Victoria fandt sin familie i Sporløs: Et år efter faldt min verden sammen

Da Victoria var et år, sad hun i en lyserød sparkedragt og greb ud efter en fremmed dames lyse hår på et børnehjem i Bulgarien. Det var første gang, hun så lyst hår. Og det var første gang, hun rørte sin nye mor.

I dag er Victoria Bødker Sandfeld 22 år, og sammen med sin tvillingbror, Victor, har hun haft en fantastisk opvækst i Herning hos forældrene, Lene og Jens Christian. De to har givet dem så megen kærlighed og så mange gode oplevelser, at fotoalbummerne bugner med gode minder.

Fandt sine biologiske forældre i Sporløs

Et af de fotoalbum havde Victoria med sig, da hun i 2018 var med i DR-programmet Sporløs, hvor hun for rullende kameraer fandt sine biologiske forældre i Bulgarien. Det bulgarske forældrepar skulle ikke bladre længe i det fotoalbum, før de kunne se, at deres tvillinger havde haft et langt bedre liv i Danmark, end de selv havde været i stand til at give dem.

En lykkelig Victoria

Det var et rørende møde og et så stærkt tv-program, at Ude og Hjemme besøgte Victoria og hendes familie i Herning efterfølgende. Lene serverede hjemmebagte småkager, mens Victoria smilede helt op i øjnene på billederne, for nu havde hun fået svar på sine spørgsmål om sine rødder. Ringen var sluttet. Historien var endt lykkeligt.

Min mor kunne se lige igennem mig

Men den lykkelige slutning varede desværre ikke længe. Et år efter Victoria havde fundet sin biologiske mor, mistede hun nemlig uventet sin mor Lene. Hende, der havde elsket hende ubetinget, siden Victoria greb ud efter hendes lyse hår på børnehjemmet. Hende, der altid var der, når Victoria kom hjem fra skole. Og hende, som forstod Victoria, selv når hun ikke sagde noget.

– Min mor kunne se lige igennem mig. Hun var det mest kærlige og omsorgsfulde menneske. Ikke bare over for mig, men over for alle. Mødte hun en hjemløs nede i byen, gik hun ind og købte en fransk hotdog til ham. Og hunden fik også lige en godbid, som Victoria siger.

Læs også:

Hanna lokket i fælde: Jeg blev gift med tvang

Fandt mor på badeværelset

Det var Victoria, der hørte sin mor stå op den varme sommernat i 2019. Og det var Victoria, som fandt sin mor på badeværelset, hvor hun kastede op.

– Jeg har så ondt, sagde Lene og holdt om hjertet, mens hun kiggede på sin datter.

Fra det øjeblik gik alting stærkt. Kort efter stod Victoria og hendes far på trappen og så Lene blive båret ind i ambulance. De så også, hvordan ambulancen pludselig begyndte at vippe, og da lægebilen blev tilkaldt, vidste de, uden at nogen sagde noget, at Lene havde fået et hjertestop.

Læs også:

Ida faldt om med hjertestop midt i idrætstimen: Heldigt Bjarke var min lærer

Du er nødt til at give slip

Det havde de desværre ret i. Godt nok kom Lene til bevidsthed igen, men det viste sig, at hun havde en blodprop i hjertet og derfor skulle opereres akut. Efterfølgende lå hun i respirator på Skejby Sygehus, og familien kunne ikke få andet svar fra lægerne, end at det kunne gå begge veje.

Efter fire dages ubærlig venten, fik Victoria en fornemmelse, som hun var nødt til at handle på.

– Min mor var en stærk kvinde, men jeg kunne mærke, at det her kunne hun ikke klare. Så jeg gik ind og tog hendes hånd og sagde: – Mor, du er nødt til at give slip. Jeg skal nok tage mig af far og Victor.

Lene døde næste dag.

Victoria overtog sin mors rolle

Det havde været naturligt, hvis Victoria var knækket sammen af sorg. Men hun gjorde nærmest det modsatte. I et forsøg på at holde sit løfte ved sin mors dødsleje, begyndte hun at tage sig af alle praktiske gøremål. Victoria gik i supermarkedet og købte kiks og chokolade til bisættelsen. Hun udskar agurke- og gulerodsstave, så der også var noget sundt. Og hun gjorde rent, vaskede tøj og gik med hunden, som hendes mor plejede.

– Jeg blev sådan helt morragtig, husker Victoria, som også husker, at hun gik rundt og smilede til gæsterne under bisættelsen.

– Jeg var i chok, og jeg følte bare, at jeg skulle beskytte min far og især Victor, som har autisme. Når nogen spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg havde det fint.

Kunne ikke holde facaden længere

Det blev Victoria ved med. Indtil den dag, hvor hun ikke kunne opretholde den glade facade længere.

To måneder efter sin mors død, tog Victoria en overdosis piller og lagde sig til at sove for aldrig at vågne igen.

– Jeg havde sat en facade op. Den havde min mor altid kunne se igennem. Men nu skulle jeg jo selv fortælle, hvordan jeg havde det, og det kunnet jeg ikke. For jeg ville ikke have, at folk bekymrede sig om mig. Jeg fortalte derfor ikke, at det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne se meningen med livet mere.

Vækket af sin elskede hund

Heldigvis forsvandt Victoria ikke helt den dag. Hun vågnede fortumlet, da hendes elskede hund, Majki, hoppede op til hende. De to var sammen i tykt og tyndt, og den opmærksomme border terrier kunne mærke, at noget var helt galt. Fysisk kom Victoria til sig selv efter en gåtur med Majki, men mentalt var hun ikke længere pigen med smil i øjnene.

Fik hjælp til at komme ud af sin skal

Det kunne hendes far også tydeligt mærke, men det krævede nogen tid og tålmodighed at blive lukket ind bag hendes skal. Da Victoria endelig fortalte ham, hvor dårligt hun i virkeligheden havde det, sørgede han for, at hun kom til samtaler hos Klinik for selvmordsforebyggelse.

Langsomt begyndte det at gå op for Victoria, at hun ikke skulle udfylde sin mors rolle. Og at det faktisk var vigtigt, at hun fortalte, hvordan hun havde det i stedet for altid at sætte et tappert smil på læberne. Hun begyndte også at indse en anden ting: Fortiden på børnehjemmet i Bulgarien var begyndt at indhente hende.

Læs også:

Lone blev bortført ved et uheld

Følte sig forladt af to mødre

Tidligere havde Victoria levet et let liv i Herning med skole, håndbold, kor og masser af veninder som enhver anden dansk pige. Men nu mærkede hun, at hun havde haft en anden start på livet end andre.

– Jeg var jo blevet forladt af en mor to gange. Første gang, da jeg blev afleveret på børnehjemmet. Og anden gang da min mor døde. Derfor følte jeg et kæmpe svigt. Jeg var så ensom, og jeg syntes slet ikke, livet gav mening, husker Victoria.

Gik i mors fodspor

Selv om livet ikke gav mening, stod Victoria alligevel op hver morgen for at gå i skole. Inden hendes mor døde, var hun nemlig startet på social- og sundhedsuddannelsen. Med den uddannelse gik hun i sin mors fodspor, for Lene havde altid været omsorgsperson for alle omkring sig, og nu da Lene ikke var der mere, var det nærmest endnu vigtigere for Victoria at fortsætte i det spor.

Det var ikke let. Det var faktisk de sværeste skridt, Victoria nogen side havde gået, for tragedierne blev ved med at ramme hende, som om livet ville afprøve, hvor meget hun kunne klare.

Læs også:

Spørg advokaten: Kan jeg få samvær med min hemmelige datter?

Mistede sin hund og et minde om sin mor

Som den morgen, hvor den trofaste Majki pludselig ikke løb logrende rundt ud på græsplænen, som den plejede. Noget var galt, og beskeden fra dyrlægen kom allerede samme dag: Der er ikke mere, vi kan gøre.

Victoria måtte derfor tage afsked med sin bedste ven gennem ni år. Og Majki var ikke det sidste tab. En nat brød tyve ind i huset, mens familien var væk. De efterlod alle skufferne revet ud og skabene på vid gab. Og alle Lenes smykker var væk. På et øjeblik havde Victoria nu også mistet nogle af de mest håndgribelige minder om sin mor.

Ringede 112 midt om natten

Fysisk blev Victoria også ramt, da hun fik nyrebækkenbetændelse med 40 i feber. Victoria var så syg, at hun skulle have penicillin i drop, og så syg, at hun ikke måtte sove alene, men skulle overnatte ved siden af sin far hjemme i huset. Det var et held at hun ikke sov i den lille lejlighed, som hun lige var flyttet ind i. For under sine febertåger midt om natten bemærkede Victoria pludselig, at hendes far trak vejret på en mærkelig måde. Da hun kaldte på ham, reagerede han ikke, og da hun tændte lyset, indså hun alvoren. Hendes far var ligbleg og hans vejrtrækning var så svag, at hun straks ringede 112.

Det opkald kom til at forhindre endnu en tragedie. Samme nat fik han indopereret en pacemaker, og Victoria fik at vide, at hendes far nok ikke havde været her i dag, hvis hun ikke havde reageret så hurtigt.

Læs også:

Brev til Mimi: Grim gave fra svigermor

Der må være en mening

Næste dag lå Victoria på sofaen og stirrede ud i luften. Feberen rasede stadig. Hendes krop var syg og svag. Og hendes far havde været tæt på at dø. Hvorfor skulle hun egentlig rejse sig igen? Det spørgsmål fyldte det hele. Men Victoria fandt heldigvis et svar.

– Jeg tænkte: Okay, jeg har mistet min mor. Men jeg har ikke mistet min far, og der må være en mening med, at jeg skal igennem det her, og der må være en mening med, at jeg skal gøre min uddannelse færdig.

Da sygdommen havde forladt Victorias krop, fortsatte hun den uddannelse, som skulle gøre hende klar til at passe på andre. I maj i år fik hun sit eksamensbevis.

Havde ikke klaret den alene

Det var selvfølgelig en kæmpe sejr. Men Victoria understreger, at det ikke er en sejr, hun har vundet alene.

– Jeg havde to fantastiske kontaktlærere, der sagde til mig: “Du kan godt. Du er en stærk pige. Du skal nok blive social- og sundhedsassistent.” De kom meget tæt på mig, og jeg er helt sikker på, at jeg ikke havde gennemført uden dem. Ligesom jeg heller ikke tror, jeg havde gennemført uden mine studiekammerater. Mange af dem deltog i min mors bisættelse, og de var der virkelig hele tiden. Man kan ikke klare så megen modgang alene, siger Victoria, som naturligvis også fremhæver sin familie og sine veninder.

– De har ladet mig være Victoria, og de har vidst, at jeg nogle gange griner og fjoller for så er øjeblik efter at græde og være helt nede. Sådan må jeg gerne være. De har givet mig tid og ro til at være mig selv.

Der var en, der manglede

Både venner og familie mødte også op til dimissionsfesten, da Victoria blev færdig med uddannelsen. Hun var så glad for at se dem alle sammen. Men samtidig mærkede hun en dyb sorg. Der var jo en, der manglede.

– Godt nok smilede jeg, men jeg var helt knust. Det var virkelig en hård dag, fordi jeg savnede min mor så meget, siger Victoria, som dog stadig føler, at hendes mor er med hende. Hun besøger jævnlig hendes gravsted, men når hun er der, fortæller hun ikke, hvad der er sket siden sidst. For som Victoria siger: “Det ved hun allerede.”

Nu gør hun en forskel

Selv ved Victoria også mere end de fleste. Når hun i dag plejer svage borgere, forstår hun dem ofte på en anden måde, end hun ville have gjort for bare få år siden. Som den kvinde, der for nylig fortalte, at hun havde mistet livslysten, fordi hendes mand var død. Den dag ringede Victoria til en kollega og sagde, at hun blev lidt forsinket. Og den dag tog Victoria sig tid til en dyb og altafgørende samtale med et menneske, der ellers var klar til at opgive.

Victoria vil ikke opgive. Tværtimod. Hun vil videre, og hun er lige nu lykkelig for sit arbejde på et plejecenter, hvor hun føler, hun gør en forskel.

Læs også:

Charlottes mand forsvandt sporløst