Jeg fandt kærligheden efter to voldtægter

Da June var 18 år, blev hun voldtaget to gange med to måneders mellemrum. Den første gang var hun på vej hjem fra byen, da hun pludselig blev overfaldet. Den anden gang skete det, da hun var faldet i søvn til en fest.

Den første sag blev henlagt, fordi gerningsmanden var ukendt, mens der i sidstnævnte sag faldt en dom mod voldtægtsmanden, som var en del af hendes omgangskreds. Straffen lød på et års fængsel, ligesom han skulle betale June 100.000 kroner i erstatning, da han desuden havde taget krænkende billeder af hende under voldtægten.

Hverken pengene eller fængselsdommen gjorde dog, at June kunne fortsætte med at leve et bekymringsløst liv. Hun fik posttraumatisk stress og tilbragte fire dage på et psykiatrisk hospital.

Det var først, da hun begyndte at tale åbent om, hvad hun havde oplevet, at tingene ændrede sig til det bedre.

Ikke alene

– Efterhånden som jeg åbnede mig, indså jeg, at jeg langtfra var alene. Det blev en støtte og en hjælp at høre andres historier og forstå, at mine reaktioner ikke var unormale, siger norske June Holm, 29.

Hun har stiftet foreningen ”Vi tror deg” sammen med en anden ung kvinde, Andrea Voll Voldum, der ligesom June har været udsat for voldtægt og nu ønsker at hjælpe andre ofre. Foreningen står blandt andet bag podcasten ”Vi tror deg – en podkast om voldtekt”, som har til formål at sprede forståelse for de traumer, som voldtægtsofre går igennem.

– Podcasten belyser hele processen, fra voldtægten sker, til man med tiden lærer at leve med det. Man får et indblik i, hvordan det er at tage på skadestuen efter overgrebet, gå til politiet for at anmelde det, deltage i retssagen og modtage behandling efterfølgende. Lytterne er med til det hele, forklarer June og understreger, at historierne spænder vidt.

– Det er vigtigt for mig at vise, at voldtægt ikke bare sker for kvinder, men også for mænd. Og det er historier med forskelligt indhold. Man kan blandt andet høre om festrelaterede voldtægter, incest, kærestevoldtægter og gruppevoldtægter for bare at nævne nogle.

Lettere at bære

Ifølge June er det afgørende, at man som voldtægtsoffer har rum til at dele sine traumatiske oplevelser.

– Ved at dele dem bliver de lettere at bære, forklarer hun og tilføjer:

– Hvis man ikke taler om voldtægter og seksuelle overgreb, gør det bare problemerne endnu større. Jeg er helt sikker på, at vi forebygger voldtægt ved at tale åbent om det.

I podcasten bliver det klart, at mange oplever det som et tabu at tale om voldtægt.

– Vi kan bryde tabuet ved at fortsætte med at tale om det og vise, hvilket samfundsproblem det er, i stedet for at lukke øjnene og lade, som om det ikke sker. For det sker. Overalt. I hele verden.

Følte skyld og skam

June kender kun alt for godt til skammen og skylden, som voldtægtsofre kan føle.

– Jeg troede, at mit liv var ødelagt for altid. I dag ved jeg, at det ikke er tilfældet. Jeg har fjernet skam og skyld ved at tale åbent.

For et år siden mødte hun Thomas, der har givet hende troen på kærligheden tilbage.

– Jeg var kommet langt, da jeg mødte ham, for jeg havde arbejdet med mig selv ved at turde åbne op og tage imod kærlighed. Men hans støtte har været uvurderlig, fordi han viser mig kærlighed og tryghed til enhver tid, siger June, der havde svært ved at knytte sig til mænd efter voldtægterne.

– Jeg har brugt mange psykologtimer på at finde ud af, hvordan jeg kunne stole på mænd igen, og bare nogle uger før jeg mødte Thomas, sagde jeg til psykologen, at jeg aldrig ville få en kæreste. Jeg har givet mange mænd en albue i siden, hvis de har nærmet sig, når jeg var i byen, og sikkert gjort meget andet, som har været unødvendigt. For mig var det en forsvarsmekanisme.

Men med Thomas skete der noget, som June aldrig havde oplevet før.

Fandt den rette

– De følelser, der gik igennem mig, da jeg så ham, kan nærmest ikke beskrives. Jeg har ikke oplevet det før eller siden. Alt inden i mig fortalte mig, at “dér er han.” Jeg ved, det lyder mærkeligt, og jeg synes selv, det er underligt, når jeg tænker tilbage på det, smiler hun.

June turde næsten ikke fortælle sin psykolog, at hun havde mødt Thomas.

– Det var jo så ironisk, at jeg bare nogle uger forinden havde sagt, at jeg aldrig ville møde nogen. Men det skete! Og gudskelov for det.

Selv om arbejdet med podcasten har været helende, har det også været hårdt at rippe op i minderne.

– I starten var det mere krævende, end jeg havde forestillet mig. Jeg indså, at jeg havde behov for hjælp for at bearbejde traumerne og være i stand til også at bære andres historier.

Videre i livet

Psykologtimerne har hjulpet June godt videre i livet.

– Med tiden har jeg lært at lytte til mig selv og tage mig selv alvorligt. Voldtægterne præger mig ikke nævneværdigt i dag.

June føler, at det heldigvis bliver mere og mere acceptabelt at tale højt om, hvad man er blevet udsat for.

– Der er helt klart sket ændringer de seneste år. Det er også, fordi medierne i højere grad er med til at belyse det. Jeg glemmer aldrig den negativitet, jeg mødte, da jeg først fortalte min historie. De sidste fire år har støtten udelukkende været positiv, og alle deltagerne i podcasten har også kun oplevet støtte.

For June har det været en lang proces, som hun har været nødt til at finde ud af at løse selv. Det har gjort, at hun i dag føler en helt ny styrke, som hun vil bruge til at hjælpe andre.

– Det er helt okay at se tilbage på det nu, fordi jeg ved, at jeg kan bidrage til at inspirere og styrke andre, siger hun.