Hun reddede Melvins liv

Carolyne vågnede, fordi hun syntes, en stemme kaldte på hende. Klokken var lidt i fire om natten. Hun lå på den mørke hospitalsstue, og i hospitalssengen lå hendes mellemste søn, Melvin.

Han var få dage tidligere blevet opereret for en hjernetumor, og nu skulle han have ro. Derfor ville personalet lade ham sove og kun kigge til ham hver tredje time.

Carolyne lyttede. Der var ingen, der kaldte. Så hørte hun det. Melvins vejrtrækning. Samme vejrtrækning, som hun så ofte havde hørt på sit arbejde på plejehjemmet, når de døende er ved at tage deres sidste åndedrag.

Hun sprang op og kaldte på Melvin, men der var ingen reaktion. Som uddannet sygeplejerske tjekkede hun hans reaktioner, og da der ingen var, trykkede hun på alarmen. Øjeblikket efter var stuen fuld af læger og sygeplejersker, der kæmpede for at redde hendes søns liv.

– Jeg var desperat og har aldrig før bedt så intenst til Vorherre, for nu kunne jeg ikke mere. Havde jeg ikke overnattet der, havde han ikke været her mere, siger 52-årige Carolyne Kaddu Rasmussen.

Melvin havde fået hjertestop, og var hans mor ikke vågnet, havde han ikke overlevet.

– Jeg har altid været beskyttede over for mine børn, fordi jeg selv har levet sådan et nomadeliv, men jeg er nok blevet lidt mere beskyttende, siger Carolyne, der er mor til fem.

Født under diktatur

Hun bor i Vejle med sin mand, Jan, og deres fælles barn, der som den sidste af Carolynes børn bor hjemme. Hun har netop udgivet en selvbiografi, der hedder ’Hovedet i himlen og fødderne på jorden.’

– Jeg vil gerne vise, at der altid er håb og en ny chance for at ændre tingene. Vi er her for at lære hele livet igennem, og bliver man ramt af ulykke, kommer man op igen, siger hun.

Sådan har det været gennem hele Carolynes liv.

Hun er født i Uganda under diktatoren Idi Amin. Op mod en halv million mennesker blev dræbt under hans otte år lange regime, og Carolynes familie var blandt dem, der flygtede til nabolandet Kenya. Hendes mor kom fra en velstående familie og arbejdede i rejsebranchen, mens hendes far arbejdede sig op fra fattige kår og blev læge.

Da Carolyne som 18-årig blev gravid, blev hun sendt tilbage til Uganda og ud til sin farmor, der boede i en primitiv hytte i bushen.

– Som barn havde jeg elsket det frie liv hos min farmor, men som teenager var det ikke det, der stod øverst på min ønskeliste. Jeg ville hellere blive hos mine venner i Kenya, fortæller Carolyne.

Med på rejsen fik hun mel, olie og sukker, og det blev grundstenene til hendes nye liv. Selv om hun var gravid, stablede hun en forretning på benene ved at bage Mandazias, som er nogle søde brød, der minder om doughnuts.

– Der er altid en vej ud. Jeg vidste, at mine brød skulle være lidt bedre end alle de andres, hvis jeg skulle kunne leve af dem. Jeg har fra barnsben lært af min farmor at se på glasset som halv fuldt i stedet for halv tomt, siger hun.

Svoger likvideret

Hun mødte en fremtrædende politiker, som hun blev gift med. Den politiske situation i landet var dog så betændt, at manden måtte flygte ud af landet og efterlade en højgravid Carolyne alene tilbage med sin toårige datter.

Hendes svoger flyttede ind i huset for at passe på dem, men han blev brutalt likvideret i hjemmet, mens Carolyne gemte sig bag en kommode i det tilstødende værelse sammen med sin rædselsslagne datter.

– Jeg viste hende, at hun ikke måtte sige en lyd, for en højgravid kvinde og et barn ville ikke nødvendigvis blive skånet. Har man skudt en, kan man også skyde de næste to. Det eneste, jeg tænkte på, var, at de ikke måtte finde os, husker Carolyne.

Kort efter fødte hun Melvin og rejste til Danmark for at blive genforenet med sin mand, men den stolte og kærlige mand, som hun havde giftet sig med, var blevet knækket i det danske asylsystem og var kun en skygge af sig selv.

– Jeg kunne se i min mands øjne, at han ikke var den samme person længere. Han søgte trøst i flasken, for det var hans måde at holde sine følelser nede og dæmpe sorgen, siger Carolyne.

Alene med fire børn

Mens hun kæmpede for at integrere sig ved at lære sprog, tage en uddannelse og tage vare på sine børn, faldt ægteskabet fra hinanden.

Ægteskabet udviklede sig voldeligt og endte efter 11 år den dag, hvor han kom fuld hjem og smadrede hjemmet.

– Jeg har lært ikke at være bitter. Folk gør, som de gør, og det er ikke sikkert, at man forstår det på det tidspunkt, siger Carolyne.

Hun kæmpede videre for at skabe et godt liv for sig selv og sine fire børn.

– Det nyttede ikke at sætte sig ned og have ondt af sig selv. Nu var vi Danmark, så måtte vi integrere os, så godt vi kunne, siger Carolyne, der er sygeplejerske og har en kandidatgrad i sygeplejevidenskab.

I dag arbejder hun på et asylcenter. Hun blev selv mødt af venlige og hjælpsomme mennesker, da hun kom til Danmark og vil gerne bruge sine erfaringer til at hjælpe andre.

Selv om Carolyne har boet i Danmark i 30 år og taler flydende dansk, oplever hun sommetider racisme.

– Det er ikke rart at få at vide, at man ikke hører til og skal rejse hjem, for jeg føler, at jeg er dansk, for jeg har boet så længe. Men jeg har stadig min afrikanske stolthed og vælger at hæve mig over det. Det gør ondt, når det går ud over mine børn, men jeg har lært dem, at de ikke kan ændre folks måde at tænke på eller de ord, der bliver sagt, men de kan ændre deres egen reaktion, siger hun.

Med Melvin på tv

Hun har lært sine børn at være stolte over deres hudfarve. Melvin har gjort sin afrikanske baggrund til sit varemærke med tv-succeser som ’Sunday og ’Helt sort, og hans mor medvirker i begge dele.

Carolyne var uanmeldt dumpet forbi sin søn i Aarhus, mens tv-holdet filmede ham til ’Helt sort’, og da mor og søn begynder at snakke om Melvins oplevelser, var et nyt makkerpar født.

– Sådan er vi bare i vores familie, når vi er sammen, smiler Carolyne.