Malene var nybagt mor: Endte 22 dage i koma

Malene mistede sin mor i en ung alder, og hendes største frygt er, at hendes egne børn skal opleve det samme. For to år siden var det tæt på at ske, da Malene endte i koma. Heldigvis vågnede hun igen – men ikke som den samme.

Rystelserne i sengen vækkede Malenes mand. Det var midt om natten, og ved siden af ham lå hans kone med fråde om munden. Hendes krop krampede, og hun vendte det hvide ud af øjnene. Det var ikke første gang, han havde set hende sådan, og han greb straks telefonen og ringede efter en ambulance.

– Vi havde lige fået vores tredje barn, Lily, som var syv uger på det tidspunkt. Præcis samme alder, som vores mellemste, Ella, havde, da jeg første gang fik et epileptisk anfald. Dengang skete det også midt om natten efter en nytårsfest, hvor jeg ikke havde drukket, fordi jeg ammede. Lægerne mente derfor, at kramperne blot skyldtes dehydrering, siger 39-årige Malene Børgesen fra Esbjerg.

Hun og hendes daværende mand undrede sig over, at hun ikke var blevet undersøgt grundigere på hospitalet. Lægerne havde ganske vist tjekket hendes hjerterytme, men ikke undersøgt hovedet, selv om hun i tre måneder inden Lilys fødsel også havde døjet med voldsom hovedpine.

– Jeg tænkte dog ikke nærmere over det, for jeg er ikke læge, så de måtte jo have ret. Men da der så skete nøjagtigt det samme fem år senere, kunne man ikke længere bare forklare det med dehydrering.

Malene blev scannet og sendt hjem med besked om, at hun ville få svar ugen efter. Telefonen ringede allerede samme eftermiddag.

– Jeg turde ikke at tage røret, men kunne jo heller ikke lade være. Min søster havde lige fået konstateret brystkræft, så min første tanke var: “Nu siger de, at jeg har kræft i hjernen, og jeg har lige født en baby!”.

Lægen i telefonen beroligede Malene med, at de ikke havde fundet nogen tegn på kræft. I stedet havde de opdaget en såkaldt AVM i hendes hjerne – en medfødt samling af misdannede blodkar, som var vokset i takt med hjernen og altså nu påvirkede den, så hun fik epilepsianfald.

– Jeg fik at vide, at mange kan leve med misdannelsen hele livet uden problemer, men at der samtidig er risiko for, at blodkarrene pludselig brister, så man får hjerneblødning. En operation ville til gengæld også være risikofyldt, fordi karrene kunne briste imens, forklarer Malene, som dog besluttede sig for at lade sig operere og insisterede på, at det skulle ske hurtigst muligt.

Kunne forbløde

– Jeg kunne ikke stå nede i Netto med tre små børn og forbløde på få minutter, mens min mand var væk på arbejde på Nordsøen. Så hellere være i lægernes hænder, hvis der skulle ske noget.

Malene gik straks i kriseberedskab. Hendes største frygt var ikke at dø, men at hendes børn skulle frarøves deres mor.

– Jeg mistede selv min mor, da jeg var 22 år, og selv om jeg på papiret var voksen, var jeg stadig et barn, der manglede sin mor og godt kunne have brugt hende længe endnu. Det ønskede jeg ikke, at mine børn skulle opleve.

 

Billedet her er taget i maj 2020, kort før Malenes første operation. – Jeg lavede tre eksemplarer i glas og ramme. Ét til hvert barn i tilfælde af, at jeg skulle dø før tid. Så havde de hver et minde om os sammen, fortæller Malene.

Billedet her er taget i maj 2020, kort før Malenes første operation. – Jeg lavede tre eksemplarer i glas og ramme. Ét til hvert barn i tilfælde af, at jeg skulle dø før tid. Så havde de hver et minde om os sammen, fortæller Malene.

 

Malenes misdannelse blev opdaget i maj 2020, og allerede måneden efter fik hun sin første operation på Esbjerg sygehus. Misdannelsen var på størrelse med et hønseæg og krævede i alt tre operationer, hvor man forsøgte at lukke af for de pågældende blodkar.

De første to gik efter planen, men den tredje, som fandt sted den 7. oktober samme år, udviklede sig til en kamp for livet.

– Efter den tredje operation ville de sende mig hjem efter et døgn, ligesom de andre gange, men min sjette sans fortalte mig, at der var noget galt, siger Malene, som aftenen efter lagde sig til at sove i hospitalssengen med en frygtelig hovedpine.

I livsfare

Omkring midnat blev hendes smertelyde så voldsomme, at den fremmede kvinde, som var indlagt på samme stue, hev i alarmsnoren for at tilkalde hjælp.

– Det næste, jeg husker, er, at jeg kastede op og undskyldte over for en sygeplejerske, og så noget med, at jeg lå i en scanner. Klip til, at min mand ankom, og nogle reddere sagde: “Vi skal lige have hjertestarteren med”. Derefter forsvandt jeg ind i en døs.

Malene havde fået en hjerneblødning. Under operationerne var det lykkedes lægerne at lukke af for 95 procent af de misdannede blodkar, men de resterende fem procent var nu bristet, og Malene blev hastet til Odense hospital, hvor hun atter kom på operationsbordet – denne gang i overhængende livsfare.

Mødte sin mor

– De trak 1,6 liter blod ud af mit hoved og skar i den forbindelse 75 procent af kranieknoglen ud, borede dræn og trykmåler ind i hovedet og syede smertelindring ind i halsen. Min tilstand var kritisk, og jeg blev lagt i kunstig koma i 22 dage, siger Malene og fortæller om en nærdødsoplevelse, hun havde, lige inden hun vågnede igen.

– Jeg mødte min mor. Jeg sad på en græsplæne foran livets træ, og det var som en scene fra Bambi, for der var dyr over alt. Min mor satte sig bag mig i græsset og holdt om mig. Og så begyndte hun at vugge mig, mens hun nynnede sangen “Under stjernerne på himlen”. Jeg blev fyldt med en følelse af fred og kærlighed.

 

Malene ønsker selv at dele dette foto, hvor hun ligger i koma efter sin hjerneblødning.

Malene ønsker selv at dele dette foto, hvor hun ligger i koma efter sin hjerneblødning.

 

Malene mindes også, at der var masser af lys omkring hende, og der stod en åndelig vejleder klar til at tage imod hende.

– Men jeg gik ikke direkte ind i lyset. Jeg gik baglæns. Og så tog jeg vejlederen i hænderne, kiggede ham i øjnene og sagde: “Jeg vil rigtig gerne blive ved mine børn. Uanset hvor meget jeg savner min mor, så er jeg ikke færdig med at leve”. I samme øjeblik vågnede jeg, og foran mig sad min søster på hospitalsstuen.

Da Malene kom til sig selv, fortalte hun om mødet med deres mor. Søsteren brød straks ud i tårer. “Jeg har lige en video, du skal se” sagde hun så og viste Malene en optagelse af sit mellemste barn, der vugger Lily og synger “Under stjernerne på himlen” for hende.

– Videoen var optaget i Esbjerg, mens jeg lå i koma i Odense, siger Malene, som mener, at den er et tegn på, at alle i familien er forbundne, levende såvel som døde.

 

Mens Malene kæmpede for livet i koma, så hun sin mor, Jytte, der døde af blodforgiftning i 2005.

Mens Malene kæmpede for livet i koma, så hun sin mor, Jytte, der døde af blodforgiftning i 2005.

 

Selv undslap hun døden i denne omgang, men kampen tilbage til det liv, hun kendte, var langt fra forbi. Malene var lammet fra top til tå i venstre side. Hun var ramt af den særlige tilstand, der kaldes neglekt, hvor hjernen ikke er opmærksom på den syge del af kroppen.

– Jeg havde det, som om at jeg manglede det ene ben, den ene arm og halvdelen af mit bryst og hoved. Jeg kunne ikke forstå, at jeg havde venstre sides kropsdele, medmindre jeg kiggede ned ad mig selv. Og jeg kunne hverken bevæge eller mærke berøring i hele venstre side. Det var dybt ubehageligt. Det føltes, som om min sjæl ikke havde nogen bolig.

Bare kom an!

Lægerne kunne ikke sige noget om, hvorvidt Malene ville få sin fulde førlighed igen, men i stedet for at lade sig slå ud af uvisheden, valgte hun at glæde sig over, at hun trods alt kom tilbage til sine børn. De blev samtidig hendes vigtigste drivkraft under genoptræningen.

– Det var det bedste i verden at se mine børn igen. De betyder alt for mig, og det værste, jeg kunne forestille mig, var at skulle undvære dem. At være lam skulle jeg nok klare, og hvis jeg skulle sidde i kørestol resten af livet, skulle jeg nok bære det med stil. Bare kom an – jeg er her stadig! smiler Malene og knytter en næve for at illustrere den kampgejst, hun med det samme blev fyldt af.

Malene gav alt, hvad hun havde i sig under den intensive genoptræning, og resultaterne kom hurtigt. Allerede efter 14 dage var hun oppe at gå med en fysioterapeut under armen, og tre dage senere gik hun på trapper.

– Min mand og jeg havde lige skrevet under på et nyt hus, så jeg var nødt til at lære at gå på de trapper. I mit hoved havde jeg to muligheder: Enten gav jeg op, eller også blev jeg ved med at prøve. Og jeg skyldte mine børn det sidste, for vi skal have det bedst mulige liv sammen.

Gik fra hinanden

Den 10. februar 2021 kunne Malene endelig vende hjem igen, efter at hun også havde været indlagt på genoptræningscentre i først Hammel og siden Grindsted. Men hverdagen hun vendte hjem til, blev ikke den samme som før.

– Det var dejligt at skulle hjem, men min mand måtte jo selv pakke vores lejlighed ned og flytte tingene ind i huset, mens jeg var indlagt, så jeg følte slet ikke ejerskab over vores nye hjem. At lære at gå igen var det mindste. Det var alt det andet, der kom bagefter, som viste sig at være den største udfordring, konstaterer Malene.

Hendes sygdomsforløb sled på parforholdet, og hun og hendes mand gik fra hinanden i løbet af sommeren.

– Jeg tror ikke, at det alene var på grund af hjerneblødningen. I kriser kommer vores forskelligheder tydeligst frem, og hvis fundamentet ikke er stærkt nok til at bære os igennem, går det heller ikke. Jeg synes, vi gjorde, hvad vi kunne. Det er ikke nemt at være hverken ramt eller pårørende. Man er på to forskellige stier, og det kan være svært at rumme en person, der kommer hjem og har ændret sig.

Har skrevet bog

Den største forandring er, at hun i dag bliver hurtigere træt end før. Hun kan også komme til at gentage sig selv og glemme ord. Sygdomsforløbet har desuden medført, at hun er blevet afskediget fra jobbet som pædagog, men det er de små glæder i hverdagen, der tæller for Malene nu. Blandt andet at hun igen er i stand til at lunte, cykle og køre bil.

I sin nye bog “Under stjernerne, lille sommerfugl” fortæller Malene sin historie, fordi hun håber, at andre kan finde håb og inspiration i den.

– Det har bestemt ikke været nemt at rejse sig igen, og der har da været øjeblikke, hvor jeg har følt, at jeg var den eneste, der var så hårdt ramt. Det gjorde mig misundelig på andres liv, og det var en skamfuld følelse, for alle har jo deres egne problemer. Måske sidder der nogle med de samme skamfulde tanker lige nu, og jeg ønsker for dem, at de ved at læse min historie kan vide, at de ikke er alene.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Bogens titel refererer til sangen, som hendes mor nynnede for hende under komatilstanden, og sommerfuglen er et symbol på sjælens overgang til den anden side, forklarer Malene.

– Det har haft en terapeutisk effekt for mig at skrive bogen, og mine børn kan forhåbentlig også få en bedre forståelse af, hvad der skete, og få det bearbejdet ved at læse bogen, når de bliver større.

Har det godt i dag

Andreas, ni, Ella, syv, og Lily, to, har været en del igennem i forbindelse med deres mors sygdomsforløb.

– De to ældste så mig blive kørt væk med ambulancen, og Andreas så det også første gang. De har set deres mor blive syg, oplevet deres forældre blive skilt og har skullet flytte to gange inden for kort tid. Det har været turbulent for dem med alle de skift, men min eksmand og jeg har gjort det bedste for at forklare dem alt, hvad der er sket, og vi har det alle godt og et godt forhold til hinanden.

 

Andreas, ni, og Ella, syv, frygtede det værste, da deres mor for to år siden blev kørt væk i en ambulance. Lily, to, var for lille til at forstå alvoren dengang.

Andreas, ni, og Ella, syv, frygtede det værste, da deres mor for to år siden blev kørt væk i en ambulance. Lily, to, var for lille til at forstå alvoren dengang.

 

Det værste ved sygdomsforløbet er ifølge Malene den tid, hun mistede med sine børn, mens hun lå i koma, og hvordan det påvirkede særligt hendes forhold til Lily bagefter.

– Jeg føler, at jeg blev frarøvet vigtig tid med min baby. Jeg kunne ikke amme, mens jeg var i koma og under medicinering, så det var en vigtig nærkontakt, der røg dér. Der var derfor nogle bånd, som skulle genskabes efterfølgende, siger Malene og uddyber:

– Jeg kan huske, at min mand kom på besøg med børnene på hospitalet, efter jeg var vågnet, og ville bære Lily over i sengen til mig. Det ville hun ikke, og det var hårdt! Men jeg var jo en fremmed for hende. Det kom vi heldigvis efter.

 

Båndet til Lily skulle genskabes, da Malene vågnede fra sin koma. – Det er vi heldigvis kommet efter, siger Malene.

Båndet til Lily skulle genskabes, da Malene vågnede fra sin koma. – Det er vi heldigvis kommet efter, siger Malene.

 

Malene gør alt for, at børnene i dag skal mærke så lidt til hendes senfølger som muligt. Træthed skal ikke stå i vejen for, at de kan lave de samme ting sammen som før.

– Det er bare ét ben foran det andet og så fremad! Så længe der er hjerteslag og kontakt mellem hjerne og krop, så tror jeg på, at det kun kan blive bedre. Lægerne fjernede ganske vist også noget af hjernemassen, hvor de misdannede kar lå, men jeg brugte tilsyneladende ikke den del alligevel, joker Malene.

 

Børnene er Malenes vigtigste drivkraft i hendes kamp for at vende tilbage til en normal hverdag. I dag er hun sygemeldt, men hun drømmer om på sigt at kunne arbejde på fuld tid med clairvoyance, som hun også er uddannet inden for.

Børnene er Malenes vigtigste drivkraft i hendes kamp for at vende tilbage til en normal hverdag. I dag er hun sygemeldt, men hun drømmer om på sigt at kunne arbejde på fuld tid med clairvoyance, som hun også er uddannet inden for.