Mariann giftede sig med Peter Lundin: Mit livs fejl
Skam, skyld og fordømmelse har været Marianns tro følgesvende, siden hun giftede sig med den firedobbelte morder Peter Lundin i september 2008. Ægteskabet blev opløst efter blot 11 dage, men folkets dom klæber sig stadig til hende.
– Jeg bliver dømt hårdere moralsk end en kriminel, fortæller 32-årige Mariann Poulsen til Ude og Hjemme på dagen, hvor dokumentaren om hende, ”Morderen på den hvide hest”, blev sendt i fjernsynet.
I skyggen af Peter Lundin
Den er Marianns historie om, hvordan hun blev tryllebundet af Peter Lundin, og hvordan hun stadig kæmper for at slippe fri fra hans skygge.
– Peter er som den sorte skygge, som han malede sig selv symbolsk i hovedet med, og som smittede af på mig og alle omkring mig. Jeg vil bare vaske ham af mig, siger hun.
Ingen taler om Mariann til dagligt, men når folk møder hende, går snakken. Der bliver hvisket i krogene og peget fingre. Alt sammen på grund af nogle beslutninger, hun tog som teenager og som ganske ung, hvor hun var naiv og hungrede efter kærlighed.
– Alle kan blive manipuleret af en psykopat, siger Mariann og husker tilbage på dengang, hun lå i fosterstilling og ønskede at dø.
Det begyndte med et brev
Mariann så Peter Lundin i fjernsynet, da TV 2 viste dokumentaren ”En morder vender hjem”. Hun var 15 år og syntes, han var lækker og fascinerende. Hun blev penneven med den 12 år ældre massemorder,
– Jeg brugte brevene til Peter som en slags dagbog, fortæller hun.
Mariann brød kontakten, da hendes mor fandt 80 breve, han havde sendt til hende gennem halvandet år.
Hendes kæreste, Brandur, tilgav hende hurtigt. To år efter blev Mariann gravid, og hele verden forandrede sig. Hun var hjemmegående, Brandur gik i byen og var utro igen og igen.
En dyb hemmelighed
Da Mariann var 22 år flyttede den lille familie fra Færøerne til Danmark. De trængte til luftforandring. Brandur var klar til at prioritere familien, men Mariann var såret.
Hun tog kontakt til Peter Lundin igen. Hun ville have sat ansigt på den mand, der havde hjulpet hende igennem en svær tid.
Blot en uge efter hun landede i Danmark med sin lille familie, besøgte hun Peter Lundin i fælgslet.
Allerede ved det andet besøg kyssede de, og Mariann var forblændet.
Manglede kærlighed
– Jeg kunne ikke slippe Brandur, men jeg manglede nogle ting fra ham; nærvær, anderkendelse. Det behov blev stillet af Peter, siger hun.
Affæren med Peter Lundin var hendes dybe hemmelighed.
Jeg er datter af en massemorder
Brandur lagde mærke til, hvordan hun forandrede sig. Han mistænkte hende for at have en affære, men ikke i sin vildeste fantasi kunne han forestille sig, hvad der foregik.
– Mariann blev mere og mere kold. Hun var ikke sig selv. Jeg kunne mærke, der var noget galt, men jeg vidste ikke, hvad det var, siger han.
Læs hele Mariann og Brandurs historie i det nye Ude og Hjemme, der er i handlen fra onsdag den 23. november 2016.
I galleriet ovenover kan du bl.a. se billeder af Mariann sammen med Peter Lundin - og sammen med Brandur.

Peter Lundin
Peter Lundin sad syv år i fængsel i USA for drabet på sin mor. I 2000 dræbte han sin kæreste, Marianne Pedersen, og hendes to sønner, Dennis og Brian på 10 og 12 år. Han blev idømt fængsel på livstid.
Han er i dag gift med Betinna, som han har en søn med, ligesom han har en teenagesøn fra et tidligere forhold.
