Pias 0. klasse er helt speciel: Fire gange tvillinger

– Der må være noget særligt i drikkevandet på disse kanter, griner Pia Fichman, som er lærer i 0. klasse på Vejrup Skole.
Hun har svært ved at finde en logisk forklaring på, hvorfor der i hendes nye klasse, som hun netop har taget imod efter sommerferien, er startet hele fire tvillingepar: Melvin og Maddie, Anna og Jake, Felix og Simon, Magnus og Mille.
– Der skulle endda være startet et tvillingepar mere, men familien flyttede til en anden by for ikke så længe siden, tilføjer Pia for at understrege det besynderlige i, at det lille jyske sogn med knapt 1.200 indbyggere kan mønstre så mange tvillinger på én årgang.
I Pias nye 0. klasse er næsten halvdelen af børnene således en del af et tvillingepar, idet klassen består af i alt 18 elever.

Oliver fik fars nyre: Vi har et særligt bånd
– Jeg synes bare, det er sjovt, og heldigvis er tvillingerne til at kende forskel på, fordi tre af parrene er hvert sit køn, og drengene i det sidste par heller ikke er helt ens. Men der kunne sikkert også komme en masse sjov ud af, hvis de alle lignede hinanden. Så ville jeg nok komme på overarbejde for at holde styr på, hvem der var hvem, og de ville lettere kunne løbe om hjørner med mig, siger Pia og smiler kærligt mod de fire energiske tvillingepar, som fotografen er i gang med at tage billeder af foran tavlen.
– Der har dog allerede været et eksempel på, at de har udnyttet, at de var tvillinger. Vi skulle stemme om, hvem der skulle i elevrådet, og man måtte ikke vælge sig selv, så der stemte de selvfølgelig alle sammen på deres egen tvilling, ler hun.
Som dag og nat
58-årige Pia Fichman har gennem årene haft en del tvillingepar i sin klasse. Men aldrig mere end to ad gangen, og hun har aldrig hørt om lignende tilfælde, hvor en klasse havde hele fire af slagsen.
– Det er jo helt vildt, og det siger alle andre voksne, som jeg fortæller det, også. Børnene selv tager det derimod helt roligt. Alle i klassen leger sammen på kryds og tværs, uanset om de er en del af et tvillingepar eller ej. Og det er jo sådan, det skal være. De er alle individer og forskellige som dag og nat, og det er der plads til i den her klasse. Både tvillingerne og de andre hjælper og supplerer hinanden på bedst mulige vis, og det er dét, der først og fremmest gør klassen helt speciel.
