Louise fanget i livsfarlig kur: Jeg vil være den kone, jeg var engang

Det begyndte på fodboldbanen i den midtjyske by Bording. Louise var 17 år og en stærk forsvarsspiller. Hun var også sjov, udadvendt og fuld af gåpåmod. Og hun satte noget i gang i den fire år ældre træner Jesper ude på sidelinjen.

Til en fest i klubben kyssede de for første gang. De var et godt match, for de havde ikke bare fodbolden til fælles, men også humoren og glæden ved et aktivt, socialt liv med grin, god mad og en kold fadøl. Så det blev til mange flere kys og endte med et fælles liv, hvor de hen ad vejen blev forældre til en datter og en søn.

Alt gik præcis som det skulle

Alt var, som det skulle være. Der var medvind. Både hjemme i huset på villavejen med de velholdte haver og i fodboldklubben, som blev ved med at være en del af deres hverdag. Louises tog en uddannelse på seminariet og fik sit ønskejob som lærer. Der var ingen tegn på, at noget kunne gå galt. Kun hvis man virkelig havde zoomet ind på Louise dengang, havde man måske anet et bekymrende personlighedstræk: Hun var nemlig et ekstremt konkurrencemenneske. Det er fint på en fodboldbane. Men knap så godt, hvis man vil ligge forrest i alle livets baner.

Alt blev en konkurrence

– I mit hoved har der altid været en stor konkurrence. Jeg har konkurreret med alt og alle. Folk vidste det bare ikke. Det var helt ned i de små ting. Som hvis jeg var i svømmehallen og ville komme først hen til kanten. Eller hvis jeg kørte bil, og jeg skulle overhale bilen i den anden bane, siger Louise, som var 35 år, da hun kastede sig ud i et ræs, som endte med at blive livsfarligt.

I podcasten "Min kærlighedshistorie" fortæller Louise sin ærlige historie. Lyt med i din foretrukne podcast-afspiller.

Det handlede om at komme så langt ned i vægt som muligt. Og som hun i dag har slået døren op til i den stærke TV 2 dokumentarserie ”Styret af mad.”

Havde aldrig bekymret sig meget om sin vægt

Det begyndte lige inden sommerferien i 2015, hvor hun og Jesper blev enige om at gifte sig året efter. På det tidspunkt var Louise en kraftig kvinde. 147,7 kilo vidste vægten. Det var ikke noget, som havde tynget hende voldsomt. En gang imellem havde hun godt nok været på en kur, men hun endte altid med at tage det hele på igen.

– Jeg havde faktisk aldrig tænkt så meget over det. Kun at det da ville være rart at smide nogle kilo, husker 42-årige Louise Roed Andersen.

Slank til sit bryllup

Men da bryllupsplanerne startede, gik Louise på en kur, hvor hun skiftede brød, pasta og kartofler ud med grøntsager. Og denne gang endte kuren ikke i vasken. Man kan nærmere sige, at den førte hende mod afgrunden.

– Brylluppet var åbenbart motivation nok til, at jeg kunne holde kuren. For mig havde det altid været vigtigt, at når jeg skulle giftes, så skulle det være mig, der valgte brudekjolen, og ikke brudekjolen, der valgte mig. Dengang var der ikke ret meget at vælge imellem i de store størrelser, siger Louise, som indledte et sundt vægttab, som ikke havde den store betydning for omgivelserne. Hun sad jo ved spisebordet og indtog stort set det samme som familien. Og når hun blev inviteret ud, spiste hun af det, der blev serveret.

Slankekuren blev sygelig

Men langsomt begyndte Louises forhold til sin tallerken at ændre sig. Når hun blev inviteret til middag, havde hun nu selv sin mad med, og da brylluppet blev til virkelighed, og hun kunne stå i netop den hvide kjole, hun selv havde valgt, var det hele ikke ren glæde. Louise holdt nøje øje med bryllupsmenuen. Og selv om det var en særlig dag, skulle hun i hvert fald ikke røre flødekartoflerne.

Efter brylluppet var det ikke bare flødekartofler, hun gik uden om. Louises spisevaner blev mere og mere ekstreme.

Kastede op i smug

– Hvis jeg mente, jeg havde spist lidt for meget, gik jeg ud og kastede op. Det var rædselsfuldt, og jeg var dårlig til det. Når jeg kom ind til familien igen, havde jeg rødsprængte øjne, og Jesper spurgte, om jeg havde grædt.

Der var kommet en hemmelighed imellem dem

Louise fortalte ikke Jesper, hvorfor hendes øjne var så røde. Ligesom hun ikke fortalte ham, hvor lidt hun faktisk spiste. De to havde ellers altid været ærlige over for hinanden. Men nu var der kommet en hemmelighed imellem dem.

– Det var forfærdeligt at skulle lyve for Jesper. Jeg tror, det slukkede noget i mig, siger Louise, som begyndte at gå ture, hvor hun kunne kaste op i fred.

– Men det var jo også noget bøvl. For jeg var jo hele tiden i panik for, at nogen skulle se det, som hun siger.

I stedet for at kaste op, valgte Louise at skære ned på maden. Det satte sine spor. Ikke bare på vægten, men også på personligheden.

Trist og indelukket

– Jeg blev mere trist og mere indelukket. Jesper syntes også, det var svært at forstå mig, for han kunne næsten ikke gøre noget rigtigt i mine øjne, husker Louise, som svandt mere og mere ind.

Men fordi hun var startet på en høj vægt, lignede hun ikke den typiske anorektiker, selv om spiseforstyrrelsen fyldte alt, og selv om hun var så udsultet, at hun ofte besvimede.

Lægen foreslog en løbeklub og lykkepiller

I fortvivlelse søgte hun læge for at få hjælp, men da lægen bad hende stille sig på vægten, og da den viste 90 kilo, var konklusionen, at det da ikke kunne være anoreksi. Louises blev i stedet opfordret til at melde sig i en løbeklub.

Hun fik også en henvisning til en psykolog. Og tilbud om lykkepiller. For måske havde Louise en depression.

– Jeg ville ikke have de lykkepiller, for jeg var ikke deprimeret, siger Louise.

Sygemeldt fra job

Men noget var helt galt. Det var også tydeligt for hendes omgivelser. For eksempel hendes leder på skolen, som mente Louise nok havde stress og derfor sygemeldte hende.

– Det var et kæmpe slag, da jeg ikke kunne passe mit arbejde mere. Det at være lærer har altid været det bedste, jeg vidste. Jeg er vild med børn og deres umiddelbarhed, og jeg synes, det er så givende at være med til at udvikle dem og se dem vokse på alle måder.

Fortalte Jesper sandheden

Selv blev Louise mindre og mindre. Til sidst fortalte hun Jesper, hvad hun kæmpede med, og kort efter mødte de op sammen på Center for Spiseforstyrrelser. Nu skulle der gøres noget ved problemet.

Sådan kom det ikke til at gå af forskellige årsager. Spiseforstyrrelser er vanskelige at behandle. Louise ville gerne være rask. Men hun ville også være tyndere. Og det sidste ønske havde overmagten. Tallene taler for sig selv. Hvor hun vejede 90 kilo, da hun ankom, endte hun på et tidspunkt med en vægt på 41,2 kilo.

Lå på gulvet på badeværelset

Det er så langt nede på skalaen, at Louise i bogstavelig forstand lå på gulvet i badeværelset, når hun havde været på toilettet. Her skulle hun ligge for at have kræfter til at gå de få skridt ind i den grå hjørnesofa i stuen, hvor hele hendes liv foregik.

Jesper, som engang havde heppet på hende på fodboldbanen, skulle nu stå og bruse hende, mens hun sad i brusekabinen. Den gamle Louise med de glidende tacklinger og det sprudlende humør var næsten helt forsvundet.

Frygtede hun ville dø

Tit var Jesper bange for, at hun en dag ville være helt væk.

– Når jeg var på arbejde, var jeg ofte så bekymret for, hvad jeg ville komme hjem til. Jeg har været bange for, hun døde, siger 46-årige Jesper.

Han er dybt påvirket af at leve med en kone, som sulter sig og bringer sig selv så meget i livsfare, at hun har været indlagt fire gange. I årevis har han stået som nærmeste vidne, ude af stand til at gøre en forskel, uanset hvor meget han forsøgte.

Elsker du mig mon stadig?

– Det har været svært for Jesper, og det er det stadig. Når han prøver at hjælpe, bliver jeg sur og siger, at han skal blande sig udenom. I de perioder, hvor spiseforstyrrelsen for alvor tager over, har jeg ikke haft overskud til at vise kærlighed. En gang imellem spørger han: Elsker du mig stadig? Og det gør jeg virkelig. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at være den kone, jeg var engang. Jeg har så dårlig samvittighed. Det er jo ikke bare mig, der skal leve med den anoreksidjævel. Det er også Jesper og mine børn. Jeg ville sådan ønske, at alt blev normalt. For så vi ville have verdens bedste familie.

Kan ikke bare spise

Louise har svært ved at forklare, hvorfor alt ikke bare kan blive normalt. Hvorfor hun ikke kan gøre noget så simpelt, som at spise frikadeller og kartofler. Men det kan hun ikke. Til gengæld kan hun bruge uendelig lang tid på at lave madplaner og på at tilberede maden. Men hun skal ikke selv have noget. Heller ikke hvis familien er på restaurant. Så sidder hun pænt på sin plads, mens der bliver sat tallerkner foran de andre.

– Det er selvfølgelig lidt mærkeligt. Når de andre sidder og spiser og taler om, hvordan maden smager, så er jeg ikke med i det fællesskab, siger Louise, som alligevel deltager.

Hun vil gerne have, at deres liv er så normalt som muligt, så der er også slik og popcorn på sofabordet hjemme, når de skal hygge. Mors hånd er ikke i skålen.

Svært for børnene

– Det er selvfølgelig svært for mine børn, og de bliver så glade, hvis jeg spiser. Men efterhånden har de jo vænnet sig til, at det gør jeg ikke.

Louise har svært ved at forklare, hvorfor hun blev den mor, som sætter sit liv på spil ved ikke at spise. Selv tror hun, at jagten på det tynde ydre, skyldes den inderste kerne i hendes krop.

Troede jeg kunne være mig selv som tynd

– Jeg har nok altid haft det svært med mig selv. Jeg har haft svært ved at sige fra og svært ved tillade, at jeg bare var mig selv, så jeg håbede, at når jeg tabte mig, ville jeg føle, det var okay, jeg var her. Men det ændrede ikke noget. Jeg tør stadig ikke sige fra eller sige min mening.

Louises liv blev ikke lettere af at tabe sig. Det blev tværtimod mere tomt. Når spiseforstyrrelsen var værst, kunne hun bare ligge på sofaen. Hun havde ikke engang overskud til at løse en kryds og tværs eller følge med i en tv-serie.

Kæmper på tv

I dag er Louise i stand til mere. Da hun kom med i programmet ”Styret af mad”, blev hun tilknyttet psykolog Lene Meyer, og så skete der noget, som Louise ikke havde prøvet ved andre behandlere.

– For det første, har vi en god kemi. Og så har jeg været ærlig hele vejen. Jeg har aldrig givet hende en hvid løgn. Når man har en spiseforstyrrelse, er man jo god til at sno sig og manipulere. Det kan jeg ikke med hende. Hun opdager det med det samme. Og så fokuserer hun på det, der lykkes og ikke det, der mislykkes. Hun har også været god til at tale med Jesper. Det har han haft brug for.

Blevet bedre til at småhapse

Arbejdet med Lene Meyer betyder blandt andet, at Louise er blevet god til at indtage væske. Det har ellers også været et problem. Da det var værst, tillod Louise sig kun to deciliter vand om dagen. Nu drikker hun ikke bare vand, men også lidt kærnemælk og kakao.

Måltiderne kan hun stadig ikke deltage i. Hun småhapser lidt. Et stykke agurk her. Og en skive spegepølse der. Hendes håb er engang at øse op på tallerken, ligesom de andre i familien.

Var bange for Jesper vile gå

Indtil videre er hun bare lykkelig for, at hendes tidligere fodboldtræner sidder der endnu. At han ikke har opgivet kampen og fløjtet af.

– Jeg har været bange for, at Jesper forlod mig. Det ville jeg godt kunne forstå. Men han har været så tålmodig og kærlig. Og jeg synes, vi er blevet gode til at skelne imellem hvad der er mig, og hvad der er spiseforstyrrelsen.

Tror på forholdet

Spørger man Jesper, har det selvfølgelig været udmattende at være gift med Louise. Men han har aldrig haft tanken om at forlade hende.

– Det kunne jeg aldrig drømme om. Vi har haft så meget godt sammen, og det vil jeg aldrig smide ud. Og så har jeg hele tiden haft troen på, at hun nok skulle blive sig selv igen. Og hvis vi bare kan få 90 procent af det, vi havde engang, er det nok for mig.