Jeg følte mig så alene

Som 17-årig droppede Helle ud af gymnasiet for at passe sin syge mor. Da moren døde, havde Helle ingen familie tilbage, og det var tæt på at knække hende.

Den genkendelige lyd fra morens klokke, får Helle til at springe ud af sengen. Den klokke, der dag og nat fortæller hende, at hendes mor har brug for hjælp fra sygesengen i stuen. De sidste mange måneder, har Helle været ved sin mors side. Hun har sat sit eget liv på pause, for Helle og hendes mor har kun hinanden tilbage. Hun bevæger sig igennem rækkehuset og ned til stuen, og trods Helles kun 17 år, hjælper hun sin syge mor ud af sengen, op i kørestolen og hen til toilettet.

– Jeg vidste, at jeg skulle være hurtig, når hun ringede med klokken. For ville bebrejde mig, hvis jeg ikke kom med det samme – også selv om det var midt om natten. Jeg vidste inderst inde godt, at hendes hjerne var påvirket af sygdommen, men det gjorde, at jeg aldrig følte mig tilstrækkelig, fortæller 54-årige Helle Witten Nygård fra Hellerup, nord for København.

Bortadopteret som spæd

Følelsen af at være med på et afbud, har altid være en grundfølelse for Helle. Hun kom til verden på Næstved Sygehus, hvor hun umiddelbart efter fødslen kom på børnehjem. I årene forinden havde et par fra Ballerup, Anne-Lise og Torkil, forgæves prøvet at få børn, og de var slet ikke i tvivl om, at Helle skulle være en del af deres familie, da de så den tillidsfulde pige, der rakte armene op imod dem. Som hun blev ældre, havde hun fart på, og hun elskede at drille alle i familien. Men allerede som toårig oplevede Helle at miste sin adoptivfar. Selv om Helle ikke konkret kan huske stemningen i huset, ved hun, at hendes mor blev overvældet af sorg. Hun stod tilbage som alenemor for Helle, men et år efter lukkede hun en ny mand ind i sit liv.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

Helle havde i flere år haft ondt i ryggen, og som niårig fik de svar på, hvad hun fejlede. Det viste sig, at den lille pige havde sygdommen Morbus Scheuermann, en svær krumning af ryggen. Det betød, at Helle skulle gå med korset de næste seks år, hvilket pustede til følelsen af ikke at være som de andre.

Hun husker en episode, hvor hun af nogle klassekammerater, blev lukket inde i redskabsrummet i gymnastiksalen og bundet fast til en buk, hvorefter de slukkede lyset og gik, og hun mindes mange andre stunder, hvor hun sad alene, fordi de andre ikke ville være sammen med hende. Følelsen af at være anderledes fulgte hende gennem barndomsårene. Der blev aldrig vist store følelser i barndomshjemmet, og hun husker kun, at hendes mor gav hendes et knus få gange.

Mor blev syg

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at min mor elskede mig, men hun sagde det aldrig til mig. I stedet gjorde hun sig umage med at sy tøj og lave mine livretter. Det gjorde, at det blev naturligt for mig at holde mine følelser for mig selv.

Da Helle var 15 år, fik hendes mor konstateret brystkræft. Moren valgte at skåne sin datter, og i stedet fik Helle lov til at leve et ubekymret teenageliv. Året efter forlod hendes stedfar den lille familie, og som tiden gik, lagde Helle mærke til, at moren forandrede sig.

– Hun begyndte at få ondt, og hun blev en skygge af sig selv. I starten tænkte jeg, at det var sorgen over at blive forladt, og det var det til dels også. Men det blev klart, at det også handlede om noget andet.

Fra at være en kvinde, der gjorde meget ud af sit udseende og havde sirlig orden i hjemmet, begyndte moren at være opgivende. Helle måtte overtage de praktiske gøremål som at betale regninger, gøre rent og købe ind. Hun kunne hun se, at morens smerter blev værre, og Helle pressede på for at få sin mor undersøgt på hospitalet.

– Jeg tænkte aldrig, at det kunne være kræft. Men jeg vidste inderst inde godt, at det kunne være slemt, forklarer Helle.

Passede mor

Hun husker den dag, da hendes mor kom hjem og fortalte, at brystkræften havde spredt sig til ryg, lever, hjerne og knogler, og hun højst havde et år mere at leve i. Det lagde en mørk stemning over rækkehuset i Ballerup, og Helle kunne uge for uge se, hvordan hendes mor fik det værre. Når hun sad i klassen på gymnasiet, hørte hun ikke, hvad lærerne sagde, og til sidst traf hun en afgørende beslutning. Hun satte gymnasiet på pause.

– Jeg følte ikke, at det var meningsfulgt at gå i skole. Mine studiekammerater ville feste, og jeg var fyldt op af sorg. Desuden kunne jeg se, at min mor havde brug for min hjælp. Så jeg følte, at det var det eneste rigtige at gøre.

Fra den ene dag til den anden forandrede Helles liv sig. Fra at leve et liv med unge og fester, brugte hun de fleste af sine vågne timer på at pleje sin mor. Hun vaskede sengetøj, hvis moren havde et uheld, badede hende, købte ind, betalte regninger og sørgede for, at hun fik sin medicin. Hun husker, hvordan hun kørte hende rundt i en kørestol, mens hendes paryk var ved at falde af, og hun mindes hvordan hendes mors personlighed forandrede sig.

– Når hun ikke fik medicin, var hun frustreret og bebrejdende. Hvis jeg var væk et kort øjeblik, klagede hun, at jeg aldrig var der for hende, fortæller Helle, der husker mange vågne nætter, hvor hun skulle følge sin mor på toilettet eller hjælpe hende op i sengen, fordi hun havde åbnet sengehesten og var faldet ud.

Lagde låg på følelserne

– Jeg havde altid sådan en uro, når jeg lå i sengen. Og jeg gjorde alt for at lægge låg på den sorg, som jeg bar rundt på. Jeg var bevidst om, at jeg måtte undertrykke mine egne følelser, så jeg kunne være stærk for min mor.

To gange var Helles mor indlagt, og hun kunne for en stund puste ud. Men den ellers så tiltrængte ro, fik hende til at mærke følelserne. Et kort øjeblik kunne tårerne vælte ud, men hver gang skyndte hun sig at tørre dem væk igen. Trække vejret, og fortsætte som hun plejede. Når Helles mor fik medicin, blev hun for en stund sig selv igen. Men bevidstheden om den alvorlige situation gjorde hende trist og modløs.

– Hun var ked af, at jeg skulle passe hende, og over at hun havde været så grov mod mig. Jeg husker en dag, hvor hun spurgte mig, om jeg kunne klare mig selv. Jeg sagde selvfølgelig ja, selv om jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg skulle gøre det. Men jeg ville ikke vise hende, hvor bange jeg var.

Den dag moren døde, sad Helle ved hendes side og holdt hende i hånden. Da hun efterfølgende tog hjem, blev hun mødt af en tom hospitalsseng i stuen, sin elskede hund og medicin i hobetal.

Voldsom ensomhed

– Jeg blev overmandet af en voldsom ensomhed, og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg havde ingen familie tilbage, og jeg kunne ikke bare genoptage det liv, jeg kom fra. Det hele virkede meningsløst, og jeg havde i en periode svært ved at se, hvorfor jeg overhovedet skulle være her, fortæller Helle.

I et desperat forsøg på at føle sig som en del af en familie, opsøgte hun sin biologiske mor. Men det stod hurtigt klart for Helle, at der ikke ville opstå en god relation. Derefter opsøgte hun sin stedfar, men heller ikke her, ville hun opnå det, hun higede efter. Nemlig ubetinget kærlighed.

Hun blev flere gange opfordret til at opsøge en psykolog, men hendes største frygt var at skulle vise sine følelser til andre. Hun gjorde alt for at lægge låg på, men et par måneder efter morens død blev hun ramt af voldsom eksem, der krævede langvarige indlæggelser.

– Jeg tror, det var min krops måde at fortælle mig, at jeg ikke havde det godt. Hvis man ikke kan græde, kommer det ud på en anden måde, fortæller Helle.

I mange år undertrykte hun sorgen. Hun læste merkonom-fag, blev uddannet i sundhedssektoren, fik datteren Lise, og blev både gift og skilt igen. Men den indre smerte fulgte hende.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Fandt tryghed i Eigil 

Først da hun mødte Eigil, som hun i dag er gift med, kom der hul på den trykkoger, hun følte, at hun bar rundt på.

– Han sagde på en af vores første dates, at jeg skulle lægge mit hovedet i hans skød. Han strøg mig over kinden, og få sekunder efter græd jeg. Det var første gang, at jeg havde mødt en person, der ønskede at forstå hele mig og hvor jeg følte så tryg, at jeg kunne vise mine følelser, forklarer Helle, der efterfølgende mærkede, at hendes krop begyndte at slappe af.

Hun begyndte at finde en oprigtig glæde, og hun valgte endnu engang at tage udfordringen op med den sygdom i ryggen, der havde invalideret hende med mange smerter og begrænsninger i årenes løb. Lægerne havde siden barnsben sagt til hende, at hun aldrig ville kunne dyrke sport, men selv om hun kunne kigge tilbage på flere fejlslagne forsøg på at løbe, blev hun ved med at prøve. Hendes stædighed gennem 15 års kontinuerlig træning betød, at hun i 2012 løb over målstregen på sin første maratondistance med mange glædestårer undervejs. Sidenhen har hun gennemført flere maratonløb og Ironmandistancer.

Arbejder med traumer

Sideløbende begyndte hun at arbejde med undertrykte følelser i terapi, og i dag er hun ærgerlig over, at hun ventede så mange år.

– Jeg ville ønske, at jeg havde rakt ud efter hjælp. Der har været alt for mange år, hvor jeg har været ked af det og gået med en følelse af at være forkert, fortæller Helle.

Hun er i dag i gang med sidste år på uddannelsen som psykoterapeut og er begyndte at tage klienter, der er ramt af svære følelser, de aldrig har talt om før. Derudover er hun frivillig hos Psykiatrifonden. Hun håber, at hendes historie kan være med til at hjælpe andre til at række ud efter hjælp i stedet for at bære en indre smerte alene.

– Jeg vil så gerne have, at vi får brudt tabuet med tale om de svære følelser. For selv om det kan være grænseoverskridende at bede om hjælp, kan det bane vejen til et bedre liv. Vi mennesker kan mere, end vi umiddelbart tror. Selv om man er syg, står alene uden familie eller har oplevet stor sorg, er det ikke ensbetydende med, at livet ikke kan blive meningsfuldt. Det ved jeg, at det kan blive.