Mads blev udstødt og spyttet på: Jeg ville ikke leve mere

Mads prøvede at være som de andre i skolen. Men han blev udstødt, spyttet på og kaldt “bøsserøv”, uden at han selv vidste, at han var til fyre. Mobningen drev ham til sidst til at forsøge selvmord.

Mads satte sig på kanten af sin seng med en håndfuld hovedpinepiller i den ene hånd og en halv flaske vodka i den anden. ”Snart falder jeg i en dyb søvn, og forhåbentlig vågner jeg aldrig igen,” tænkte han.

I årevis havde han kæmpet for ikke at lade mobningen få ham ned med nakken. Nu var hans kræfter sluppet op.

– Jeg tror egentlig, at jeg var en ”normal” dreng, før det hele startede, siger den nu 18-årige Mads Dandanell fra Næstved.

– Det var nok også, fordi jeg ikke turde at gøre eller sige noget, der faldt udenfor. Jeg ønskede altid at have folks accept. Hver gang jeg skulle have nyt tøj, tænkte jeg over, hvad de andre i skolen ville synes om det. Jeg spejlede mig hele tiden i, hvad de andre tænkte og sagde, tilføjer han i samme åndedrag.

Et nemt offer

Drillerierne startede så småt i 4. klasse. Hvor end Mads gerne ville være som de andre, stak han alligevel ud fra mængden. Han interesserede sig ikke for fodbold som de andre drenge, men foretrak heste og gymnastik og holdt sig mest til pigegruppen. Han gik måske også lidt anderledes og snakkede lidt anderledes. Lidt mere feminint. Et nemt offer i skolegården.

– Det var mest de ældre klasser, der gik efter mig i starten. De råbte, ”Hvad så, bøsserøv?”, når jeg gik forbi. Dengang anede jeg ikke noget om, at jeg var til fyre. I den alder kender man jo ikke så meget til den del endnu, og når jeg selv fik en mistanke, slog jeg det hen og tænkte, at det nok ikke var sådan. Så jeg sagde bare, ”Nej, dét er jeg ikke!”, og gik en stor bue uden om dem.

Drillerierne tog til og udviklede sig i 7. klasse til mere systematisk mobning. Hver dag blev Mads mødt med grove og sårende kommentarer. Han fik også kastet ting efter sig, og en enkelt gang blev han endda spyttet på. Nu var det pludselig ikke længere kun de ældste klasser, men også hans egen klasse og parallelklassen, som var med i chikanen.

Følte sig ulækker

Især idrætstimerne var et mareridt. På det tidspunkt havde Mads indset, at han var homoseksuel. Og de andre i klassen var heller ikke i tvivl.

– Hver gang jeg gik ind i omklædningsrummet, vidste jeg, at jeg skulle ind til nogle drenge, som havde det utroligt dårligt med, at jeg var til mænd. De bad mig om at vende mig om, når nogen tog tøj af, fordi de var bange for, at jeg stod og kiggede på dem. Jeg følte mig ulækker og klam.

En dag stod han uden for døren, da han hørte en af drengene sige: ”Pas på, nu kommer Mads. Pas på, at han ikke voldtager jer!”

– Siden den dag har jeg aldrig badet med andre, siger Mads, der fortalte en lærer om episoden. Drengene fik skældud, og Mads fik sit eget omklædningsrum. En tydelig skillelinje mellem ham og de andre. Og mere blev der ikke gjort ved dén sag.

– Men jeg fortalte heller ikke alt, hvad der foregik. Hverken til lærerne eller til min familie. Jeg turde ikke at sige noget af frygt for, at det skulle blive værre. Hvad ville de også kunne gøre? Jeg kunne jo ikke have en livvagt ved min side konstant.

Skar i sig selv

Mads forsøgte ikke at lade mobningen gå ham på. Hvis andre så, at han var svag, gav det dem jo bare endnu en grund til at drille, tænkte han. I stedet begyndte han at skære i sig selv i håbet om, at den fysiske smerte kunne overdøve den smerte, han følte indeni.

En dag i 7. klasse kunne han ikke holde det ud længere.

– Jeg havde ikke lyst til leve mere. Der var hele tiden nogen efter mig, og jeg følte mig som en byrde for både min familie og min plejefamilie, siger Mads, der som 10-årig kom i pleje. Foruden sine problemer i skolen kæmpede han også med infantil autisme, og hans mor, der var skilt fra hans far, følte ikke, at hun selv kunne tage sig af både Mads og hans søskende, og havde derfor truffet det svære valg om at sende ham i pleje.

– Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved mit eget værd og føle, at jeg bare blev kastet rundt mellem folk. At der i virkeligheden ikke var nogen, der holdt af mig. Og så kunne jeg jo lige så godt lade være med at være her. Så en aften tænkte jeg bare: “Nu gør jeg det!”

Låste sin dør

Mads låste døren til sit værelse hos plejefamilien og satte sig på sengen, hvor han skyllede hovedpinepillerne ned med den halve flaske vodka. Så lagde han sig ned og bad til, at det hele ville være overstået inden længe. Hans øjenlåg blev tunge og lukkede i.

Dagen efter vågnede han sent op ad formiddagen. Det var en weekend, så ingen havde undret sig over, at han ikke var stået op endnu.

– Først forstod jeg ikke, hvor jeg var. Jeg kiggede rundt og kunne se, at jeg var på mit værelse. Jeg havde ondt i maven og hovedet og følte mig svimmel. Men mest af alt var jeg skræmt, da det gik op for mig, hvad jeg havde gjort, og hvad der kunne være sket.

Der gik noget tid, før Mads kom ud fra sit værelse.

– Jeg prøvede at komme ovenpå igen, for jeg ønskede ikke, at nogen skulle vide noget. Det lykkedes mig også at skjule det på samme måde, som hvis man skjuler, at man har tømmermænd. Jeg holdt hovedet højt og lod, som om alt var i orden. Men indeni var jeg selvfølgelig stadig ked af det.

Et vendepunkt

I løbet af dagen skete der dog noget. En helt ny følelse spirede inde i Mads. Hans selvmordsforsøg blev vendepunktet og starten på et helt nyt liv.

– Det var, som at jeg pludselig fik et friskt pust. Så var det jo alligevel meningen, at jeg skulle være her. Og jeg havde lige så meget ret til at være her som alle andre. Det begyndte samtidig at gå op for mig, hvad jeg rent faktisk havde været tæt på at miste. Jeg var tæt på at slukke en hel fremtid for mig selv – og mine drømme om en kæreste, børn og et hus. Nu havde jeg fået en ekstra chance for at få mine drømme opfyldt og for at opleve alle de gode sider, der også er ved livet.

Fra den dag begyndte Mads at stå ved, hvem han er. Og at se fremad.

– Jeg begyndte at sætte mig nogle små mål for, hvad jeg gerne ville opnå, så jeg hele tiden havde noget at glæde mig til. Først skulle jeg gøre skolen færdig, så jeg kunne komme i gymnasiet. Det næste mål var at få min egen lejlighed, et kørekort og en bil. De ting har jeg opnået nu, siger Mads, som knokler med fritidsarbejde ved siden af studierne for at finansiere sine drømme.

– Mit næste mål er at få studenterhuen. Det sker forhåbentlig til sommer næste år. Og så vil jeg gerne have et job, hvor jeg kan hjælpe andre. Måske som socialrådgiver, læge, sygeplejerske eller psykolog.

Holdt det hemmeligt

Der gik et halvt år, før Mads fortalte en psykolog og nogle få venner om sit selvmordsforsøg. Først for nylig delte han det med resten af sin omgangskreds – heriblandt sin familie.

– Det var en forfærdelig besked at få. Jeg havde slet ikke set det komme, for Mads har jo pakket mange af sine følelser væk. Og alligevel har vi kunnet snakke om mange ting, så det gør selvfølgelig også ondt, at han ikke er kommet til mig med noget så vigtigt, siger Mads’ mor, Gitte Dandanell.

Hun sidder ved sin søns side, mens han fortæller sin historie. Den påvirker hende dybt, og der løber flere tårer ned ad hendes kinder undervejs. For Mads var det netop ønsket om ikke at fremkalde tårer hos sine nærmeste, der fik ham til at holde selvmordsforsøget hemmeligt så længe.

– Jeg ville ikke have, at I skulle være kede af det eller nervøse, siger han til sin mor og tilføjer så:

– Men jeg ville ønske, at jeg havde sagt noget mere helt fra starten af. At jeg ikke havde fundet mig i mobningen og var gået videre med det. Det er, som om der er faldet en kæmpe sten fra mine skuldre, efter at jeg har fortalt det hele.

Fik angstanfald

Vejen fremad har ikke været uden bump. For et år siden fik Mads et angstanfald, som formentlig var en efterreaktion på hans barske oplevelser.

– Mit hjerte hamrede løs, jeg rystede over hele kroppen og græd uden at ane hvorfor. Jeg kunne ikke sove, for jeg var sikker på, at hvis jeg lukkede øjnene, så ville jeg aldrig vågne igen. Så jeg skrev et afskedsbrev til min mor, hvor der stod, at jeg elskede hende. Det skulle hun vide, hvis nu jeg blev fundet død.

Efter en uge smed Mads afskedsbrevet væk. Angsten var forsvundet af sig selv. Han havde vundet over den, ligesom han havde vundet over mobningen, og han følte sig stærkere end nogen sinde.

Vil hjælpe andre

Den styrke vil han nu bruge til at hjælpe andre mobbeofre.

– Jeg deler min historie for at vise, at der er lys for enden af tunnelen. Hvis jeg kunne, ville jeg rejse tilbage i tiden og sige til mig selv: ”Der kommer til at ske mange gode ting for dig. Du skal nok få et godt liv. Bare vent og se!”

Mads har også en vigtig besked til dem, der mobber:

– Tænk over, at alle de valg, man tager, har konsekvenser. Ved at mobbe kan man ødelægge så meget for andre og endda risikere at medvirke til, at en anden person tager sit liv. Det må være ubærligt at leve med skyldfølelsen. Unge mennesker tænker måske ikke over det, men så håber jeg, at de hører mit budskab.

HVIS DU TÆNKER PÅ SELVMORD

Kontakt Psykiatrifondens telefonrådgivning 39 25 25 25. Information og hjælp – Personligt og anonymt. Mandag til fredag kl. 11-23. Lørdag, søndag og helligdage kl. 11-19.

 

– Jeg er stolt af dig, siger Gitte Dandanell til sin søn, som har kæmpet sig ud af fortiden mørke og i dag er en glad og selvsikker ung mand.

– Jeg er stolt af dig, siger Gitte Dandanell til sin søn, som har kæmpet sig ud af fortiden mørke og i dag er en glad og selvsikker ung mand.