Anamariia fra kolonihaven: Jeg ramte bunden og ændrede mit liv

Næsten en million danskere fulgte med i livet hen over hækkene i TV 2-programmet ‘Balladen om kolonihaven’, hvor konflikterne voksede, følelserne sitrede, og bestyrelsesformanden fik truende beskeder.

Overrasket over balladen

50-årige Anamariia så også med. Men hun blev overrasket over handlingen, selv om hun som medvirkende havde været midt i den.

– Jeg tænkte: Gud, er der virkelig så megen ballade. Det har jeg slet ikke oplevet.

Har valgt at dreje sig mod lyset efter et liv i mørke

Mens haveejere i hver sin lejr kæmpede mod hinanden, gik hun smilende rundt i nummer 61 og vandede solsikker og planlagde at male huset glimmerfarvet uden at få øje på hverken ukrudt eller sure miner. Det var ikke til ære for kameraet. Det er sådan, Anamariia er. Ligesom solsikkerne, har hun nemlig valgt at dreje sig mod lyset. For hun har prøvet at leve i mørket.

Anamariia fortæller sin historie i podcasten "Min kærlighedshistorie". Lyt med herunder eller der, hvor du normalt lytter til podcast.

På krisecenter med knust hjerte

I 2012 var Anamariia så langt fra et glimmerfarvet kolonihavehus, som man næsten kan komme. På det tidspunkt flyttede hun fra sin kæreste og ind på et krisecenter. Hendes liv var faldet sammen, hendes hjerte knust, og hendes sind var ikke til at kende.

Fik tilbudt medicin

– Det var voldsomt. Jeg var så ulykkelig, at jeg troede, jeg skulle dø, og jeg var slet ikke i stand til at tænke. Jeg endte på psykiatrisk afdeling, hvor jeg blev tilbudt lykkepiller, siger Annamaria, som i dag ved, at hendes sammenbrud ikke kun skyldtes bruddet fra den mand, hun troede var sin soulmate. Det var lige så meget en reaktion på det liv, hun havde levet indtil da.

Jagtede kærlighed og ydre skønhed

Anamariia Joulié Fragtrup har haft en smertefuld barndom. Men denne historie handler ikke om den. Den handler om de sår, som fulgte med. For i årevis jagtede Anamariia den kærlighed, hun aldrig havde fået. Ligesom hun jagtede den ydre skønhed. Hun levede af at gøre folk smukke som makeupartist og kosmetolog, og selv så hun også fejlfri ud. Men bag de perfekt bryn og glinsende læber var noget forkert.

Ensom og ulykkelig

– Fordi jeg higede sådan efter kærlighed, tiltrak jeg ofte de forkerte, og jeg gik meget op i, hvad andre mente om mig. Hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var lykkelig, havde jeg nok svaret ja. Men det var jeg ikke. Jeg var ulykkelig og ensom. Jeg følte ikke, jeg var god nok, siger Anamariia.

Hun havde dog tre klare lys, der lyste op i den mørke del af hendes liv. Hendes tre børn. Men Anamariia havde ikke fundet sit eget lys, som hun siger. Det begyndte hun først at lede efter, da hun ramte bunden i 2012, og lægerne tilbød hende lykkepiller.

Nej tak til medicin

– Den dag, tænkte jeg: ”Nej, tak.” Jeg besluttede i stedet selv at kæmpe for at få det bedre.

Så Anamariia forlod hospitalet, fast besluttet på at finde sin egen vej. Den fandt hun i en anden retning, end den hun plejede at gå. Hun skulle ikke stræbe efter at være smukkere, eller få nogen til at elske sig. Hun skulle lære at elske sig selv og begynde at rode med alt det inde bagved, som man ikke kan se i et spejl.

Traumerne forsvandt

– Jeg startede med tankefeltsterapi for at genstarte min hjerne, ligesom en harddisk, siger Anamariia og forklarer, at det blandt andet handler om nogle banketeknikker på hoved og krop.

– Jeg har da tit tænkt: Hvor er det åndssvagt det her. Men det virkede for mig. Jeg følte, at mine traumer langsomt begynde at glide væk som perler fra en snor, siger hun og griner højt ad sig selv.

Folk må gerne grine af mig

Andre må også gerne grine ad hende. Det er der nok nogle, der har gjort, mens ”Balladen om kolonihaven” kørte over skærmen. Men der er sikkert flere, der har smilet, når hun gik rundt i haven i sine fine kjoler og med sit gode humør og grinende spurgte et bestyrelsesmedlem, hvad der egentligt var ukrudt.

– Engang gik jeg op i, hvad andre tænkte. Det gør jeg ikke mere. Folk må gerne rulle med øjnene over mig. Jeg ved jo, at jeg ikke gør noget for at skade nogen. Jeg gør alt med kærlighed, siger hun.

Hjælper andre

At lære at elske sig selv, lyder måske enkelt. Men det er en svær disciplin, og det har taget Anamariia mange år, hvor hun undervejs blandt andet uddannede sig til terapeut og tog uddannelser som yoga- og qigonginstruktør. Hun ville nemlig ikke bare have det bedre selv. Hun ville så gerne hjælpe andre.

Du skal tale pænt til dig selv

– Alle kan lære at elske sig selv. Det er aldrig for sent. Men man skal træne sine tanker, og det har jeg brugt megen tid på. Der er jo altid to stemmer i ens hoved. Den ene siger, at du ikke er god nok, den må du ikke lytte til. Hvis du lytter til den søde stemme, kommer lyset. Det er jo ikke fordi, livet pludselig bliver let. Det vil altid gå op og ned, men jeg har lagt mærke til, at lyset har fulgt mig, siden jeg begyndte at tale pænt til mig selv.

Troede hun skulle være single resten af sit liv

Da Anamariia kom på benene igen i 2012 og flyttede ud af krisecenteret, lærte hun langsomt at elske sig selv. Til gengæld svandt troen på at elske en mand igen. Hun havde ikke haft held i kærlighed, så gennem 12 år vænnede hun sig til et liv som single og havde det fint med det. Ikke mindst, da hun for tre år siden fik en dejlig lejlighed i Aalborg. Hun havde netop indrettet den, præcis som hun ville, da hun en aften tog i byen med en veninde.

Fik øje på en meget smilende mand

Det blev en festlig aften, og Anamariia var måske en anelse slingrende, da hun besluttede at tage hjem. Men uden for et værtshus, stoppede hun. Hun havde fået øje på en smilende mand med nogle utroligt blå øjne, så hun smilede tilbage til ham og udbrød: ”Er du altid så glad?”

Manden havde haft en lige så festlig aften, og han var klar med den mest nærliggende replik på den tid af døgnet: ”Ja, især når jeg ser dig.”

Glemte alt om manden igen

Andet blev der ikke sagt. De to gik hver til sit, og de næste uger glemte Anamariia alt om manden med de blå øjne, fordi hun var på et yogakursus.

Hun tænkte ikke engang på ham, da hun 14 dage efter fik en besked fra en mand, der foreslog, at de mødtes. Faktisk troede hun, at beskeden var fra en anden, men hun gik alligevel med til at møde op til en middag med nogle fælles venner.

Og pludselig stod han der igen. Manden med de blå øjne og det brede smil.

Anamarria blev så overrasket, at hun hviskede til sin veninde: ”Gud, det er ikke ham, jeg troede.”

Skulle være klar til kærlighed

Det var heldigt, at det i stedet var stilladsarbejderen Bjarne med de blå øjne, for de to har været sammen lige siden. Kærligheden har fået Anamarriiia til at forlade både sin lejlighed og kolonihaven, og i dag bor de to sammen i et dejligt hus i Aalborg. Det er ikke glimmerfarvet. Men solsikkerne mangler ikke.

Selv er Anamariia ikke i tvivl om, at hun aldrig var endt her med Bjarne, hvis hun havde mødt ham i sin mørke fortid.

– Dengang var jeg ikke klar til kærlighed. Jeg havde jo ikke lært at elske mig selv, siger Anamariia, som er dybt taknemmelig for sit liv med Bjarne. Både over hvordan han er over for hende og for hendes tre børn og hendes børnebørn.

Han er min klippe

– Han er anderledes end andre mænd, jeg har mødt. Han er en klippe og så er han så glad og positiv og fortæller, at han elsker mig mere og mere. Jeg siger: ”Nu må du altså stoppe.” Men det er dejligt, og jeg skal aldrig være bange eller på vagt. Folk, der møder os, siger også, at det er, som om vi har været sammen altid.

Giftes på bare tæer

Det har de ikke, men de har tænkt sig at være sammen for evigt, så næste sommer gifter de sig, og Anemariia går allerede rundt og glæder sig med en forlovelsesring med grønne sten, som de sammen fandt brugt. Hun ved allerede nu, at hun vil stå brud i en smuk kjole på bare tæer med en masse gourmethotdogs og solsikker.

Makeuppen kan hun selv lægge. Men i dag lever hun ikke længere af at gøre folk smukke på overfladen. Hun tilbyder derimod healing og lysterapi.

– Jeg elsker at give lys til andre og hjælpe dem med at få deres eget til at lyse skinne.

Du kan se Anamariia i Balladen om kolonihaven på TV" Play.