Jeg følte mig skyldig i hans død

Jesper var min første store kærlighed, men da jeg flyttede til en anden by for at studere, gled vi fra hinanden, og jeg stoppede vores forhold. Et halvt år efter ringede Jespers mor med en forfærdelig nyhed, der slog mig helt ud.

Jeg mødte Jesper, da jeg begyndte i gymnasiet og vi fandt sammen allerede til den første gymnasiefest. Jeg var ør af lykke, da han kyssede mig første gang.

Jesper blev min første kæreste og også min bedste ven, og jeg følte, at jeg kunne fortælle ham alting. Vi isolerede os nok ret meget fra resten af klassen, men på det tidspunkt føltes det bare rigtigt, for vi var jo så forelskede.

Efter vi var blevet studenter, ville jeg gerne flytte for at læse videre i en større by, der lå en time væk. Men Jesper var meget imod mine planer, for han havde ikke lyst til at flytte væk fra sin familie og sine venner.

Vi diskuterede det meget, og han var ked af det: ”Hvis du elskede mig, ville du ikke rejse væk. Vi kan lige så godt gøre det forbi nu”, hikstede han. Jeg fik ondt i hjertet og sagde: ”Men jeg elsker dig jo Jesper, og jeg kunne ikke drømme om at slå op, bare fordi jeg flytter”.

Jeg følte mig som jordens værste person, fordi jeg ville flytte væk fra ham. Men jeg søgte ind på studiet alligevel. I ugerne efter blev Jesper mere og mere fjern og mut.

Jeg kom ind på studiet og fik tilbudt et kollegieværelse, og så flyttede jeg mine få ting, og brugte en del af ferien på at indrette mit nye hjem og lære byen bedre at kende.

Jeg fik hurtigt nye venner, og jeg trivedes godt med mit liv som studerende, men jeg gjorde også en stor indsats for at være sammen med Jesper. 

Jeg sagde tit nej til arrangementer og fester for at tage hjem til min kæreste. Jeg tog hjem næsten hver weekend og ofte en gang i løbet af ugen, og jeg ringede tit til ham, selv om han stort set aldrig ringede til mig.

Det blev sværere og sværere at være kæreste med Jesper. Det var sjældent, at han besøgte mig, og når han endelig kom, kritiserede han mig og mit nye liv.

Jesper var så mistroisk, hver gang vi sås. Jeg forsøgte igen og igen at overbevise ham om, at jeg elskede ham. Men til sidst var det faktisk nemmere at lade være, da det virkede formålsløst. Mine opkald til ham blev færre og færre, og jeg tilbragte flere weekender i byen.

Da vi nærmede os jul, vidste jeg, at vores forhold ikke ville holde, og jeg valgte at gøre det forbi. Det var forfærdeligt for os begge to, og Jesper mente, at det hele var min skyld.

Jeg var utrolig ked af det i mange måneder, og det havde været en smertefuld proces. Men da sommeren kom, var jeg ved at komme mig, og jeg var overbevist om, at jeg havde gjort det rigtige.

Nu så jeg fremad. Jeg havde lige fået sommerferie og jeg skulle til festival for første gang, og jeg glædede mig meget. Jeg var ved at pakke, da telefonen ringede, og jeg var sikker på, at det var min veninde, der ringede. Men det var det ikke.

Det var Jespers mor. Fuldstændig grådkvalt fortalte hun, at Jesper var død. Han havde taget sit eget liv, og hun havde fundet ham i går.

Jeg slap røret og faldt ned på sengen. Jeg kunne ikke trække vejret, og det svimlede for mig. Jesper havde taget sit eget liv. Ordene kunne slet ikke nå min hjerne.

Jeg aflyste festivalen, og de næste dage befandt jeg mig i en døs. Jeg ringede til Jespers mor, der kunne fortælle mig, at Jesper havde trukket sig væk fra alle mennesker efter vores brud.

Hun fortalte også, at hun flere gange havde prøvet at overtale ham til at gå til lægen, men at han nægtede. Og så fortalte hun mig en overraskende ting om ham: Det viste sig, at Jesper tidligere havde haft depressive perioder, og han endda havde fået medicin for det.

Det havde Jesper aldrig fortalt mig, og jeg var dybt rystet. Det ramte mig hårdt, og jeg følte, at burde have set, at han havde en depression. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke var gået fra ham, var det aldrig sket. Jeg følte mig skyldig i hans død.

Både Jespers forældre og min egen familie og venner prøvede ihærdigt at få mig til at forstå, at jeg ikke var ansvarlig for Jespers død, og at jeg ikke kunne have handlet anderledes end jeg gjorde.

Men det har taget mig 10 år og adskillige timer hos en psykolog at få bare en vis sjælefred.