Majbritte indgik en pagt: Ingen mænd i fire år

”Den er til en lille pige,” forklarede Majbritte Ulrikkeholm, da hun stod i varelageret til en webshop, der solgte særligt store bamser.

”Mmm,” svarede den mand, der arbejdede på varelageret.

Majbritte kiggede på bamser længe, og da hun til sidst havde udvalgt en, tilbød manden at pakke den ind. Det var noget værre bøvl. En så stor bamse kræver meget papir.

”Den bliver hun glad for,” sagde Majbritte, da hun stod med den store pakke i begge hænder.

Manden nikkede. Så smilede han en anelse og sagde: ”Jeg ved godt, at den er til dig selv.”

Det havde han ret i. Bamsen var til Majbritte, som på det tidspunkt var 50 år. Men det er aldrig for sent at give sig selv en bamse. Ligesom det aldrig er for sent at tage sig af det lille barn, man engang var.

Majbritte har fortalt sin historie i podcasten "Min kærlighedshistorie", som du kan høre herunder.

Det var præcis det, Majbritte gjorde, da hun kom hjem og satte sig i sofaen i selskab med bamsen, mens hun spiste et stykke blåbærtærte. Bagefter hulkede hun ned i sit nye tøjdyr. Det lyder måske trist. Men i virkeligheden var hun bare i gang med at hele et sår, der havde stået åbent i fem årtier.

Ville ændre sit ulykkelige kærlighedsliv

Umiddelbart var det ikke barndommen, Majbritte tænkte på, da hun for 10 år siden tog en drastisk beslutning. Det var sit ulykkelige kærlighedsliv. Hele sin ungdom og voksenliv havde hun været i skiftende forhold, og selv om mændene havde været forskellige, var mønsteret det samme: Efter stor forelskelse fulgte et opslidende drama, som endte i et smertefuldt brud.

En morgen fik Majbritte Ulrikkeholm nok. Hun ville ikke længere vågne og kigge op i loftet og føle sig ulykkelig. Så hun indgik en pagt med sig selv.

– Jeg aftalte med mig selv, at jeg i de næste fire år ikke måtte være sammen med en mand. Hvis prinsen på den hvide hest red forbi, skulle jeg pænt bede ham om at komme tilbage om fire år, siger Majbritte, som fik en række overraskende indsigter i de år alene.

Åbnede den sorte boks i sig selv

Blandt andet, at den der prins på den hvide hest nok ikke findes. I hvert fald ikke, hvis man forventer, at han skal springe af hesten og med et trylleslag gøre en lykkelig. Det arbejde er man nødt til at gøre selv. Og for Majbritte krævede det mange tårer ned i bamser og servietter.

– Jeg skulle åbne den sorte boks, ligesom man gør efter flystyrt. For jeg skulle finde ud af, hvorfor mit fly blev ved med at falde ned, siger Majbritte.

Forladt som spæd

Hun blev hårdt ramt, da hun begyndte at kigge ned i bunden af boksen. I den sorte boks lå der nemlig traumer helt tilbage fra dengang, hun var en baby på 10 måneder. Dengang blev hun nemlig forladt af både sin far, som aldrig kom tilbage, og mor, som kæmpede med psykisk sygdom, og som først var klar til at tage sig af et barn efter fem år.

Godt nok kom Majbritte hjem til sin søde mormor. Men hun var stadig blevet forladt af sine forældre, og den følelse fulgte med hende. Også selv om hun blev voksen. Og selv om hun blev en anerkendt musiker og forfatter, der kunne få publikum til at klappe, juble og græde. Forladthedsfølelsen var der stadig.

Dulmede den indre smerte med drama i forholdet

– Jeg fandt ud af, at jeg i årevis havde dulmet min indre smerte ved at være i destruktive forhold. Når jeg var i en relation, fyldt med drama, så fokuserede jeg jo hele tiden på den anden. Hvad vil han? Hvorfor vil han mig ikke nok? På den måde var jeg fri for at mærke mig selv, siger Majbritte, som samtidig indså, at svigtet i hendes tidlige barndom også havde sat sig på en anden uheldig måde.

Skulle elske sig selv

– Da jeg var 10 måneder, havde jeg jo lært, at kærlighed er lig med smerte. At kærlighed er noget, der pludselig bliver revet fra mig. Så ubevidst følte jeg, at når noget gjorde ondt, så var det kærlighed.

Majbritte skulle altså lære et nyt regnestykke. At kærlighed ikke er lig med smerte.

Gav sig selv blomster

Så hun måtte helt tilbage i barndommen. Give en bamse til barnet, der var blevet forladt. Være sød ved den lille pige. Og være sød ved den voksne kvinde, hun er i dag.

– Det handlede om, at jeg skulle lære at elske mig selv. Men det kan man ikke bare. I stedet begyndte jeg at udføre kærlige handlinger over for mig selv. For eksempel bestilte jeg tit blomster til mig selv. Når de kom, blev jeg så glad. Især hvis jeg også havde sørget for et lille kort med kærlige ord. I stedet for at vente på, at andre skulle gøre noget for mig, kunne jeg jo bare gøre det selv.

Huset var begyndt at forfalde

Majbritte tog virkelig fat i de år. Hun ryddede ikke bare op i sit indre liv. Huset på Amager fik samme gennemgribende renovering.

– Mit hus var begyndt at forfalde. Det regnede ind gennem taget, der var utætheder i rørene, og jeg havde alt for mange ting. Huset stod nærmest som et symbol på mit indre liv, for jeg havde slet ikke haft tid til at tage mig af det, fordi jeg havde haft så travlt med alle de der dramafyldte forhold.

Satte i stand fra tag til gulv

Nu var dramaet væk. Så nu skulle huset have nyt tag, vinduer skulle skiftes, gulvet afhøvles, væggene males og tapetseres, og den tilgroede have skulle bringes i orden. Det betød, at Majbritte knoklede som en gal for at tjene penge. Men hun gjorde det for sig selv, for nu skulle der ske noget. Intet fik lov til bare at hvile på sin gamle plads. Majbritte pakkede alt ned i flyttekasser og bestilte et flyttefirma.

Tømte sit hus

Da flyttemændene kom for at tømme hendes hus, måtte de lige spørge to gange, om de havde forstået opgaven rigtigt. Det havde de. De skulle ikke flytte til en ny adresse. Men bare parkere alle tingene under et stort halvtag udenfor.

– Jeg ville have alt ud, så jeg kunne flytte ind i igen, som om det var et nyt hus. På den måde fik jeg bevidst taget stilling til alle mine ting. Hvad ville jeg have med mig, og hvad skulle ud?

Lå på luftmadras i tom stue

Der røg rigtig meget ud. Noget af det første var Majbrittes flaskegrønne sofa. Den havde hun nemlig grædt mange tårer i over forskellige mænd i, så den fortjente ikke længere en plads i hendes liv eller stue.

De var i det hele taget ikke meget, der fik en plads.

– Jeg havde et halvt år, hvor jeg sov på en luftmadras i min tomme stue. Der var intet. Når jeg lå der, kunne jeg mærke den smerte, jeg havde gemt væk i så mange år. Jeg havde næsten følelsen af at være ti måneder igen og forældreløs.

Drømte om flygel

Der kan være megen ensomhed i en stor stue uden møbler. Men der er også mange muligheder.

Som musiker havde Majbritte altid drømt om et flygel i stedet for sit keyboard. Men hun havde altid tænkt, at hun ikke havde plads. Men pludselig var pladsen der i den tomme stue. Pengene var der til gengæld ikke efter den store renovering, så flyglet var kun en drøm.

Brugt kontorstol førte til flygel

Hun havde også rigeligt at gøre med hele sin flytning frem og tilbage i huset. En flytning, som betød, at hun havde mast de fleste af sine møbler sammen i et lille rum. Det hele stod så sammenpresset, at hun måtte opgive at bane sig vej til sin kontorstol, som stod inderst rummet. Så var det lettere at finde en brugt i Den blå avis i et hjem, lige rundt om hjørnet.

Kort efter ringede hun på hos sælgeren. Men der gik over en time, inden hun forlod huset med sin brugte kontorstol. Inde midt i mandens stue stod nemlig det smukkeste Hindsberg flygel og strålede, og da Majbritte fik lov til at spille på det, kunne hun næsten ikke rejse sig igen.

Drømmen gik i opfyldelse ved et tilfælde

Selv spillede manden ikke. Det tilhørte hans ekskone og stod kun hos ham, fordi hans ekskone ikke havde plads.

Den plads havde Majbritte. Ligesom hun havde drømmen. Så da telefonen ringede klokken otte næste morgen, og ekskonen præsenterede sig og tilbød hende flyglet for en god pris, havde Majbritte på et øjeblik opfyldt både pladsen og drømmen.

Musikken fyldte i stedet for kærester

– Det flygel kom til at få en kæmpe betydning. Det stod der midt i min stue, og jeg spillede på det hele tiden. Det var det første, jeg gjorde, når jeg vågnede, og jeg udviklede mig som komponist. Jeg blev klart bedre til noget, jeg elskede. Noget, som jeg havde mistet i mange år, fordi jeg havde haft så travlt med at ligge i fosterstilling på den grønne sofa og tænke over, hvad en eller anden mand mente eller sagde. Nu nød jeg bare at spille, og jeg tænkte ikke på kærester. Jeg følte i stedet, at jeg var lige, hvor jeg skulle være, og jeg kunne mærke, at jeg følte en værdighed.

Tekniske problemer førte til det første møde

Der kommer smukke toner ud af værdighed. Også toner, som man ikke havde set komme. Efter fire år uden mænd skete der noget i Majbrittes liv, som hun hverken kunne komponere eller digte sig frem til. Hun fik en henvendelse fra en kunde i sin webshop, hvor hun blandt andet sælger sine bøger.

Kunden ville købe hendes bog ”Rejsen til kærlighed”, men hans betaling kunne ikke gå igennem. Selv kunne Majbritte umiddelbart ikke løse det tekniske problem, så de aftalte, at han kunne komme forbi og købe bogen.

Så paraplyen og blev ramt af uforklarlig følelse

Det var i pinsen for seks år siden, og det øsregnede den dag. Majbritte glemmer aldrig den regn. Og hun glemmer aldrig følelsen, da hun stod i vinduet og så kunden nærme sig.

– Jeg kunne se en paraply over min hæk, men jeg kunne ikke se manden. Så skete der noget, som jeg ikke kan forklare. Men jeg vidste det bare: Det der er min mand.

Manden hed Lawrence. Da han kom ind, lagde han sin våde paraply i gangen ved siden af Majbrittes. Han skulle bare hente sin bog, men der gik ni timer, inden han igen tog sin paraply og gik.

Skulle være klar til at møde ham

De to talte og talte. Og sang, for det viste sig, at han også var musiker. Det viste sig også, at de to i årevis havde haft muligheden for at mødes. En fælles bekendt havde flere gange foreslået, at Majbritte gik med til koncert med Lawrence. Men Majbritte havde takket nej hver gang, og det er hun glad for i dag.

– Jeg skulle først være klar til at møde ham, som hun siger.

Det var hun den regnfulde dag i pinsen. Ligesom han var klar. Alt var klart den dag. Selv paraplyerne, der ude i gangen lå og dannede et hjerte med håndtagene.

Kærlighed uden drama

Da Lawrence tog sin paraply og gik, havde Majbritte ikke den der ængstelige følelse, hun normalt forbandt med kærlighed. I stedet havde hun en vished om, at det skulle være de to. En vished, som aldrig er blevet til usikkerhed eller drama i de forløbne seks år.

– Vi har en dyb kærlighed. Han er et menneske, som jeg kan dele alt med, og jeg har ikke en tanke i hovedet, han ikke kan rumme.