Erik rejste alene gennem Alaska: Jeg så døden i øjnene

Strømmen i floden snyder Erik. Vandet er bare fire grader, og underafkølingen kommer snigende. Hans muskler begynder at blive stive. Han må omtænke sin taktik. Erik svømmer koncentreret og metodisk. Det eneste, der fylder hans tanker er, at han skal nå ind til bredden.

47-årige Erik B. Jørgensen er tidligere jægersoldat og medlem af Siriuspatruljen. I de seneste 15 år er han rejst ud på store ekspeditioner til de hjørner og kroge, hvor mennesker kommer i tæt kontakt med dyrene og vildmarken. Erik lever og ånder for naturen, og især den nordlige halvkugle: Alaska, Canada, Grønland, Skandinavien har en særlig plads i hans hjerte.

– Jeg elsker at komme forbi Nordkap i april måned i snestorm. Sidde alene og kigge op på fjeldet og møde dyrene i deres rette element. At se hvalerne ude i havet eller bare fuglene, fortæller han.

Lige netop hans interesse for det koldere klima blev i 2014 grobund for en ekspedition i den nordamerikanske delstat, Alaska. Erik ville alene vandre tværs gennem Alaskas barske terræn. En tur på 900 km. uden for vej og sti - og bagefter padle 650 km. i en packrafter.

Alene i vildmarken

Han begyndte turen på grænsen til Canada i den del af Alaska, hvor der ingen mennesker er i the Brooks Range Mountains. Erik er specialist i at færdes i udfordrende terræn og havde forberedt sig grundigt. Blandt andet havde han planlagt at få udlagt syv maddepoter, som en pilot skulle sætte af forskellige steder på ruten. Men på grund af kraftig regn havde piloten det ene sted været nødt til at udlægge depotet længere sydpå end aftalt. Det betød, af Erik måtte afvige lidt fra sin planlagte rute i bjergene og bevæge sig længere ned ad floderne.

– Der var kommet rigtig meget nedbør, hvilket betød, at der var ekstraordinær meget vand i floderne. Da der ikke er nogen veje, er der heller ikke nogen broer, så jeg måtte svømme tværs over.

Erik har på det tidspunkt krydset flere floder undervejs på ekspeditionen. Han ved, at det bedste sted at krydse er før et sving og det skal helst vende den rigtige vej, så strømmen hjælper en over på den anden side. Den flod Erik står over for har ikke noget sving, men han føler sig sikker på sin teknik efter at have krydset tidligere floder. Han iklæder sig støvler og regntøj, som han sætter fast på kroppen med elastikker.

Kæmper i floden

– Elastikkerne binder jeg rundt tre steder. Om brystet, om livet og nede ved benene, fordi så kommer der ikke så meget vand igennem. Så bliver det ligesom en tynd våddragt. Bagefter pakker jeg rygsækken i en stor pose, så den bliver vandtæt og bruger opdriften, når jeg skal svømme over.

Erik begiver sig af sted i det fire grader kolde vand, men der går ikke længe, før han bliver klar over, at det er en farlig situation han er havnet i. Strømmen er kraftigere end antaget, og han bliver udfordret, fordi der ikke er noget sving til at hjælpe ham over mod den anden side.

– Jeg begynder at svømme brystsvømning, mens jeg pisker af sted med strømmen. Så begynder underafkølingen at komme snigende. Musklerne begynder at blive lidt mere stive, og bevægelserne bliver langsommere. Selv om jeg har prøvet det mange gange før, er jeg godt klar over, at det her ikke godt.

Situationen spidser til, og Erik beslutter sig midt alt kaosset for at ændre sin svømme-taktik. Han vender sig om på ryggen og begynder at svømme rygsvømning. På den måde kan han placere sin rygsæk under hagen og benytte den til at holde sit hoved og hænder oven vande, mens han sparker med benene.

– Jeg prøvede at finde en fast rytme. Tælle: Et spark, et spark, et spark. På den måde får jeg noget ro, og giver mig selv en smule mere pusterum.

Erik arbejder koncentreret og metodisk. Han har kun ét for øje: Han må og skal ind til bredden.

– De tanker, der kommer ind i hovedet på mig, de er meget rationelle. Det er helt ned til at holde rytmen og nærmest tælle hvert eneste tag. Jeg har ingen tanker om min familie, min datter eller lignende, og det kan lyde helt grotesk, men hvis jeg skal over her, skal jeg ikke tænke på alt muligt andet!

Skrev testamente

Den tankegang er noget, han har taget med sig fra sin tid i specialstyrkerne. Det er vigtigt for ham, når han tager af sted på en ekspedition at have sine tanker fri. Det indebærer, at han helst aldrig tager væk fra familien med uløste konflikter. Derudover har han skrevet testamente og besluttet sig for, hvordan en eventuel begravelse skal finde sted, hvis det værste scenarie skulle blive til virkelighed. Som en ekstra ting har han skrevet en tale til sin datter, hvis hun beslutter sig for at blive konfirmeret, og han ikke kan være der.

– Jeg har skrevet den, for at jeg ikke står i en situation, hvor jeg ikke har fået sagt det, jeg gerne ville. Og det gør jo, for mig i hvert fald, at jeg ikke skal bekymre mig om den tanke, for jeg har ordnet det. Jeg skal bare sørge for at overleve, for jeg vil gerne hjem igen.

Blandt de vigtige kompetencer, han har tilegnet sig gennem sin tid ved jægerkorpset, er der særligt én øvelse, der kommer ham til gavn, da han ligger i det iskolde vand. Han har nemlig trænet svømning i koldt vand – ikke bare én eller to gange – nærmere tyve gange.

– Vi havde den ene lektion efter den anden, hvor vi kom i det kolde vand og blev underafkølet, så vi kunne prøve at mærke den der stivhed.

98 procent død

Minutterne snegler sig af sted i floden. Sekunder føles som minutter. 

– Jeg begynder at tænke: Hvad skal jeg gøre? Og det eneste jeg kan tænke er, at jeg ikke har andre muligheder, end bare at udholde det her, selv om jeg bliver mere og mere stiv.

Erik bliver ved. Han fastholder svømme-rytmen med sine sidste kræfter, og pludselig kan han mærke, at den stride strøm aftager en smule. Så lidt mere. Han er på vej ud af den. Efter tre et halvt minut i den kolde strøm, når Erik over til modsatte bred. Han bruger sine sidste kræfter på at få sin oppakning op på bredden og her, da han smider sig på jorden, vælter lykkerusen og lettelsen ind over ham.

– Jeg ligger bare og skriger og griner helt vildt – og skriger lidt mere. Det var meget sjovt, at jeg havde klaret det, og jeg var bare utrolig lettet. Da jeg endelig får rejst mig op på mine stive ben, hopper jeg rundt, for at få varmen.

Erik bruger sin satellittelefon til at ringe hjem til sin kone for at fortælle om den vanvittige situation, der lige har udspillet sig. Erik er glad og overvældet over at have klaret den, mens han snakker med sin kone. Det er først, da han vandrer videre og gennemtænker scenariet, at tanken om hvordan det kunne have endt, løber ham koldt ned ad ryggen.

– Jeg var på 98. På 100 var jeg død, vurderer han.

Normalt ville han snakke med sine kolleger om det, men i denne her situation har Erik ikke sine soldaterkammerater eller en kollega fra Siriuspatruljen til at joke lidt med, som de plejer. Han har dog noget andet.

– Jeg skriver en blog. Ikke altid dagligt, men ofte dagligt eller en gang om ugen, hvor jeg formidler det. Når jeg sidder og skriver det ned, så føler jeg faktisk, at det er nok for mig. Jeg tror ikke, der er nogen rigtig måde at dele på - det værste er, hvis man går med det alene.

Erik er godt bekendt med de risici der hører med, når man laver det, han laver. Uanset hvor meget man forbereder sig, eller føler man har tænkt diverse scenarier igennem, kan der opstå en uforudsigelig situation. Derfor gør han altid alt, hvad han kan, for at have styr på sin værktøjskasse og sine kompetencer, for som han selv siger:

–Hvis du ikke har tænkt på det, så sker det.

Selv om oplevelsen satte Erik i en situation, som han bestemt ikke ønsker at stå i igen, tager han alligevel noget positivt med sig derfra.

– Det var ikke fedt, og jeg vil slet ikke gentage det. Men, alligevel synes jeg, at følelsen at af kunne handle i sådan en situation, gav mig en kæmpe frihed.

    Det er netop denne frihed, der er forudsætning for, at den eventyrlystne Erik fortsat vil dyrke sin passion hjemme og ude i den store verden. Han kan faktisk slet ikke lade være.

– Som eventyrer har jeg lært, at hver gang jeg står og tænker: Nu er det for surt, nu bliver jeg lagerarbejder! Så går der to minutter, og så kommer de største oplevelser i mit liv. Pludselig kan der stå en grizzlybjørn med sin unge foran mig.

Husk passionen!

Erik har flere gange rejst med sin datter på ekspeditioner, hvor de blandt andet har været af sted på flere 45-dage lange ekspeditioner, og de har padlet i kano, fra hun var blot tre et halvt år gammel. Mange har stillet sig uforstående over for, at Erik inddrager sin datter i hans univers, men for ham er det helt naturligt at bringe hende med ind i en verden, hvor han er på hjemmebane. 

– Jeg føler ikke, det er så farligt. Det kan være, jeg er en idiot der, men jeg tror ikke på, at man kan være noget for andre 100 procent, hvis man ikke lever af sin passion. Der er lige så farligt ude på motorvejen, dér er halvdelen af os ved at drikke en kop te eller kop kaffe, og så ringer telefonen. Der er så mange ting, som man ikke er herre over, der kan slå en ihjel.

For Erik er det vigtigt at have sin passion med i hverdagen, og derfor gør han også meget ud af at dyrke friluftslivet herhjemme. Flere gange om måneden, begiver han sig ud på vandreture og overnatninger i det fri. 

– Det er jo de store ekspeditioner, alle drømmer om. Man drømmer om at sejle jorden rundt eller tage et halvt år ud og rejse med sin børn, eller hvad man nu drømmer om. Men jeg tror, det handler rigtig meget om at huske passionen – og sørge for at inddrage den i sin hverdag.

Du kan høre Erik B. Jørgensen fortælle mere om sin passion i podcasten "Liv eller død" på app'en Ally.