Jeg mistede troen på mig selv

Pernille står uden for hjemmeplejen Team Thorsvej i Holstebro. Hun kan mærke pulsen banke under jakken, og hænderne er fugtige. Praktikken som social- og sundhedsassistent er et skridt hen imod der, hvor hun gerne vil være i livet: Hjælpe andre med omsorg og praktik. Men følelsen af ikke at være god nok fylder hende. Det er hendes første dag, og da hun åbner døren, hober de negative tanker sig op.

– Jeg har før fået at vide, at jeg ikke var god nok. Selv om jeg altid har prøvet at gøre mit bedste, begyndte det at blive en sandhed, så jeg frygtede, at jeg skulle få samme bedømmelse, fortæller 37-årige Pernille Urbrand Kristensen fra Bremdal ved Struer.

Pernille voksede op i et hjem, hvor alkohol fyldte meget, og hun måtte ofte tage vare på sine søskende. Hendes egne behov havde altid været i baggrunden, men hun var fast besluttet på, at hun ville bryde den sociale arv og få sin egen velfungerende familie. Derfor var lykken stor, da hun blev mor for første gang. Efterfølgende kom en datter til verden, og da to streger endnu engang viste sig på graviditetstesten, glædede hun sig igen til at få et barn i armene. Graviditeten gik som planlagt, men hun endte alligevel med at blive sat i gang med vestimulerende piller på hospitalet.

– Jeg kunne se, at den måler, der var på maven, viste, at min datters hjerterytme faldt. Da jeg sagde det til jordemoderen, mente hun ikke, at jeg skulle tage mig af det. Hun sagde, at den ikke altid virkede, forklarer Pernille, der lå flere timer, mens hun kunne se, hvordan hjerterytmen dykkede.

– Da de endelig tog mig seriøst, var det for sent, fortæller Pernille, der måtte føde sin døde datter.

Giv et gaveabonnement til Ude og HjemmeJulegaven, der glæder igen og igen

Skubbede følelser væk

Sorgen og vreden over datterens død trak en sort skygge over Pernilles liv. Når hun lagde sig på puden om aftenen, så hun sin døde datter Filucca for sig. Men med to små børn kunne hun ikke lægge sig i fosterstilling. Hun skubbede følelserne væk og prøvede at fortsætte sit liv. Hun startede som pædagog, og da hun blev gravid med sønnen Silas, var hun lykkelig.

Men endnu engang viste livet sig fra den brutale side. Drengen vejede kun 800 gram, da han blev født. Han blev lagt i respirator, og kun tiden ville vise, om hun ville få sin dreng med hjem. Silas overlevede, men den lange tid i respirator havde givet ham stive lunger. De efterfølgende år skulle han have konstant pleje, og Pernilles hjem var fyldt med sygeplejersker og hjælpere.

– Som barn var min familie mange gange i kommunens søgelys. Så jeg var altid nervøs for, om der var nogen, der troede, at jeg ikke gjorde det godt nok som mor. Derfor følte jeg, at alting skulle være perfekt, men det var også hårdt hele tiden at være bange for andres meninger, fortæller Pernille, der konstant gik rundt med stress i kroppen. Hvis der var det mindste med hendes børn, kontaktede hun lægen. Frygten blev en tro følgesvend, og hun kunne ikke mærke, hvad hun selv havde brug for.

Sorgen rustrerede 

Hun uddannede sig som pædagog, men arbejdet passede ikke til hende, og hun vidste, at hun skulle finde på noget andet. Samtidig rumsterede sorgen altid i baggrunden.

– Jeg har aldrig lært at prioritere mig selv og stå ved det, jeg følte. Når jeg fortalte, at sorgen stadig ramte mig, fik jeg flere gange at vide, at jeg skulle komme videre, når det var så lang tid siden. Men sorgen over at miste min datter var ikke noget, der gik væk, forklarer Pernille, der ofte sov dårligt om natten.

Nogle gange sov hun slet ikke, og når tankerne fyldte, havde hun hverken lyst til at spise eller drikke.

– Det var en følelse af, at jeg prøvede at holde hovedet oven vande, men nogle gange følte jeg, at jeg druknede, forklarer Pernille, der prøvede at finde sin vej i livet.

Læs også:

Josephine mistede datter, kæreste og ufødt barn: Venter tvillinger efter tragedien

Hun havde været vidne til sygepersonalet, der hjalp hendes søn de første år af hans liv, og lysten til at arbejde med handicappede børn fik hende til at søge ind på uddannelsen som social- og sundhedsassistent. Endelig følte hun, at der var et mål i sigte, og da hun begyndte på sin praktik, var hun optimistisk.

– Jeg kunne virkelig mærke, at det var det, jeg ville, fortæller Pernille, der gjorde sig umage og prøvede at skubbe nervøsiteten til side.

Ondt i maven

Men selv om Pernille gjorde alt, hvad hun blev bedt om, var hendes vejleder aldrig tilfreds. Der blev aldrig uddelt ros, og der blev pustet til den velkendte følelse af ikke at være god nok.

– Når jeg skulle derhen, havde jeg ondt i maven, og det var det samme, når jeg gik hjem. Uanset hvad jeg gjorde, var det aldrig godt nok, fortæller Pernille.

På trods af at hun blev alvorligt syg med corona, var hun hurtigt tilbage på arbejde. Hun fuldførte praktikken, men da hun gik ud ad døren for sidste gang, var knuden i maven større end nogensinde.

– Jeg var godt nok modløs, men jeg var ikke parat til at give op. Så jeg håbede bare, at det ville blive bedre, fortæller Pernille, der efter nogle måneder på skolebænken igen skulle i praktik.

Frygtede ny vejleder

Da hun stod ved hjemmeplejen Team Thorsvej og ventede på sin nye vejleder, kørte tankerne rundt. Frygten og nervøsiteten fyldte hendes krop, for hun vidste, at praktikken ville blive afgørende for, om hun ville gennemføre uddannelsen.

Da en dame med kort, gråt strithår kom til syne, blev nervøsiteten ikke mindre. Hun snakkede højt og var kontant.

– Margaret virkede ved første indtryk som en hård dame. Men jeg fandt hurtigt ud af, at der bag kitlen bankede et hjerte af guld, fortæller Pernille, mens hun kigger over på Margaret.

54-årige Margaret Brandsborg fornemmede hurtigt, at Pernille havde haft det svært.

– Pernille krøb nærmest langs væggen, og hun stirrede meget på mig. Det var, som om hun prøvede at læse mig, og hun virkede skræmt, fortæller Margaret, der har arbejdet som sosu-assistent i 28 år.

Læs også:

Min datter blev misbrugt af min kæreste

Gode samtaler

Som tiden gik, blev de praktiske opgaver blandet med gode samtaler. Pernille begyndte at føle sig tryg og åbnede op om sin fortid.

– Jeg blev rørt over alt det, som Pernille havde været igennem. Samtidig gav det god mening for mig, hvorfor hun var, som hun var. Når man har oplevet så megen modgang, er det jo naturligt, at man ser tingene lidt an, forklarer Margaret.

Som dagene gik, kunne hun se, hvordan Pernille blomstrede op. Hun var grundig med sit arbejde, og når hun mødte borgerne, lagde Margaret mærke til den oprigtige interesse og omsorg, som Pernille udviste.

– Det betød rigtig meget, at jeg fik ros af Margaret. Det gav mig en masse selvtillid, hvilket betød, at jeg begyndte at tro på, at jeg var god nok, fortæller Pernille.

Lys i mørket

Hun har stadig dage, hvor hun har det skidt. Det kan Margaret mærke med det samme, og så tager de en snak. For Pernille har Margaret været det lys i mørket, hun havde brug for. Hun har nu masser af mod på at fortsætte uddannelsen, og drømmen om at hjælpe syge børn i deres eget hjem lever nu i bedste velgående.

– Margaret så mig som den person, jeg var. Det var, som om hun kiggede lige igennem mig.

Læs også:

René ville begå selvmord: Min hund reddede mit liv

Den dag, hvor Ude og Hjemme møder de to sosu-medarbejdere, er Margarets sidste dag i jobbet. For Pernille er det trist, for når hun møder op om morgenen den kommende tid, vil det være uden den sædvanlige højlydte humor, der kendetegner Margaret.

Alligevel er ingen af dem i tvivl. De kommer til at holde kontakten.