Jannie hjælper for tidligt fødte: Giver luft til de små lunger

Den lille pige foran Jannie var født næsten fire måneder for tidligt. Hun kunne endnu ikke åbne øjnene, fordi sprækkerne ikke var færdigudviklede. Der var nærmest intet fedt på hendes lille krop, kun glinsende hud dækkede muskler og knogler.

– Jeg vidste, at det var op til mine kollegaer og mig, hvis den lille pige skulle have en chance, fortæller 42-årige Jannie Haaber fra København.

Vil hjælpe nyfødte 

Jannie Haaber arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalets neonatalafdeling, hvor syge nyfødte og børn får intensiv behandling. I godt 17 år er Jannie gået frem og tilbage på afdelingens gange med lyden af babypludren i ørene, mens hun har haft ansvaret for tusinder af børn, som er kommet til verden for tidligt.

Børn, som næppe ville overleve, hvis ikke Jannie og hendes kollegaer stod klar med iltmasker og opvarmede kuvøser. Hver dag forsøger Jannie at sikre dem en fremtid. Hendes største drivkraft har altid været et ønske om at give de nyfødte børn de bedste muligheder for at udvikle sig.

– Det driver mig at blive dygtigere, at vide mere og forstå mere. Både at forstå barnet, og hvad det betyder at være forældre til et sygt barn, siger Jannie.

Josefines historie 

Jannie husker tydeligt den dag, da en gravid kvinde og hendes mand kom ind ad døren. Kvinden havde kun været gravid i 23 uger, men hun var blevet alvorligt syg af svangerskabsforgiftning, så lægerne vurderede, at barnet skulle fødes hurtigst muligt. Ellers ville det være livsfarligt for både moren og barnet.

Moren blev kørt ind på operationsstuen, som vrimlede med fokuserede sundhedspersoner. Alle kendte sin plads og stod klar til at udføre opgaven. Jannie skulle til den første del af kejsersnittet sørge for, at alt udstyret lå klart og fungerede. Moren havde højt blodtryk, ubehag i kroppen og begyndte at få feber, så barnet skulle ud i en fart. Fødselslægen foretog et kejsersnit, men når en fødsel skal gennemføres i uge 23, er livmoren slet ikke modnet, og det gør det svært at få barnet ud.

Hun ville leve 

Med besvær lykkedes det dog at få den skrøbelige pige på 625 gram ud. Hun bevægede sine arme og ben og forsøgte at trække vejret i små gisp. Men det var livsnødvendigt, at der kom ilt til hendes organer, og det var Jannies opgave at hjælpe de svage lunger med at trække vejret ordentligt.

– Det viste sig, at hun var et stærkt barn. Det er noget særligt, at et barn, som er født 17 uger før tid, har energi og kræfter til at bevæge sig og forsøge at trække vejret. Hun viste klare tegn på, at hun gerne ville leve, fortæller Jannie.

Pigen blev lagt i en opvarmet kuvøse, og Jannie og hendes kollegaer arbejdede for at få gang i de små lunger. Faren stod bleg og bekymret på sidelinjen. Statistisk, overlever kun halvdelen af de børn, der fødes før uge 24.

Pigen havde brug for at blive tilkoblet en respirator. Hendes organer var umodne, og hendes hjerne var ikke parat til at klare en verden uden for livmoderen. Selv det, at trække vejret var en udfordring. Jannie og hendes kollegaer førte et lille plastikrør, som var tilkoblet en respirator, igennem pigens næse og ned til hendes lunger. Til sidst fik de pigens vejrtrækning under kontrol, og endelig var der ro på. Hendes blod blev iltet, og hjertet slog fint.

Svært at knytte sig

Selv om det var et skridt i den rigtige retning, var det ikke til at sige, om pigen kunne overleve. Det var ikke kun hjernen og lungerne, der var underudviklede. Også andre organer som tarmene og leveren var svage.

Jannie og hendes kollegaer sørgede for, at pigens familie blev indlogeret på et midlertidigt hjem for familier med syge børn ved siden af Rigshospitalet, så de kunne være tæt på deres nyfødte datter. Desuden var der altid en forælder, der sov med deres datter på neonatalafdelingen.

– Mange forældre er bange for at knytte sig til sit barn, fordi de ved, at der er en risiko for, at det ikke overlever. Det er en måde at forsøge, at beskytte sig selv på. Der har vi en pædagogisk rolle i at hjælpe forældrene til at forstå, hvor vigtige de er for deres barn.

Ugerne skred frem, og den lille pige, som fik navnet Josefine, blev stærkere for hver dag. Hun var stadig tilkoblet respiratoren, og det sled de små lunger at få pumpet luft ned i så lang tid. Hvis hun skulle leve, måtte hun vise, at hun kunne trække vejret selv. Efter to måneder i respirator forsøgte Jannie og hendes kollegaer derfor at frakoble maskinen.

Stuen emmede af nervøsitet. Jannie havde forsøgt at forberede forældrene på risikoen. Det var ikke sikkert, at det ville lykkes, måske ville deres datter få brug for respirator igen.

Men endnu engang beviste den lille Josefine, at hun ønskede at leve. Da hun blev frakoblet respiratoren, begyndte hun at trække vejret selv. De første timer var hun ekstremt følsom, og hverken Jannie eller forældrene turde røre ved hende. Men de små lunger kæmpede videre, vejrtrækning for vejrtrækning.

Mister en om ugen

Efter 17 år i jobbet ved Jannie godt, at ikke alle børn kan reddes. I gennemsnit mister Jannie og hendes kollegaer én for tidligt født baby om ugen. Det er brutalt, når de må indstille behandlingen af nogens nyfødte barn.

– Når et barn dør, er det klart, at man bliver berørt. Hvis der kommer en dag, hvor jeg ikke bliver berørt, er det fordi, at jeg ikke skal arbejde her mere, fortæller Jannie.

Når de mister et barn på afdelingen, kan hun mærke det i nogen tid. Det sidder både i hendes bevidsthed og hendes krop. Hun går ikke hjem og græder, men hun tænker på familien, som har mistet. Og så overvejer hun, om der var noget, hun kunne have gjort anderledes. Hun bliver en erfaring rigere, som hun kan bruge næste gang, hun står i en lignende situation.

– Hvordan kan jeg støtte forældrene bedst muligt i denne proces? Sorg og tab er en vigtig del af fortællingen, men det er også vigtigt at tage det positive med sig. De ting, barnet har givet forældrene, i den tid det har levet.

Endte lykkeligt

Historien om den lille Josefine med de skrøbelige lunger endte lykkeligt. Fire måneder efter at hun blev frakoblet respiratoren, trak hun stadig vejret ved egen kraft, og det var en glædens dag, da familien kunne tage hjem.

Jannie fortsatte sit arbejde, og bortset fra et enkelt kontrolbesøg tre måneder efter, hørte Jannie ikke noget fra familien. Ikke før flere år efter.

– Jeg stod i afdelingen, og lige pludselig var der en lille finger der, der prikkede mig på ryggen, og en stemme, der sagde: Kan du huske mig? Det var storesøsteren til den for tidligt fødte pige, som sagde: Jeg har noget, jeg skal vise dig. Kom med. Lidt længere henne ad gangen stod pigens mor med en barnevogn og en klapvogn. I barnevognen lå der en lille dreng, og i klapvognen der sad der en treårig pige. Så sagde storesøsteren: Se Jannie, nu er Josefine og jeg blevet storesøstre sammen.

– Josefine var blevet en stor pige og fortalte selv, at hun skulle til at starte i børnehave. Det var jo en hel surrealistisk oplevelse. Der tænkte jeg, at der alligevel var nogle ting, som var lykkedes ganske godt for os omkring den her familie.