Ingmar Bergmans datter fik hård opvækst: Sendt på børnehjem

Hendes far var filminstruktør Ingmar Bergman, som blev beundret i hele verden. Men for Anna var barndommen svær. – Far var fraværende, og mor var selvoptaget, fortæller Anna, der blev sendt på børnehjem som 2-årig.

Som det femte af filminstruktøren Ingmar Bergmans ni børn blev Anna Bergman født i 1948. Minutterne inden havde tvillingebroren Mats set dagens lys. Men nogen lykkelig familie blev det aldrig.

Opvæksten var præget af voldsomme skænderier mellem forældrene, og en dag fortalte Ingmar, at han havde mødt en ny kvinde og ville forlade Ellen og børnene – som han alligevel ville ønske, at han aldrig havde fået.

Den dag mistede Anna sin far. Han holdt sporadisk kontakt, men viste ingen større interesse i at lære sin datter at kende. I sin selvbiografi ”Jag och min skugga” (Jeg og min skygge, red.) fortæller Anna om dengang, hun som 11-årig skulle møde ham igen. De gik en tur, hun var fint klædt på og fuld af forventning. Men mødet blev en skuffelse.

– Jeg havde en hård barndom. Far var fraværende, og mor var selvoptaget. Da far forsvandt, placerede mor mig på et børnehjem. Hun orkede vel ikke at tage sig af mig og ville bare leve sit liv. Heldigvis kom mormor til undsætning, siger Anna og fortæller, at Ellen efterhånden vendte tilbage til sine børn.

Men følelsen af at være malplaceret satte spor i Anna og kom også til at præge hendes relationer som voksen.

– Det var sårende, at far ikke ville have mig. Jeg ville gerne opbygge et godt forhold til min mor, men sådan blev det heller ikke. Mistilliden var dybt rodfæstet, og hendes slag og ondskabsfulde ord gjorde det nærmest umuligt.

Blev voldtaget

Anna blev en selvstændig pige, som måtte klare sig uden forældrenes vejledning. Når der opstod en vanskelig situation, havde hun ingen at henvende sig til, men måtte løse problemerne selv. Tolv år gammel blev hun voldtaget af en ældre fyr på Særø, hvor Ellen og børnene boede en sommer.

– Selv om det er længe siden, glemmer jeg det aldrig. Jeg ville gerne fortælle det til nogen, men der var ingen, som kunne holde om mig og berolige mig med, at alt nok skulle blive godt igen. Den trøst fik jeg aldrig.

 

Ellen Bergman med børnene Jan, Eva, Mats og Anna. 1957.

Ellen Bergman med børnene Jan, Eva, Mats og Anna. 1957.

 

I de sene teenageår greb hun chancen og flyttede til Torquay for at studere engelsk. Hun længtes efter at forlade Sverige og genopfinde sig selv et nyt sted. Og sådan blev det. Kærligheden til England opstod med det samme.

– Jeg følte mig hjemme i England, og jeg tror på en måde, at det var meningen, at jeg skulle havne her. Jeg elskede alt. Menneskene, humoren, den lette livsstil, den historiske arv. Jeg mødte min første mand, vi købte et fælles hjem og fik vores søn, Micky. Lige siden har jeg boet her, smiler Anna, der i en periode holdt til i sit elskede London, inden hun endte i byen Romsey i Hampshire.

Her bor også hendes søn, svigerdatteren Nicki og de to børnebørn Lucas og Hannah – de vigtigste personer i hendes liv.

– Stedet er så britisk og malerisk smukt! Efter at have solgt mine to ejendomme i London kunne jeg købe et skønt hus her med en stor have. Det er en anderledes tilværelse, meget roligere, men det passer mig fint. At hænge ud på barer og pubber er ikke længere noget for mig. Jeg foretrækker det enkle liv og er så taknemmelig over det, jeg har.

En vild ungdom

Det var noget andet, da hun var ung. Da faldt hun for de flotte fyre med prangende biler og dyre ure. Hun jagtede det gode liv og prøvede det meste, der kom hendes vej. Hun var nysgerrig og altid på farten. Mændene stod i kø for at date den søde, fraskilte svensker.

– Jeg vil ikke ligge på mit dødsleje og fortryde alt det, jeg ikke gjorde, siger Anna.

Hun er stadig kvik og lever efter mottoet om, at livet skal leves og fyldes med sjove stunder. Hun tror på, at man skal behandle andre, som man selv gerne vil behandles, og at karma ikke kun rammer den, som gør noget ondt, men også den, som gør noget godt.

– Alt vender tilbage, før eller senere. Vi får det, vi fortjener. Derfor er det så vigtigt at være et godt menneske og forsøge at gøre det rigtige.

 

Annas berømte far var filminstruktøren Ingmar Bergman, her på et foto fra 1975.

Annas berømte far var filminstruktøren Ingmar Bergman, her på et foto fra 1975.

 

Anna begyndte tidligt at arbejde som model i London, og det ene førte til det andet. Hun fik nogle filmroller, og ved et tilfælde blev det mere nøgent, end hun havde regnet med.

– Jeg burde nok have læst kontrakten nærmere, men det blev, som det blev. Jeg viste mine bryster for at komme videre i min karriere, siger Anna med et træk på skulderen og en konstatering af, at slægtskabet med Ingmar Bergman var et tveægget sværd.

– Selvfølgelig har det givet nogle fordele. Jeg har fået mere opmærksomhed for min kunst takket være det. På den anden side har jeg mødt fordomme, som at jeg har fået alt gratis og ikke har behøvet at arbejde for min succes. Jeg har levet et liv uden sikkerhedsnet, men folk må mene, hvad de vil. Jeg tager mig ikke af det længere.

Søgte kærligheden

I lang tid ledte Anna efter den store kærlighed, og hun havde mange forhold, hvoraf seks førte til forlovelser. Men den himmelstormende forelskelse viste sig at være sværere at opnå. Hun gav sig aldrig rigtigt hen. Måske for at beskytte sig selv fra at blive såret, hvis nu hun ville blive forladt.

– Så mødte jeg Douglas og blev forelsket sådan rigtigt. Han var femten år ældre, en varm og venlig person, som blev min anden mand og en slags faderfigur. Vi var gift i syv år.

I løbet af årene nåede hun at skrive to bøger, en selvbiografi og en spændingsroman. Det var der, hun indså, at skriveprocessen kan være helende. Præcis som kunsten. I de senere år har Anna helliget sig maleriet og haft flere udstillinger.

– Da jeg startede, var mine malerier mørke og dystre. Men efterhånden blev de lysere og lettere, præcis som min sindsstemning.

 

For Anna har malerkunsten haft en helende effekt. Her viser hun to af sine portrætter af sin far.

For Anna har malerkunsten haft en helende effekt. Her viser hun to af sine portrætter af sin far.

 

Kreativiteten tror hun, at hun har arvet fra sin far. Ligesom evnen til at værdsætte ensomheden.

– Det var under coronanedlukningen, at jeg blev tvunget til at være min egen klippe, og jeg opdagede, at jeg godt kunne lide det sådan. Det giver en følelse af frihed at kunne være alene med sig selv. Det gav mig også ro til at samle tankerne og begynde på min selvbiografi.

Selv om livet på mange måder har været en kamp, har det også været fyldt med glæde. Som voksen tog hun til Fårø næsten hver sommer for at tilbringe tid med sin far og sine søskende. Far og datter udviklede med tiden en skrøbelig tæthed, og Ingmar lod hende forstå, at han var ked af, at han ikke havde været en nærværende far.

De arbejdede også sammen. Anna fik en rolle i storfilmen ”Fanny og Alexander” og fik derigennem en ny side af sin far at se.

Har tilgivet sin far

– Jeg har tilgivet ham for længe siden. Som voksen kunne jeg forstå, hvorfor mine forældre agerede, som de gjorde. Det handlede ikke om mig, at jeg var et dårligt barn, men om dem. To farverige individer, som var helt opslugte af hinanden, siger Anna, som modtog en længeventet undskyldning fra sin far på hans dødsleje.

Når hun nu ser tilbage på sit indholdsrige liv, føler hun, at de fleste puslespilsbrikker er faldet på plads.

– Jeg tror, at alting sker af en årsag. Jeg har stadig nogle brikker, der skal lægges. En af dem handler om at forene mine to ”jeg”er: Den offentlige Anna Bergman og den private Anna. En anden er at turde stole på mennesker. Men jeg arbejder på at blive mere tillidsfuld.

Tilfreds med livet

Hendes største rigdom i dag er ikke penge, men de nære relationer og hendes gode helbred.

– Jeg er så taknemmelig over mit helbred. Jeg går 10.000 skridt om dagen, ryger ikke og drikker forsvindende lidt. Og så er jeg vegetar. Det har jeg været i 55 år.

Men hendes velbefindende drejer sig ikke kun om kost og motion. Mentalt har hun det heldigvis også godt.

– Jeg har aldrig hvilet så meget i mig selv som nu. Jeg er tilfreds med livet.

 

Anna lever i dag et godt liv i den engelske by Romsey, hvor hendes søn, Micky, også bor. Her ses de to på et ældre privatfoto.

Anna lever i dag et godt liv i den engelske by Romsey, hvor hendes søn, Micky, også bor. Her ses de to på et ældre privatfoto.