Jeg har fundet meningen igen

Poul Nyrup Rasmussen kender sorgen bedre end de fleste, også blindgyderne. Som i tiden lige efter Lone Dybkjærs død, hvor han undgik mennesker. For han vidste ikke, hvad han skulle svare på spørgsmålet: ”Hvordan går det?”

Han ankommer i kridhvide gummisko og med lynhurtige skridt. Det er ikke kun, fordi han er 25 minutter forsinket til interviewet. Det er også, fordi han kan.

Poul Nyrup Rasmussen fylder 80 år næste gang, men alderen trykker ikke hans fysiske fremtræden. Tværtimod. Den tidligere statsminister holder sig godt. Så godt, at folk jævnligt kommenterer formen, og hans forklarig er enkel: ”det er hårdt arbejde”.

Nyrup holder sig godt. Og det skyldes hårdt arbejde, som han siger. Hver anden dag træner han så hårdt, at han er helt smadret bagefter.

Nyrup holder sig godt. Og det skyldes hårdt arbejde, som han siger. Hver anden dag træner han så hårdt, at han er helt smadret bagefter.

 

Ikek bare modtion for sjov

Hver morgen står Nyrup op klokken 6.30. Og hver anden dag går turen til det lokale fitnesscenter.

– Det er ikke bare sjov, hyggelig motion. Jeg er smadret bagefter. Det er en kombination af at få pulsen op og så styrketræning for især knæ og ben. Jeg er jo nået hen til den del af kalenderen, hvor man ikke må falde, og kuren er gode ben. Ligesom tour de France-rytterne. Jeg er selvfølgelig ingen cykelrytter, men jeg er også på vej op ad et bjerg.

Afsked efter 26-års kærlighed

Bjerget har i de sidste to år især været at komme op igen efter tabet af Lone Dybkjær. Hende, vi andre bedst kender som den skarpe radikale politiker. Den første kvindelige miljøminister. Men for Nyrup var hun også den store kærlighed, som han delte avis, sorger og glæder med igennem 26 år.

Lone Dybkjær og Poul Nyrup delte avis, sorger og glæder igennem 26 år. Det er meget at dele. Og meget at miste.
Foto: Ulla Aue

Lone Dybkjær og Poul Nyrup delte avis, sorger og glæder igennem 26 år. Det er meget at dele. Og meget at miste.

Dækker pænt op, når han spiser alene

Sorgen og livet videre er emnet for dette interview. Poul Nyrup kender den bedre end de fleste. I 1993 mistede han sin 24-årige datter Signe, som led af skizofreni, og som valgte at tage sit eget liv. Og i 2020 mistede han Lone Dybkjær, der døde af kræft. Derfor kan det måske virke lidt skævt at indlede med Nyrups fysiske form og hvide gummisko. Men for Poul Nyrup hænger det indre og ydre sammen. Det er også derfor, han hver dag dækker pænt op med en lille dug, porcelæn og et glas vin, når han sidder alene i parrets tidligere fælles hjem og indtager sit måltid.

– Når jeg gør det, kan jeg mærke, at jeg lige får et lille smil og et nik af Lone. Den slags betyder meget. Det gør noget for selvrespekten.

Det giver selvrespekt at gøre noget ud af sine måltider, selvom man er alene, mener Nyrup.
Foto: Søren Jul Lamberth

Det giver selvrespekt at gøre noget ud af sine måltider, selvom man er alene, mener Nyrup.

 

Et halvt år med magtesløshed

På sin tallerken har Poul Nyrup altid friske grøntsager og fisk, som han selv har tilberedt. Sådan så måltiderne ikke ud i tiden lige efter Lone Dybkjærs død. Her blev det mere supermarkedernes halv- eller hel færdigretter. Overskuddet var ikke til mere.

– Det første halve år efter Lones død var for mig præget af magtesløshed. Jeg opdagede, hvor konkret døden er. Den er et knips, og så er det slut. Du kan ikke komme tilbage og sige: ”Lone, nu fik jeg vel sagt, at jeg elsker dig.” Det er slut. Fuldstændig.

Lad nu være med at falde hen og blive trist

– Inden Lone døde, sagde hun igen og igen: ”Husk nu at livet går videre. Lad nu være med at falde hen og blive trist.” Det har jeg taget med mig, men det tog tid at finde meningen igen. Jeg har muligvis begået nogle fejl undervejs og været ude i en retning, som viste sig at være en blindgyde, siger Poul Nyrup og peger på en af blindgyderne.

Prøvede at undgå spørgsmålet: Hvordan har du det?

– I den første tid prøvede jeg nok at undgå mennesker. Jeg vidste jo, at der var øjne, der kiggede, når jeg gik til bageren og købmanden. Nogen ville måske spørge, hvordan jeg havde det. Det, syntes jeg, var svært, for jeg ville jo ikke bare sige ”Jamen, det går fantastisk,” og jeg ville heller ikke gøre dem kede af det. Så jeg øvede mig i, hvad jeg kunne svare, og jeg fandt også nogle formuleringer. Som for eksempel: ”Der er dage, hvor det er tungt.” Men jeg fandt i hvert fald ud af, at det der med at undgå mennesker, det førte mig ingen gode steder hen.

Skulle rydde op og finde nye rutiner

Der var mange svar, som Nyrup skulle give efter Lones død. Også helt konkrete opgaver, han skulle løse. Som hvordan han skulle indrette sig hjemme i lejligheden på Frederiksberg, nu hvor hun ikke var der mere.

– Jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Hvordan skulle mine nye rutiner se ud? Hvad skulle jeg stille op med Lones smukke garderobe? Lone kunne jo virkelig klæde sig. Både når hun mødte op til bal på slottet, og når hun gik helt simpelt klædt ude i naturen. Jeg besluttede mig for, tøjet skulle komme andre til gode, så jeg gav en stor del af det til Blå Kors, Røde Kors og Kofoeds Skole. Så kunne andre kvinder få glæde af det. Det var jo lige i Lones ånd, siger Poul Nyrup, som kunne mærke, at det var lettere for ham selv at bevæge sig rundt i sin nye tilværelse, da en del af Lones ting var ude.

Lone Dybkjær har altid klædt sig meget elegant. Både, når hun skulle til bal på slottet, men også når hun gik rundt i naturen i simpelt tøj. Efter hendes død, skylle Nyrup finde ud af, hvad der skulle ske med henedes smukke garderobe.<br />

Foto: Thomas Laursen

Lone Dybkjær har altid klædt sig meget elegant. Både, når hun skulle til bal på slottet, men også når hun gik rundt i naturen i simpelt tøj. Efter hendes død, skylle Nyrup finde ud af, hvad der skulle ske med henedes smukke garderobe.

 

De bedste minder er indeni

– Man skal have plads til nye rutiner. Jeg ved godt, det er svært at fjerne ejendele fra en afdød, og forældre, der har mistet et barn, vælge ofte at lade børneværelset stå urørt i mange år. Det valgte jeg ikke. Jeg ville gerne beholde nogle få fysiske minder, der siger noget særligt. Men de bedste minder er dem, jeg har indeni.

Mindevæg i entreen

Nyrup valgte derfor at have en mindevæg i entréen med billeder af Lone Dybkjær. Både private, som f.eks.fra deres forlovelse, og billeder fra hendes politiske liv. Der hænger også et, hvor Bill Clinton står under en paraply med et skævt smil og glimt i øjet. Det er selvfølgelig Lone Dybkjær, som holder paraplyen. Og hende, som glimtet i øjet er rettet imod.

Som Nyrup siger med et smil: – Jeg var ikke den eneste, der var betaget af Lone. Men jeg var den mest privilegerede.

- Jeg var ikke den eneste, der var betaget af Lone. Men jeg var den mest priviligerede,” siger Poul Nyrup om dette foto.

Foto: Keld Navntoft/ Ritzau Scanpix

- Jeg var ikke den eneste, der var betaget af Lone. Men jeg var den mest priviligerede,” siger Poul Nyrup om dette foto.

 

Sang i badet en af de sidste dage

Under et smilende portræt, har han skrevet en seddel med ordene: ”Min ven, her kommer jeg med hyacinter.”

Sætningen er fra sangen ”Det er i dag et vejr.” Det var den, som Poul Nyrup hørte Lone synge ude i badet på en af sine sidste dage.

– Hendes spinkle nynnen den dag sagde meget om hendes sind. Et sind, som blev ved med at kæmpe og rette blikket mod de glade øjeblikke selv til det sidste.

Lone ville ikke pylres om

– Det sidste halve år, dansede Lone og jeg tæt. Jeg var hos hende 24-7, mens vi boede i sommerhuset i Tisvildeleje, hvor vi flyttede op, fordi der ikke er trapper. Jeg var hendes direkte vidne og ven. Jeg så derfor, hvordan hendes fysiske skikkelse som menneske svandt mere og mere ind. Men uanset hvor få kræfter hun havde, ville hun ikke pylres om. Hun ville gå selv. Det var kun til allersidst, hun accepterede at gå med en lille rollator.

Havde de lykkelige øjeblikke

De vidste begge, at sådan kom de ikke til at gå længe. Så fremtidsplaner var der ingen af. Men der var noget andet.

– Vi havde de lykkelige øjeblikke. Dem var der mange af. Som når Lone vågnede om morgenen, og jeg trak gardinerne fra, så solen lyste på hende, og når jeg slog døren op ud til vores lille have. ”Er citronsommerfuglen kommet?” spurgte hun. ”Ja, den er kommet.”

Glæde og sorg følges ad

Poul Nyrup har beholdt sommerhuset, og når han åbner havedøren, bliver han ofte mødt af den gule sommerfugl.

– Når jeg ser den, mærker jeg en glæde. Samtidig bliver jeg ramt. Sådan er sorgen efter min erfaring. Sorg og glæde render tit sammen.

Lone Dybkjær og Poul Nyrup i sommerhuset i Tisvildeleje.
Foto: Hanne Juul

Lone Dybkjær og Poul Nyrup i sommerhuset i Tisvildeleje.

 

Vidste hvordan han kom videre i sorgen

I dag oplever Nyrup mere glæde end sorg. Det skyldes ikke mindst, at han efter sin datters død fik et begreb om, hvordan han bedst kom videre. Dengang valgte han at gå ind i arbejdet med at hjælpe unge psykisk sårbare. Det gav mening, eftersom det var skizofrenien, der til sidst fik Signe til at opgive. Derfor stiftede han det sociale netværk, som i dag hedder Headspace, og som har over 80 afdelinger rundt i landet, hvor unge kan møde op og få nogen at snakke med.

Ville føre noget videre fra Lone

For at rejse sig efter tabet af Lone Dybkjær, besluttede han at føre noget videre, som hun stod for. Det er også det råd, han giver til andre i sorg.

– Man skal finde noget meningsfuldt, som var vigtigt for den afdøde. Føre linen videre, siger han.

Hans line blev Lone Dybkjær Fonden, som støtter uddannelse til kvinder i Asien, og på den måde fortsætter han, hvor Lone slap. Hele sit politiske liv brændte Lone Dybkjær nemlig for ligestillingen, og i 2008 var hun med til at stifte kvindeuniversitetet Asian University i Bangladesh.

– Fonden gør en konkret forskel. Den har også en afgørende betydning for mig. For nu giver jeg noget tilbage fra hende, jeg har mistet, siger Poul Nyrup.

Begyndte at gå op til lyset igen

Da han fandt meningen med Lone Dybkjær Fonden, var det, som om han begyndte at gå op ad trappen igen, som han siger.

– Sorg er noget af det sværeste i livet. For det er ikke noget, du kommer over. Det er noget, du skal lære at gå ved siden af. Derfor er det så vigtigt ikke at lade magtesløsheden tage over. For så sidder du jo bare foran fjernsynet og falder hen, og det giver ingen glade øjeblikke. Sorgen må ikke sparke dig ned i et sort hul. Derfor er det vigtigt at gøre noget for andre end dig selv.

I lære som komiker

Selv gør Poul Nyrup meget. Hans kalender er tæt pakket, og hans 25 minutters forsinkelse til interviewet skyldtes ikke sløseri, men at han var blevet revet med til et møde med et nyt spændende projekt, så tiden var løbet fra ham. Selv om man har været statsminister og nærmer sig de 80, er der stadig nye veje at betræde. Som da Poul Nyrup for nylig dukkede op i Zulu Comedy Galla, hvor han var i lære som komiker og optrådte med den legendariske lidt for lille cykelhjelm på plakaten. Her var sorgen erstattet af latterbrøl og stående klapsalver for en aften, og Nyrup nød det, ligesom han nød at vise sin uhøjtidelige og tossede side frem.

– Jeg tror da, at Lone har siddet et eller andet sted og sagt: ”Nej, nej nej, hvad laver du, Poul?” Men så havde hun nok tilføjet: ”Okay. Lad gå. Men lad det nu ikke vare for længe.”

Ensomheden rammer efter sociale sammenkomster

Da showet var slut, var oplevelsen den samme som hver gang, Poul Nyrup havde været sammen med mange mennesker og låser sig ind i lejligheden derhjemme.

– Ensomheden kommer hver gang. For, klask, så er jeg alene. Det er, som at komme ind i et sort rum, hvor ingen andre er. I starten kunne jeg tage mig selv i at række ud efter Lone. Men hun var der jo ikke. Det er her, udfordringen kommer: Hvad har du tænkt dig at gøre? Sådan ved jeg, at mange andre også har det. Mange siger: ”Jeg tager lige et glas eller to.” Men vent lige lidt. Tag en bog i stedet. Tag en bevidst beslutning om at gøre noget andet. Det er jo i det sorte hul, magtesløsheden banker på. Men man skal ikke lade magtesløsheden få overtaget.

Livet skal være lyst

– Jeg synes, jeg klarer ensomheden godt. De aftener, der er særligt svære, beder jeg Lone om hjælp, og jeg synes, jeg lever efter de ord, hun ofte sagde til mig i den sidste tid: ”Husk nu, livet skal være lyst, og du skal bruge det. Flæberi kan vi ikke bruge til noget. Det er med venner i lys, vi skal tale.”

 

<br />
Jørgen Jessen/ Ritzau Scanpix

Foto Lars H. Laursen

 

Fakta om Lone Dybkjær Fonden

Fonden giver økonomisk støtte i form af stipendier til kvinder, der bliver optaget på Asien University for women. Du kan læse mere her.