Jennies sorg: Narko tog min søster

Som barn ville Jennie beskytte sin lillesøster, Johanna, fra alt. Men i 15-årsalderen fik Johanna bulimi, der udviklede sig til et stofmisbrug. Selv nægtede hun at se problemet, før det var for sent.

Jennie husker, at hun blev irriteret, da hendes lillesøsters nabo ringede en efterårsdag sidste år og sagde: “Du må komme med det samme, det står skidt til med din søster”. Jennie tænkte, at der jo altid var problemer med Johanna.

– Jeg troede, at det ville blive det sædvanlige drama, fordi Johanna nægtede at følge med politiet eller ambulancen, siger Jennie Nordholm, 33, fra Gøteborg.

Hun bliver stille et øjeblik, inden hun beskriver, hvordan hun nåede frem til huset, hvor Johanna boede, og så søsteren ligge på sofaen – blå om munden.

– Hun så fredfyldt ud. Men da jeg rørte hende, var hun iskold. Derefter husker jeg ikke andet, end at jeg skreg: “Idiot, du skulle have taget min hånd!”, og at jeg sad uden for huset og græd.

Johanna var to år yngre end Jennie, og allerede da de var helt små, følte Jennie et behov for at beskytte sin søster.

– Jeg gik i panik en dag, da jeg var omkring 4-5 år, fordi jeg troede, at en fugl ville komme og tage Johanna. Jeg smækkede døren i, så hun ikke skulle gå ud, men så klemte hun fingrene i stedet.

Jennie ler af mindet, men bliver alvorlig igen, mens hun fortæller, hvordan Johanna i 15-årsalderen blev ramt af en spiseforstyrrelse.

– Jeg bemærkede, at hun gik ud på badeværelset, hver gang vi havde spist. Jeg hørte hende kaste op og så, at hun tabte sig. Hun var tynd, men hun så ikke syg ud. Dengang forstod jeg ikke, at det var starten på et helvede.

Jennie forklarer, at det først var, da hendes bedste ven blev ramt af anoreksi, at det gik op for hende, hvor galt det kunne gå. Inden da tænkte hun mest, at Johanna spildte forældrenes penge, når hun kastede mad op, som andre kunne have spist.

– Min ven ville heldigvis gerne have hjælp. Men Johanna havde overhovedet ingen sygdomsindsigt. Hun begyndte at misbruge alkohol og piller – en form for selvmedicinering, vil jeg tro.

I en kort periode virkede det som om, at Johanna fik det bedre.

– Da hun mødte sin daværende kæreste, blomstrede hun op. De købte en hund sammen og ville have et familieliv. Men en juleaften ringede han til mig og sagde: “Hvad er det, der sker? Du må hjælpe mig.” På det tidspunkt var Johanna helt ude af kontrol, og derfra gik det kun ned ad bakke, siger Jennie og fortsætter:

– Jeg var lidt over 20 år, da jeg indså, at Johanna var syg. Den første indberetning til de sociale myndigheder lavede jeg for omkring ti år siden.

Stormfuldt forhold

Herefter indberettede Jennie sin søster et par gange om året frem til Johannas død. Hun bad også vennerne om at gøre det samme. I to tilfælde lykkedes det at få Johanna indlagt på psykiatrisk afdeling.

– Da var hun stort set bevidstløs, nærmest død. Det var hårdt at se. En spiseforstyrrelse plus et massivt misbrug – det siger sig selv, at det er en tikkende bombe. Men når man både er misbruger og psykisk syg, er det svært at få hjælp.

Jennie mener, at det burde være lettere at bruge tvang, når nogens liv er i fare.

– Jeg ved, at man forsøgte få hende ind på en klinik for spiseforstyrrelser. Men Johanna benægtede jo hele tiden, at hun var syg. Hun syntes, at det var os andre, der var syge i hovedet – især mig. Men det skyldtes nok, at hun gik i forsvarsposition.

Jennie beskriver deres forhold som stormfuldt i de sidste år.

– Hun prøvede at skjule, hvad hun lavede, men hun vidste, at jeg havde gennemskuet hende. Mig kunne hun ikke narre.

Jennie gjorde utallige forsøg på at nå ind til Johanna. Nogle gange tændte det et håb, som når Johanna gik med til at komme hjem til tacoaften hos Jennie. Men så aflyste hun. Jennie prøvede også at få Johanna med ud for at vise hende, at verden havde andet at byde på.

– Men hun var for det meste for dårligt tilpas. Jeg har været vred på hende mange gange, fordi hun ikke ville tage imod min udstrakte hånd. Hver aften sendte jeg hende en sms og skrev “Elsker dig” eller bare et hjerte. Jeg ville bare gerne hjælpe hende med at få et normalt og værdigt liv.

 

Johanna blev 30 år.

Johanna blev 30 år.

 

Jennie har stadig svært ved at forstå, at hun aldrig skal se sin søster igen.

– Forleden ryddede jeg op i mine makeup- og hårsager, og jeg pakkede en pose til Johanna. Jeg tænkte: “Hun bliver superglad”. Så slog det mig: “Men herregud, hun er her jo ikke mere”. Det føles stadig så uvirkeligt, selv om jeg selvfølgelig har forstået, at Johanna er væk.

Jennie understreger, at hendes venner har været en stor støtte midt i sorgen. Også hendes hund, Leia, har hjulpet hende igennem de svære dage.

– Når man har lyst til at give op, så vil hun ud at tisse. Og så har man intet valg, griner Jennie, som også har fundet glæde ved at dyrke motion.

– Jeg har det bedre nu. Jeg behøver ikke at være bekymret og bange mere. Det er en underlig lettelse. I starten gav det mig skyldfølelse, men nu er jeg kommet frem til, at det er okay at føle lettelse.

Den første tid efter dødsfaldet kunne Jennie også få skyldfølelse, bare hun spiste noget lækkert. “Her sidder jeg, mens Johanna aldrig fik en chance – hvor er det uretfærdigt” tænkte hun.

– Men det er nok normalt, at man har det sådan, og det har jeg også lagt bag mig nu. Det har været tungt i så mange år. Jeg har sørget længe over min søster. Nu fortjener jeg at leve mit liv.

Vil hædre sin søster

Jennie ønsker at finde en mening i det, der ellers er så meningsløst, og samtidig har hun et behov for at hædre sin søster. I forbindelse med Johannas død blev Jennies hjem fyldt med blomster fra venner og bekendte, der gerne ville vise hende deres støtte. Jennie var taknemmelig for deres gestus, men hun fik en anden idé.

– Jeg tænkte: “Hvad skal jeg med alle de blomster?”. Før begravelsen startede jeg derfor en indsamling, hvor folk kunne donere penge i stedet for at købe flere blomster.

Med indsamlingen “Till minne av våran älskade lilla Johanna” (Til minde om vores elskede lille Johanna, red.) håber Jennie at kunne bidrage til øget forskning i spiseforstyrrelser.

– Kan det bare hjælpe nogen, er jeg mere end tilfreds. Men jeg vil også gerne hjælpe pårørende, for det er en enorm belastning at stå på sidelinjen. Jeg ved, at Johanna har det godt nu. Hun har fået fred. Jeg kan også slappe mere af, men nogle gange bliver jeg vred på samfundet over, at der ikke er et bedre sikkerhedsnet. Johanna havde kun mig, og det skal ikke hænge på én person. Pårørende skal ikke være tvunget til at kæmpe så hårdt.

Når Jennie tænker på Johanna i dag, forsøger hun at mindes den lille-søster, hun egentlig var – personen bag misbruget og spiseforstyrrelsen.

– Jeg vil glemme den syge og dæmoniserede version af Johanna. Det var ikke den, hun var. Jeg bad også præsten om at sige det til begravelsen: “Tænk på den sjove Johanna”. Johanna var supersjov. Og intelligent, sød og sprudlende.

Ifølge Jennie var Johanna også en fremragende kunstner.

– Efter hendes død fandt jeg en blyantstegning, som hun havde lavet. Den forestiller to hænder, som former et hjerte. Vi gjorde altid sådan med vores hænder til hinanden, da vi var små. Jeg har ikke meget andet fra hende, men jeg fik det allerfineste. Tegningen hænger nu over min seng.

Jennie rører ved de små, glitrende øreringe, som hun har i ørerne.

– Johanna ville være fyldt 31 år, kort efter hun døde. Vi havde ikke fejret hinandens fødselsdage i lang tid, men min mor sagde: “Du bør købe Johannas gave til dig selv”. Jeg købte de her øreringe, og jeg tager dem aldrig af. Nu har jeg altid Johanna med mig. Jeg længes efter at se hende igen, men hun må vente. Jeg kommer, når jeg er klar.

– Johanna var sjov, intelligent, sød og sprudlende, siger Jennie Nordholm, 33, om sin lillesøster.

 

Jennie holder sin søsters minde i live ved at tænke på de glade tider. – Vi gjorde altid sådan til hinanden som små, siger hun og former et hjerte med hænderne.

Jennie holder sin søsters minde i live ved at tænke på de glade tider. – Vi gjorde altid sådan til hinanden som små, siger hun og former et hjerte med hænderne.