I følelsernes vold: Ny bog undersøger morderes psykologi

Retspsykolog Tine Wøbbe og retspsykiater Mette Brandt-Christensen har skrevet bogen ”Forbydelsens sind”. En af bogens hovedpointer er, at ikke to drabsmænd er ens. Her opridser de to forfattere dog tre kategorier, som mordere groft sagt kan inddeles i.

– Da jeg gav hende det første stik, mærkede jeg skamfølelsen igen, men nu havde jeg krydset grænsen og stak hende to gange mere. Der var ingen vej tilbage, mente jeg, og det var en underlig tankegang. Jeg havde følt en fare, som nu var helt væk.

Sådan lyder en af beskrivelserne fra  den nye bog ”Forbrydelsens sind”. I bogen dykker retspsykolog Tine Wøbbe og retspsykiater Mette Brandt-Christensen ned i psykologien bag voldelige forbrydelser. 

I ”Forbrydelsens Sind” bliver otte drabs- eller voldsdømtes historier vendt og drejet af bogens forfattere for at besvare det spørgsmål, der altid står tilbage, når et menneske har begået alvorlig kriminalitet: Hvorfor skete det?

– Men svaret er langt fra entydigt, og det er noget af det, vi har prøvet at vise med bogen, fastslår Tine Wøbbe, som er rets- og chefpsykolog ved Psykiatrisk Center Sct. Hans, over for Videnskab.dk.

For denne artikels skyld har de to forskere dog indvilliget i at inddele drab i tre grove kategorier, der skal indfange nogle af de mest udbredte psykologiske årsager til, at mennesker slår ihjel.

I følelsernes vold

– Hvis jeg skal beskrive de følelser, jeg havde i kroppen på det tidspunkt, var det desperation, afmagt, tomhed og ensomhed…En aften havde jeg det skidt og fik igen den tanke at opsøge min ekskæreste. Jeg ville give hende et ultimatum: ”Enten er du sammen med mig, eller også slår jeg dig ihjel.”

Her er det ”Morten” på 49 år, der i bogen fortæller, hvordan han pakker en taske med gaffatape, strips og en kniv og tager hjem til sin ekskæreste, hvor han bryder ind. Her bliver han anholdt af politiet og ender med at afsone seks måneder i et lukket fængsel.

Drab, hvor stærke følelser som vrede og jalousi går forud for handlingen, er ret udbredte, og for forståelsens skyld kalder vi dem her for affektdrab.

– De fleste af os kender følelsen af raseri og lysten til at straffe nogen, vi føler, har gjort os uret. Vi handler bare ikke på det, pointerer Mette Brandt-Christensen, som er retspsykiater, overlæge og næstformand i Retslægerådet, til Videnskab.dk.

Et drab uden følelser

Affektdrabets diametrale modsætning er det planlagte drab. I hvert fald det klassiske eksempel på et planlagt drab.

– Forskellen ligger mellem det spontane og det planlagte. Der gør gerningsmanden typisk meget for at skjule forbrydelsen, og fordi handlingen er nøje planlagt, har han tænkt på, hvordan han skal slette sine spor, når den er udført, forklarer Tine Wøbbe til Videnskab.dk.

Som retspsykolog på Psykiatrisk Center Sankt Hans laver Tine Wøbbe mentalundersøgelser af kriminelle. Hun stifter derfor kun sjældent bekendtskab med planlagte drab, for den type gerningsmænd bliver sjældent sendt til mentalundersøgelse.

Generelt foretages mentalundersøgelser, når gerningsmandens tilstand vurderes at have betydning for kriminaliteten, eller hvis kriminaliteten har været særligt grov eller bizar.

Vrangforestillinger med fatale konsekvenser

En type drab, som Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen hele tiden møder i retspsykiatrien, er dem, hvor gerningsmanden har været sindssyg i gerningsøjeblikket.

– Folk, der bliver sindssyge i gerningsøjeblikket, ser og hører ting, der ikke findes. De har vrangforestillinger og lever sommetider eller konstant i en helt anden virkelighed end almindelige mennesker, siger Tine Wøbbe. Hun tilføjer, at det kan ende fatalt, hvis de bliver psykotiske, og særligt hvis de er paranoide og dermed føler sig forfulgt.

Den type gerningsmands ulogiske og fragmenterede tankegang sætter ofte præg på gerningsstedet, som tit bliver efterladt uden forsøg på at skjule forbrydelsen. Men de fleste gerningsmænd indser konsekvenserne af deres handlinger, når psykosen letter.

– Nogle er ganske vist så psykotiske, at det er uklart, om de forstår, hvad de har gjort, men det gælder en lille gruppe. De fleste indser, at de har slået et andet menneske ihjel, så her ligger et stort arbejde for vores personale i at trøste dem og hjælpe dem med at bearbejde det, der er sket, lyder det fra Mette Brandt-Christensen.

Ingen entydig forklaring

Vejene til drab er mange og snørklede. De indgår i et kompliceret vejnet, hvor veje skilles, krydser nye veje og løber sammen igen, og det gør dem umulige at kortlægge nøjagtigt.

Men ved at kende de mest brugte hovedveje forsøger retsvæsenet at hale ind på gerningsmændene og nærme sig en forståelse af, hvorfor mennesker slår ihjel.

Indenfor de seneste 25 år er antallet af drab faldet i Danmark. Men det er svært at sige præcis hvorfor. Det kan både have noget at gøre med, at kriminaliteten i hele Europa har været faldende på grund af bedre forebyggende arbejde og sociale forhold.

Det kan også skyldes, at behandlingen af alvorligt tilskadekomne er blevet bedre, så man redder flere af dem, der har været udsat for vold.