Mimis brevkasse: Min søster skuffede mig

Denne læser er i tvivl om, hvorvidt hun bør konfrontere sin lillesøster, der skuffede hende meget ved ikke at møde op til hendes fødselsdag. Mimi Jakobsen har en helt klar holdning.

Kære Mimi

Jeg vil gerne høre din mening om en sag, jeg spekulerer over. Min søster og jeg bor begge alene. Jeg har været alene med min datter i nogle år, og min søster blev skilt i fjor og har sine to sønner hver anden uge. Siden skilsmissen har hun gået en del i byen i de weekender, hvor drengene er hos deres far.

Jeg har længe boet lidt trangt, men har nu fået en god lejlighed. I fredags holdt jeg en rigtig fødselsdagsmiddag. Jeg havde taget fri og serverede fire retter, selv om jeg ikke er særlig skrap i køkkenet, og jeg havde inviteret vores forældre, lidt anden familie og et par veninder. Vi skulle være 11.

Min søster havde på forhånd sagt, at hun kom alene, fordi børnene var hos faderen. Men midt på eftermiddagen ringede hun og sagde, at hun havde fået influenza. Det var jo synd, syntes vi alle sammen.

Læs også: Mimis brevkasse: Kast jer ud i eventyret

Da jeg kom på arbejde i mandags, spurgte en af mine kolleger til weekenden. Hun havde mødt min søster på en café fredag aften med en flok venner. Det undrede hende, for hun mente jo, at jeg holdt fødselsdag.

Jeg kan regne ud, at min søster har stukket mig en løgn for at gå i byen, og det er jeg simpelthen skuffet over. Men jeg ved ikke, om jeg skal konfrontere hende med min viden, og om jeg skal sige noget til vores forældre. Hvis jeg ikke siger noget, vil det sikkert ryge ud mellem sidebenene på et tidspunkt alligevel. Hvad vil du råde mig til?

Hilsen En skuffet storesøster

Kære Storesøster

Jeg synes, du skal tage fat i din søster og fortælle hende, hvad du mener. DET skal du ikke gå og putte med. Fortæl hende direkte, hvor skuffet du er, og at du synes, hun er tarvelig – både fordi hun blev væk, og fordi hun løj for dig. Det sidste er måske det værste.

Se også: Mimis brevkasse: Mors behov for tryghed

Jeg er sikker på, at hun giver dig en undskyldning, og så skal du tilgive hende. Det er trods alt ikke værd at bære rundt på i længere tid. Frem for alt skal du ikke sige et ord til dine forældre. Hvorfor skal de bekymre sig? I er voksne og må klare jeres konflikter selv.

Held og lykke med både opgør og forsoning.

Kærligt talt Mimi