Dyrlægen nænner ikke at aflive raske dyr: Hun tager dem hjem

”Hvorfor skal den aflives?” spurgte Ditte, da hun for mange år siden stod som nyuddannet dyrlæge over for hendes ældre og mere erfarne kollega. Hun havde netop undersøgt en kat, der var blevet afleveret i klinikken med beskeden om, at den skulle aflives.

Men uanset hvor grundigt hun kiggede, kunne Ditte ikke finde nogen grund til, at katten ikke længere skulle leve. Den virkede både ung og rask. ”Den har ikke noget hjem,” svarede kollegaen og bekræftede dermed Dittes bange anelser.

Ditte kunne ikke bære tanken om at tage livet af den søde kat, så hun besluttede at finde et nyt hjem til den. Hun ringede rundt til samtlige internater i omegnen, men ingen havde plads, og da klinikken lukkede klokken 17, havde katten stadig intet hjem. ”Ja, nu tager jeg hende med hjem,” konstaterede Ditte, og hendes kollega svarede grinende, at det ikke kom bag på ham.

Zoobjerg

Katten blev det første af mange dyr, den 31-årige Ditte Varling tog med hjem fra klinikken. Som dyrlæge er det uundgåeligt at skulle aflive dyr, men for Ditte er det den værste opgave. Derfor har hun flere gange efter aftale med ejerne fundet nye hjem til de raske dyr, der bliver afleveret i klinikken. Mange af dem ender hjemme hos hende selv, og derfor har Ditte efterhånden en imponerende dyreflok i sit hjem i Solbjerg – eller Zoo-bjerg, som hendes kæreste kalder det.

I hendes baghave bor fire ænder og otte kaniner, mens to marsvin holder til indenfor i varmen. På husets første sal ligger hendes generte kat som regel og gemmer sig, mens den energisk hund, Bilbo, fiser rundt på underetagen og sjældent forlader Dittes side.

Dittes dag begynder altid tidligt, for sådan bliver det nødt til at være, når man har 16 dyr og et fuldtidsarbejde at tage sig af. Inden hun låser sig ind på sin dyreklinik i Korsør, må hun lufte Bilbo og gå foderrunden, så dyrene kan klare sig, til hun er hjemme igen. Bilbo, som er det tætteste, hun kommer på en kollega, er ofte med hende på klinikken, hvor hun vaccinerer, kastrerer, fjerner dårlige tænder eller udfører andre operationer på syge dyr.

Siden hun var barn, har Ditte vidst, at hun ville være dyrlæge. Hun er vokset op i et hjem, der vrimlede med dyr, og hun lærte tidligt at yde omsorg for sine små pelsede venner.

– Det var en stor glæde for mig, at dyrene var der, når jeg kom hjem fra skole. Mine forældre var støttende og gav mig lov til at dyrke den interesse, fortæller Ditte.

Kunne ikke aflive

Ditte knoklede fem et halvt år på sit studie og kunne snart kalde sig selv for færdiguddannet dyrlæge. Hun fik et fast job på en klinik, og endelig kunne hun leve af det, hun altid havde drømt om. Men én ting plagede hende stadig. Hun kunne ikke få sig til at aflive raske dyr.

– Da min kollega hørte, at jeg ville tage katten med hjem, sagde han, at jeg skulle passe på. Hvis han skulle have alle dyr med hjem, han ikke ville aflive, så ville han jo have en zoologisk have – det kan jeg kun give ham ret i, for det har jeg jo nu, griner Ditte.

Da Ditte kom hjem med katten i en transportkasse, lovede hun sin daværende kæreste, at hun nok skulle finde et nyt hjem til den, inden ugen var omme. I løbet af nogle dage lykkedes det Ditte at opsnuse et internat med plads til katten. Hun løftede den ind i transportkassen igen, og sammen kørte de to mod internatet. De nåede hele vejen til internatets indkørsel, før Ditte vendte bilen. Hun kunne ikke skille sig af med den kat, hun allerede holdt så meget af.

– Nu havde vi brugt weekenden sammen, og hun havde ligget på skødet af mig. Hun havde allerede valgt mig, fortæller Ditte.

Katten døbte hun Éponine, og de endte med at få mange glade år sammen. Éponine forlod aldrig Dittes side, så det føltes underligt tomt, da den sidste sommer fik gigt og måtte aflives. Der var ingen vej udenom.

– Hun har været en del af mit liv i lang tid, så det føles mærkeligt. Alle dyr sætter poteaftryk på ens hjerte, men nogle gør det mere end andre, siger Ditte.

Gør en forskel

Selv om Ditte troede, hun aldrig kunne aflive dyr som en rutine, har hun i dag vænnet sig til det. Det giver mening, når det er et gammelt eller sygt dyr, som lider, men det vil altid være hendes hadeopgave.

– Jeg troede, jeg ville komme til et punkt, hvor jeg ikke længere ville græde over mit arbejde, men det gør jeg stadig. Jeg prøver at være professionel, når jeg skal aflive, men nogle gange triller der en tåre ned ad min kind. Jeg er jo kun et menneske, siger Ditte.

Selv om det kan være hårdt, er det et stort privilegium for Ditte at få lov til at arbejde med dyr. Og på de dårlige dage har hun heldigvis sin elskede dyreflok derhjemme til at muntre sig op. Selv om det oftest er planen, at hun vil give dyrene videre til en anden familie, er hun nu glad for, at det ikke altid kan lade sig gøre.

– Det er dejligt, når det lykkes, men det gør det ikke altid. Så ender de med at være i min have, og det er også hyggeligt. Dyrene er en livsstil, og de giver mig megen glæde. Der er nogle dyr, som jeg ved har fået et nyt hjem, fordi jeg valgte ikke at aflive dem. Det er dejligt at gøre en forskel, fortæller Ditte.