Pernille fandt sin egen vej gennem sygdommen

En aften for to år siden stod teenagepigerne Lucca og Sille med hver deres saks hjemme i stuen og klippede deres mor. De måtte klippe hende, lige som de ville, og de var igennem alt, lige fra hanekam til skævt siksak, mens de grinede og lyttede til deres yndlingsmusik. Men undervejs blev grinene lidt efter lidt udskiftet med tårer. For alt håret skulle af. Deres mor havde nemlig kræft.

Fik beskeden om kræft alene

I april 2020 fik den dengang 47-årige Pernille Højmark sin diagnose. Hun sad alene over for lægen den dag, for Corona havde medført restriktioner over hele landet, så det var ikke tilladt at stille med et andet menneske med et par skuldre at læne sig op ad.

Fra den dag skulle Pernille rejse sig og selv finde ud af, hvad og hvem hun skulle læne sig op ad i den næste tid. For når man er alenemor til to piger, kan man ikke bare lade sig vælte omkuld.

Pernille fandt sin egen vej gennem sygdommen. Hun fandt også ud af, hvem der var der for hende, og hvad der skulle ske, hvis udfaldet blev det værst tænkelige.

Fandt en plads på den lokale kirkegård

– Jeg har ikke haft dødsangst. Men jeg har haft mange rationelle tanker om, hvad der skulle ske, hvis jeg ikke var her mere, siger Pernille, som udså sig et sted på den lokale kirkegård i Holbæk. Her ville hun ligge.

Hun fortalte også sine piger, at der på gravstenen skulle være det trekløver, som hun har tatoveret på håndleddet. Det trekløver, som symboliserer hende og pigerne. Det trekløver, som er det allervigtigste i hendes liv.

Fik taget glade billeder med døtrene inden sin behandling

Lige inden Pernille startede i kemobehandling og fik fjernet sit ene bryst, besluttede hun at ringe til en fotograf for at forenet de tre et smukt sted nede ved vandet med udsigt til Orø.

- Jeg havde brug for at få taget nogle billeder af pigerne og mig, inden jeg blev syg af kemo. Vi havde bare den bedste dag, mens vi fik taget de billeder. Vi grinede og hyggede os. Også selvom vi vidste, at vi gik en hård tid i møde.

Hverdag med børn, kræft og Corona

Tiden blev hård. Og den blev ikke lettere af, at der var Corona, så Sille blev sendt hjem fra efterskolen, og Lucca var henvist til undervisning i hjemmet. Nu skulle de tre have en hverdag til at fungere, og hurtigt blev det klart, at de ikke kunne blive boende i deres lejlighed, fordi pigerne skulle forbi Pernilles seng, hver gang de skulle ud på badeværelset.

Så ugen efter sin første kemo havde Pernille 14 fremvisninger i sin lejlighed. Man kan meget, når man skal. Og man kan tage nogle svære beslutninger, når man er mor.

Udsatte kemo for sine børn

Et par gange i forløbet valgte Pernille at udsætte sin kemo af hensyn til sine børn. Første gang da Sille skulle hentes fra efterskolen, anden gang da Lucca senere skulle konfirmeres.

–Jeg har været alene med mine børn, siden de var to og fem år, og de har altid haft førsteprioritet for mig. Sådan er det bare, som hun siger.

Skrev afskedsbrev til sit bryst

Pernille er i det hele taget en kvinde, der siger tingene, som de er. Eller skriver. Den dag hun skulle have fjernet sit bryst, lå hun i hospitalssengen og skrev et afskedsbrev til sine bryster.

”Kære Bryster,” indledte hun. ”I fik opmærksomhed, stjal øjenkontakten med drengene fra mig, gav anledning til meget sjov med veninderne og dansede jeres helt egen dans på dansegulvet, ude af takt til mine dansetrin.”

Brevet slutter med tre hjerter og ordene: ”Kære Bryst, tak for alt. Jeg vil passe godt på din soulmate i håb om, at vi kan forblive sammen til evig tid. Jeg bar dig til det sidste med stolthed.”

Nej tak til nyt bryst

Så fik Pernille fjernet brystet, og hun sagde nej tak til tilbuddet om at få et nyt bryst under operationen. Mest af alt, fordi hun vidste, at det ville blive et større indgreb, som ville kræve flere sygedage, og hvis der var noget, der også gav Pernilles liv mening, var det hendes arbejde som socialpædagog for udsatte børn.

Fik følelserne ud på hetseryg

Under sin sygdom holdt Pernille fokus på, hvad der gav mening i hendes tilværelse. Så som den 25-årige islandske hest Blossie. Pernille fik hesten som udlån undervejs i sin sygdom.

Blossie blev min redning

– I starten var han en træt, gammel hest, og jeg var midt i mit kemoforløb og pilskaldet. Men han livede fuldstændig op med tiden og blev helt fantastisk. Der er ingen tvivl om, at han blev min redning. Han hjalp mig igennem det hele mentalt, for det gav mig så megen ro og nærvær at ride rundt i naturen på ham. Jeg har haft alle følelser i spil på den hest, og jeg har tudet mange gange, siger Pernille, som havde fast ”hestetid” mandag morgen.

Som rask sad hun aldrig stille

For mandag eftermiddag skulle hun i kemo, og så vidste ingen, hvordan hun havde det dagene efter. Sikkert var det dog, at Pernille i den periode langt fra var den kvinde, hun havde været som rask. Før i tiden var hun den aktive mor, der roede kajak, og som tog initiativ til et såkaldt ”Walk and talk”, hvor lokale fra Holbæk mødtes for at gå otte kilometer sammen. Det handlede egentligt bare om at få noget motion og nogle nye venskaber.

Mødte Brian og fik sin diagnose ugen efter

Det fik Pernille også. En af dem, der deltog, var nemlig Brian. De to kom så godt ud af det, at de efterfølgende aftalte at mødes til en privat lille gåtur, og den dag ankom Brian bærende på en picnickurv med lækker morgenmad. Brian er nemlig sådan en, der gerne gør noget ekstra. Og som ikke bukker under, selv om det hele bliver tungt. En uge efter deres første picnic, fik Pernille nemlig sin kræft-diagnose. Men det fik ikke Brian til at bakke ud.

Brian blev stående

– Da jeg fortalte ham, at jeg havde fået kræft, sagde han bare: ”Jamen sådan er det.” Han blev stående, og har været med mig hele vejen. Da jeg skulle sælge min lejlighed, hjalp han med flytningen, og bagefter tog han tilbage og gjorde rent i den gamle lejlighed. Og da jeg fik for mange følelsesforstyrrelser i fingrene til at strikke, kom han med en væv til mig, siger Pernille, som faldt for både væven og for Brian.

Ville bruge sin energi på det rigtige

Pernille blev hele tiden mere og mere bevidst om, hvad hun skulle bruge sine kræfter til. I starten prøvede hun at sætte sig ind i sin behandling, og hvilken medicin hun fik. Men efterhånden indså hun, at den viden egentlig ikke gav hende brændstof til livet.

– Hvis jeg gik for meget op i bivirkninger og den slags, ville det fylde for meget. Jeg ville hellere bruge min energi på mine børn, Brian, min hest og mine venner, siger Pernille.

Måtte stoppe med antihormonel behandling

Der var dog noget medicin, som Pernille var nødt til at kigge nærmere på. Da hun havde afsluttet sin kemo, skulle hun nemlig starte på antihormonel behandling, som ville gøre risikoen for tilbagefald mindre.

Problemet var bare, at medicinen påvirkede Pernilles krop og psyke så meget, at hun efterhånden levede et liv, hun ikke kunne holde ud. I starten var hun ikke bevidst om, at det faktisk var medicinen, der gav hende smerter i kroppen, og nærmest gjorde hende depressiv. Faktisk troede hun, at hun var blevet stresset på arbejdet, men en sygemelding hjalp ikke på noget som helst. Og så var det, at lægerne nævnte, at det muligvis kunne skyldes medicinen.

Det fik Pernille til at tage en stor beslutning. Hun valgte et liv uden den medicin. Allerede efter to dage, sagde Brian: – Man kan se det i dine øjne. Du har fået gnisten tilbage.

Et spørgsmål om livskvalitet

Selv ved Pernille udmærket, at hun løber en risiko. Men hun har gjort regnestykket op.

- Det er et spørgsmål om livskvalitet. Jeg vil faktisk hellere leve ti år kortere, og så have et godt liv, mens jeg lever.

Skal lære sig selv at kende som rask

I dag er Pernille rask, og håret er vokset ud igen. Men livet bliver aldrig helt det samme, og hun har været nødt til at tage store beslutninger for at finde ud af, hvem hun er i dag. Det har blandt andet betydet, at Brian er gået fra at være en kæreste igennem to år til at være en tæt ven.

– Brian har været en kæmpe støtte for mig og har en stor del af æren for, at jeg kom igennem. Han spiller stadig en stor rolle i mit liv, siger Pernille, som også er sammen med Brian, når hun den 17. september sætter sig i et fly mod kurs mod Spanien. Her skal de sammen med en stor flok vandreglade danskere gå på Camionen. Hvert et skridt er for at samle ind til BørneTelefonen.

Går for BørneTelefonen

Da Pernille blev rask, tog hun nemlig et helt nyt sving i sit liv. Det kom sig af, at hendes mor ville give hende en gave, fordi hun havde været så meget igennem. I starten kunne Pernille godt tænke sig en uges ferie på hesteryg i Island. Men en dag så hun en annonce, som fik hende til at glemme alt om Island. ”Gå for BørneTelefonen”, stod der, og da Pernille læste videre, kunne hun forstå, at det var et nyt initiativ, hvor man sammen med andre samlede ind til børneTelefonen for til sidst at gå sammen på Caminoen. Prisen var 13.500 kroner. Og det var præcis den gave, hun nu ønskede sig af sin mor.

Indsamlingen giver mening på flere måder

I de sidste syv måneder, har Pernille derfor vandret med andre. Men hun har udført lige så meget benarbejde, når hun har samlet ind til BørneTelefonen med alt lige fra støttekoncerter til salg af honning. 45.300 kr. har hun personligt samlet ind, og lige den indsamling giver hende mening på så mange måder. Både fordi, hun som socialpædagog brænder for udsatte børn, og fordi fællesskabet var præcis det, hun savnede mest, da hun var syg under Corona.

– Det er så fantastisk igen at være en del af noget større, siger hun.

Du kan støtte Pernilles indsamling her

Brian har godkendt at blive omtalt i artiklen.

Pernilles døtres far bor på Fyn, og han er også en del af pigernes liv.

Fakta om Gå for Børnetelefonen

Gå for BørneTelefonen, som bliver afholdt af Børns Vilkår, er et vandrefællesskab, hvor vandrehold fordelt over hele landet samler ind til BørneTelefonen. De indsamlede midler går til at sikre drift og udvikling af BørneTelefonen. Sidste år havde de frivillige rådgivere over 55.000 samtaler med børn og unge bl.a. om svigt, mobning og ensomhed.
Ved siden af indsamlingen, træner deltagerne sig op til at gå et stykke af Caminoen i Nordspanien her i september – i alt 125 km. Det er første år, at Gå for BørneTelefonen bliver afholdt. Det sker igen i 2023.

Læs mere her