Tirsdag, 4. oktober 2022 - 15:00 - Af Iben Haahr Berner. Foto: Søren Lamberth/ Aller Foto & Video.
Jeg skal være der for mine børn
Da Anna i marts 2022 blev diagnosticeret med brystkræft, blev den aktive hverdag med job og to døtre erstattet med intet overskud. Men det skulle vise sig, at frivillige hænder stod klar til at hjælpe.
Print”Vi er kede af det, men du har fået brystkræft, en aggressiv form for brystkræft”. Alvoren var ikke til at tage fejl af, da ordene kom ud af lægens mund, men Anna kunne stadig ikke tro sine ører. Beskeden efterlod hende i chok. Hun havde til sidste sekund levet i fornægtelse og i håbet om, at knuden i brystet bare var en fedtknude eller en ubetydelig gevækst.
– Jeg tænkte bare, det kan ikke passe. Jeg var kun 43 år, sund og rask, og desuden var der er ingen sygehistorik med kræft i min familie, fortæller 43-årige Anna Olesniewicz fra Aarhus.
Vennerne var bekymret
Ugen forinden havde Anna selv opsøgt egen læge for at få tjekket en knude i brystet, efter at hendes bekymrede venner og kæresten gentagne gange havde opfordret hende til at få det tjekket. Lægen vurderede, at knuden skulle tjekkes yderligere og sendte hende videre til en privatklinik for at få taget en mammografi samt teste, om der var tale om en tumor. En uge senere blev Anna ringet op og bedt om at komme ind på sygehuset med det samme.
Nu skulle det gå hurtigt. Da der var tale om en aggressiv form for brystkræft, havde lægerne allerede arrangeret en operation ugen efter for at fjerne den halvanden centimeter knude, der befandt sig i Annas højre bryst.
Operationen forløb planmæssigt, og tumoren blev fjernet fysisk. Bagefter begyndte Anna i et kemoforløb af seks gange tre ugers behandling. Selv om knuden var fysisk fjernet, skulle kemobehandlingen forebygge og fjerne eventuelle kræftceller i lymfekirtlerne omkring brystet, hvis kræften skulle have spredt sig.
Det var vigtigt for Anna at inddrage pigerne i kemobehandlingen, så de ikke forbandt det med noget farligt. Her ses de på Skejby sygehus i april 2022.
Skulle fortælle det til pigerne
Anna, der er alene med sine to piger Zophia på 12 år og Alicja på 9 år, stod pludselig midt i sit livs krise og skulle samtidig være mor for sine elskede døtre. At skulle fortælle den barske nyhed til pigerne, står klart i Annas hukommelse:
– Det var forfærdeligt. Deres elskede farmor døde af kræft for nylig, og Især Zophia havde det svært. Hun var bange for, at jeg ville dø, ligesom hendes farmor.
Anna tog pigerne med til sin første kemobehandling, så de kunne se, det ikke var et farligt sted at være. Det var vigtigt for hende at inddrage dem i processen.
– Til sidst kedede de sig lidt, den tager jo fire-fem timer, sådan en behandling, så næste gang jeg spurgte, sagde de bare, ”nej det er okay”, siger Anna grinende.
Anna forklarede dem også, at hun ikke vidste, hvor påvirket hun ville blive af kemobehandlingen, og at hun ville få brug for mere hjælp end før. Hun lagde ikke skjul på over for pigerne, at det ville blive en hård periode.
– Det var vigtigt for mig at involvere dem i processen. Jeg blev ved med at forsikre dem om, at vi nok skulle klare det og komme igennem det!
Foto: Anna med sine to døtre Zophia, 12 og Alicja, 9 i deres hjem i Aarhus.
Hverdagen vendt på hovedet
Som ventet, blev hverdagen vendt på hovedet, da Anna begyndte på kemoforløbet. Hun havde besluttet sig for at gøre alt for at bibeholde hverdagen så normal som mulig.
– Jeg var lige startet i nyt job, og det var vigtigt for mig at fortsætte med at arbejde. Det gjorde også, at jeg fik sygdommen på afstand og fik et formål med dagen, fortæller Anna, der til at begynde med arbejdede på 60 procent tid under kemoforløbet.
Nogle dage havde hun konstant ubehag i kroppen og kunne for eksempel ikke sidde op i bare 30 sekunder. Bivirkningerne var dårlig mave, svamp i munden, kvalme og negle, der slap huden.
– Nogle dage havde jeg det så dårligt, at jeg følte, jeg kunne sove fra morgen til aften. Andre dage var jeg næsten tilbage til det normale. Det svingede meget.
På trods af bivirkningerne, insisterede Anna på at hendes og pigernes liv skulle fortsætte så uændret som muligt. Anna prøvede at holde styr på alle de bolde, hun havde i luften, men til tider var det svært at bevare overskuddet.
Kærkommen hjælp
Gennem en veninde hørte Anna om ”Det Kærlige Måltid”- en organisation, der leverer måltider til familier, som er ramt af midlertidig akut livstruende sygdom. Selv om Anna syntes, det lød fantastisk, skubbede hun i første omgang tanken væk.
– Jeg ville så gerne bare være selvstændig. Men med alle de bolde, jeg havde i luften, med arbejde og pigernes fritidsinteresser, var jeg godt klar over, at det ville være en kæmpe hjælp i hverdagen.
Efter lidt nærmere overvejelse kontaktede Anna alligevel ”Det Kærlige Måltid”. Hendes ansøgning blev hurtigt godkendt, og hun blev tilmeldt et forløb, der indebar otte ugers levering af madbokse med fire hovedmåltider og dessert til dem alle tre samt en suppe til – uden beregning. Hun oplevede, at den tid, hun tidligere havde brugt på madlavning, nu kunne bruges på dyrebare timer med sine piger. Anna og pigerne kommer oprindeligt fra Polen og har derfor ikke familie i nærheden til at hjælpe med de daglige gøremål. Derfor var det endnu mere betydningsfuldt for hende at få de ekstra hjælpende hænder fra Det Kærlige Måltid.
Stifter af ”Det Kærlige Måltid”, Charlotte Thyberg, viser sammen med frivilligkoordinator, Simone Tommerup, ugens menu frem.
– Jeg følte mig utrolig lettet over, jeg ikke skulle bruge kræfter på at handle, forberede og lave mad. Specielt når man har sådan en alvorlig sygdom, er tiden med familien det dyrebareste, man har.
Den ekstra hjælp gav hende tid til at deltage i pigernes mange fritidsaktiviteter med et nyt overskud.
– Det betød også, at jeg fik tankerne væk fra sygdommen og kunne sørge for, at vores familieliv kørte som normalt. Det gav mig megen styrke.
Den sidste levering
Anna har lige modtaget sin sidste levering fra Det Kærlige Måltid. I den forgange uge gennemgik hun sidste kemobehandling og kan nu se frem til en hverdag uden jævnlige besøg på sygehuset. Mens Zophia og Alicja står nysgerrige på hver sin side af hende, lyner Anna den sorte taske med hjertelogoet op. I toppen kommer to plyssede tøjdyr til syne. De er blevet doneret til ”Det Kærlige Måltid” og er til pigernes store glæde kommet med i tasken denne uge. Under tøjdyrene ligger det personlige kort fra Simone.
Den ældste pige, Sophia, spørger ivrigt, om hun kan få lov til at læse sedlen højt for den lille familie.
Begejstringen er ikke til at tage fejl af, da Anna og pigerne får lynet måltidstasken fra ”Det Kærlige Måltid” op.
”Kære Anna og familie.” Anna lytter intenst og hjælper, da Zophia støder på et svært ord. Samtidig er den yngste pige, Alicja, utålmodigt ved at pakke plastikbakkerne ud på bordet for at se, om livretten, falafler, er at finde blandt taskens indhold.
Den lille familie samles om spisebordet, og madroen breder sig i lejligheden. Roen varer dog ikke længe, før der igen er fart over feltet! Pigerne skal nemlig til en af ugens mange fritidsaktiviteter, sejlads, og mor Anna skal selvfølgelig med.
