Jeanettes barske start på livet: Efterladt på trappesten som spæd

Jeanette husker ikke tiden på børnehjemmet, hvor hun for det meste lå i sin seng og spejdede forgæves efter et par voksne øjne, der kunne møde hendes blik. Men de otte måneder på børnehjemmet og årsagen til, at hun var der, har alligevel haft stor betydning for den person, hun er i dag.

På et børnehjem i Iran lå en lille pige og kiggede søgende ud i luften. Hun var endnu ikke fyldt et år, men der var allerede sket voldsomme ting i hendes liv, som skulle vise sig at sætte spor langt ind i voksenalderen.

Blot få uger gammel blev hun en novemberdag i 1971 efterladt på en trappesten foran en politistation i den pulserende hovedstad Teheran. Her blev hun fundet af en betjent, som tog hende med til børnehjemmet, hvor hun tilbragte de næste otte måneder.

Det var selvfølgelig bedre end at ligge hjælpeløs på en kold trappesten midt i en kaotisk storby med alle de farer, det indebærer. Men selv om de fysiske rammer var tryggere, manglede der alligevel noget, mens hun lå dér og kiggede i sengen på børnehjemmet.

– Vi lå meget for os selv, og jeg fik derfor ikke den symbiose med et andet menneske, som er så vigtig for et spædbarn. Manglen på nærhed har sat dybe ar langt ind i min sjæl, siger Jeanette Søm Munk fra Valby.

Det var hende, der blev fundet på trappestenen den triste novemberdag for snart 50 år siden. I dag arbejder hun som psykoterapeut og hjælper blandt andet adopterede med at bearbejde de følelser af svigt, der er knyttet til dét at være givet bort. Hun ved om nogen, hvad de gennemgår.

Adopteret til Danmark

Da Jeanette var otte måneder, blev hun adopteret til Danmark af et kærligt jysk ægtepar. Hendes kontaktsøgende blik i sengen på børnehjemmet gjorde, at hun blev udvalgt. Der var stadig liv i hendes øjne og et håb om, at hun kunne klare sig.

Jeanette voksede op hos ægteparret i den lille landsby Dejbjerg mellem Ringkøbing og Skjern, og her fik hun al den kærlighed, omsorg og tryghed, som hun kunne ønske sig.

– Mine adoptivforældre, som jeg bare kalder ”forældre”, har altid været der for mig, der var mad på bordet på faste tidspunkter, og vi boede i landlig idyl med hund, heste og andre dyr. En rigtig kernefamilie med en mor, far og en fire år ældre søster. Min mor kom tidligt hjem fra arbejde og stod klar til at modtage mig fra skole, og hvis hun en sjælden gang ikke kunne nå det, sørgede hun for, at andre passede mig. Jeg var aldrig overladt til mig selv.

Alligevel gik Jeanette rundt med en nagende uro i kroppen.

– Jeg kæmpede med mange svære følelser. Frygten for at blive forladt. Angsten for at miste alle andre end mine forældre. Lavt selvværd. Sorg og skam. Jeg kunne ikke lide at være alene og havde enormt brug for forudsigelighed.

Jeanette er overbevist om, at alt dette skyldes hendes første levemåneder i Iran. Hun ved fra en pålidelig kilde, at børnene på børnehjemmet lå meget for sig selv. Man kunne også se det på hende, da hun blev hentet af sine adoptivforældre. Hendes baghoved var helt fladt.

Et traume at blive opgivet

– Lige meget hvor lykkelig en adoptivfamilie man ender I, så er det et traume at blive revet væk fra den mor eller de forældre, som det var meningen, man skulle have. At blive opgivet. Og at ligge i en seng på et børnehjem, hvor der ikke er ressourcer nok til at blive stimuleret tilstrækkeligt eller blive taget op, når man er ked af det.

I den tidlige skolealder var det især angsten for at miste veninderne, der fyldte hos Jeanette.

– Jeg var en ”pleaser” og utroligt konfliktsky. Jeg gjorde alt for at være en del af flokken og turde ikke sige noget forkert, af frygt for at de ikke ville lege med mig mere.

Senere, da hun begyndte at få kærester, var det frygten for at blive forladt af dem, der tog over.

– Jeg overanalyserede alt, hvad de sagde og gjorde, og tog det som tegn på, at de var ved at gå fra mig. Samtidig faldt jeg ofte for de forkerte og endte nogle gange i et forhold til en af dem. Dem, der stod i baren og tydeligvis kun var interesserede i én ting. Jeg er sikker på, at jeg røg tilbage i tilstanden fra børnehjemmet og tænkte: ”Jeg har ikke råd til at være kritisk over for dem, der kontakter mig. Her er der endelig en, der viser opmærksomhed. Så må jeg tage den hånd, der rækker ud”.

Talte ikke om det

Jeanette undgik at tale med sine danske forældre om adoptionen og de svære følelser, det vakte i hende. Allerede som 5-årig havde hun selv fattet mistanke om, at hun var født af en fremmed. Det mørke hår og de brune øjne afslørede, at hun næppe var af dansk oprindelse. ”Har jeg ligget inde i din mave?” spurgte hun sin mor, der besluttede at fortælle sandheden med det samme.

– Jeg husker ikke, hvordan jeg reagerede, men sandsynligvis forsøgte jeg at fokusere på noget andet. Det gjorde jeg altid, når snakken en sjælden gang faldt på adoption. Jeg kunne altid komme til mine forældre og tale om det, men jeg havde ikke lyst. Jeg skammede mig over min fortid, og bagefter gik jeg ud og græd i håndklæderne. Jeg ville ikke vise dem, at det gik mig på, for jeg burde jo være glad for, at jeg var endt et godt sted hos dem.

Oven i alt det andet kæmpede Jeanette også med sin identitet, fordi hun savnede en vigtig del af fortællingen om sin fortid. Der var ingen oplysninger om hendes biologiske forældre, hun havde kun ganske få billeder fra tiden på børnehjemmet, og hun kendte ikke engang sin præcise fødselsdag. Datoen – 11. november – blev fastsat af en læge, da hun blev indleveret på børnehjemmet 14 dage senere.

– Jeg blev aldrig drillet med at være adopteret eller se anderledes ud, men når man ikke kender hverken sine biologiske forældre eller sin fødselsdato, så kan man ikke undgå at føle sig anderledes alligevel. Jeg manglede et tilhørssted, og jeg kan huske, at jeg bildte en veninde ind, at jeg kunne tale farsi. Jeg tror, det var min måde at knytte min fortid og nutid sammen. Når der var indslag i tv om krigen i Iran, sad jeg og kiggede efter nogen, der lignede mig. Og samtidig var jeg flov, hver gang Iran blev nævnt, og forsøgte at skubbe billederne ud af hovedet.

Kæmper stadig

I dag kæmper Jeanette stadig med nogle af de svære følelser, der fulgte hende i barndommen. Hun kan stadig betvivle sit værd og sit forhold til andre. Sorgen over at være efterladt og forvirringen omkring sin identitet dukker også op fra tid til anden. Men følelserne er ikke helt så stærke som før.

– Jeg sammenligner det med en vase, der er gået i stykker. Man kan lime den sammen igen, men den vil stadig være mere skrøbelig end en, der aldrig har været skår i. Omvendt skal man huske, at selv om der er ridser i den, er den ikke gået helt itu. Sådan er det også for mig. Jeg har repareret mine usynlige ar – blandt andet gennem min uddannelse til psykoterapeut og med støtte fra mine nærmeste – og jeg har lært at leve med, at min fortid er en del af mig. At være adopteret er et livsvilkår, man ikke kan ændre, men man kan ændre måden, man håndterer det på.

Det er også det budskab, Jeanette forsøger at give videre til sine klienter i sin hjemmepraksis i Valby. Og nu også i sin nye selvbiografi ”Er du her stadig i morgen?”. Titlen refererer til den usikkerhed, adopterede kan føle i deres forhold til andre, og Jeanette håber, at hun ved at dele sin historie kan give dem nogen at spejle sig i.

– Det har jeg selv manglet. Men ved at tale med mine klienter har jeg jo fundet ud af, at der er mange, der har de samme oplevelser som mig, og det gør, at man føler sig knap så alene.

Stort at få en datter

Helt alene har Jeanette nu heller ikke været. For 12 år siden mødte hun sin mand, Christian, og sammen har de datteren Anna. Da hun blev født for syv år siden, fik Jeanette endelig mulighed for at se noget af sig selv i et andet menneske.

– Det var stort at få Anna, og jeg er meget opmærksom på, at hun ikke skal vokse op med samme frygt for at blive forladt, som jeg har haft. Jeg sørger for at fortælle hende, at hun har os lige meget hvad, og hvis jeg lover at hente hende i skolen på et bestemt tidspunkt, så kommer jeg til tiden!

Jeanette bebrejder ikke sin biologiske mor for at have efterladt hende på trappestenen.

– Jeg tror, hun gjorde det af nød. Nu, hvor jeg selv er blevet mor, kan jeg slet ikke forestille mig, at det er noget, man bare gør, medmindre det er strengt nødvendigt. Jeg kan selvfølgelig kun gisne om det, men måske fik hun mig uden for ægteskab. Når det endelig skulle være, er jeg glad for, at hun afleverede mig foran en politistation i stedet for i en grøftekant. Det vidner også om, at hun ønskede, at nogen skulle passe godt på mig.

Hvis Jeanette havde muligheden, ville hun gerne møde sit biologiske ophav.

– Jeg tror, der ville falde en masse ting på plads for mig, hvis jeg fik svar på, hvorfor jeg blev givet væk. Det ville også være rart at vide, hvordan mine forældres liv var, inden de fik mig, hvad der skete, efter de afleverede mig, og hvor de er nu. Måske har jeg søskende? Måske ligner jeg dem? Det kunne da være skønt at finde ud af.

 

Jeanette Søm Munks bog ”Er du her stadig i morgen?” udkommer 18. juni. Du kan læse mere om bogen på Jeanettes hjemmeside din-vej.nu.

Jeanette Søm Munks bog ”Er du her stadig i morgen?” udkommer 18. juni. Du kan læse mere om bogen på Jeanettes hjemmeside din-vej.nu.