Ingen ville have Izabella: Det uelskede barn

Izabella tilbragte sine første leveår på et kærlighedsløst børnehjem i Tjekkoslovakiet, og da hun ankom til Sverige, måtte hun lede længe efter den anerkendelse, hun havde behov for. Følelsen af ikke at høre til nogen steder fik hende til at forsøge selvmord som 12-årig.

Izabella var kun seks måneder, da hun blev anbragt på børnehjem for at blive bortadopteret. Men hun nåede at fylde fire år, inden hun fik sin egen familie.

– Ingen ville have os roma-børn. Vi blev altid efterladt tilbage. Jeg er roma og blev født i det daværende Tjekkoslovakiet for 32 år siden. Der var ingen fremtid for børn som mig, og derfor blev mange af børnene overladt til de sociale myndigheder, siger Izabella Tönnhed fra Luleå i det nordlige Sverige.

Børnehjemmet var fattigt, og børnene manglede både tøj og mad.

– Jeg husker, at vi stod i en lang kø, og at vi blev fodret med suppe. Vi fik én skefuld ad gangen, og alle brugte den samme ske. Derefter måtte vi stille os om bag i køen igen. Hvis vi var heldige, var der mad nok til flere skefulde. Sulten gnavede konstant i min mave.

Izabella mindes, hvordan hun ofte lå i sin seng med armene tæt omkring sig, og hvordan hun fandt trøst i at gynge. På børnehjemmet blev der ikke uddelt kram eller andre tegn på omsorg. Børnene blev overladt til sig selv.

En dag ankom et svensk par til børnehjemmet. De skulle adoptere et barn og fik lov til at vælge mellem to fireårige piger, som begge stammede fra ghettoen. Det var deres sidste chance for at finde et nyt hjem. Ingen ville have de store børn.

– Mine kommende adoptivforældre valgte mig, fordi de syntes, at jeg var sødest. Det er egentlig forfærdeligt, og jeg tænker tit på den anden pige. Hvad skete der med hende? Og hvordan var vores liv blevet, hvis de i stedet havde valgt hende?

Havde intet sprog

Izabella havde intet sprog og kunne knap nok gå. Hendes arme var næsten låst fast til kroppen, og man troede, at hun havde et motorisk handicap. Det var ikke et let liv, der ventede hende i Sverige.

– Mine sprogproblemer skyldtes sandsynligvis de traumer, jeg oplevede på børnehjemmet. Jeg lukkede mig inde i mig selv, og det eneste tidspunkt, hvor jeg var lykkelig, var, når jeg fik lov til at gynge. Jeg gynger stadig, men jeg må passe på, når der ikke er børn på legepladsen. Der er nogen, som har anmeldt mig, fordi jeg er en mærkelig voksen, som gynger alene.

Det gik ikke godt for Izabella i skolen, og hun blev placeret i en specialklasse. Hun blev mobbet af de andre børn og trivedes heller ikke i sin nye familie. Hun fik ofte at vide, at det eneste, hun duede til, var at sortere tøjklemmer.

– Jeg følte mig uelsket og værdiløs, og jeg tænkte ofte på at tage mit liv. I 12-årsalderen hoppede jeg ned fra en balkon i ren desperation, og efter dét blev jeg anbragt i pleje.

Izabella skiftede hjemby, familie og skole, og selv om hun fik venner i den nye specialklasse, havde hun hele tiden en følelse af, at livet måtte have mere at byde på. Hun havde fået diagnoserne autisme og ordblindhed, men hun elskede at skrive, og da hun deltog i en digterkonkurrence med sit digt ”Meningen med livet”, blev hun udvalgt blandt 3.000 andre skoleelever.

– Det var kæmpestort for mig, og jeg blev for første gang set som en klog pige. En pige, som faktisk kunne mere, end hvad mange troede. Min selvtillid voksede.

Uønsket til skolebal

Izabella syntes, at specialklassen var kedelig, og hun ville så inderligt gerne være som alle andre. I Gällivare, hvor hun nu boede, blev der hvert år arrangeret et stort bal for niendeklasserne, og det var noget, Izabella havde drømt om længe. Så snart man kunne tilmelde sig, gik hun ind til rektoren for at blive noteret som deltager.

– Men jeg fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi specialklasserne ikke plejede at deltage. Jeg blev virkelig vred og overtalte mine klassekammerater til også at tilmelde sig.

Det lykkedes Izabella at få hele klassen med til ballet.

– Min håndarbejdslærer hjalp mig med at sy en smuk balkjole, og vi ankom i flotte biler til den røde løber, præcis ligesom alle andre. Det var en sjov aften og en sejr for mig.

Izabella fik blod på tanden. Hun vidste jo, at hun kunne så meget mere end dét, der blev forventet af en elev i specialklassen. Hun ville have rigtige karakterer og insisterede på at tage en intelligenstest.

– Jeg skulle igennem en masse prøver. Psykologen, som foretog udredningen, var den første nogen sinde, som skrev noget godt om mig. Mit intelligensniveau passede til den almindelige skole. Jeg var fejlplaceret. I en alder af 17 år blev jeg endelig en fri kvinde!

Mødte kærligheden

Efter endt skolegang flyttede Izabella til Luleå, hvor hun fik sit eget hjem og et job som opvasker. Det var også her, hun pludselig endte i armene på sit livs kærlighed, den nu 54-årige Janne Sjölander, som hun mødte til en dansetime.

– Han prikkede mig på ryggen og bød mig op, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Men det føltes så trygt, da han holdt om mig. Han vuggede mig i takt til musikken, og det mindede om den måde, jeg plejer at trøste mig selv på ved at gynge. Mens vi dansede, talte han med en lav og behagelig stemme, fortæller Izabella.

Det var første gang, hun gik til dans, og for hende var det langt fra en selvfølge at stole på andre mennesker. De havde jo behandlet hende så dårligt gennem hele livet. Hun fik da også et chok, da Janne dukkede op uden for hendes dør efter dansetimen. Hun havde glemt sin hat, som han ville give hende, og så ville han høre, om han måtte invitere hende ud til en kop kaffe.

Det var med blandede følelser, at Izabella takkede ja.

– Jeg var jo vant til at omgås andre personer med diagnoser. Jeg følte mig usikker på, hvordan ”almindelige” mennesker omgås, ler hun.

Det var bestemt heller ikke let for Janne at vedkende sig de følelser, som Izabella vækkede i ham.

– Izabella er jo meget yngre end mig. Hun er kun et år ældre end mit ældste barn. Det nagede mig i starten. Men da jeg talte med mine fire børn om det, sagde de, at det var helt okay. Det var vigtigt for mig, at de accepterede Izabella, siger Janne.

Vil hjælpe andre

Han arbejder som ingeniør og har også opfordret Izabella til at tage en erhvervsuddannelse.

– I dag skriver hun på en bog om sit liv, siger han stolt.

Izabella fortæller, at specialpædagogen på hendes voksenuddannelse var en frelsende engel. Hver gang hun overvejede at give op, blev der sat ind med støtte og værktøjer, som hjalp hende igennem.

– Det betyder meget for mit selvværd at kunne sige, at jeg er en uddannet kvinde. Jeg kan læse mig til viden og gå på biblioteket. Det troede jeg, var umuligt før, for biblioteket var jo kun for kloge mennesker!

Izabella vil gerne hjælpe andre, der er i samme situation, som hun var engang. Hun ønsker, at de skal tro på sig selv og vide, at de kan klare mere, end de tror. Det er derfor, hun skriver bogen om sit liv. Den skal hedde ”Min fremtid var at lægge fem tøjklemmer i en pose”, da det var dét, hun altid fik at vide, at hendes evner rakte til.

Trods den megen modgang er det lykkedes Izabella at skabe sig et godt liv. Hun kan stadig vågne af mareridt om traumer i barndommen, men nu kan hun smilende sige: ”Se, hvor godt det endte for mig!”

– Jeg er et levende eksempel på, at alt er muligt, understreger hun.

 

Izabella og manden Janne mødte hinanden til en dansetime, og stuegulvet i deres fælles hjem bliver ofte forvandlet til dansegulv.

Izabella og manden Janne mødte hinanden til en dansetime, og stuegulvet i deres fælles hjem bliver ofte forvandlet til dansegulv.