Katarinas sorg: Min mor blev dræbt i terror

Tidligt om morgenen vinkede Katarina farvel til sin mor, Berit, som skulle flyve hjem efter sit besøg i Bruxelles. Nogle timer senere eksploderede to bomber i lufthavnen. Berit var et af dødsofrene.

Det havde været en dejlig weekend i Bruxelles. 61-årige Berit Viktorsson var fløjet til den belgiske hovedstad for at deltage i sin kusine Tinas 50-års fødselsdag – og for at besøge børnebørnene og datteren Katarina, som havde boet i byen i næsten 20 år.

Det var naturligvis ikke første gang, hun besøgte sin familie dernede. I løbet af årene havde hun trodset sin flyskræk gang på gang og var kommet så ofte, hun kunne. Men den sidste gang, i marts 2016, var det fremfor alt festen, som hun længe havde set frem til.

Det var Tina, som Katarina flyttede ned til som en skoletræt 17-årig for i stedet at arbejde som au pair. Et år blev til to, og til sidst valgte hun at slå sig ned i landet. Katarina smiler ved mindet om den vilde familiefest.

– Vi var omkring 150 personer, og alle havde det sjovt. Mor elskede at danse, og hun dansede altid barfodet. Så til festen røg skoene af, og hun dansede hele natten. Hun var så ovenud lykkelig. Alle var glade og sagde til hinanden: ”Hvor skønt, at vi for en gangs skyld ikke mødes til en begravelse”. På det tidspunkt anede ingen, at de skulle ses igen bare en måned senere til mors begravelse, siger svenske Katarina Viktorsson, 37.

 

Katarina Viktorsson, 37, mistede sin elskede mor, Berit, den forfærdelige dag, da terroren ramte Bruxelles.

Katarina Viktorsson, 37, mistede sin elskede mor, Berit, den forfærdelige dag, da terroren ramte Bruxelles.

 

Hendes udtryk er nu mere alvorligt. Det føles stadig, som om det skete i går. At tale om mor Berit er smertefuldt, og Katarina kæmper fortsat med arrene efter den ufattelige tragedie. Deres forhold var varmt og inderligt, og det blev blot endnu tættere, efter Katarina selv blev mor til drengene Gabriel, 10, og Emmanuel, 9.

Om morgenen den 22. marts 2016 skulle Berit med et tidligt fly hjem til Sverige. Da hun havde været i Bruxelles så mange gange før, tog hun selv flybussen. Hun kunne sagtens klare sig, mente hun.

– Så jeg hjalp mor med at downloade boardingkortet og indstille telefonen på flytilstand. Hun var ikke så teknisk anlagt, så jeg ville gøre det lettere for hende, når hun kom frem til lufthavnen. Vi krammede hinanden en sidste gang, og så gik hun, fortæller Katarina, som tog hjem for at sove videre.

Vækket af telefonen

Klokken 08.30 vågnede hun ved, at telefonen ringede. Det var hendes mand, Yvan. Han spurgte, om hun havde talt med sin mor. Søvndrukkent fortalte Katarina ham, at de jo havde talt sammen om morgenen. Men ikke efter det.

– Yvan forklarede, at der var sket noget i lufthavnen. En mindre eksplosion. Det var sikkert ikke farligt, men han syntes, at jeg skulle ringe til mor og tjekke, om alt var okay. Jeg ringede med det samme, men fik intet svar. Men jeg vidste jo også, at jeg havde sat hendes telefon på flytilstand.

Katarina ringede til sin mor igen samtidig med, at hun tændte for fjernsynet. I nyhederne talte man om en eksplosion i lufthavnen Zaventem og nogle sårede. Kort efter rapporterede man om endnu en eksplosion. Og snart lød der et brag i metroen. Klokken 10 stod det klart, at det var et terrorangreb, og hele byen lukkede ned.

Yvan skyndte sig hjem fra arbejde, og sammen fulgte de nyhedsudsendelserne tæt. Antallet af sårede og døde steg for hver time. Katarina var rystet og bekymret for sin mor, men hun var overbevist om, at Berit ikke lod høre fra sig, fordi hun blot var bange og stresset. For hvor stor var sandsynligheden lige for, at hun skulle være et af ofrene?

Samtidig nagede skyldfølelsen hende. Hvis hun havde insisteret på at køre Berit til lufthavnen, så var hendes mor formentlig ankommet på et andet tidspunkt og var ikke havnet midt i al kaosset.

Ingen kontakt

Om eftermiddagen havde de stadig ikke fået kontakt til hende, og Katarina blev mere og mere urolig.

– Der blev oprettet et krisenummer, man kunne ringe til, og i en sportshal blev der etableret et opsamlingssted. Vi forsøgte at finde ud af, om mors navn stod på en liste, men jeg ville ikke tro på, at hun var såret. Jeg fortrængte, at hun faktisk kunne have været lige der, hvor en af bomberne detonerede.

Hun slukkede for nyhedsudsendelsen, da dødstallene fortsatte med at stige. Rastløsheden og angsten skyllede ind over hende, og hun kunne ikke længere holde ud at sidde hjemme og vente. Sammen med sin mand og nogle venner tog hun hen til den svenske kirke i Bruxelles for at søge støtte og hjælp. Hun begyndte desperat at ringe rundt til forskellige hospitaler, men telefonnettet var overbelastet, og det var svært at få forbindelse.

Katarina fik tildelt en støtteperson fra Røde Kors, men alt var kaos indeni. Hun har store huller i hukommelsen fra disse dage. Hun gik på autopilot.

– Vi lagde en efterlysning ud på de sociale medier. Mange henvendte sig og sagde, at de havde set en kvinde, som passede på beskrivelsen. Men det viste sig at være en anden person. Jeg begyndte at indse, at det ikke ville ende godt, siger Katarina og blinker nogle tårer væk fra øjenkrogen.

At tale om tragedien puster nyt liv i alle følelserne. Hun lider af posttraumatisk stresssyndrom og kæmper hver dag med sorg, søvnproblemer, panikangst, koncentrationsbesvær, migræneanfald samt høre- og hukommelsestab. Symptomer, som alle er kommet efter terrorangrebet.

Da de tre sidste overlevende ofre, alle mænd, var identificeret, forstod Katarina gennem udelukkelsesmetoden, at hendes mor var død.

– De sidste dage håbede jeg næsten, at hun ikke var blandt de overlevende, for hvis hun var det, så havde hun formentlig været så slemt tilredt, at hun aldrig var blevet sig selv igen.

En krop, som man formodede var Berit, blev fundet, men man var nødt til at være sikker. Med hjælp fra svensk politi, Berits tandlæge og hendes tandbørste kunne dna-identificeringen foretages hurtigt.

Frarådet at se sin mor

Den 26. marts fik Katarina den frygtelige besked om, at det var hendes mor, der var fundet dræbt. Samme eftermiddag fik hun mulighed for at tage afsked på lighuset. Med sig havde hun Yvan, Tina og hendes datter, Astrid, Sebastian fra Røde Kors og præsten Gudmund fra den svenske kirke.

Obduktionslægen fortalte dem ved ankomsten, at Berit ikke havde lidt før sin død. Sandsynligvis havde hun slet ikke nået at opfatte, hvad der skete. Der var ingen røg i hendes lunger, hvilket peger på, at døden indtraf øjeblikkeligt.

– Det var en lettelse at få at vide. For jeg havde tænkt meget på, hvordan hendes sidste sekunder i livet var, siger Katarina.

Obduktionslægen frarådede hende at se sin mor. Men for at forstå, at det ufattelige virkelig var sket, ville Tina og Astrid gerne – og så besluttede de alle at gå ind sammen. Katarina sænker blikket og bliver tavs et øjeblik, inden hun fortsætter:

– Det var utroligt hårdt at gå derind. Det var kun mors underarme og hænder, som var blottede. Armene havde små skader. Efterfølgende fik jeg at vide, at disse kropsdele var de eneste, som var nogenlunde intakte. Jeg holdt hendes hænder, og præsten bad en bøn for hende. Det var smukt og forfærdeligt på samme tid.

Ved ankomsten til den svenske kirke stod der pressefolk og ventede. Mia, Gudmunds kone, agerede vagt og forklarede i skarpe vendinger, at Katarina hverken orkede eller ønskede at tale med journalister. Dagene, som fulgte, var som indhyllet i tåge. Katarina forsøgte at holde modet oppe for børnenes skyld, men i realiteten var hun en skygge af sig selv.

Fik angstanfald

Da hun en dag vovede sig ud for at handle, hørte hun nogen grine, og det slog benene væk under hende. For hvordan kunne folk grine, som om intet var sket, mens hendes eget liv var styrtet i grus. Det sortnede for øjnene, og hun faldt sammen. Det var hendes første angstanfald af mange.

Mod alle odds lykkedes det hende dog at hanke op i sig selv. Der var meget, der skulle ordnes i forbindelse med Berits hjemtransport og begravelse. Den 4. april blev Katarina hentet af sin storebror i Bromma-lufthavnen i Stockholm. På Blidö, hvor hun er vokset op, ventede den nærmeste familie. Der var Berits jordiske rester allerede ankommet. Begravelsesceremonien blev holdt nogle uger senere.

– Det var en råkold aprildag, men det blev en rigtig smuk begravelse. Over 250 personer kom for at sige farvel. Familie, venner og gamle skoleelever. Mor var speciallærer og pædagog i en fritidsordning, og hun var utroligt afholdt af alle, fortæller Katarina, som sammen med sin svigerinde sang for sin mor i kirken.

Begravelsen blev en slags afslutning. Men samtidig begyndte en lang kamp for at få hjælp og støtte. Katarina rejste hjem til Bruxelles og forsøgte at finde tilbage til en hverdag. Men det ubearbejdede traume tærede på forholdet og førte til en separation fra Yvan. At have det dårligt blev det nye normale.

– Jeg undertrykte min sorg og mine følelser og kløede bare på. Det var jo en ekstraordinær hændelse, så der var megen korrespondance med de belgiske myndigheder. Jeg fik en vis økonomisk hjælp, og min arbejdsgiver, advokatfirmaet Vinge, var en stor støtte. Men ellers fik vi pårørende ingen hjælp overhovedet.

Hjælper andre pårørende

På årsdagen for terrorhandlingen blev der indviet en mindeplads for de 32 dødsofre i et skovområde uden for Bruxelles. Katarina mødte det belgiske kongepar til en privat audiens, og hun engagerede sig også i en organisation for de pårørende til terrorofrene. I den forbindelse deltog hun blandt andet i en pressekonference i januar 2018.

– At møde andre, både direkte og indirekte terrorofre, var som at komme hjem. Det giver mig styrke at kæmpe for vores rettigheder. Jeg har gået hos forskellige psykologer, men ingen har været specialiserede i præcis ptsd. Så i stedet for at få det bedre fik jeg det endnu værre. Det gav mig skyldfølelser, fordi der var gået så lang tid. Var det mig, der var noget galt med?

I dag har Katarina det bedre, men der går ikke en dag, uden at hun tænker på sin mor.

– Den 22. marts 2016 udgør skillelinjen mellem et før og et efter. Jeg er ikke den samme Katarina, som jeg var inden attentatet, og jeg har stadig svært ved at acceptere, at terrorister dræbte min mor og gjorde mit eget liv til en kamp.

 

På årsdagen for terrorangrebet blev der indviet en mindeplads for de 32 dødsofre.

På årsdagen for terrorangrebet blev der indviet en mindeplads for de 32 dødsofre.