Lægerne kalder Susannes søn for et mirakelbarn: Mors superhelt

Susanne vidste, at hun ville blive mor til et barn med en alvorlig hjertefejl. Men hverken læger eller sygeplejersker havde forberedt hende på den dramatik, hun blev vidne til, da hendes søn blev forløst ved et akut kejsersnit.

Lille Chrisander måtte hjerteopereres i løbet af få minutter efter fødslen, hvis han skulle overleve. Kropspulsåren og lungepulsåren var byttet om og skulle på rette plads så hurtigt som muligt.

– De fleste børn med sådan en hjertefejl bliver også født med hul i hjertet, så de klarer sig i nogle dage før den store operation. Men da Chrisander blev forløst, viste det sig, at han var født uden ilt i kroppen, siger 34-årige Susanne Nordbø fra Bergen.

Hun glemmer aldrig frygten, hun følte, da lægerne løb af sted med hendes søn. Det hastede at få udført det livreddende hul i hans hjerte.

– Alt skete hurtigere end planlagt. Jeg følte mig mere ensom end nogensinde. Det var, som om jeg gik helt i stå.

Ingen kunne på forhånd give Susanne garantier om, at sønnens operation ville gå godt. Det er både kompliceret og risikabelt at bytte om på blodårerne i hjertet.

– Det eneste, vi vidste, var, at operationen ville tage lidt over tre timer. Jeg blev mere og mere hysterisk, som tiden gik, og overbeviste mig selv om, at det ikke var gået godt.

Operationen tog næsten fem timer, men kirurgerne tacklede på mesterlig vis også de uventede problemer, som opstod undervejs. Den livreddende behandling var vellykket.

– Jeg havde glædet mig til at vise mine forældre deres smukke barnebarn. Men alt, jeg så, var det store ar på hans bryst, og jeg følte, at nogen havde ødelagt min perfekte lille dreng.

I dag er Chrisander en flot og aktiv dreng på fem år. Han elsker at høre historien om alle dem, der hjalp til, da han blev født, og han er stolt over sine egne superkræfter.

– Under arret har jeg mit superheltehjerte, siger han.

Susanne var naturligvis også lykkelig over, at hendes søn havde overlevet den dramatiske start på livet, men det var ikke kun glæde, hun følte.

– Det gik op for mig, at jeg ikke selv havde det godt. Og det var ikke bare, fordi jeg var blevet frarøvet det, som skulle have været en normal “babytid”, men også fordi, jeg hele tiden var så bange for, at min søn ville dø.

Susannes søn voksede som normalt, men samtidig var der også tegn på, at noget var galt. Der var opkast, megen gråd og begyndende hjertesvigt. Men den rette medicin forhindrede problemerne i at udvikle sig.

Et mirakelbarn

Til etårsundersøgelsen fik Susanne besked om, at sønnen kunne behandles som et normalt barn, og at Chrisander var klar til at begynde i institution. Lægerne kaldte ham for ”Mirakelbarnet”. Ingen havde turdet tro, at han ville komme sig så flot og hurtigt.

– Han var klar til livet. Men det var jeg ikke, siger Susanne, som ikke længere er sammen med Chrisanders far.

Hun er stadig forundret over sine egne reaktioner. Efterfølgende har hun fået at vide, at hun havde udviklet posttraumatisk stress. Det var, som om hendes krop strittede imod, så snart hun og sønnen var væk fra hinanden.

– Diagnosen var noget, jeg forbandt med krigsskader, men jeg krøb selv sammen i panik ved lyden af et fly. Alt sortnede, når jeg hørte en ambulance. Jeg overbeviste mig selv om, at hver dag var Chrisanders sidste, og jeg overkompenserede, fordi jeg ville gøre hans tid på jorden så god som mulig.

Susanne er glad for, at hun fik hjælp.

– Psykologen var ærlig omkring, at behandlingen ville være hård. Der var perioder, hvor jeg frygtede, at jeg ikke kunne magte livet mere. Men pludselig var det som om, depressionerne forsvandt. Dér så jeg endelig en verden fuld af muligheder – både for mig og min søn.

Ikke flere børn

Det hører med til historien, at Susanne har adhd, at hun blev fejlopereret for hoftedysplasi, og at hun har kæmpet med endometriose siden teenageårene. Endometriose er en tilstand, hvor væv, som ligner livmorslimhinden, vokser uden for livmorhulen. Det medfører smerter for mange og kan hos nogle gøre det vanskeligt at blive gravid.

– Chrisander er mit eneste barn, og jeg kommer aldrig til at blive mor igen, siger Susanne.

Hun fik fjernet livmoren for tre år siden. Æggestokkene blev bevaret, så hun ikke pludseligt skulle komme i overgangsalderen.

– Jeg fik at vide, at jeg var den yngste patient, de havde rådet til at få fjernet livmoren, uden at jeg havde kræft. Det er selvfølgelig hårdt. En del af mig vil altid savne de børn, jeg nu ikke får, men samtidig ser jeg, hvor godt det er for Chrisander, at han ikke skal dele mors opmærksomhed med flere.

Susanne har nu bestemt sig for at fuldføre uddannelsen, som hun begyndte på, da hun var yngre. Hun nyder at føle sig som et overskudsmenneske, som også har kræfter til at gøre hverdagen lidt bedre for andre med et hjertebarn.

Hun har således engageret sig i arbejdet for “Forældreforeningen for hjertesyge børn” og er kvinden bag Facebook-gruppen “Hjertemammaer og pappaer”.

– Som forældre til et hjertesygt barn føler vi os ofte glemt. For det er ikke let at være dem, som lever livet med en bundløs frygt, understreger hun.