Sofia var ikke udviklingshæmmet: Stemplet af forkert diagnose

Som seksårig fik Sofia diagnosen mild udviklingshæmning. Hun blev mobbet og sendt i specialklasse, og med tiden udviklede hun en alvorlig spiseforstyrrelse og ville tage sit liv. Men diagnosen var forkert.

Sofia udviklede sig sent i forhold til sine jævnaldrende, da hun var barn. Det tog hende længere tid at lære at gå, tale og interagere med andre børn. Hun var tilbageholdende, og som seksårig gennemgik hun en psykologisk udredning, der stemplede hende i mange år fremad.

– Det var en lærer, som syntes, at jeg var svær at nå ind til. Jeg var ligesom i min egen boble og var bagud i alt, bortset fra idræt. Dér var jeg ganske god, fortæller Sofia Strömdahl, 27, fra Halmstad.

Så kommer hun i tanke om, at hun også var god til at synge og skrive. Det er som om, hun stadig har svært ved at slippe fri af den diagnose, der blev påduttet hende i barndommen, for faktisk havde hun evner inden for flere områder, når hun tænker tilbage.

– Diagnosen, jeg fik som barn, var mild udviklingshæmning. Jeg blev flyttet direkte over i en specialklasse, siger Sofia om opvæksten i Västergötland, der kom til at mærke hende for livet.

I specialklassen gik Sofia med elever, som havde helt andre og værre problemer, og hun blev ikke udfordret i skolearbejdet. Alt blev holdt på så enkelt et niveau som muligt.

– Når man går i specialklasse, skiller man sig ud, og jeg blev mobbet. Det var hårdt. De andre angreb mig i skolegården, sparkede mig, pressede mit hoved ned i toilettet og kaldte mig grimme ting.

Hun fortalte aldrig sine forældre om mobningen, og i skolen var der ingen hjælp at hente. Lærerne mente, at det var normalt med ”smådrillerier” blandt børn.

Hentet af ambulance

Med tiden udviklede Sofia en tilstand, der minder om posttraumatisk stress.

– Jeg kunne pludselig besvime og få anfald, hvor jeg hyperventilerede.

Sofia blev flere gange hentet med ambulance i skolen, men lægerne på hospitalet fandt ingen fysiske problemer. I stedet blev hun tilknyttet børn- og ungepsykiatrien og fik medicin mod depression og angst.

– Jeg fik det bedre efter det, men de havde jo ikke fundet grundårsagen til mine problemer. Det var som om, man ikke tænkte langsigtet.

Da Sofia flyttede til Halmstad i teenagealderen, var håbet, at det skulle blive starten på en lysere tid. Sådan skulle det langt fra gå.

– Jeg mødte en noget ældre fyr på internettet, og han var rigtig sød til at begynde med, fortæller Sofia.

De chattede først lidt, men fyren ville hele tiden have mere kontakt og ønskede, at de skulle mødes så snart som muligt. Til sidst insisterede han på, at de skulle ses i nærheden af hans forældres sommerhus.

Blev voldtaget

– Da vi mødtes, ville han have, at jeg skulle med ham hjem i sommerhuset, hvilket jeg først nægtede, men han ville ikke give sig, så jeg fulgte med. Der voldtog han mig.

Hun var stiv af skræk under overgrebet.

– Jeg frøs til is, og bagefter løb jeg chokeret rundt i området, inden det lykkedes mig at finde hjem. Men jeg skammede mig så meget, at jeg ikke fortalte nogen, hvad der var sket. Det var som om, det var min fejl, fordi jeg ikke havde været mere bestemt, men i stedet gav efter.

Sofias forældre fornemmede, at noget var galt, men de anede ikke hvad. Deres datter var sløv og apatisk det ene øjeblik og irriteret på alt og alle det næste.

– Jeg havde mareridt om overgrebet, forklarer Sofia.

To år senere besluttede hun at fortælle det, og der blev indgivet en politianmeldelse, selv om Sofia ikke kendte gerningsmandens fulde navn, og det sandsynligvis ikke ville føre til en retsforfølgelse. Men det var Sofias måde at vise over for sig selv og andre, at det ikke var hendes skyld.

Alligevel havde hun det stadig ikke godt. Hun udviklede en spiseforstyrrelse og tabte sig mere og mere.

Lillebror døde

– I denne periode døde min lillebror også, seks år gammel. Det var ikke helt uventet, for han var født med mange helbredsproblemer, svær hjerneskade og ingen øjne. Men det var hårdt, da det skete, understreger Sofia.

Efterfølgende blev hendes anoreksi værre. I 2017 blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling i en måned. Hendes hjerte slog kun svagt på grund af underernæringen.

– Da jeg blev udskrevet, kom jeg på en klinik for spiseforstyrrelser, og det hjalp mig. Jeg begyndte at forstå, at jeg var kommet på galt spor, og at uden mad kunne jeg ikke tænke logisk.

Inden det hele lysnede for Sofia, var hun tæt på et selvmordsforsøg. Hun skrev et afskedsbrev, men fortrød og ringede efter en ambulance, fordi hun blev bange for sig selv. Hun ønskede ikke, at hendes familie skulle finde hende død.

I 2019 kom hun i jobtræning, og det blev vendepunktet. Hendes chef indså hurtigt, at Sofia sagtens kunne varetage et arbejde under normale forhold. Hun kunne jo klare alt. Chefen satte derfor spørgsmålstegn ved hendes diagnose som udviklingshæmmet, og det fik Sofia til at ansøge om en ny udredning.

Den rigtige diagnose

Desværre trak udredningen ud på grund af coronapandemien, men i januar i år fik hun endelig mulighed for at blive testet.

– Jeg var nervøs. Jeg måtte gennemgå en masse prøver, og derefter kunne de konstatere, at jeg ikke er udviklingshæmmet, men at jeg har en mild form for autisme, som forvirrede de tidligere psykologer.

Tiden i specialklassen, hvor kravene var alt for lave, kan også have hindret hendes udvikling.

– Jeg er dårlig til at tænke abstrakt, men det kan man træne op, forklarer Sofia.

Hendes diagnose blev fjernet, og med dét fik hun et helt andet håb for fremtiden.

– At få et rigtigt job uden løntilskud fra kommunen er min drøm. For så er jeg noget værd, sådan rigtigt. Jeg vil gerne ud på det rigtige arbejdsmarked. Uden diagnosen kan jeg ikke blive betragtet som dum mere.

 

– Uden diagnosen kan jeg ikke blive betragtet som dum mere, siger Sofia, der fortæller sin historie med håbet om, at ingen andre skal gennemgå det samme som hende.

– Uden diagnosen kan jeg ikke blive betragtet som dum mere, siger Sofia, der fortæller sin historie med håbet om, at ingen andre skal gennemgå det samme som hende.

 

Sofia har også besluttet sig for at læse op på det, hun gik glip af i skolen og gymnasiet, og hun ser frem til det. Men allermest glæder hun sig til at blive mor.

Fandt kærligheden

For et sted hen ad vejen fik hun så megen selvtillid tilbage, at hun atter turde søge kærligheden. Hun mødte Christian og fortalte ham med det samme, hvad hun var blevet udsat for. Hun ville være ligefrem og ærlig.

– I starten så vi kun hinanden på steder med mange mennesker, fortæller Sofia, som er taknemmelig for den forståelse, Christian udviste lige fra begyndelsen.

De faldt pladask for hinanden, og i dag venter de deres første barn – en datter.

– Han er en stille og rolig historienørd, og jeg elsker at lave YouTube-film om psykisk sygdom, så vi er meget forskellige. Men vi passer godt sammen, siger Sofia, som håber, at hun med sine film kan være et forbillede for andre.

Hun ved, at hendes liv kunne have set anderledes ud, hvis hun ikke havde fået den fejlagtige diagnose som barn. Men hun gider ikke være bitter.

– Jeg har autisme, og det var den, jeg skulle have haft hjælp med. Nu vil jeg bevise, at jeg også kan studere. Efter min barselsorlov kaster jeg mig 100 procent ud i studierne, men jeg planlægger at starte så småt allerede nu, siger Sofia, der drømmer om at blive sygeplejerske.

– Jeg er så glad for, at Christian ikke gav op, fordi jeg var forsigtig, da vi mødtes. For vi har verdens bedste liv i dag. Jeg er også taknemmelig for min chef, som fik mig til at tage testene, der ændrede min diagnose. Det forandrede mit liv, og hvordan andre ser på mig.

 

– Jeg er så glad for, at Christian ikke gav op, fordi jeg var forsigtig, da vi mødtes. For vi har verdens bedste liv i dag, siger Sofia om sin store kærlighed.

– Jeg er så glad for, at Christian ikke gav op, fordi jeg var forsigtig, da vi mødtes. For vi har verdens bedste liv i dag, siger Sofia om sin store kærlighed.