Michael reddede mange i gaseksplosion

Der er glasskår overalt. Synlige flammer flere steder. Midt på vejen ligger en kvinde. Michael er ikke i tvivl om, at hun er kvæstet. Et vidne råber til ham: “Jeg så hende flyve gennem luften!”

Michael Krobæk er brandmand hos Falck, og som holdleder har han det overordnede ansvar for sine kollegaers sikkerhed. Dét ansvar vejede særligt tungt på hans skuldre denne dag, hvor han og kollegaerne pludselig stod midt i en kæmpe gaseksplosion.

– Jeg har oplevet mange ting i mine cirka 15 år i branchen. Men det er den første og eneste episode til dato, hvor jeg efterfølgende har haft et behov for at skulle høre mine børns stemmer, siger han.

Alarmen gik

En majdag i 2016 mødte Michael ind på brandstationen til en døgnvagt, og dagen startede stille og roligt. Sammen med sine kollegaer ordnede han, hvad der nu skulle ordnes af praktiske ting. I løbet af dagen blev de afbrudt af to udrykninger til brandalarmer, der var gået ved en fejl. Det var ikke noget alvorligt. Hen ad aftenen indfandt roen sig på brandstationen.

Men så, klokken 03.47, gik alarmen. Der var indløbet en anmeldelse om gaslugt i en etageejendom i Lyngby, og Michael og kollegaerne blev kaldt ud til eftersyn.

– En udrykning til et eftersyn for gaslugt i en bygning er relativt normalt. Lige så snart jeg hører melding om gas, har jeg en gasdetektor, som jeg skal have aktiveret. Som holdleder har jeg jo ansvaret for brandfolkene. Jeg har også det ansvar at skulle give en afgangsmelding til min indsatsleder, så vi er sikre på, at alle mand er klar, at vi er på vej, og at vi er kørt til det samme sted, forklarer Michael.

Nåede hurtigt frem

Ejendommen lå i et villakvarter blot halvanden kilometer fra brandstationen, og Michael og kollegaerne nåede frem inden for få minutter.

– Der var mørkelagt på vejen. Kun lige gadelamperne var tændte. Der var ingen mennesker og meget stille og fredeligt. Det undrede vi os over. Vi havde lige fået en melding om, at der var en anspændt stemning, og at der ville blive taget imod os ude på vejen. Men det, vi så, da vi ankom, var en fuldstændig fredfyldt vej, siger Michael og fortsætter:

– Vi passerede en opgang, hvor der stod en masse mennesker samlet. Jeg kiggede på min chauffør og sagde til ham, at hvis der var noget i dét her, var vi nødt til at trække væk hurtigt, men at jeg gik ind og undersøgte det. Det er et rent sikkerhedsaspekt. Brandfolkenes sikkerhed. Det er dem, der skal hjælpe folk, hvis der sker noget, og det er brandfolkene, der skal redde mig.

Michael var den eneste, der forlod brandbilen. Hans kollegaer sad tilbage og ventede på, at Michael havde dannet sig et overblik. Det nyttede ikke noget, at alle gik ind, hvis der skete en eksplosion. Med gasdetektoren tændt bevægede Michael sig over mod opgangen.

– Man bruger alle sine sanser, særligt om natten. Der har du skærpet dine sanser, siger Michael, som ikke bemærkede noget usædvanligt til at begynde med.

– Jeg kom ind i opgangen og konstaterede umiddelbart, at der ikke lugtede af gas. Men jeg blev mødt af nogle beboere og kunne se, at de virkede anspændte, skræmte og nervøse.

Beboerne var blevet vækket brat af en mand, der selv var vågnet til lugten af gas og havde været rundt for at banke på alle døre. Det var også ham, der havde ringet til alarmcentralen, og som Michael kunne bruge som ressourceperson. Altså den person, der kender forholdene i bygningen.

– Det allervigtigste at vide er: Er alle oppe? Har vi fået alle ud? Beskeden, jeg fik fra ressourcepersonen, var, at man mente, at der stadig var nogle personer i deres boliger.

Ville ned til gassen

Vejret var lunt, og Michael fik beboerne til at trække ud i natten. Alle undtagen to, der skulle forsøge at få de sidste ud af deres lejligheder. Imens meddelte Michael, at han ville hen til stedet, hvor gassen lod til at komme fra.

– Jeg fik at vide, at jeg enten kunne tage elevatoren ned i kælderen eller gå uden om bygningen og ned gennem p-kælderen. Hvis vi havnede i et gasudslip, ville det være rigtig dumt at være fanget i en elevator.

Ressourcepersonen viste Michael rundt om bygningen og ned i p-kælderen via trappen, og Michael informerede sine kollegaer over radioen om, hvor han var på vej hen. Pludselig nåede lugten af gas hans næsebor, og i samme øjeblik gik alarmen i hans gasdetektor.

Michael befandt sig foran en stor ståldør, og ressourcepersonen fortalte, at det var indgangen til kælderen. Det var dér, gascentralen var placeret.

– Jeg sagde til ham, at han skulle åbne døren stille og roligt, og lige så snart han åbnede den, buldrede og bragede det inde fra kælderen. Det var nogle ubeskrivelige lyde, som jeg aldrig nogensinde havde hørt før. Og så en susen. Jeg var ikke i tvivl om, at det var et massivt gasudslip.

Hørte et brag

Lugten af gas var voldsom. Michael bad ressourcepersonen om at lukke døren forsigtigt igen og trække med ham ud af p-kælderen.

– Jeg fik travlt med min radiokommunikation. Mine brandfolk fik ordre om at trække sig tilbage og bakke køretøjerne væk i en væsentlig afstand af bygningen. De fik at vide, at der var tale om et stort gasudslip, og at vi nu havde travlt.

I mellemtiden ankom Michaels indsatsleder fra Beredskab Øst også til adressen.

– Det er en dygtig indsatsleder med mange års erfaring, så jeg var helt tryg ved, at han var med på opgaven. Vi skulle lave en plan, og det skulle gå stærkt, fortæller Michael, som sammen med indsatslederen gik tilbage til p-kælderen.

– Det var ikke fordi, vi skulle hen og åbne døren igen. Jeg skulle bare ned ad rampen og udpege for min indsatsleder, at det var den vej, vi skulle, hvis vi skulle ind til gascentralen. Og i det samme hørte vi et brag. Et meget, meget voldsomt brag, og hele p-kælderen begyndte at ryste. Jeg kan huske, at vi kiggede på hinanden i et splitsekund, og umiddelbart efter var der helt stille, siger Michael og fortsætter:

– Normalt løber brandfolk aldrig på et skadested. Men det gjorde vi den morgen. Vi fik rigtig travlt med at komme op og se, hvad der var sket. Jeg havde ikke nået at vurdere, hvor langt mine brandfolk var kommet væk, fordi jeg var adskilt fra dem. Så det var det første, der slog mig: Hvor er mine brandfolk?

For Michael er jobbet som brandmand en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse, men det er fællesskabet med kollegaerne, der har vist sig at betyde mest for ham.

– De kender min stærke side, de kender min svaghed, og det er folk, jeg betragter som min anden familie. Det kan man jo grine lidt ad en gang imellem, men det er helt oprigtigt sådan, jeg ser mine kollegaer.

Da Michael kom løbende op af p-kælderen, kunne han se, at køretøjerne fremstod intakte. Det beroligede ham.

Alt var smadret

– Det næste, jeg lagde mærke til, var, at det nye etagebyggeri var fuldstændig raseret. Inventar lå spredt ud over den fine gårdhave. Alt var simpelthen fuldstændig smadret. Sofaer var kastet ud på stisystemer. Samtlige vinduer i de fire boligblokke lå itu ud over hele området.

Gaseksplosionen fandt sted bare fem minutter efter, at alarmen gik på brandstationen. Michael fortæller, at man kan træne sig til situationer som denne, men det er først, når man står i dem, at man rent faktisk ved, hvordan man skal reagere.

– Vi er nødt til at handle instinktivt ud fra, hvad vi har lært. Jeg går heldigvis ikke i panik.

Michael befandt sig nu i noget, der mindede om en krigszone. Hele bygningen var sprængt i stykker, og han havde brug for at danne sig et overblik over situationen. Han aftalte med indsatslederen, at de skulle dele sig op og gå hver sin vej rundt om bygningen for at vurdere, om den ville kollapse.

– Der var ikke nogen tegn på, at ejendommen kunne brase sammen. Det var et nyere byggeri lavet i beton, og selve betonelementerne fremstod upåvirkede. Jeg gik til venstre om bygningen, og pludselig så jeg en person, der lå midt på vejen. Hun var livløs, og et vidne råbte til mig: “Jeg så hende flyve gennem luften!“.

Michael kaldte to brandkøretøjer frem.

– Jeg skulle have dækning og nogle førstehjælpere. Det var nogle intense minutter. Noget, jeg ikke har oplevet før.

Stadig i bygningen

Michael talte med to chokerede beboere, der så kvinden flyve gennem luften. De kunne desværre også informere ham om, at det ikke var alle, der var nået med ud af bygningen.

– Der var synlige flammer, og jeg skulle vurdere, om det var noget, der “havde betydning”. Som udgangspunkt kan man sige, at så længe vi kan se flammer, ved vi også, at det er den vej, gassen brænder. Så har jeg “styr på gassen”. Så ved jeg, hvilken vej gassen løber, og den får lov til at brænde, forklarer Michael.

– Vi lavede en risikovurdering af, at det var sikkert for vores brandfolk at komme ind og redde mennesker.

Michael sendte to erfarne røgdykkere ind i en af opgangene for at redde beboerne ud. Det lykkedes dem hurtigt at lokalisere to personer efter at have forceret bunkerne af møbler foran dem. Den ene kunne selv gå med røgdykkerne ud, mens den anden måtte bæres.

Opgangen var nu tom for personer, konstaterede Michael og lod blikket glide videre mod naboejendommen. I det fjerne fik han øje på nogen på anden sal.

– Jeg kunne se en dame, der stod i sit undertøj fuldstændig paralyseret i sin stue og kiggede ud. Jeg råbte til hende, at hun skulle se at få noget tøj på og få sig selv, sin familie og resten af beboerne i ejendommen ud. Jeg havde på fornemmelsen, at hun godt kunne høre mig. Jeg tror aldrig, at jeg har råbt så højt før.

Chok og lettelse

Flere ambulancer og brandbiler ankom til stedet. Der blev spærret af og taget hånd om beboerne. Klokken var nu syv om morgenen, og der var faldet mere ro på folk i området. Et nyt vagthold af brandmænd, politibetjente og ambulancereddere tog over, og Michael og hans kollegaer begav sig hjemad. Der blev ikke sagt meget i bilen.

– Vi kørte hjem til brandstationen, hvor vi kiggede hinanden i øjnene, lagde telefonerne og talte hændelsen igennem, siger Michael.

Det gik op for ham, hvor voldsom situationen også havde været for hans kollegaer. Den sidste kontakt, han havde med dem inden eksplosionen, var over radioen, hvor han bad dem om at trække sig akut tilbage.

– De nåede at trække et sted mellem 40 og 50 meter væk fra bygningen, da de pludselig så en ildkugle, der fyldte nattehimlen med lys. I det samme lød der et enormt brag. Deres første indskydelse var, at dér mistede de deres indsatsleder og holdleder, siger Michael og fortsætter:

– De var meget lettede, da de hørte min stemme i radioen sige, at jeg skulle bruge dem, og at der skulle laves livreddende førstehjælp foran ejendommen.

Michael selv var både lettet og chokeret, da han tog hjem fra arbejde den morgen.

– Da jeg forlod brandstationen, sank det hele ligesom ind. Jeg var klar over, at denne hændelse potentielt kunne have kostet mig livet. Jeg har tidligere stået i nogle situationer som blandt andet røgdykker i bygningsbrande, hvor vi har løbet rundt højt oppe under taget i en ejendom, og så er taget brast sammen. Jeg har været med til en masse hændelser, hvor det kunne være gået rigtig galt, men det er første gang, jeg efterfølgende har haft behovet for at høre mine drenges stemmer, siger Michael og uddyber:

– Det var vigtigt for mig at få bekræftet, at jeg stadigvæk var her. Og at de stadigvæk var her. Jeg elsker dem over alt på jorden, og det står tydeligt for mig, at det var et behov, jeg havde i den situation.

Stolt af indsats

I alt var der fire tilskadekomne efter eksplosionen, mens ingen heldigvis omkom.

– Det, som jeg er særligt glad for, er den måde, jeg selv reagerede på derude. Det var de valg, jeg traf på stedet. Og det allervigtigste var mine brandmænds sikkerhed. Jeg ville ikke kunne bære det i dag, hvis der var sket dem noget. At jeg fik trukket mine brandfolk tilbage gør i hvert fald, at de er her i dag. De holdt oprindeligt lige ude foran opgangen, og hvis de havde holdt der, da eksplosionen skete, tør jeg ikke tænke på de konsekvenser, det havde haft for dem. Så havde jeg mistet fem familiemedlemmer, og det kunne jeg ikke have siddende på mig. Det ville jeg ikke kunne være i, understreger Michael og slutter:

– Så det er en af de allervigtigste ting, som gik godt på den hændelse, ud over at vi fik reddet de mennesker, der skulle reddes derude. Vi er her trods alt allesammen stadig.