Min baby kunne ikke leve

Babyen i maven var syg og ville næppe leve længe. Alligevel følte Julie skyld over sit valg. Lille Vega var det barn, som aldrig rigtigt var hendes. Men ved siden af sorgen, er smilene vendt tilbage i familien.

En sen eftermiddag i vinteren 2021 blev Julie Mæng Mikkelsens datter født. Der var ingen babyskrig eller glædeståre på fødestuen i Viborg. For det lille hjerte, som ikke vejede mere end tre gram, var stoppet med at slå.

Nu lå den livløse pige på Julies bryst, svøbt ind i et hvidt og lyserødt stykke stof og med en lille hæklet hue på hovedet. De havde besluttet sig for, at hun skulle hedde Vega. Det virkede naturligt, at hun skulle opkaldes efter en af de klareste stjerner på himlen. For det var jo det, hun var nu.

Mens hun lå der på Julies bryst, blev hun langsomt kold og rød. Vega blev det barn, Julie fik, men som aldrig rigtigt var hendes.

Gravid og rolig

Julie opdagede, at hun var gravid med Vega ved et tilfælde. Det var i efteråret 2020, og Julie var indlagt, fordi hun skulle opereres i maven.

“Ved du godt, at du er gravid?” spurgte de hende på sygehuset. Det vidste hun ikke. Julie havde i forvejen to børn, Villas og Lærke Marie. Men Julie og hendes mand, Jonas, ønskede at udvide familien, så de var lykkelige for nyheden.

Julies to første graviditeter havde været ukomplicerede, så derfor tog Julie nyheden om graviditeten helt roligt. Da hun havde været gravid i 20 uger, var hun til misdannelsesscanning. Sygeplejersken tog sig god tid med scanneren, da hun kørte den over Julies gravide mave.

“Der er to arme,” konstaterede hun.

“Det var lige det antal arme, vi havde håbet på,” svarede Julie kækt. Men den lette stemning blev afbrudt, da sygeplejersken fortalte, at hun gerne ville have undersøgt babyens hjerte nærmere.

Noget var galt

Fire dage senere kørte Julie med sin mand til sygehuset i Skejby, hvor tre overlæger stod klar til at undersøge Julies babybule nærmere. Undersøgelserne tog et par timer, og da de var færdige, kom lægerne med en nedslående besked.

Lægerne kunne se flere forskellige misdannelser i babyens hjerte. Det største problem var, at Vega havde for små lungepulsårer, og derfor ville hendes hjerte altid have problemer med at pumpe nok ilt rundt i kroppen. Hun ville blive udfordret både kognitivt og fysisk.

Julies mand spurgte, om babyen ville kunne overleve en fødsel.

“Hvis vi skal snakke om det, bliver vi også nødt til at snakke om, hvad det vil sige at leve,” svarede lægen. Det ville blive et hårdt og et kort liv.

 

Julie med sin mand, Jonas, ved deres hjem i Tjele.

Julie med sin mand, Jonas, ved deres hjem i Tjele.

 

Et svært valg 

Da Julie og Jonas kørte fra Skejby den eftermiddag, var de afklarede med deres beslutning. De ville afslutte graviditeten. Både for deres egens og Vegas skyld.

Graviditeten nærmede sig den toogtyvende uge, og derfor havde Julie travlt. Når først Vega blev 22 uger gammel, ville hun gå fra at være et foster til at være et barn med cpr-nummer og et registreret navn. Så ville senabort ikke længere være en mulighed.

Mandag eftermiddag blev Julie ringet op af en læge, som endnu engang bekræftede, at Julies baby var alvorligt syg. Derfor blev Julie og Jonas sammen med deres læge enige om, at de ville søge om tilladelse til at få en senabort.

Fødsel uden glæde 

Morgenen efter fik Julie besked om, at tilladelsen til senabort var blevet givet. Samme dag tog hun med sin mand ind på Viborg Sygehus, hvor hun fik en pille, som skulle sluges for at sætte gang i aborten.

Julie ventede to døgn, før hun igen skulle møde op på sygehuset. Klokken var ni torsdag morgen, da Julie sammen med sin mand og sin ufødte baby trådte ind på fødegangen. To år tidligere havde Julie født Lærke Marie på selvsamme stue.

– Da vi gik ind ad døren, vidste vi, at vi ikke ville komme ud med et levende barn. Der var en helt anden stemning. Det var mærkeligt at sidde på en fødegang, som man kender, fordi man har været der før, og vide, at man skal gå ud derfra uden noget barn.

Julie kom ind på en stue og fik en stikpille, som skulle sætte gang i veerne. Hun og Jonas valgte, at senaborten skulle omtales som en fødsel af to grunde. Først og fremmest fordi, det føltes som en helt almindelig fødsel. Og dernæst for at anerkende, at Vega var deres barn, på trods af at de aldrig ville komme til at lære hende at kende.

I de første seks timer af fødslen kunne Julie mærke Vega levende i maven. Men til sidst stoppede hun med at sparke. Omtrent en time senere fødte Julie det lillebitte menneske på 266 gram.

Julies afsked 

Det var blevet aften, og Vegas svøbte krop blev lagt på Julies bryst. Jordemødrene tog hendes fodaftryk og håndaftryk, og hun blev målt og vejet. Selv om hun kun målte 26 centimeter, var det tydeligt, at hun lignede sin storebror.

– Når man føder, kommer der noget godt ud af det, selv om det er helvede på jord. Det er det, man tænker, i sekundet inden man får sit barn, og det så er det hele værd. Men når man føder et dødt barn, er det bare ikke det værd. I det øjeblik kroppen giver slip på barnet, er det ovre. Så er hun ikke min mere.

Vega blev lagt i en lille kasse sammen med en englesprutte. Englesprutten er en lille, hæklet blæksprutte, som sover. Den skulle med Vega i graven. Julie fik en magen til, som hun kunne tage med hjem. “Lille Vega Betyd” døbte Julies søn den, fordi den skulle betyde noget.

 

Englesprutten som Julie fik med hjem fra sygehuset. Vega fik en magen til med sig i graven.

Englesprutten som Julie fik med hjem fra sygehuset. Vega fik en magen til med sig i graven.

 

Følte skyld 

Tiden efter var hård. Julie var tynget af sorg og skyld. Hun kunne ikke helt slippe tanken om, at de selv havde valgt Vega fra, da de besluttede sig for at få en abort.

– Jeg synes, det føles lidt falsk, hver gang jeg siger, at vi har mistet et barn. I virkeligheden er der noget inden i mig, der siger, at vi selv valgte hende fra. Kan man så have mistet? Men jeg ved jo godt, at de følelser af sorg er lige så reelle, som hvis hun var død af sig selv. Jeg er afklaret med, at vi har tage denne her beslutning. Der er ikke noget i mig, der fortryder eller tænker, at vi kunne havde gjort det anderledes. Det var en frygtelig beslutning at tage, men det var den rigtige.

Julie og hendes mand valgte at få Vega obduceret, og konklusionen var, at Vegas død var sort uheld. Der var ikke nogen, der kunne sige hvorfor, det var sket.

Vegas urnenedsættelse

Det var vigtigt for Julie, at Vega fik en gravsten på kirkegården, så familien havde et sted, hvor de kunne besøge hende, og så de havde et navn, de kunne kalde hende, selv om det ikke stod i noget register.

Derfor begyndte Julie og Jonas at forberede Vegas urnenedsættelse.

Der gik en måned, fra Vega blev født, til hendes urne blev sat ned på kirkegården. Det var i marts, og Vegas sten var allerede blevet lagt i græsset på gravpladsen. Julies mor var begravet samme sted, så Vega ville ikke komme til at ligge der alene.

 

Julie og Jonas har børnene Villas, Lærke Marie og Magne – og Vega på kirkegården ved siden af Julies mor.

Julie og Jonas har børnene Villas, Lærke Marie og Magne – og Vega på kirkegården ved siden af Julies mor.

 

Gravid igen 

Julie og hendes mand blev enige om, at de ville forsøge at blive gravide igen. De andre gange havde det taget lang tid for parret, men denne gang gik det hurtigt. Kun fire måneder efter at Vega var blevet født, blev Julie gravid.

– Det var vildt, at jeg skulle igennem det hele igen. Jeg havde jo lige været gravid. Vi var glade, spændte og meget nervøse.

Frygten for, at noget skulle gå galt, blev siddende i Julie igennem det meste af graviditeten. Da hun var til gennemscanning i uge 16, fik hun endelig at vide, at hendes baby ikke fejlede det samme som Vega. Der var det, at hun kunne sænke skuldrene lidt igen. Til samme scanning fik hun at vide, at barnet var en dreng. På en måde gav det mening for Julie, at det skulle være en dreng denne gang, for det skulle jo ikke bare være en ny Vega.

I februar 2022 blev Magne født. Julie havde bedt om, at fødslen ikke skulle foregå på samme fødestue, som hun havde mistet Vega. Og så fik hun lagt et brev i sin vandrejournal, hvor hun bad om, at jordemødrene bekræftede hende i, at Magne var i live under hele fødslen.

 

Julie med Magne, som blev født cirka et år efter, at Julie måtte sige farvel til Vega.

Julie med Magne, som blev født cirka et år efter, at Julie måtte sige farvel til Vega.

 

Han lever!

Da Magne kom til verdenen, blev han ligesom Vega lagt på Julies bryst.

“Du lever,” råbte Julie. “Han er levende, Jonas, han er levende!”

Julies krop kunne godt huske, at det var et lillebitte koldt barn, der lå i hendes arme, sidst hun lå på en fødebriks. Så lyden af Magnes skrig var forløsende for hende.

– Det er mærkeligt i dag at tænke på, at han jo slet ikke skulle have været her. Vi elsker ham, mere end man kan beskrive, men vi skulle ikke have haft ham. Vi skulle have haft en datter, og hvis hun havde været her, havde han ikke. Det synes jeg, er svært at være i.

Magne skaber glæde i sorgen

I dag er Magne en glad, pludrende baby, som er lige over et halvt år. Julie har en følelse af, at hun og Jonas har fået det kuld, som de skulle have. Sorgen over Vega er der hele tiden, men det er ikke altid, den får lov til at fylde.

– Jeg troede, at jeg ville blive glad igen, når jeg fik Magne. Der har jeg måtte banke mig selv i hovedet og sige, at det er to forskellige ting. Jeg må godt være glad og ked af det på samme tid. Det er ikke Magnes ansvar at reparere mig. Der er måske i virkeligheden ikke noget at reparere.

 

Julie med Magne, som er lige over et halvt år gammel.

Julie med Magne, som er lige over et halvt år gammel.