Jeg fik en nyre af min mand

Da Pernilla blev alvorligt syg, tøvede Anders ikke. På Valentinsdag gav han sin ene nyre til sin kone og mor til deres tre børn.

Allerede i teenageårene begyndte Pernilla at få problemer på grund af sin medfødte nyresygdom, og for lidt over 20 år siden blev situationen rigtig alvorlig.

– Jeg besvimede hele tiden. Man bliver forgiftet af alt skidtet i blodet. Jeg faldt om, og til sidst kunne jeg ikke gå nogen steder uden at have Anders med, fortæller Pernilla Gillberg, 50.

Hun havde forelsket sig i Anders, da de mødtes i studenterforeningen i december 1993. Hun læste æstetik og kunst og er fire år ældre. Anders er uddannet arkæolog og historiker.

To år senere kom det første barn, Erik. Pernilla var tæt på at få svangerskabsforgiftning under graviditeten, og lægerne sagde: "Hvis du vil have flere børn, så få det nu." I 1997 kom Sten til verden, og året efter kom Moa.

I livsfare

Nu havde ægteparret Gillberg tre små børn at elske og tage sig af, og samtidig fik Pernilla det værre med sin nyresygdom.

I efteråret 2000 pådrog hun sig en så alvorlig infektion, at hun var tæt på at dø.

– Mine cysteramte nyrer hævede op, så jeg så højgravid ud, og jeg havde det dårligt. Jeg begyndte i dialyse, og i januar 2001 opererede de nyrerne ud. En normal nyre vejer 100-150 gram og er på størrelse med en knytnæve. Mine vejede 3,5 kilo tilsammen, og hver af dem var lige så store som et stort franskbrød, fortæller Pernilla.

Derefter blev hun sat i dialyse. Hun havde det dårligt af de barske bivirkninger, og efter over et års dialyse tre dage om ugen kunne hendes krop ikke mere.

– Det var en hård tid, men børnene har altid været i fokus, og det var da også derfor, at jeg har kæmpet, siger Pernilla.

Pernilla blev sat på listen til en transplantation. Hun var ung med små børn og burde prioriteres i køen, lød det. Men derefter skete der ikke noget.

Perfekt match

Pernillas storebror blev undersøgt som donor, men matchede ikke, og situationen blev mere og mere desperat. Så trådte hendes livs kærlighed frem.

– Da det så mørkest ud, tænkte vi: "Hvorfor kan vi ikke teste, om jeg skulle fungere som donor?" Utroligt nok, viste det sig, at vi matchede perfekt, fortæller Anders Gillberg.

På Valentinsdag for 19 år siden blev operationen foretaget på Universitetshospitalet i Uppsala. Anders husker med et smil kirurgens ord, da de rullede hans kone væk: "Her har vi virkelig et par med ægteskabsbånd."

– Anders har altid været min klippe i livet, vi var begge nødvendige for børnene, så på den måde var det ikke så mærkeligt. Men da alt var faldet på plads, begyndte jeg alligevel at tænke: "Herregud, hvad har han gjort?" Især da han blev så syg bagefter. Anders havde frygtelige smerter og var helt væk, men sagde alligevel: ”Jeg havde gjort det tusind gange for dig.”

Efter donationen

For Anders handlede det om måneders helbredsundersøgelser og samtaler med en rådgiver. Fordi det ikke er nok at matche hinanden immunologisk, er det at vælge at donere en nyre en livslang beslutning og skal være baseret på fri vilje.

 

Selv om Anders blev syg i tre måneder efter transplantationen, fortryder han ikke et øjeblik sin handling.

Selv om Anders blev syg i tre måneder efter transplantationen, fortryder han ikke et øjeblik sin handling.

 

– Da vi fandt ud af, at det var et match, ​​var der ikke noget at snakke om fra min side; der var så meget at vinde for familien, siger Anders. – Jeg havde det ikke godt efter operationen. Jeg var fysisk mørbanket i flere uger, men jeg var også psykisk påvirket i et stykke tid og syntes, at alt føltes mørkt. Men efter to-tre måneder var jeg mig selv igen.

Anders' nyre satte i gang med det samme i Pernillas krop, og han beskriver det, som om han fik sin hustru tilbage efter transplantationen, og at de tre børn fik deres mor igen.

Det er 18 år siden, Pernilla Gillberg blev rullet ind i operationen nu. For at kroppen ikke skal afvise den nye nyre, er hun tvunget til at tage medicin resten af livet. Hun har et svækket immunforsvar og skal indlægges, hvis hun har en infektion. Så da nyheden begyndte at sprede sig om en ny ukendt virus, blev det en nødsituation, for familien Gillberg.

Deres mellemste barn, Sten, nu 24 år, måtte flytte hjem, da hans universitet lukkede, hvilket betød, at Pernilla og Anders på det tidspunkt havde hele flokken af børn boende hjemme.

Skrækslagen for corona

– Vi kunne ikke kræve, at vores unge voksne stoppede med at leve, og jeg havde også mit arbejde, som jeg ikke kunne stoppe af økonomiske årsager, siger Anders. Det var en drastisk beslutning, men vi havde ikke noget valg.

Den 13. marts satte de sig i bilen og kørte 150 kilometer. Pernilla forlod villaen og familien og flyttede hjem til sin 81-årige mor, Anna, i hendes toværelses med køkken.

– Jeg var rædselsslagen for coronaen og tænkte "hvis jeg får det her, dør jeg". Men vi troede alle sammen, at det ville blæse over i løbet af et par uger, siger Pernilla.

I december 2020 havde hun levet isoleret fra sin familie i ni måneder.

 

I over ni måneder levede Pernilla isoleret fra Anders og resten af familien på grund af covid-19.

I over ni måneder levede Pernilla isoleret fra Anders og resten af familien på grund af covid-19.

 

Hver fjortende dag købte Anders ind til sin kone og svigermor og kørte med dagligvarer og livsvigtig medicin 150 kilometer, hver vej. Hvis vejret tillod det, kunne de sidde udenfor og få en kop kaffe – med mundbind og plastikhandsker på.

– Men jeg kunne ikke give Pernilla et kram, siger Anders.

Det var svært. Selvfølgelig også for Pernilla.

– Man længtes sådan efter familien. Børnene stoppede med at køre med, fordi det er så svært at sige farvel. Ikke at kunne kramme dem gjorde mig så knust, at det tog mange timer efter et besøg, før jeg var mig selv igen, siger Pernilla.

Hele familien blev tidligt vaccineret med Pfizers vaccine, allerede den 13. marts, for at Pernilla skulle få så megen beskyttelse som muligt.

– Tanken var, at vi skulle modtage det andet stik præcis en måned senere, men desværre blev jeg smittet med corona på mit arbejde cirka to uger senere, og jeg smittede desværre også Pernilla. For mig var det bare som en ugelang forkølelse, siger Anders.

Syg i seks uger

Pernilla var derimod helt slået ud og sengeliggende med alverdens symptomer i næsten seks uger, grundet hendes svækkede immunforsvar. Hun slap dog fra at blive indlagt.

– Siden har børnene og jeg fået vaccinedosis to og tre efter den oprindelige plan. Pernilla måtte vente på at være helt symptomfri, før hun fik den anden dosis, men også hun er nu vaccineret med tredje stik.

Anders og Pernilla fortæller deres historie, fordi de ønsker at sætte fokus på organdonation.

– Hvis Pernilla var blevet tvunget til at fortsætte dialyse, ville hun ikke være her i dag. Vi har flere bekendte, som er døde unge efter 10-15 år i bloddialyse. Selv om der har været nogle komplikationer, har transplantationen været en gevinst for os.

Pernilla, der kunne glæde sig over at fejre jul med familien, stemmer i:

– Anders og jeg har et helt særligt bånd.

 

Alle i familien har fået det tredje stik vaccine, og Pernilla var glad for at kunne fejre jul med sin familie.

Alle i familien har fået det tredje stik vaccine, og Pernilla var glad for at kunne fejre jul med sin familie.