Jeg valgte mit barn fra - del 1

Jeg satte karrieren før alt andet, selv da jeg fik min søn, Troels. Jeg prøvede at være fuldtidsmor, men arbejdet trak, og en dag fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne afslå.

Jeg arbejdede i tøjbranchen, hvor jeg havde en god stilling med masser af ansvar, og min mand, Michael, var skolelærer. Vi var gift, havde hus og vidste, at vi ville have et barn sammen. Jeg blev ganske hurtigt gravid efter vores bryllup og havde ni forholdsvis nemme måneder, hvor jeg stadig passede mit arbejde og jeg overvejede derfor også, om jeg helt skulle droppe min orlov, når barnet kom. Jeg var karrierekvinde med stort K. Michael derimod havde det helt fint, hvor han var, hvilket ærgrede mig, for med hans uddannelse kunne han jo opnå så meget mere inden for den private sektor, hvis han dog bare gad.

Vores perfekte lille Troels kom til verden efter 12 timers kamp, og i min forvirring, udmattelse og overvældelse over det lille nye menneske ved mit bryst sagde jeg til Michael, at jeg gerne ville tage barselsorlov alligevel. Troels var blid og smilende og skreg aldrig. Allerede som helt spæd kunne han ligge og pludre og lege med sine fødder eller hænder i lang tid, indtil en af os kom for at se, om han skulle have skiftet ble, eller for at give ham mad.

Michael elskede ham med en kærlighed, der næsten skræmte mig. Det var Troels mig her og Troels mig der, og han var det første, Michael koncentrerede sig om, når han kom ind ad døren. Det første ord, Troels lærte at sige, var derfor ikke "mor", men "far". De to forgudede hinanden, og midt i det hele følte jeg mig glemt. Det gjorde det nemmere for mig at forsvare ikke at forlænge min orlov alligevel, og det hjalp også, at min chef ringede jævnligt og sagde, at jeg var savnet i firmaet.

Jeg begyndte at arbejde igen, og misundelsen på Michaels forhold til vores lille dreng voksede i mig. Troels tog sine første skridt med sin far, og senere kom fodbolden til. 
"Mååål"! skreg de begge to ude på græsplænen, og jeg bøjede mig som altid over mit skrivebord.

Da Troels nærmede sig tre år, blev Michaels og mine hyppige diskussioner mere reelle skænderier. Min jalousi og dårlige samvittighed plagede mig næsten hele tiden, og i stedet for at indrømme, hvad jeg følte, og så gøre noget ved det, gik jeg til angreb på Michael. Jeg skældte ham ud over hans manglende visioner i sin karriere og brokkede mig over, hvordan han og Troels kun så hinanden og aldrig skænkede mig et blik. "Du har kun dig selv at takke for, at det er sådan", sagde han, og fortsatte: "Hvis du gearede lidt ned for dit arbejde og brugte tid på din søn, så ville I hurtigt få et godt forhold. Der er så meget kærlighed i den dreng, og du skader ham med din væremåde".
"Skader ham! Mig? Hvem er det måske, der slæber de fleste penge hjem, om jeg må spørge? Ja, det er i hvert fald ikke dig, min fine ven! Se dig lige omkring i huset, og spørg så, hvem der har betalt de nye møbler. Og køkkenet, lige fra opvaskemaskinen til emhætten og ..."
"Det har du", svarede han og fortsatte: "men det er jo slet ikke det, det drejer sig om. Kan du da ikke fatte det? Det er vores liv, dit og mit og Troels’! Det er bare et spørgsmål om tid, før vores familie falder fra hinanden!"

Næste morgen satte jeg koppen fra mig på køkkenbordet – nok lidt hårdere, end jeg havde tænkt mig, for pludselig rejste Troels sig med et sæt fra gulvet og stillede sig hen foran sin far med udbredte arme: "Far, sød. Mor, dum"! Jeg holdt masken, indtil jeg havde lukket soveværelsesdøren bag mig. Så brød jeg sammen og kastede mig på sengen og hulkede vildt og utrøsteligt. Jeg hørte godt døren gå op, og jeg vidste, at det var Michael, der kom sig ind. "Rolig, Lise," sagde han: "Troels reagerede kun på den måde, fordi han ikke kunne undgå at høre vores skænderi i nat. Jeg har forklaret ham, hvad det handlede om. Og nu vil han gerne lidt ind til dig. Må han godt det?"

Et minut senere krøb Troels forsigtigt op og puttede sig ind til mig, og vi faldt i søvn på sengen. Vi vågnede helt fortumlede to timer senere, da Michael meddelte, at der var frokost. Jeg måtte acceptere, at Michael ikke var lavet af samme stof som mig. Med den erkendelse håbede jeg, at vores ægteskab nok skulle blive godt og lykkeligt igen.

Men dagen efter kaldte min chef mig ind til en samtale, som med et slag ændrede hele min tilværelse.

Læs også: Jeg svigtede min mand