Krimi: Dræbte deres bedste veninde - del 2:3

Beviset på den 16-årige Marys forsvinden var en videoovervågning, hvor man kunne se, at hun kørte væk i sine veninders bil. Nu var de to veninder under mistanke, og efter intense afhøringer knækkede den ene, og fortalte den uhyggelige sandhed om, hvad der var blevet af Mary.

På Liz’ telefon fandt de en sms-besked, som Mary havde sendt til Liz, dagen før hun forsvandt. Mary skrev i et ikke særligt pænt sprog og med flere bandeord, at hun ikke var 100 procent sikker på, at hun kunne stole på Liz og Jennifer som veninder længere.

Når ingen så det, viste det sig, at Mary blev mobbet og holdt udenfor af de to andre piger, og at det havde stået på længe.

Mary havde derfor trukket sig fra sine to veninder og var begyndt at knytte bånd med nogle af de andre drenge og piger i klassen.

Det kom derfor som en overraskelse for hende, da Liz og Jennifer tog kontakt til hende og spurgte, om de kunne ses.

Mary var stadig vred på dem begge, men hun var tilgivende af natur og troede på at give folk en ekstra chance. Trods de hårde sms’er var det tydeligt, at Mary også savnede Liz og Jennifer.

Den aften, hun satte sig ind i bilen med dem, var det i et håb om, at de kunne begrave stridsøksen og måske få en form for venskab igen. 

Hun anede intet om, at Liz og Jennifer havde en helt anden type genforening i tankerne, og den utydelige optagelse på naboens overvågningskamera blev de sidste levende billeder af Mary.

Efterforskningsleder Ashley Browne besluttede sammen med anklageren, at de to piger skulle igennem en løgnedetektor.

Selv om resultaterne ikke kunne bruges som et decideret bevismateriale, ville de være gode til at indikere, om pigerne talte sandt eller ej.

Liz indvilgede og dumpede med et brag, mens Jennifer nægtede.

Kort efter skrev Liz i et tweet: ”Hvis nogen på denne jord tror, at de kan håndtere mig og Jennifer, tager de meget fejl”.

Tweet’et tydede på, at pigerne vidste mere om venindens forsvinden, end de hidtil havde fortalt.

Jennifer, som var den mest medgørlige af de to piger, blev afhørt flere gange, og hver gang skiftede hun forklaring.

De gentagende afhøringer og den stigende mistænksomhed blandt de andre kammerater i skolen, knækkede til sidst Jennifer, og hun gik ind på politigården med sin mor for at fortælle en sandhed, som selv ikke de garvede betjente var forberedte på at høre.

Jennifer fortalte, at hun og Liz havde besluttet, at Mary ikke skulle være en del af deres vennekreds længere. Det skulle hun have at vide på den hårde måde, så hun virkelig forstod, at venskabet var slut.

Liz havde foreslået, at de skulle dræbe Mary, men det troede Jennifer, hun havde sagt for sjov.

De lagde en plan for den skæbnesvangre aften, så Marys forældre ikke opdagede, at deres datter forsvandt.

”Om eftermiddagen efter skole sagde vi til Mary, at vi havde en overraskelse til hende om aftenen. Ingen måtte vide noget, og derfor bad vi hende hoppe ud ad vinduet, så hendes forældre ikke opdagede, hun var borte”.

”Vi ventede i min bil, og planen var at køre Mary til et øde sted og skræmme hende lidt. Men noget gik galt”, forklarede Jennifer til politiet.

Hun fortalte politiet, at hun, inden Mary kom ud ad sit værelsesvindue, sagde til Liz, at hun ikke ville være med til at slå hende ihjel.

Men til det havde veninden iskoldt svaret: ”Så gør jeg det selv”.

De tre piger kørte mod nord en times tid, og her blev Mary beordret ud af bilen, hvor hun blev stukket flere gange med en kniv.

De kørte den myrdede veninde til et øde sted, hvor de skjulte liget i et buskads. Jennifer nægtede, at hun også stak Mary med en kniv.

”Men jeg kan vise jer”, hvor hun er, svarede hun desperat.

Lidt over et halvt år efter, at Mary forsvandt, satte Jennifer, efterforskningsleder Ashley Browne og et andre par betjente sig ind i deres politibiler og kørte mod nord…