Jeg mistede min mand til corona

Hun ved kun alt for godt, hvor ondt det gør. Fysisk og i sjælen. Mens coronaen raser. Og bagefter. I egen krop – og hendes mands. På samme hospital. Blot med en dør og en glasrude imellem. Uvisheden!

Alligevel giver Susanne Reinholdt sig ikke – hun bliver ved og ved. Sådan som hendes mand, Benny, lærte hende og altid selv gjorde.

Han kom sent ind i nu 60-årige Susannes liv – og alt for tidligt ud igen. De havde fundet hinanden over nettet. Og fra første færd lagde Benny alle kort på bordet: ”Jeg er fraskilt, har fem børn og er førtidspensionist”, præsenterede han sig.

– Noget af en ”scorereplik”, mindes en på samme tid leende og vemodig Susanne, som selv er mor til to og tydeligt husker, hvor ivrigt Benny også understregede, at han ikke var som andre mænd.

– Men sådan siger I vist alle sammen, tror jeg. Hos Benny passede det imidlertid. Aldrig har jeg truffet et så ærligt menneske. Han var næsten for ærlig. Når han så kærligt på én, var man ikke i tvivl om, at man var elsket. En vennernes ven, som aldrig havde det bedre, end når han kunne gøre andre glade. Han kendte ganske enkelt ikke det lille ord nej. Men det betød også, at hans eget helbred gled i baggrunden, kommer det sørgmodigt fra Susanne, hvis tilværelse med ét blev omskrevet til datid den 2. april i år.

Denne tidlige forårsdag blev hendes mand revet bort, bare 69 år. Ikke direkte af den Covid-19, der nytårsdag sendte ham hovedkulds på Hospital Costa del Sol, nær ferieboligen på den spanske solkyst, hvor lægerne måtte lægge deres danske patient i respirator. Derimod af en ondartet lungebetændelse, som forværredes af senfølgerne efter coronaen. Flere måneder efter udskrivelsen og efter hjemkomsten til Danmark.

Viet på rådhuset

Selv om det må være svært at bevare kampgejsten, er gløden i Susannes øjne intakt, når hun fortæller om den store, pludselige lykke, hun oplevede med Benny. Og om brylluppet på Gentofte Rådhus en majdag i 2019, hvor festen af forskellige årsager ikke blev til noget på selve dagen, men skulle holdes i Spanien året efter. Her udskød coronaen den så yderligere til efteråret 2021, hvor de allerede havde inviteret gæster til deres fælles 130-års fødselsdagsfest, når hun ville fylde 60 og han 70.

– Og så nåede vi ingen af delene, sukker Susanne.

Desto mere dvæler hun ved minderne om hyggestunderne hjemme i lejligheden i Charlottenlund og solskinstimerne på terrassen i turistmetropolen Fuengirola. Om opfyldelsen af Bennys livslange drøm om egen minigolfbane med tilhørende café, som det så alligevel ikke skulle forundes ham for alvor at opleve. Officielt overtog han nemlig først ”Lyngens Café og Minigolf” i Vig den 15. marts.

Bidt af minigolf

– Han var bidt af minigolf. Jeg tror ikke, at der er en bane i Danmark, Benny ikke har spillet på. Siden han som dreng flyttede fra København til Frederikssund, og hans forældre fik have klos op ad minigolfbanen i Asserbo, har han elsket at svinge køllerne og slå til de små golfbolde. Så meget, at han simpelt hen ville have sin egen bane. Den fandt han sidste sommer her i Odsherred og – ja, I tror det ikke – skrev slutseddel på, endnu mens han lå i sygesengen i Spanien, fortæller Susanne, som inderst inde ikke delte gemalens begejstring for handelen.

– Benny nærmede sig trods alt de 70. Så jeg havde nok hellere set, at vi ville bruge tiden til at slappe af sammen. Køre ture i bilen til udlandet. Eller tage på krydstogt – det elskede vi begge to.

Hun vidste dog, at når Benny satte sig for noget, blev det sådan. Ellers var de næppe blevet gift.

– Jeg var i hvert fald ikke indstillet på endnu et ægteskab, da vi mødtes for seks år siden. Og jeg giver mig heller ikke så nemt, erklærer Susanne. Benny måtte på knæ seks gange, før han fik sit ja.

Ville skåne mig

Naturligvis kredser Susannes minder mest om de urolige dage på det store sygehus nær Marbella, hvor de i januar kæmpede hver sin kamp mod Covid-19. De lå dør om dør på hvert sit værelse, så de kunne se hinanden i korte glimt gennem glasruden, men kun sjældent tale sammen, og kun i mobiltelefoner, hvor Benny hver gang forsikrede, at nu gik det godt.

– Men det passede jo ikke. Han ville bare skåne mig. Det var ikke ham selv, han tænkte på – det var mig, beretter hun fra en af de store havestole i ”Lyngens Café og Minigolf”, som Susanne umuligt selv kan drive videre.

– Jeg har heller ikke lyst, ikke uden Benny. Nej, ”Lyngen” skal sælges, slår Susanne fast.

Men med lommetørklædet på jævnligt besøg i øjenkrogene, forbliver Benny dog samtalens midtpunkt. Om hvordan de den 20. december ankom til Sydspanien efter at være blevet testet negative i Danmark. Og i strålende humør sammen med fire venner fejrede juleaften på en af byens restauranter.

Kom i behandling

Blot to dage senere – anden juledag – følte de sig begge rigtigt syge. Med ondt i alle led, opkastninger og tynd mave. Benny slog det dog hen som influenza. Og efter fire døgns næsten konstant søvn var de voldsomme smerter da også aftaget.

– Til gengæld kneb det med Bennys vejrtrækning, så efter vi havde sovet hele nytårsaften og –nat væk, kørte jeg ham til det lokale lægecenter, som henviste os til Hospital Costa del Sol. Derfra gik det stærkt. Mens vi ventede, gik jeg et kort øjeblik på toilettet. Da jeg vendte tilbage, var Benny ført væk. Lagt til sengs og omgående kommet i røntgen, scanning og drop. Selv blev jeg sendt hjem. Jeg kunne jo trods alt trække vejret selv, og der var brug for hver eneste sengeplads.

– Med mig fik jeg alle Bennys ejendele. Også hans mobiltelefon – ja, selv vielsesringen, siger Susanne stille og indrømmer, at der nok lurede et eller andet sted i baghovedet en følelse af, at hun aldrig ville få Benny at se igen.

To døgn senere flyttedes han dog til en flersengsstue, hvor en spansk medpatient lånte ham sin mobiltelefon, så Benny kunne ringe mig op. Han kunne tydeligt høre, at Susanne lød stakåndet, så selv om hun ikke selv ville indlægges, fik han nogle venner til at tilkalde en ambulance. Det viste sig da også at være gået i lungerne. Så det var på høje tid, hun kom i behandling.

Tabte sig 25 kilo

Dermed var Bennys sidste kræfter sluppet op. Det var, som havde bekymringen for sin hustrus tilstand holdt ham oppe. Da han vidste, Susanne var i gode hænder, faldt han sammen!

– Efter 21 dage i respirator var Benny kommet så meget til kræfter, at en fysioterapeut kunne træne med ham et par gange dagligt. Det var en 25 kilo slankere udgave af den lille, tætbyggede kraftkarl, som efter 26 døgns indlæggelse kom hjem til Susanne, som selv var blevet udskrevet en uges tid forinden. En raskmeldt Benny, som da heldigvis også havde fået det meget bedre.

Han blev dog aldrig den Benny, hun i sin tid mødte. Modet beholdt han. For selv om han efter udskrivelsen kun kunne bevæge sig rundt med to krykkestokke, og hver dag i 16 timer måtte trække vejret gennem en iltmaskine, insisterede han på at få sin motion. Han gik sine daglige ture op og ned ad Strandpromenaden, og aldrig under 10.000 skridt. På krykker.

– Benny gav aldrig! Og det gjorde han så alligevel til sidst, siger Susanne og tilføjer kærligt:

– Jeg har aldrig mødt så ærligt et menneske som Benny. Ja, han var næsten for ærlig.