Krigens engle

Hver dag står frivillige klar til at modtage ukrainske flygtninge, når de går gennem den grønne jernlåge ved grænsen til deres krigshærgede land. Fælles for dem er, at de er drevet af ønsket om at gøre en positiv forskel. Her er seks af de frivillige, vi mødte ved den polske grænseovergang, Medyka, og i det nærliggende modtagecenter, Tesco.

Jeg giver dyrene en stemme 

Navn: Bernt Gotfredsen

Alder: 41 år

Hjemby: Bagsværd (Danmark)

Antal dage som frivillig: 14 dage

Funktion: Koordinator for Dyrenes Beskyttelse

– Hver dag både ser og hører jeg historier om dyr, der bliver glemt og efterladt til deres egen triste skæbne. Det sker både i og uden for Ukraine, og derfor står jeg klar med mad, dyrlæge og vejledning, fordi jeg mener, vi har et ansvar for at hjælpe alle krigens levende væsner. Dyrene har også brug for, at nogen tager hånd om dem, og derfor er jeg den stemme, de ikke selv har.

 

Bernt Gotfredsen (41)

Bernt Gotfredsen (41)

 

Sproget er et problem

Navn: Maks Drubetskyi

Alder: 26 år

Hjemby: Przemyśl (Polen)

Antal dage som frivillig: 38 dage

Funktion: Engelsk/ukrainsk tolk ved Medyka og i modtagecentret, Tesco.

– Jeg er ukrainer, men jeg boede i Polen, da krigen brød ud. I starten overvejede jeg at rejse hjem og kæmpe for mit lands frihed, men min hjælp er bedre brugt her. Sprogbarrieren mellem de ukrainske flygtninge og de europæiske frivillige er et problem, så tolkearbejdet er vigtigt for at holde hjulene i hjælpearbejdet kørende.

 

Maks Drubetskyi (26)

Maks Drubetskyi (26)

 

Bliver så længe behovet er 

Navn: Claus Holm

Alder: 44 år

Hjemby: Brønderslev (Danmark)

Antal dage som frivillig: 12 dage

Funktion: Kører nødhjælp over den ukrainske grænse, Medyka

– Da først tanken var tænkt, var beslutningen nem. Jeg har brugt størstedelen af mit arbejdsliv på at hjælpe udsatte mennesker, så selvfølgelig skulle jeg til Polen. Her kører jeg fornødenheder som babymad, bleer og dåsekonserves over grænsen til Ukraine, og hver dag føler jeg, at jeg bidrager. Så længe det er tilfældet, bliver jeg og hjælper, hvor jeg kan.

 

Claus Holm (44)

Claus Holm (44)

 

Balance i regnskabet

Navn: Shir Galimidi

Alder: 29 år

Hjemby: Tel Aviv (Israel)

Antal dage som frivillig: 4 dage

Funktion: Hjælper i et telt for kvinder og børn, Medyka.

– Jeg er rejst hertil for at skabe balance i regnskabet og give de ukrainske flygtninge minder om næstekærlighed med sig. Jeg ved, at målet er håbløst, men børnenes små smil fortæller mig alligevel, at min indsats ikke er forgæves. Grænselandet har et problem med human trafficking, så mænd må ikke færdes i vores telt. Vi er et helle for kvinder og børn, som har brug for mad, omsorg og tryghed, inden de skal videre.

 

Shir Galimidi (29)

Shir Galimidi (29)

 

Jeg er selv mor

Navn: Janni Lassen

Alder: 41 år

Hjemby: Odense (Danmark)

Antal dage som frivillig: 6 dage

Funktion: Registrerer flygtninge i modtagecentret, Tesco.

– Jeg havde længe fulgt krigen tæt i fjernsynet, og til sidst råbte mit instinkt, at jeg blev nødt til at gøre noget for de mødre og børn, som krigen driver på flugt. Jeg er selv mor til to drenge, og visheden om de mange tragiske skæbner, ikke langt fra vores egen trygge tilværelse, fik mig til at tage turen til Polen. Jeg savner mine drenge hver dag, men de forstår heldigvis, hvorfor mor er nødt til at hjælpe.

 

Janni Lassen (41)

Janni Lassen (41)

 

En lille forskel 

Navn: Antonio Montanini

Alder: 60 år

Hjemby: Modena (Italien)

Antal dage som frivillig: 2 dage

Funktion: Laver og uddeler pizzaer ved modtagecentret, Tesco

– Jeg er rejst med en gruppe frivillige fra firmaet Italipizza og privatpersoner fra Modena, hvor pizzafabrikken ligger. Vi er alle drevet af lysten til at gøre en forskel for familier på flugt, og her så vi muligheden for at gøre det på vores måde. Målet er at dele 100.000 pizzaer ud, og selv om jeg godt ved, at pizza ikke kompenserer for krig og ødelæggelse, håber jeg, at en gave til maven måske gør ventetiden tålelig.

 

Antonio Montanini (60)

Antonio Montanini (60)