Linda blev slået ned på job: Jeg kæmpede mig tilbage

En sygdom i teenagealderen fik Linda til at miste troen på sig selv. Alligevel lykkedes det hende at opfylde drømmen om at blive politibetjent. Men da hun blev overfaldet af en aggressiv mand på jobbet, faldt hun atter ned i et mørkt hul.

Som 13-årig kom Linda ud for en alvorlig cykelulykke, og hun var sikker på, at drømmen om at blive politibetjent blev knust. Den efterfølgende stress gjorde, at Linda udviklede alopecia og tabte alt hår på kroppen.

– Min selvtillid og mit selvværd sank til bunds, og min verden styrtede sammen. Jeg blev en skygge af mig selv og troede, at jeg aldrig ville blive elsket. For hvem kunne elske mig uden hår? Jeg hadede min sygdom og den, jeg var blevet, fortæller 45-årige Linda Fihn fra Hunnebostrand i Sverige.

Heldigvis var hun omgivet af fantastiske venner, som trods Lindas selvhad aldrig veg fra hendes side.

– De lod mig være den Linda, jeg altid havde været, og lod mig ­forstå, at de elskede mig for den, jeg er, med eller uden hår. Alopecia er ikke en sygdom, man dør af, men den kan være følelsesmæssigt hård.

Det tog lang tid, før Linda overvandt selvhadet og i stedet så sin sygdom for hvad, den var – noget man ikke skal skamme sig over. Så med støtte fra familie og venner søgte hun ind på politiuddannelsen.

– Jeg kom til at elske politifaget og alt, hvad det indebærer. Man møder mange forskellige mennesker og ved aldrig, hvilken situation man bliver stillet overfor. En almindelig rutineopgave kan hurtigt forvandle sig til en kamp mellem liv og død.

I løbet af årene som betjent har Linda været ude for en række svære hændelser, som har påvirket hende dybt. Tragedier, vold, sorg og død. For politiet er det en del af jobbets hverdag, men hvis disse hændelser ikke bliver bearbejdet, så bliver selv en betjents rygsæk for tung at bære.

Da Linda ud af det blå blev overfaldet bagfra af en mand, som fuldstændig hensynsløst gav hende 15 stenhårde knytnæveslag i baghovedet, blev rygsækken for tung.

– Manden var ude af kontrol. Jeg er taknemmelig for, at han ikke havde adgang til våben, for så havde jeg sandsynligvis ikke været i live i dag, fortæller Linda.

Alvorlige mén

Episoden satte dybe spor, og hun kunne ikke slippe tankerne om overfaldet.

– Jeg fik posttraumatisk stress, og min krop kollapsede fuldstændigt. Jeg led af mareridt, unormalt høj puls og utallige betændelser i kroppen, og min mavesygdom, colitis ulcerosa, forværredes betragteligt.

Linda fik desuden kognitive problemer, hukommelsestab og blackouts. Hendes krop gjorde ondt, uanset om hun gik, sad eller stod. Hospitalsophold og lægebesøg afløste hinanden og blev flere og flere. Til sidst kunne hun ikke engang tisse på grund af smerter og kramper.

– Jeg kunne ikke længere klare mig selv og fik sikkerhedsalarm i hjemmet og alle tænkelige hjælpemidler. Min sjæl var også ødelagt, og jeg var tæt på at opgive håbet om et anstændigt liv. Heldigvis havde jeg igen støtten fra min familie og mine venner. De er min påmindelse om, hvem jeg er bag smerternes djævelske kløer.

Med tiden lærte Linda, at de eneste, som begrænser os i, hvad vi vil og kan gøre, er os selv.

– For til syvende og sidst er det kun mig, der bestemmer, hvordan jeg skal møde livets uretfærdighed og modgang. Jeg tror ikke, at det spiller nogen rolle, hvilke begrænsninger man har. Det handler om at se sine succeser og det, man rent faktisk har.

Tog kontrollen

Linda lærte at turde åbne døren for både smerten og det onde – og at tage kontrollen. Og hun lærte, at hun ikke skulle sidde fast i spørgsmålet om, hvorfor det skete for hende, men i stedet spørge sig selv, hvordan hun bedst kommer videre.

–Jeg tror, at vi kan klare større modgang, end vi forestiller os. I dag er jeg okay med, at jeg ikke har hår, men i stedet bærer paryk. Det er den, jeg er, og hvor meget jeg end ønsker, at jeg havde hår, så har jeg det ikke, konstaterer Linda.

I dag kan hun se tingene i et andet perspektiv end før. Det betyder ikke, at hun altid er glad for, hvordan hendes liv har formet sig, men Linda har lært at acceptere det.

– Jeg har lært at tackle smerterne og fokusere på, hvad jeg kan klare, i stedet for det jeg ikke kan klare. Min elskede familie er min store drivkraft i livet, og jeg er stolt over, hvad jeg har opnået. Kampen fortsætter, men det er min kamp nu.

I sin selvbiografiske bog “Hakuna Matata” skriver Linda om de kampe, hun har måttet tage i livet. Den findes også som lydbog med titlen “När livet vänder” (Når livet vender, red.).

I sin selvbiografiske bog “Hakuna Matata” skriver Linda om de kampe, hun har måttet tage i livet. Den findes også som lydbog med titlen “När livet vänder” (Når livet vender, red.).