Jeg skader mig selv

For Laura er selvskade og selvmordstanker ikke ukendt. Hun har kæmpet med tvangsindlæggelser og har været tvangsindlagt i sammenlagt over et år. Men for Laura er det vigtigste at se positivt på livet.

Da hun begyndte på at skære i sig selv, var det mest overfladiske ridser på underarmen. Den dengang 15-årige Laura brugte nålen fra en passer eller knivbladet fra en blyantspidser til at lave mærker på sin underarm.

Hvad der startede som overfladiske ridser, tog til gennem årene, og pludselig blev nåle skiftet ud med knive, og i perioder skar Laura så dybt, at det blev rutine, at hun skulle syes, når hun havde udøvet selvskade.

– Når blodet flød, kunne jeg trække vejret igen. Det var en lettelse for mig, og det var, som om jeg ikke tænkte på noget, mens det stod på, fortæller Laura.

Den årelange selvskade er i dag noget, der vil følge Laura resten af livet. Beviset er skåret ind i hendes arme, hvor arene fylder meget. De er også omringet af tatoveringer med ordene ”hold on” (hold fast) og ”fight” (kæmp), der hver dag minder hende om den rejse, hun har været på, og hvor langt hun er nået.

Normal barndom

Da Laura som barn voksede op med sin mor, Bibi Bilstrup, var der ingen, der vidste, hvilken drejning Lauras liv ville tage. Bibi fortæller, at Laura var en kvik, men lidt tilbageholdende pige, mens Laura beskriver sig selv som et stædigt barn, der gerne ville have sin vilje.

I børnehavealderen begyndte de første tegn på angst at vise sig. Laura blev nervøs for at miste sin mor, efter hendes far var gået bort, da Laura var blot halvandet år. Angsten var især tydelig, hvis hun blev hentet senere end lovet. Det var dog noget, pædagogerne fejede væk med, at Laura i forvejen var et barn, der havde det bedst med at være i kontrol.

Udover den tiltagende angst, Laura oplevede, var hendes barndom normal. Hun brugte det meste af tiden med veninderne eller på håndboldbanen, og hun betegner sig selv som en glad pige dengang.

Sultede som show

Da Laura var omkring 15 år, forandrede hun sig, og det blev starten på mange år i det psykiatriske system. I sommerferien, før Laura skulle begynde i 8. klasse, arbejdede Bibi meget, mens Laura begyndte at bruge megen tid på de sociale medier. Det var ikke fora, der gjorde hende godt.

– Jeg kom ind på sider, hvor det handlede om anoreksi. Det blev et fællesskab for mig, hvor vi heppede på hinanden, så vi kunne blive tyndere og tyndere, fortæller Laura.

Det gik fra at være en fascination til at være afhængighed. Nogle dage kunne Laura lægge billeder op på sin hemmelige profil, hvor hun skrev, at for hvert like hun fik, ville hun faste en time. Det kunne blive til mange likes, og Laura blev mere og mere motiveret til at sulte sig selv.

– Jeg var ofte alene den sommer, fordi min mor arbejdede, så jeg kunne ret nemt gøre det. Jeg sagde bare til min mor, at jeg havde fået aftensmad, når hun kom hjem fra arbejde, og på den måde skippede jeg et eller flere måltider.

Det blev værre og værre med Lauras spiseforstyrrelse, indtil en af pigerne fra forummet tog kontakt til Lauras skoleleder og gjorde opmærksom på problemet.

I dag kan Lauras mor slå sig selv oven i hovedet over, at hun ikke selv opdagede det.

– Jeg er jo pædagog. Sådan noget skal jeg da opdage, fortæller Bibi.

Efter Bibi blev gjort opmærksom på Lauras spiseforstyrrelser, tog det til. Det gik fra, at Laura sultede sig, til hun kastede op, når hun en gang imellem spiste. Det var også i den periode, hun begyndte at skade sig selv.

Hjemmet blev fyldt med konflikter, mor og datter skændtes tit, og begge var kede af det. Laura var, fordi hun syntes, livet var svært, og Bibi, fordi hun ikke følte sig tilstrækkelig som mor. Der skulle hjælp til udefra.

Nedtur på bosted

Laura begyndte at få hjælp fra en psykolog. Det var både svært og godt for hende.

– Jeg fik en forståelse af, hvorfor jeg gjorde de ting. Det gav mig en form for lettelse.

Men Lauras sind var stadig tungt, og hun kæmpede både med selvskade og spiseforstyrrelse, så psykologhjælp var ikke nok. Da Laura var 17, blev hun sendt til et bosted i Sydjylland, hvor der var flere mennesker, der kunne hjælpe hende. Dog gik det ikke som planlagt, Laura fik det kun værre. Spiseforstyrrelsen gik fra, at hun sultede sig selv, til at hun overspiste, og selvskaden blev værre, mens hun også begyndte at have selvmordstanker.

– Jeg var så ulykkelig, fortæller Laura.

Glad i gymnasiet

Efter to år på bostedet flyttede Laura i sin egen lejlighed i Kolding og begyndte i gymnasiet. Det var to år, hvor Laura igen var lidt tættere på det almindelige teenageliv, hvor veninder og fester var omdrejningspunktet.

– Jeg kunne mærke, at jeg i den periode gik fra at overtænke alt til at være ligeglad og bare leve mit liv, fortæller Laura.

Hun blev frivillig træner i den lokale håndboldklub, fik gode veninder og klarede det godt i skolen. Bibi kom og besøgte hende i weekenderne. Det hele gik bedre end i flere år.

– Men jeg blev ved med at tænke over, hvornår det mon ville gå galt. Det var simpelthen for godt til at være sandt, fortæller Laura.

Laura nåede sin milepæl og fik studenterhuen på, men efter studentertiden gik hendes bedstefar bort, og Lauras liv begyndte igen at gå ned ad bakke.

Indlagt med tvang

Selvmordstankerne blussede op igen, og Laura mindes, at de begyndte at blive konkrete. Hun begyndte at tænke over, hvordan hun kunne slå sig selv ihjel.

– Men så vidste jeg godt, at jeg havde brug for hjælp igen, fortæller Laura.

Laura lod sig indskrive på psykiatrisk afdeling i Vejle. Det begyndte som en frivillig indlæggelse, men da Laura gerne ville hjem, vurderede lægerne, at hun ikke var klar, og det endte med en tvangsindlæggelse, der varede seks måneder.

Laura beskriver det første forløb som en blanding af alle følelser. Hun får klaustrofobi, fordi hun er låst inde under tvang, men hun ved også, at det sted har hjulpet hende, når hun har skadet sig selv allermest.

– I fredstid derinde kunne jeg godt se meningen med det, men det var også svært at være underlagt tvang på den måde. Det er der jo ingen mennesker, der bryder sig om.

Skrev afskedsbrev

Efter et halvt år blev Laura udskrevet og kom tilbage i sin lejlighed i Kolding. Hun var blevet student og havde nu ikke meget at være i byen for mere. I det næste stykke tid var der enkelte korte genindlæggelser, men hun kunne mærke, at hun gerne ville hjem til venner og familie i Nordjylland.

I sommeren 2019 flyttede Laura hjem til sin mor. Selv om det var Lauras ønske at bo med sin mor og have det godt, begyndte hun igen at få det skidt.

Efter at have boet hos sin mor et år, tog selvskaden til i en sådan grad, at Laura tit skulle syes, efter hun havde skåret i sig selv, og hun havde daglige selvmordstanker. En dag læste hun et afskedsbrev højt for sin mor, og det blev for meget for Bibi.

– Her ramler min verden. Jeg tænker bare: ”Nu skal Laura altså have noget hjælp”, fortæller Bibi, der får tårer i øjnene, når hun tænker tilbage på den dag.

Ramte bunden

I sommeren 2020 blev Laura indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg, og de næste otte måneder var tvang, fiksering og den psykiatriske afdeling hverdagen for hende.

Laura havde aldrig haft det værre, og flere gange prøvede hun at strangulere sig selv, hun flygtede fra afdelingen, når hun var på udgang, og hendes selvskade blev voldsommere.

Flere gange bankede hun sit hoved så hårdt ind i en væg, at hun fik hjernerystelse.

Bibi så til fra sidelinjen, hun modtog ulykkelige opkald fra Laura, men kunne intet gøre.

– Det her er jo mere, end jeg kan klare som mor. Der skal professionelle til at hjælpe Laura. Jeg skal være hendes mor og ikke hendes behandler, men det er svært at stå og se på, fortæller Bibi.

Laura blev flyttet mellem tre forskellige afdelinger, og da hun nåede til den tredje, begyndte hun at få det bedre.

– Her fokuserede de mere på den positive udvikling i stedet for det, der var galt. Selv om det var de helt små ting, for eksempel hvis der var en dag, jeg ikke bankede mit hoved ind i væggen, så var det en sejr, mere end det var et nederlag, når jeg bankede hovedet ind i væggen. Det hjalp mig rigtig meget, fortæller Laura.

Vil bryde tabu

Efter otte måneder med tvangsindlæggelser er Laura nu blevet udskrevet. Hun er flyttet i sin egen lejlighed i Aalborg, har fået hundehvalpen Tjalfe, og hun er kommet ind på sit drømmestudie som sygeplejerske.

Det er 17 måneder siden, Laura sidst har skåret i sig selv, og hun kan mærke, hun har det bedre.

– Jeg ved godt, at jeg nok ikke skal forvente, min tid i psykiatrien bare er overstået nu. Det ville være mærkeligt, hvis det skulle stoppe nu, når det de sidste otte år har fulgt mig så tæt. Men jeg håber da, at jeg, næste gang jeg får det dårligt, kan komme ovenpå hurtigere, fordi jeg har fået nogle redskaber til at håndtere det.

Noget af det, der også gør det hele nemmere for Laura, er, at hun taler højt om det. Hun vil nemlig være med til at bryde den stigmatisering af mennesker med en psykisk sygdom.

– Mennesker er så meget mere end bare deres sygdom, og det vil jeg gerne være med til at sige højt. Hvis det bare kan hjælpe én person til at få det bedre med sig selv, så har mine forløb ikke været spildt, afslutter Laura.

Efter Ude og Hjemme har besøgt Laura, er hun blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun kæmper hver dag for at få det bedre.

 

Lauras arme vidner om de mange skader, hun har påført sig selv. På højre arm er tatoveret “Hang on” (hold ud), og på venstre “Fight” (kæmp).

Lauras arme vidner om de mange skader, hun har påført sig selv. På højre arm er tatoveret “Hang on” (hold ud), og på venstre “Fight” (kæmp).

Hvis du tænker på selvmord

Kontakt Psykiatrifondens telefonrådgivning på 30 25 25 25 for information og hjælp - personligt og anonymt. Mandag til fredag kl.11-23. Lørdag, søndag og helligdage kl. 11-19.