Jannis mand gik gennem isen: Han ville redde vores hund

To timer inden Jens Erik døde, ringede han til sin kone, Janni, som var i gang med at sætte kølevarer op i den tankstation, hun arbejder på i Odense.

– Han spurgte mig, hvordan det gik. Han var altid så betænksom og opmærksom på, hvordan jeg og alle andre havde det. Det var en helt normal dag, og vi glædede os til at spise fredagsslik med børnene om aftenen. Jens Erik var på jagt og fortalte, at han havde skudt nogle ænder og fasaner, og nu skulle han ud på den sidste såt. “Jeg ringer til dig igen, når du har fri, skat”, sagde han så. Det var hans sidste ord til mig, fortæller 45-årige Janni Holmberg Bruun med tårer i øjnene.

Da hun ved 16-tiden sad i bilen på vej mod hjemmet i Vissenbjerg, tænkte hun ikke nærmere over, at hun ikke hørte fra sin mand som lovet. Tiden flyver ofte, når man er på jagt, ved Janni, som selv er fritidsjæger. Faktisk var det hende, der skulle have deltaget i jagtkonsortiet ved Søndersø denne råkolde eftermiddag i december, men Jens Erik havde overtaget hendes plads, da hun ikke kunne få fri fra arbejde.

Politiet stod i stuen

Da telefonen ringede, var det ikke Jens Erik, men hendes 15-årige søn, Malik, der var i røret. “Hvornår kommer du hjem? Politiet er her og vil tale med dig”, sagde han til sin mor. Malik havde siddet og set “Charlie og chokoladefabrikken” med sin lillebror, seksårige Magnus, da to betjente med tændte lommelygter pludselig stod i deres stue.

– Alle mulige tanker begyndte at drøne igennem mit hoved. Malik og Magnus kunne der ikke være noget galt med, for de var jo hjemme, og Jens Erik havde jeg lige snakket med for to timer siden. Jeg er spilbestyrer på tankstationen, så måske havde der været en svindelepisode – men hvorfor var de så ikke kommet ud til mig på arbejdet?

Et kvarter senere parkerede Janni sin bil bag politivognen i indkørslen.

– Betjentene kom ud og fortalte mig, at min mand var gået igennem isen, da han var gået ud på søen for at hjælpe vores hund, Whisky. Der havde været dykkere nede for at lede efter ham, men de havde ikke fundet ham, så de måtte desværre meddele mig, at min mand var druknet. Jeg sagde bare: “Det passer ikke! Jeg har lige snakket med ham!”

Tiden gik i stå

Politiet forklarede hende, at man snart måtte indstille eftersøgningen på grund af mørket og i stedet vente til næste dag.

– Tiden gik i stå, da de sagde det. Men så trak den ene betjent væk et øjeblik, og da han kom tilbage, fortalte han, at Jens Erik var blevet bjærget sammen med Whisky, og at de var begge omkommet. Jeg kunne ikke tro det. Jeg vidste, hvor god en jæger han var – og hvor god en svømmer. Det var som at være med i en film, hvor det var en anden, det skete for.

Janni måtte nu gå sit livs tungeste skridt ind til drengene for at fortælle dem den forfærdelige nyhed. Malik blev både vred og ked af det. Magnus forstod ikke helt alvoren, da hun forklarede ham, at hans far nu sidder i himlen og spiller kort med oldemor. Selv slukkede Janni for sine følelser som en form for overlevelsesmekanisme. Hun var nødt til at være stærk for sine børn.

Tom i blikket

Næste dag kom nogle af jagtselskabets deltagere forbi med Jens Erik bil. De havde overværet ulykken og kunne fortælle Janni detaljerne om hans sidste frygtelige minutter. Omkring klokken 15 var Whisky løbet ud på den isbelagte sø efter en and, som var blevet anskudt. Men isen var for tynd til at kunne bære, så hunden faldt igennem.

– Da Jens Erik så det, tog han alt sit tøj af undtagen sin t-shirt og sine boksershorts og mavede sig ud på isen for at redde den. Han vidste formentlig, at han også ville dratte igennem, og det gjorde han. Der var otte graders frost den dag. Han var højst i vandet i to minutter, inden han kom ind til kanten igen, hvor en kvinde fra jagtselskab lagde sig på maven for at få fat i ham, mens en anden holdt fast i hendes ben, fortæller Janni og fortsætter:

– Hun holdt en gren frem, som Jens Erik fik fat i, men idet han greb om den, kiggede han et øjeblik på hende og blev derefter tom i blikket. Og så gav han slip og sank.

Janni tror, at Jens Erik fik et hjertestop, og hun håber, at han ikke nåede at opfatte, hvilken vej det bar hen. Hun har fået fortalt, at han på intet tidspunkt virkede til at være i panik.

– Dagen efter ulykken fik vi lov til at se ham på retsmedicinsk afdeling. Han lå med et smil på læben, som vi kender ham. Han var lilla i ansigtet og havde skrammer fra isen, men han så fredfyldt ud. Han så ud, som om han sov, og vi ventede bare på, at han skulle begynde at snorke, som han plejede. Eller at han rejste sig op og sagde: “Ha! Dér fik jeg jer!”, siger Janni, der trøster sig med, at hendes mand døde, mens han lavede det, han holdt af: At være på jagt i naturen.

En smuk afsked

Den 22. december – seks dage efter ulykken – blev Jens Erik begravet i Vissenbjerg Kirke, hvor han og Janni var blevet gift tre år tidligere. Han fik en smuk afsked, der var en helt værdig.

– Han havde sin jagthornsuniform på, og børnene havde lagt forskellige jagtting ned til ham i kisten. Oven på kisten lå hans jagthorn og et gevir, der også blev brugt som dekoration til vores bryllup. Blandt sangene valgte jeg at få spillet “Tænker altid på dig” af Bamses Venner, siger Janni og fortæller, at kirken var fyldt til bristepunktet.

– Det vidner om, hvor mange mennesker han betød noget for. Ud over sit arbejde som lastbilchauffør var han formand for Otterup Jagtforening, hundetræner og spillede old boys-fodbold i Otterup Boldklub, og selv om han havde nok at se til, havde han altid overskud til at hjælpe andre.

Janni ærgrer sig over, at hun ikke fik Whisky kremeret, så hun kunne sprede dens aske over Jens Eriks gravsted for at genforene de to.

– Jeg var slet ikke klar til at tage stilling til, hvad jeg skulle gøre med Whisky, da deltagerne fra jagtselskabet kom med vores hund i en ligpose dagen efter ulykken og spurgte, hvad jeg ville gøre med den. Jeg var stadig i chok over Jens Eriks død og kunne ikke rumme mere, så de tog den med igen og begravede den på en jagtmark. Men på Jens Eriks kiste var der et billede af ham og Whisky sammen, så på den måde forblev de sammen.

Efterlader et tomrum

Efter begravelsen kom tomrummet.

– Selvfølgelig er det også hårdt at miste sin hund, men så går der nogen tid, og man anskaffer sig måske en ny. Jens Erik er uerstattelig, og han var mit livs kærlighed. Folk er allerede begyndt at sige til mig: “Om nogle år har du en ny kæreste”. Det kan jeg slet ikke forholde mig til og ønsker det heller ikke, understreger Janni, som i stedet foretrækker at mindes de mange gode år, hun fik med Jens Erik.

De mødte hinanden i juni 2010 gennem datingtjenesten Match.com. I august samme år blev de ringforlovede. Hun faldt for hans lune humor og hans rare og rolige væsen.

– Og han så åbenbart også noget i mig, selv om jeg både var fraskilt, havde gæld og fire børn fra mit tidligere forhold. Måske var det fordi, jeg nævnte for ham, at jeg overvejede at tage jagttegn, griner Janni, der også er mor til Lucienne, 18, Micas, 20, og Lecia, 22.

Gode minder

– Vi fik kun Magnus sammen, men Jens Erik tog de andre til sig som sine egne og gjorde aldrig forskel på dem, siger hun og lyser op ved tanken om parrets første møde. Hun var inviteret til kaffe og kage hjemme hos ham.

– Han havde købt en hel walesstang kun til os to! Jeg gav ham en buket røde roser, og han sagde: “De er fra Rema og koster tyve kroner”. Det vidste han, fordi han kørte med blomster. Siden den dag var det altid ham, der sørgede for, at jeg havde friske buketter stående. Han købte også tit gaver til mig, som han gemte alle vegne. Da jeg fik udleveret hans bil efter ulykken, fandt jeg to små gaver i handskerummet, som han ikke nåede at give mig. Jeg pakkede dem op juleaften. Det var to sæt øreringe.

Janni har stadig svært ved at vænne sig til, at Jens Erik ikke er her mere. Og at der nu står “enke” på mange af de dokumenter, hun modtager.

Den 7. januar flyttede hun ind i det nye hjem i Gelsted, hvor hun og Jens Erik havde glædet sig til at bo sammen i mange år.

Lever videre i hans ånd

– Nu skal jeg indrette det selv, men jeg har hængt mange af hans ting på væggene, så han på den måde også er flyttet ind. Jeg taler ofte med børnene om ham, så han lever videre i vores minder. Magnus har for eksempel sagt, at han er glad for, at hans far nåede at køre ham i skole den sidste dag. Jens Erik ville have ønsket, at vi fortsætter livet og nyder hvert øjeblik. Vi vil også stadig gå på jagt sammen, og jeg er nu kommet med i jagtforeningens bestyrelse for at forsætte arbejdet i Jens Eriks ånd.

På Facebook har Janni læst flere kommentarer fra folk, der mener, at det var en forkert beslutning af Jens Erik at bevæge sig ud på isen. Janni er uenig.

– Jeg havde gjort det samme. Vi elskede vores hund, som var den vores barn – og hvem ville ikke forsøge at redde sit barn? Hans beslutning siger alt om hans karakter. Lige til det sidste satte han alle andre før sig selv.