Jeg følte mig ikke elsket

Følelsen af ikke at passe ind har fulgt Sebastian siden de tidlige barndomsår. Stoffer og alkohol har været tæt på at tage livet af ham. I dag elsker han livet, og det er blandt andet takket være golf.

– Jeg elsker dig, far. Men jeg er i tvivl om, du nogensinde har elsket mig? Sebastian sidder ved siden af sin fars sygeseng i hjemmet i Middelfart. Det er 10 år siden, at han sidst har set ham.

Årevis af konflikter, svigt og Sebastians misbrug har betydet, at forholdet gik i stykker, men da han sidder ved siden af ham, er han ikke i tvivl om kærligheden mellem dem. Hans fars liv tælles ikke længere i år, og han har behov for at få talt ud, inden det er for sent.

– Min far sagde, at jeg aldrig skulle være i tvivl om, at han elskede mig. Det var jeg glad for at høre, for jeg har brugt det meste af mit liv på at flygte fra følelsen af utilstrækkelighed og mindreværd, fortæller 46-årig Sebastian Jensen fra Odense.

Sebastian kom til verden på Sri Lanka. Hvem hans biologiske forældre er, ved han ikke. Kun at han boede på et børnehjem, indtil en dansk familie adopterede ham, da han var omkring tre år. Men bare knap to uger efter ankomsten til Danmark, skulle hans nye forældre skilles, og Sebastian kom videre til en ny familie i Middelfart. Men følelsen af ikke at passe ind, ramte ham med det samme.

– Jeg havde en grundlæggende usikkerhed og mindreværd. Det betød meget for mine forældre at holde på formerne, og at alting var pænt udadtil. Men jeg havde svært ved det, fordi det var ikke sådan, jeg var, forklarer Sebastian, der allerede i folkeskolen begyndte at lave ballade. Hans mørke hudfarve var genstand for mobbende kommentarer som ’perker’, og han var ikke en del af fællesskabet.

– Jeg provokerede lærerne og endte også med at mobbe andre, der var svagere end mig, hvilket er noget, som jeg virkelig fortryder i dag.

Sebastian var omkring tre år, da han blev bortadopteret fra Sri Lanka til Danmark og voksede op hos et ægtepar på Vestfyn.

Sebastian var omkring tre år, da han blev bortadopteret fra Sri Lanka til Danmark og voksede op hos et ægtepar på Vestfyn.

Misbrug eskalerer

Som 13-årig begyndte han at skære i sig selv. Når et barberblad gled hen over huden, var de mange tanker for en stund væk og erstattet af en fysisk smerte, og det endte med at blive en tryghed for ham mange år frem.

Når han var sammen med sin far alene, kan han huske, at han få gange blev taget i hånden eller fik et kram. Faren tog ham nogle gange med ham ud på golfbanen i Middelfart, hvilket var stort for Sebastian.

– Jeg synes, det var hyggeligt, når mig og far lavede noget alene. Det skete sjældent, men jeg husker turene til golfbanen som noget virkelig specielt, fortæller Sebastian, der som 15-årig smagte en øl for første gang.

Da alkoholen gled ned i halsen og rusen bredte sig i kroppen, fik han følelsen af fred.

– Jeg kunne ikke mærke mine følelser på samme måde, og jeg fik sådan en indre ro, forklarer Sebastian, der de efterfølgende år begyndte at drikke mere og mere. Sideløbende begyndte han både på uddannelser og arbejdede blandt andet som pædagogmedhjælper, men i weekenden udviklede han et misbrug, der nogle gange betød, at han endte på hospitalet.

Til sidst eskalerede misbruget, og han måtte droppe både arbejde og uddannelse. Han familie tog afstand til ham, og han endte med at befinde sig i en håbløshed, hvor den eneste trøst blev alkohol og stoffer.

– Jeg havde på et tidspunkt et forhold til en gift kvinde, som en dag slog op med mig. Jeg drak ti fadøl og spiste nogle nervepiller. Derefter nogle flere øl. Jeg endte med at falde om på fortovet, men jeg nåede lige at sige min fars telefonnummer, inden jeg var væk. Det viste sig, at jeg havde været død i to minutter, forklarer Sebastian, der efterfølgende ringede til sine far for at snakke med ham. Men det ønskede faren ikke.

– Min far havde været der, da jeg ankom til hospitalet, og jeg kan huske, at han råbte, at de skulle redde mig. Efter den episode ville han ikke have mere med mig at gøre, hvis jeg ikke droppede alkoholen. Men det kunne jeg ikke på det tidspunkt, siger Sebastian.

De efterfølgende år var mest som en tåge, hvor misbruget styrede hans hverdag. Det eneste lyspunkt var hans kat, der ofte gned sig op ad ham, når han havde abstinenser.

Derfor valgte han en dag at ringe til sine forældre for at høre, om han måtte komme hjem at bo. De valgte i stedet at betale for et ophold på et behandlingssted for misbrugere.

Vendepunktet

I en årrække var Sebastian ædru. Han begyndte at løbe halvmaraton, holdt op med at ryge og droppede gamle venner. Men alligevel endte han med at falde tilbage i de gamle vaner. Han begyndte at komme på et værested i Odense, hvor han en dag mødte en social vicevært, der tog ham under sine vinger.

– Han så mig. Hvis jeg var ked af det, så gav han et kram. Samtidig sagde han tingene, som de var, og en dag spurgte han, om jeg ville leve eller overleve. Jeg havde aldrig prøvet andet end at overleve, og jeg vidste faktisk ikke, hvordan det var at leve, fortæller Sebastian, der besluttede, at han ikke ville leve sit liv på den måde mere. Han droppede stofferne og alkoholen og gik til møder i AA.

I 2012 fik han et prøvemedlemskab hos Odense Golfklub, og han elskede det. Men sporten var for dyr, og derfor måtte han droppe den igen. Han begyndte at arbejde med sig selv og bearbejde den dårlige samvittighed, han havde overfor de mennesker, han havde svigtet.

– Mit misbrug var et symptom på, at jeg havde det dårligt. Jeg elskede min mor og far hver for sig, men sammen var de ikke gode for mig. Så da jeg en dag blev ringet op af en gammel ven, der sagde, at min far var syg, blev jeg overbevist om, at jeg skulle besøge ham.

Forsonet med far

Den dag Sebastian bankede på døren til sit barndomshjem, havde han ikke været der i mange år. Først blev der ikke lukket op, men til sidst kom hans far hen til døren. Han var en skygge af den person, som Sebastian huskede, men alligevel kunne Sebastian mærke kærligheden.

– Jeg sagde undskyld for alt det, jeg havde udsat ham for. Og at jeg ville ønske, at jeg havde gjort det anderledes. Det var han glad for at høre, og jeg endte faktisk med at besøge ham syv gange inden for kort tid, fortæller Sebastian, der samme dag fik at vide, at hans mor var død.

Det var en stor sorg for Sebastian, da hans far døde. Men han er glad for, at de blev forsonet til sidst. Selv om han ville ønske, at han havde mærket mere kærlighed i sin opvækst, så har han i dag lagt bitterheden til side.

Da han efterfølgende fik udbetalt sin arv, var han ikke i tvivl om, hvad han skulle bruge nogle af pengene til. Derfor hoppede han op på cyklen med retning mod Odense Golfklub.

– Jeg har altid gerne ville gøre min far stolt og imponere ham og på en eller anden måde, så føler jeg en slags forbindelse med ham, når jeg spiller golf, fortæller Sebastian, der har fundet den ro og accept, som han hele livet har higet efter. Han har, blandt andet gennem golfen, fundet ud af, at hvis han sætter sig noget for, så kan han fuldføre det.

Faren spillede golf og tog nogle gange unge Sebastian med på golfbanen.<br />
– Det skete sjældent, men jeg husker turene til golfbanen som noget virkelig specielt, fortæller Sebastian, der ville ønske, at han havde mærket mere kærlighed i sin opvækst.

Faren spillede golf og tog nogle gange unge Sebastian med på golfbanen.
– Det skete sjældent, men jeg husker turene til golfbanen som noget virkelig specielt, fortæller Sebastian, der ville ønske, at han havde mærket mere kærlighed i sin opvækst.

Golf og gode venner

Stofferne er i dag fortid, men en gang i mellem drikker Sebastian stadig alkohol, hvilket han har det fint med. Han har fået tilkendt fleksjob, og han fylder sit liv med venner og gode oplevelser.

Han håber, at hans historie kan være med til at få andre til at indse, at det ikke er for sent at lave noget om i deres liv. Det kræver arbejde, men det kan lade sig gøre, hvis man virkelig ønsker det.

En tilbagevendende oplevelse på golfbanen har fået ham til at tro, at selv om hans forældre ikke er i live mere, så er de stadig med ham.

– Jeg bliver ofte fulgt rundt på banen af flere sommerfugle. Jeg tror på, at der er mine forældre, der igen er sammen og er sammen med mig. Vi fandt aldrig melodien, da vi var i live, men jeg håber, at de alligevel kan se mig nu og være stolt af mig.