Merete hjalp jordskælvsofre i Haiti

Merete Engell var 15 år, da hun i sommeren 1985 tændte for fjernsynet og så den verdensomspændende støttekoncert Live Aid, der samlede penge ind til det hungersnødramte Etiopien.

– Det var første gang, jeg indså, at der var ulighed i verden. Der var børn, der døde af sult. Jeg tænkte: ”Man må jo gøre noget!”, husker hun.

Fra den dag vidste Merete, at hun ville hjælpe folk i nød. Hun uddannede sig til sygeplejerske og lod sig udsende til alverdens brændpunkter for Læger uden Grænser, hvor hun nu har arbejdet i over tyve år og hjulpet utallige mennesker i kriseramte områder – heriblandt i Haiti efter det altødelæggende jordskælv i 2010.

Et land i knæ

Merete mindes øjeblikket, hvor det gik op for hende, hvad der var sket.

– Jeg vågnede om morgenen og tændte for radioen, og så hørte jeg, at der havde været et kæmpe jordskælv i Haiti, siger hun om den mørke januardag, der efterlod et land i knæ.

På det tidspunkt havde hun arbejdet for Læger uden Grænser i ti år, men grundet nogle voldsomme oplevelser under sine tidligere udsendelser, havde hun besluttet sig for at holde en pause og komme til sig selv hjemme i det trygge og stabile Danmark.

– Lige så snart denne katastrofe skete, var det, som om den der cirkushest kom op i mig, og jeg følte, at jeg havde behov for at komme tilbage i manegen. Og pludselig hørte jeg mig selv sige: ”Kan I bruge mig til noget?”. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det kom også bag på mig. Og så pakkede jeg min kuffert og tog af sted tre timer senere.

Primitive forhold

Merete skulle til Haiti i første bølge med 13 andre nødhjælpsarbejdere og til sin første naturkatastrofe. Det var fire dage efter skælvet, og der ventede dem yderst primitive forhold i hovedstaden Port-au-Prince, hvor en million indbyggere var blevet pludseligt hjemløse.

På vej i flyet mentalforberedte hun sig på tilstandene i området. Selv om der var tale om en naturkatastrofe og ikke en officiel krigszone, var det ikke et sikkert land, vidste hun. Landet er et af de fattigste på den nordlige halvkugle.

– Haiti er jo ikke et trygt sted. Det bliver på mange områder betragtet som en krigszone på grund af de bander, der hærger i Port-au-Prince, og den usikre situation, der er. Så vi skulle stadig passe på. Hvis man før havde behov for at få de ting, man skulle have for at overleve som bandemedlem, så blev behovet jo bare fordoblet mange gange. Og nu var der slet ikke nogen, der havde noget, så det accelererede kampen for at overleve.

Mennesker på flugt

Efter ti timer landede Merete og kollegaerne i nabolandet Den Dominikanske Republik. De overnattede på et lille hotel, og næste morgen kørte de med taxaer mod Port-au-Prince.

– Da vi kom til grænsen, stødte vi ind i massevis af mennesker, som var på flugt. Der var ingen grænsepatrulje eller nogen, der tjekkede vores pas eller noget som helst. Trafikken gik kun én vej, og det var ud.

Epicentret lå 30 kilometer vest for hovedstaden, og Merete og kollegaerne kom kørende østfra, så der gik nogen tid, før de fik øje på de ødelæggelser, som jordskælvet havde ført med sig. Men jo tættere de kom på Port-au-Prince, desto flere ruiner så de.

– Vi kørte igennem de steder, hvor vi kunne komme igennem. Der var folk alle vegne. Rigtig mange var blevet hjemløse, fordi deres huse lå i ruiner. Specielt i slumområderne. Men de, der havde huse, som stadigvæk stod, turde ikke at være inde i dem, så derfor sad de på gaden. Mange var helt tomme i blikket. Det var fem dage efter jordskælvet, og de havde stadig ikke fundet ud af, hvad der skulle ske. De sad måske bare og ventede på, at nogen kom og sagde: ”Nu skal I bare høre, vi gør sådan her”.

Midlertidige hjem

Merete kunne se, at mange havde forsøgt at skabe sig et midlertidigt hjem ved at slå pinde ned i jorden og afskærme med håndklæder eller plastikpresenninger. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at der måske lå overlevende i ruinerne ved siden af.

– I gaderne så vi mange lig, som på det her tidspunkt havde ligget i solen i flere dage og var opsvulmede. Folk gik bare forbi. Det var, som om de ikke længere indså, at de lå der. De gik stadigvæk rundt i en trance, tror jeg. Samtidig gik livet også videre meget hurtigt, fordi alle jo skulle overleve. Så der var også boder med mad og kvinder med fade på hovedet med ting i, som de gerne ville sælge. Børn løb rundt og legede, siger Merete og fortsætter:

– Det var vildt at se, at der ud af ruinerne af Port-au-Prince også steg en kæmpe flygtningelejr med alle de behov, en sådan lejr nu måtte have i forhold til mad, rent drikkevand, tag over hovedet og så videre.

Svære traumer

Det var et både voldsomt og uforudsigeligt syn, der mødte Merete og hendes 13 kolleger. Men deres rolle var klar.

– Vi skulle redde menneskeliv akut. Vi skulle ikke rende rundt i gaderne og hive folk ud af ruinerne. Det var ikke vores opgave. Vi skulle heller ikke rundt og dele mad ud. Det var der andre, der gjorde. Det strømmede ind med patienter til alle de nye hospitaler og skadestuer, der blev etableret i ruinerne. Og det var alt mellem himmel og jord, som folk var kommet til skade med, fortæller Merete og uddyber:

– Det var oftest svære traumer i forbindelse med, at de havde været i en bygning, som var faldet sammen. Altså lige fra knuste lemmer til lammelser, hovedskader og virkelig svære indre blødningerne. Folk blev hevet ud af ruinerne efter mange dage og var selvfølgelig også dehydrerede og svage. Jeg har aldrig set så mange svært sårede, og jeg er skadestuesygeplejerske.

Måtte opfinde udstyr

Merete og kollegerne måtte arbejde under primitive forhold.

– De sværest tilskadekomne overlevede ikke, og det var simpelthen fordi, setuppet ikke var der til det. Folk, der kom ind med svagere skader på arme og ben, måtte vi langt hen ad vejen amputere, fordi vi ikke kunne lave den mere sofistikerede kirurgi, der skulle til for at redde en arm eller et ben.

Nødhjælpsarbejderne var nødt til at opfinde medicinske remedier og tænke kreativt, da de ikke havde deres vante udstyr, forklarer Merete.

– Det kunne være en sav, der blev brugt til at amputere med. Det var papkasser, der blev brugt til at stabilisere brud med. Det var sorte plastikposer med sten i, som blev brugt til at trække brud fra hinanden, når nogen skulle ligge i stræk. Vi måtte virkelig improvisere, fordi vi ikke kunne få vores fly ind med materialer, og i situationen gør man, hvad man kan for at redde menneskeliv. Det er ikke superfedt at tænke på, at man godt kunne gøre tingene bedre, hvis man havde bedre omstændigheder.

Efter nogen tid tog Merete vestpå til kystbyen Léogâne, der var epicenteret for jordskælvet. 90 procent af byens bygninger var faldet sammen. Et stort felthospital og en skadestue var ved at blive etableret på en fodboldbane, og det var her, hun skulle arbejde.

– Skadestuen var den mest aktive med omkring 200 nye patienter om dagen. Vi stod ude i den frie luft og lappede dem sammen, puttede papkasser med gaffatape på deres brud og så videre.

En særlig patient

Meretes rolle var at tage sig af patienterne, efter de blev opereret. Hun skiftede deres forbindinger, gav dem medicin og mad, observerede dem og hjalp dem ud af sengene.

En af patienterne husker hun særligt godt. En ung mand, der var blevet bragt til skadestuen, før Merete ankom.

– På det tidspunkt var vi en uge inde i katastrofen. Han var blevet fanget i ruinerne og havde fået en kæmpe sten ned over ryggen, som gjorde, at han formentlig havde brækket ryggen, så han var blevet lam fra livet og ned, fortæller Merete.

– Hans mor var med ham, og jeg mødte ham om morgenen, da jeg gik stuegang med kirurgen. Jeg tror, at han var i starten af tyverne, en ung haitianer. Jeg kunne ikke tale med ham, fordi han talte kreolsk. Det er en afart af fransk, og selv om jeg taler fransk, var det svært at forstå, så jeg havde de lokale sygeplejersker med, når jeg skulle tale med ham og hans mor.

Merete forklarer, at hun desværre ikke havde tid til at lære den unge mand godt at kende på et personligt plan. Kommunikationen handlede udelukkende om hans skade.

– Det er sådan, det må være i den situation, fordi man ikke har tid til at være det for patienten, man gerne vil. Jeg skal ikke kunne sige, hvad de havde været igennem som familie. Om de havde mistet nogen. Om resten af familien lå i ruinerne.

Den unge fyr lå bare i sengen og stirrede ud i luften.

– Han gav ikke udtryk for noget som helst. Jeg tror, han simpelthen var så chokeret og traumatiseret af, hvad der var foregået. Det er måske også derfor, jeg ikke ved så meget om ham, fordi han bare lå der og var i dybt traume over jordskælvet, skaden og fremtidsudsigterne.

Intet at gøre

For Merete er en patient med de skader, som den unge fyr havde, noget af det værste i sådan en situation. For hun og kollegerne kunne ikke stille noget op.

– Med en brækket ryg var der jo ikke noget, vi kunne gøre overhovedet. Vi var jo ikke et specialhospital. Vi havde ingen steder at sende ham hen til den meget langstrakte genoptræningsperiode, som han egentlig skulle igennem. Så lægen udskrev ham. Det var rigtig svært for mig, kan jeg huske, fordi jeg vidste, hvad de skulle ud til. Og jeg kan også huske, at moren opponerede: ”Hvad kan vi gøre? Vi bor ude på gaden! Jeg kan jo ikke passe ham!”. Men der var ikke noget at gøre, for vi havde behov for sengen til andre patienter.

Ved hjælp af en tolk talte Merete med den unge mands mor og gav hende sine bedste råd til, hvordan hun kunne pleje sin søn. Hun sørgede også for, at de fik en pose mad med sig og en madras, som han kunne ligge på.

– Det var heldigvis varmt. Der var 30-35 grader. Men med en kvinde som hende, der tilhørte formentlig noget af det fattigste i byen, var det jo en kæmpe opgave både at skulle sikre deres overlevelse og sørge for, at hendes søn ikke fik det værre. Det var virkelig ikke en rar følelse at vide, hvad jeg udskrev ham til, hvilket var ingenting. Jeg sendte ham i bund og grund bare på gaden.

En situation som denne har Merete brugt lang tid på at kunne være i.

– Lektion nummer et på sygeplejeskolen handler om empati og om at kunne sætte sig ind i andre folks situation uden selv at blive følelsesmæssigt involveret i den. Det er mit allerstærkeste værktøj som sygeplejerske og specielt i sådan en samtale. Nu har jeg selv en datter, så for mig handler det om at udtrykke den empati over for hende og sige: ”Jeg forstår godt alt det, du siger. Jeg forstår godt, hvor svært det må være”. Men jeg kan desværre ikke tilbyde andet.

Blandede følelser

Merete har ikke glemt øjeblikket, hvor den unge mand skulle flyttes ud fra hospitalet. Der var stadig ingen reaktion fra ham. Han var fortsat i choktilstand.

– Der kom en mand med en trillebør og tog ham med. Det var det, man brugte som båre på det tidspunkt. Jeg ved ikke, om det var et familiemedlem, eller hvad det var. Men i hvert fald blev han lagt i trillebøren med benene dinglende ud over kanten. Og så kørte de af sted med ham og med madrassen, der var rullet sammen med et reb om. Moren slæbte maden, som vi havde givet hende.

Det var med blandede følelser, at Merete så dem forlade området.

– Jeg var bestemt ikke glad. Det var bare omstændighederne, der tvang mig til at arbejde på den måde. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre det anderledes. Hvis jeg brugte resurser på ham, så var der andre, der kom til at mangle de resurser. Der var folk, som ville dø, hvis jeg ikke havde den seng til rådighed. Man bliver nødt til at skabe en ramme for, at man kan hjælpe så mange som muligt. Og der vil være altid være patienter, som falder uden for den ramme, og som man ikke kan gøre noget for.

Merete tror desværre ikke, at den unge mand er i live i dag.

– Hans situation gjorde, at der kun var en lille chance for at overleve. Og med den viden, jeg har omkring den hjælp, der blev givet i Haiti efter jordskælvet, altså hvor langt man kunne komme med patienterne på hvilke tidspunkter, så har jeg svært ved at se, at han skulle overleve den situation. Og hvis han har overlevet, og han var lam fra livet og ned, så tror jeg faktisk, han lever et ret miserabelt liv.

Stolt af sin indsats

Efter 14 dage i Haiti vendte Merete hjem til Danmark. Stolt af sin indsats og af, at hun kunne holde til alle prøvelserne.

– Jeg var glad, fordi jeg syntes, jeg havde bestået min prøve. Jeg var kommet tilbage på hesten. Så al den frygt, jeg havde haft for, at jeg aldrig igen ville kunne arbejde som nødhjælpsarbejder, var gjort til skamme. Jeg kunne mærke det: ”Det kan jeg sgu godt! Det kan godt være, at jeg har haft en hård periode, men jeg kan det godt!”.

Merete fortæller om sine oplevelser, fordi hun vil gerne have os danskere til at forstå vigtigheden i at hjælpe, når der sker katastrofer andre steder i verden. Så vi ikke bare tænker: ”Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg bor i Danmark”.

– Jeg håber, at mine ord kan få folk til at sympatisere med andre derude, som ikke er så heldige, som vi er.

Du kan høre Merete Engell fortælle om nødhjælpsarbejdet i Haiti i podcastserien ”Liv eller død”, som findes i app’en Ally.