Kunne han sejle jorden rundt alene?

– Nogle gange bliver jeg spurgt om, hvilken dag der er den bedste på en jordomsejling. Det var den dag, jeg sejlede af sted. Endelig stod jeg på molen og så ned på skibet Jonna og lagde fortøjningerne i land. Der var ingen grund til at tage dem med, for jeg skulle ikke bruge dem alligevel.

Vinkede farvel

Nede fra skibet vinkede Christian farvel til sin kæreste. Gav hende et luftkys med hånden og stævnede ud mellem molerne i Skagen. Han var ikke bange for, hvad der ventede ham forude. Kun spændt. Han havde bogstaveligt talt netop søsat sin største drøm.

Den første tid på Jonna gik godt. Christian kom ind i hverdagsrutinerne. Stod op med solen, spiste morgenmad og tog så ellers hul på det, der skulle ordnes ombord. Han blev lige så stille ét med det blå ocean.

– Udsigten var ikke bare hav. Der var flyvefisk, som hoppede op og fes 50-100 meter hen over vandspejlet. Der var masser af delfiner og fugle. Gigantiske fugle. En af dem havde et vingefang på tre-fire meter.

Det gik godt. Næsten for godt. For Christian var jo taget ud på jordomsejlingen for at bevise sit værd som sømand.

– Jeg syntes ikke, jeg havde fortjent, at det gik så godt, for alle kan jo sejle i godt vejr. Det er ikke svært. Men jeg vidste også, at jeg ikke kunne sejle jorden rundt i godt vejr hele vejen. Det er simpelthen umuligt. Jeg vidste, det måtte vende på et tidspunkt.

Stormen tog til

Tidspunktet kom efter 250 dage til søs. Christian havde rundet Kap Det Gode Håb i Afrika og derfra taget turen omkring Antarktis og videre forbi Kap Horn i Sydamerika. Nu befandt han og Jonna sig atter i Atlanterhavet med kurs mod ækvator og Danmark. Så tog stormen til.

– Den varede i fire dage, og den var hidsig. Jeg følte virkelig, at jeg skulle holde fast og bruge alt, hvad jeg havde lært. Var jeg bare blevet magelig efter at have ligget i troperne? Det ved jeg ikke, men jeg syntes godt nok, det var hidsigt, siger Christian og uddyber:

– På et tidspunkt tog jeg begge hænder op til ørene og pressede dem ind mod hovedet. Det var, som om der stod en heks og skreg for fulde lungers kraft. Jeg anede ikke, hvad det var, og kiggede rundt. Og så var det fordi, der var så stærk vind, at masten hylede. Én ting var, at man skulle holde fast, fordi der var risiko for at falde over bord. Men nu var det ligefrem naturen, der skreg ad mig.

Endelig begyndte stormen at stilne af.

– Man kunne mærke, at nu havde den rundet. Nu havde den været oppe og peake, og nu lagde vinden sig. Men bølgerne var der stadigvæk. Vinden havde brugt fire dage på at bygge kæmpe bølger op. De var cirka 10-12 meter høje, og det havde jeg også prøvet før. Skibet og jeg klarede os egentlig fint.

Men så blev det eftermiddag den 22. marts 2013.

– Solen var kommet frem, og jeg følte, at jeg havde bestået min svendeprøve. Jeg følte virkelig, at jeg havde klaret den. Så tog jeg telefonen og ringede til min kæreste og sagde: ”Jeg gjorde det. Jeg er igennem nu. Nu er der bare tre uger hjem, og vejrudsigten ser fin ud. I’m coming home baby!”.

Bølge kom bagfra

Christian lagde røret og lynede sin lynlås ned i kraven. Han havde været helt pakket ind i forsøget på at holde varmen under uvejret, hvor der havde været omkring fem grader. Nu mærkede han atter solen og den befriende luft på sin hud.

– Jeg gik ud i cockpittet og kiggede fremad. Og så kunne jeg bare mærke, at der kom et eller andet stort bag ved mig. Jeg vendte mig om og kiggede ind i det, jeg troede, var toppen af en bølge. Men det var bare midten af den. Så løftede jeg hovedet, kiggede op mod himlen og så den største bølge, jeg nogensinde har set i mit liv. Jeg tænkte bare: ”Det kan ikke passe. Stormen har jo lagt sig”.

Den kulsorte bølge virkede malplaceret på den solbeskinnede eftermiddag.

– Det føltes som mange sekunder, at jeg stod og kiggede på den, men jeg har helt sikkert reageret lige efter. Jeg har set så mange bølger komme ind bagfra, at jeg godt kunne læse den og vidste, at den ikke ville os noget godt. Den ville ikke gå lige under os, som bølger ofte gør. Den her ville gøre noget ved os, siger Christian, som vurderer, at bølgen var over 15 meter høj.

Han beskriver øjeblikket som taget ud af en film. Først gik alt i slowmotion, og så blev der spolet fremad. Hurtigt lukkede han lugerne, så der ikke var åbne rum ind til kahytten. Så klikkede han sin line på og hægtede sig fast til skibet, greb fat i en metalbøjle med begge hænder og tog en dyb indånding.

– Jeg kunne mærke, at bølgen tog fat og løftede bagenden. Det eneste, jeg så, var spidsen af skibet og så vandet, der var foran. Bagenden af skibet pegede lige op i himlen, og stævnen lige ned. Jeg tænkte: ”Når den her bølge brækker over, så tager den bagenden og laver en salto hen over sig selv”.

Klar til kollisionen

Skrækslagent klamrede han sig til Jonna, mens han lå næsten lodret på dækket og forberedte sig på det værste. ”Hvis jeg omkommer, så er jeg i det mindste spændt fast, og så kan de finde mig, hvis skibet stadig flyder til den tid”, nåede han at konkludere.

– Jeg kunne bare mærke, at det var så massivt, hvad der ville komme nu, husker han.

Med lukkede øjne gjorde han sig klar til kollisionen med havet under sig. Men denne gang gik det ikke, som den erfarne sømand havde forventet. Den sorte bølge lod sig ikke sådan regne ud.

– Jeg kneb det ene øje op og kunne se Jonnas stævn løfte sig op. Og så blev hun bare skudt ud af den bølge. Normalt sejler vi syv knob, når det går rigtig tjept, og her var vi oppe på 21-22 knob. Hun var slet ikke designet til det.

For Christian føltes det som at sidde i ”den ondeste vandrutsjebane”. Det var, som om han slog smut med sin egen krop hen over vandet.

– Det gik fra det mest frygtindgydende øjeblik til det mest forløsende. Jeg tænkte: ”Vi klarer den! Hun holder sig flydende! Vi bliver ikke væltet omkuld!”. Så knaldede jeg hånden ned i Jonna og sagde: ”Hvor er du bare et fantastisk skib!”. Dér kom stemplet. Bang! Dér bestod vi. Jeg glemmer det aldrig.

Følelser af lettelse og taknemmelighed strømmede gennem Christian. For få øjeblikke siden havde han affundet sig med, at han kunne dø inden for de næste minutter. Nu fik han pludselig livet tilbage.

– Den bølge er der større sandsynlighed for, at man ikke klarer, end at man gør. Og så fik jeg lov til at klare den.

Havet havde prøvet Christian og Jonna af og bevist, at det er naturen, der har kontrollen. Men de var her stadig. Gennemblødt af saltvand, stod Christian nu og grinede på det lille dæk. Han trak vejret helt ned i lungerne igen.

– Derfra kunne jeg begynde at zoome ud igen og kigge mig omkring. Havde vi mistet noget? Det havde vi ikke. Kom der en bølge mere? Det gjorde der ikke. Der var bare de normale store bølger på ti meter.

Har ændret sig

Christian og Jonna satte atter kursen mod ækvator og mod Danmark. Det skæbnesvangre møde med den sorte bølge havde sat det endelige punktum for prøvelserne. Christian havde ikke set et andet menneske i øjnene i ni måneder og havde ikke haft nogen at dele oplevelsen med.

– Der var ikke en anden, der så det. Jeg står altid helt selv med oplevelsen, og det synes jeg nogle gange har været frustrerende. At jeg ikke har kunnet ringe til en og sige: ”Husker du dengang, vi så den der monsterbølge?”.

Til gengæld føler Christian også, at han har udviklet sig positivt som menneske efter mødet med bølgen. Han er blevet mere ydmyg.

– Jeg vil vove at påstå, at de bedste søfolk er dem, der har erkendt, at de aldrig kommer til at vinde. Det er derfor, man kalder det ”at ride stormen af”. Det er dét, du kan. Du kan ikke besidde stormen. Du kan ikke rigtigt gå op imod den. Du kan bare følge med og så håbe på, at stormen stadigvæk har lidt fløjlshandsker på. Det er dét, naturen kan, og det er dét, jeg bliver mindet om, når jeg tager ud og sejler. At der bare er noget, der er så uendeligt meget større end mig selv.