Maria fandt sin søster efter 48 år

Søstrene Maria og Rekha var på samme børnehjem i Bangladesh. Men de blev skilt, da de blev adopteret til hver sin danske familie. I 48 år vidste de ikke, at de boede kun få kilometer fra hinanden.

Maria sidder til et møde. Telefonen ligger på bordet, og mens mødet går sin gang, minder hun sig selv om, at hun skal købe ind på vej hjem. Men da en sms-besked lyser hendes skærm op, glemmer hun alt om møde og indkøb. I stedet rejser hårene på kroppen sig. Hjertet banker under blusen, og hun har mest af alt lyst til at springe op fra stolen med armene i vejret.

– Der var kommet svar på vores dna-prøve, og der stod, at Rekha og jeg var søstre. Jeg var helt oppe at køre, og jeg kunne ikke tænke på andet end, at jeg skulle hjem hurtigst muligt, så jeg kunne ringe til hende, fortæller 48-årige Maria Ifversen fra Brovst, der arbejder som personlig træner og sundhedscoach i sit eget firma, Ifversen Coaching.

Lykkelig barndom

Maria var knap seks år, da hun blev bortadopteret til Danmark fra Sister Benedict’s børnehjem i Chittagong i Bangladesh. I lufthavnen blev hun modtaget af sine adoptivforældre fra Skagen, som havde en masse kærlighed til overs til et handicappet barn. Maria er født med kun én arm, og hendes forældre var i starten bekymrede for, hvordan den lille pige skulle klare det, men det viste sig hurtigt, at deres bekymringer blev gjort til skamme.

Maria havde en vilje til at komme frem i verden, og da hun første gang sprang i et bassin, var hun som en fisk i vandet. Hun svømmede med en sådan kraft, at hun endte med at komme på para-landsholdet i svømning, der fyldte en stor del af hendes fritid mange år. Sideløbende fik hun veninder og levede et liv, hvor hun aldrig tænkte over, at de fleste i hendes omgangskreds var hvide i huden.

– For mig var det ligegyldigt, hvordan de andre så ud. Det eneste, der betød noget, var, om de var søde og sjove at være sammen med.

Lige så længe hun kan huske, har hun vidst, at hun havde en lillesøster, der også var adopteret til Danmark – nærmere bestemt Randers-området. Faktisk var det meningen, at Marias forældre ville adoptere både Maria og hendes søster, men på grund af en ny regering i Bangladesh blev adoption til udlandet for en stund begrænset.

Mens hun voksede op, skænkede hun ikke sin lillesøster mange tanker. Men da hun fyldte 18 år, begyndte nogle spørgsmål at dukke op. Hvor var søsteren mon henne? Lignede de hinanden? Hun tog fat i adoptionskontoret i Aalborg, men det viste sig, at der ikke var nogen oplysninger om hendes søster.

I stedet fortsatte Maria sit liv, som hun altid havde gjort. Hun blev gift, fik en uddannelse, men da hendes første søn kom til verden, begyndte tankerne omkring hendes søster igen at trænge sig på.

Prøvede at finde søster

– Da min søn skulle døbes, kiggede jeg rundt på min mands familie. Her kunne jeg jo se nogle ligheder med min søn. Men det kunne jeg ikke i min egen familie, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der var en derude, der havde nogle fællestræk med min søn, forklarer Maria, der endnu en gang forgæves prøvede at fremskaffe nogle oplysninger.

– Det virkede håbløst, for nu havde jeg prøvet flere gange, og der var virkelig ingen oplysninger om min søster, fortæller Maria, der i 2019 blev selvstændig med sin virksomhed. Det var grænseoverskridende for hende at melde det ud og være synlig på Facebook, men da hun havde gjort det, fik hun en idé.

– Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg ikke kunne finde min søster i så lille et land som Danmark. Nogen måtte da vide noget, fortæller Maria.

Den 3. april i år skrev hun et opslag på Facebook, hvor hun efterlyste sin søster. I Ude og Hjemme nr. 20 fra i år fortalte Maria, at hun søgte efter sin lillesøster, og at hun håbede, at der var nogen, der vidste noget.

Kort tid efter, væltede det ind med beskeder på Facebook og mails fra folk, der gerne ville hjælpe. Nogle mente, at de kunne være Marias søster. Andre guidede hende til, hvordan hun kunne komme videre med sin søgen.

Vidste intet om søster

– Jeg havde i nogle år været medlem af en gruppe på Facebook for adopterede fra Bangladesh, selv om jeg aldrig havde været særligt aktiv. Men en skrev, at hun kendte en, der måske kunne være min søster. En kvinde der hed Rekha, fortæller Maria.

Bare 117 kilometer fra Marias barndomshjem, voksede Rekha op i en lille by uden for Randers. Hun landede i Kastrup i 1979, hvor hun blev modtaget af sine adoptivforældre. Der stod, at hun var tre et halvt år, men hun har siden fået foretaget en alderstest, der viste, at hun var omkring fem år gammel, da hun trådte ud i den bidende danske kulde.

Hun husker de mange hvide ansigter, der i starten var skræmmende, og hun har fået fortalt, at hun havde mæslinger, dårlig mave og var underernæret. Modsat Maria, husker Rekha brudstykker fra tiden på børnehjemmet: Hvordan hun hoppede fra seng til seng. Slaget fra et vådt viskestykke, hvis det blev opdaget, og hvordan hun skulle skynde sig at spise sin mad, så de andre børn ikke nåede at tage det.

– Jeg husker, at jeg på et tidspunkt løb væk fra børnehjemmet. På vej væk brændte jeg min fod, så jeg i dag har et mærke på oversiden. Det skulle jo senere vise sig, at Maria også havde et brandmærke på nøjagtig det samme sted, fortæller 48-årige Rekha Simoni Kotyza, der arbejder som oversygeplejerske på Regionshospitalet i Randers.

Rekha voksede op i en lille by, lidt uden for Randers. Hun var omgivet af kærlige forældre og havde en sund og kærlig barndom, hvor fødderne var solidt plantet i den jyske muld.

– Jeg kan huske, at jeg en dag var sur på mine forældre og sagde til dem, at jeg ville tage tilbage til Bangladesh. Jeg iførte mig det tøj, jeg kom til Danmark i, og jeg var nærmest på vej til bybussen, indtil mine forældre mindede mig om, at jeg nok ikke kom så langt uden penge, griner Rekha, der ikke tænkte så meget over, at hun var adopteret eller på sit biologiske ophav. Hun havde det godt, og da hun blev ældre, fik hun et fællesskab med andre adopterede fra Bangladesh.

Lignede ikke hinanden

Derfor tænkte Rekha heller ikke særlig meget over Marias opslag, der blev delt i gruppen på Facebook for adopterede fra Bangladesh. Men flere af gruppens medlemmer pegede på Rekha som Marias søster. Og en dag var der en, der sendte et billede, der alligevel gjorde Maria nysgerrig.

– Rekha var på billedet, og så var der en pige, der manglende sin ene arm. Jeg kiggede i mit gamle pas, og jeg kunne godt se, at det var mig. Men på det tidspunkt tænkte jeg bare, at vi havde boet på samme børnehjem. Ikke at vi var søskende, for jeg syntes overhovedet ikke, at vi lignede hinanden, fortæller Maria.

Kort tid efter valgte Maria alligevel at ringe til Rekha.

– Det kan lyde mærkeligt, men jeg kunne mærke en helt speciel energi. Noget, jeg ikke rigtig kunne sætter en finger på. Vi snakkede om, at vi havde nogle lighedstegn, og jeg spurgte lidt for sjov, om hun også havde en skæv tand. Det havde hun. Faktisk samme sted som mig, fortæller Maria, der snakkede med Rekha flere gange i telefonen, indtil de besluttede at mødes den 26. maj i år.

– Jeg syntes slet ikke, at Maria lignede sig selv på de billeder, hun havde på Facebook, og da jeg kom hjem til hende, stod den her lille hjertevarme kvinde bare og smilede, fortæller Rekha, der udvekslede ligheder og de få brudstykker, de havde fra deres opvækst på børnehjemmet.

– Da Rekha viste mig det brandmærke på foden, rejste alle mine hår i nakken sig. Det var jo helt surrealistisk, at vi havde et brandmærke fuldstændig det samme sted. Men jeg har en erindring om et slags bålsted på børnehjemmet, og jeg har også en svag erindring om nogle varme kul på jorden, fortæller Maria, der blev enig med Rekha om, at de skulle få foretaget en dna-test.

Svar på dna-test

Den dag sms’en tikkede ind på Marias telefon, vil hun sent glemme.

– Da jeg så resultatet af dna-testen, var jeg i starten lidt bange for, om det mon var helt rigtigt. Det var jo så vildt, at det var svært at tro på.

Men testen viste, at der var 55,1 procent fælles dna, hvilket betød, at de var søstre. Et højere tal ville betyde, at de var tvillinger.

– Det var overvældende, og jeg skal stadig nogle gange knibe mig selv i armen for at forstå, hvad der er sket. Men det er så dejligt. Jeg havde jo kun været vant til at have en bror, nu har jeg også en søster, fortæller Rekha, der som Maria føler en speciel forbindelse imellem dem.

Nu har de begge lige behov for at fordøje den nye information og få lidt ro på. Men planen er, at de skal møde hinandens familier og måske besøge Bangladesh for at se det børnehjem, hvor de boede. Måske endda se, om de kan finde andre biologiske søskende.

– Jeg ved, at der er mange, der søger efter deres biologiske ophav og gang på gang støder hovedet mod en mur. Det gjorde jeg også flere gange. Men opgav aldrig håbet, og i dag er jeg virkelig glad for, at jeg kæmpede videre, siger Maria.

 

Rekha og Maria

Rekha og Maria