Fredag, 9. september 2022 - 15:00 - Af Emilie Lantz-Frederiksen. Foto: Søren Lamberth/ Aller Foto & Video og privat.
Min søster blev myrdet
De frygtede alle sammen, hvad Elins mand kunne finde på, da hun forlod ham. De planlagde flugten. Skjulte hende. Levede i stress og bekymring hvert minut. Og så skete det alligevel. Det onde.
PrintEn forårsmorgen i 2021 lå Niels Frank og sov i sin dobbeltseng på Østerbro i København, da han vågnede til lyden af sin mobil, der ringede. Han så navnet på sin søsters søn på skærmen, og straks kriblede tankerne frem i ham. Hvorfor var det ham, der ringede? Hvorfor ringede han nu? Det behøvede ikke være noget slemt, alligevel havde Niels en dårlig fornemmelse.
Niels tog telefonen og hørte kun en hulken i den anden ende.
– Niels, han har skudt hende.
Fem små ord, så sagde han ikke mere. Men det behøvede han heller ikke. Niels vidste præcis, hvad der var sket.
Var kun to tilbage
58 år tidligere blev Niels født ind i en familie på fem. Men én efter én gik Niels’ familiemedlemmer bort, og til sidst var der kun Niels og storesøsteren, Elin, tilbage. Det skabte et tæt bånd imellem de to. Niels var lykkelig for at have Elin. Hun var stabiliteten i hans liv og den person, han kunne forholde sig til, når det hele virkede kaotisk.
Elin blev boende i deres hjemby, Horsens, med sin mand og deres to sønner. Imens flyttede Niels til København med sin kæreste. Selv om de boede langt fra hinanden, var Niels ofte på besøg hos sin søster. Og her begyndte han langsomt at indse, at tingene ikke var, som de burde være i søsterens hjem. Jo mere Niels lærte sin svoger at kende, jo mindre brød han sig om ham.
– Når vi kørte hjem til København søndag eftermiddag efter en weekend i huset, sad jeg og råbte hele vejen til Storebæltsbroen om hvor åndssvag, grim og brutal, han havde været. Det var så frustrerende.
Barndomsbillede fra 1978, da Niels Frank var 15 år, med sin søster, Elin, og bror, Torben.
Elin var ødelagt
Da Niels besøgte sin søster og hendes mand i julen 2020, var det, som om noget havde ændret sig. Elin var nået sin grænse, og der var ingen glæde at spore i hende. Hun var så fysisk ødelagt af den måde, hendes mand pressede hende, at hun stort set ikke kunne bevæge sig. Hun kunne næsten ikke rejse sig op fra stolen, og hun kunne ikke gå ned til kirkegården, selv om det var en kort tur.
– Hun var ødelagt. Jeg havde den fornemmelse, at hvis vi ikke gjorde noget, så overlevede hun det ikke. Det var sidste udkald, og hun skulle væk fra ham nu, så hun kunne nå at få nogle gode sidste år.
Efter julen besluttede Elin sig for, at hun ville skilles. Hun havde forsøgt at overbevise sin mand om, at han skulle søge psykologhjælp, så de måske kunne redde deres ægteskab. Det nægtede han, og derfor så Elin nu ingen anden udvej end at forlade ham. Men Elins mand gav ikke op så let. I løbet af få dage fik han manipuleret hende til at blive hos ham. Han skulle nok forbedre sig, lovede han.
“Elin, du skal væk fra ham,” sagde Niels, da han snakkede i telefon med Elin en søndag aften. “Du overlever ikke det her.”
“Nej, jeg ved det godt,” erkendte Elin.
Elin pakker sine ting
Elin og Niels aftalte, at hun dagen efter skulle pakke sine ting, skrive et brev til sin mand og være væk, før han kom hjem fra arbejde. Og det gjorde hun så.
Elin boede efterfølgende nogle dage hos Niels og kæresten i København, fordi de frygtede, at ægtemanden ville opsøge hende. Selv om det var en skræmmende og kaotisk tid, tændtes der er lille håb i Niels. Måske kunne de igen få det familieliv, som Elins mand havde spærret for i så mange år.
Efter en uges tid tog Elin tilbage til Horsens for at passe sit arbejde. Hun boede på skift forskellige steder, for at hendes ægtemand ikke skulle kunne finde hende. Niels’ telefon ringede konstant, fordi Elin og sønnerne opdaterede ham om alt, hvad der foregik.
Som dagene gik, blev meldingerne fra Horsens mere og mere hårrejsende. “Jeg håber, I kan tilgive mig, for hvad jeg kommer til at gøre,” skrev Elins ægtemand en dag i en sms. Da Niels hørte om den uhyggelige besked, kiggede han på sin kæreste og sagde: “Nu er vi kommet et sted hen, hvor han kan finde på hvad som helst.”
Frygten forværres
Det begyndte at sitre i hele familien, og selv om Niels var mange kilometer væk, begyndte frygten at snige sig ind i hans hverdag.
– Bare det at gå ned på gaden var svært for mig. Nogle gange tog jeg bagtrappen, for så kom jeg ud på en sidegade og kunne se, om han stod ved hoveddøren og ventede på mig. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at han kunne stå der hvert eneste øjeblik.
Som tiden skred frem, blev Elins mand mere og mere isoleret. Han havde ikke længere nogen til at holde fast i ham, og Niels begyndte at frygte, hvad han kunne finde på. Derfor planlagde Niels, Elin og sønnerne omhyggeligt, hvordan bodelingen skulle foregå. Elin havde skrevet udførlige lister med de ting, som hun ønskede fra huset. Hun havde samlet ti mennesker til at hjælpe, og alle kendte deres opgaver, så de kunne komme hurtigt ind og ud af huset igen. På den måde kunne det forhåbentligt ikke gå galt.
Elin blev myrdet som 62-årig i 2021. Her ses hun med sit ældste barnebarn ved dåben i 2019.
Fatal bodeling
Den lørdag morgen, bodelingen skulle foregå, vågnede Niels med et spjæt. Han spejdede over mod uret, som viste 7:30, og undrede sig over, at han var helt klar i hovedet. Lige præcis nu mødtes Elin og de andre på en parkeringsplads i Horsens for at gennemgå bodelingen.
Niels besluttede sig for at lægge sig til at sove igen, og han satte en alarm til 9:30. På den måde kunne han sove hen over det hele. Når han vågnede igen, ville han vide, at det måtte være gået godt.
Men kl. 8:32 vækkede telefonen ham, og han hørte sin nevø hulke de skæbnesvangre ord: “Niels, han har skudt hende.”
Niels behøvede ikke at spørge, om hun var død, for han kendte godt svaret. Desuden kunne han slet ikke forme ordene i sin mund, for det eneste, der kom ud, var råb og skrig.
Han løb ind i deres stue og fortsatte skrigende rundt om deres hvide spisebord. Hurtigt kom hans kæreste løbende efter.
“Niels, fald nu ned. Du skal have noget vand.”
Men Niels’ vejrtrækning var helt ustyrlig, og han kunne intet få ned.
Tilbage til Horsens
Snart var Niels, hans kæreste og hans tætte ven på vej mod Horsens. Niels fortsatte med at råbe og skrige hele turen derover. Da de kom frem, sad de tre omkring et bord og ventede på resten af familien, som blev afhørt hos politiet. Det var, som om tiden var gået i stå.
Ud på eftermiddagen vendte familien endelig tilbage. De satte sig sammen og forsøgte at forklare, hvad der var sket. Da Elin og de andre var kommet frem til huset, nægtede hendes mand at lukke dem ind, fortalte de. De ringede til politiet, og Elin sagde til dem, at hun ikke følte sig tryg. 17 sekunder senere blev hun skudt af sin eksmand i ryggen med ordene: “Er det sådan, du vil have det, Elin?”. Hendes lunger perforerede, og halvdelen af hendes hjerte blev skudt væk. Hun kunne ikke reddes.
De næste uger blev Niels hos sine nevøer i Jylland. De skulle have styr på alle de praktiske ting, og på samme tid skulle Niels forholde sig til en ny hverdag uden sin storesøster.
– Det er det sværeste at tale om. Det er jo et uendeligt tab at miste en person, der har fulgt dig hele vejen igennem livet, kender dig ud og ind og ved, hvordan man skal beskytte dig. Da hun faldt væk, følte jeg pludselig, at der ikke var nogen, der beskyttede mig.
Begyndte at skrive
To måneder efter Elins død begyndte Niels at skrive forløbet ned og lave tidsrækkefølger. Han havde i lang tid haft problemer med at huske. Han havde glimt af forskellige episoder, men alting var så kaotisk i hans hoved. Han forsøgte at strukturere forløbet, så han selv kunne forstå, hvad der egentlig var foregået. Han sad og hulkede ned i ærmet, mens han skrev, fordi han skrev, imens uroen stadig sad i ham. Men skriveriet gjorde, at han havde en grund til at komme ud af sengen om morgenen. Det hjalp ham med at kunne orientere sig i det kaotiske rum, han befandt sig i.
– Det var et beskyttelsesrum. Så er det pludselig en historie og nogle figurer. Det gør, at der kommer en afstand, selv om at det på samme tid sidder under huden på en.
Da han begyndte at skrive, havde det ikke strejfet ham, at hans notater og tidsrækkefølger kunne blive til en rigtig bog. Men langsomt begyndte han at indse, at der måske var andre, der kunne få noget ud af at læse hans historie.
“Fanden Tage Dig”
Titlen på bogen kom til Niels pludseligt, da han en aften sad i sin sorte sofa. Han skyndte sig ind i værelset ved siden af, og på en notesblok skrev han “Fanden Tage Dig”. Det skulle være titlen på hans bog, fordi det rummede djævelskab. Niels synes på mange måder, at hans søster blev taget af djævlen.
– Det er ikke et andet menneske, der har taget hende. Fordi det er for ondt til, at det bare kan være en person, der har mistet snøvsen eller er kommet til at gøre noget idiotisk. Det er ikke en lille fejl eller en lille dumhed.
Niels’ bog slutter med domfældelsen, men det gør hans historie ikke. For frygten sidder stadigvæk i ham. Gerningsmanden blev dømt og sidder fængslet. Men hvad gør Niels, når søsterens morder bliver løsladt? Kan Niels blive boende i sin lejlighed? Er han stadig i fare?
Tabet af Elin kommer også til at være i Niels for altid. Han prøver at lade være med at tænke på, hvilket liv han kunne have haft med sin søster, når de blev ældre. Alt det med fremtiden har han parkeret, for han kan slet ikke se nogen fremtid. Når fremtiden er svær at forholde sig til, og fortiden er fyldt med ulykker og elendighed, er det eneste, man kan gøre, at forsøge at forholde sig til her og nu.
Niels Frank håber, at bogen, “Fanden Tage Dig”, kan hjælpe til, at man tør blande sig, hvis man oplever, at nogen lever i et skadeligt forhold, og at man bliver bedre til at forstå konsekvenserne af kvindedrabene.
“Fanden Tage Dig” af Niels Frank er beretningen om tiden op til drabet og om tiden bagefter – om sorgen, vreden og afmagten, begravelsen, efterforskningen og retssagen. Udgives af forlaget Gyldendal.
