Min mand forsvandt sporløst

Det lyder som teksten på bag-siden af en krimi. Men for forfatteren Lina Areklew var det virkelighed, da hendes mand en dag forsvandt og efterlod hende alene med tre børn.

For tre år siden stod Lina Areklew ofte op klokken fire om morgenen. Så sad hun ved computeren og skrev på sin første bog, inden hendes tre børn skulle op og køres i skole og børnehave. Bagefter passede hun sit fuldtidsarbejde med salg og marketing i et softwarefirma, indtil børnene skulle hentes igen.

Meget andet husker hun ikke fra den periode i 2019. Det hele er lidt sløret. For på det tidspunkt var Linas mand og børnenes far nemlig gået ud ad døren fra familiens hjem i en forstad til Stockholm. Han er aldrig vendt tilbage.

Efterladt med børn, ansvar og økonomiske udfordringer

Hans forsvinden lyder mindst lige så dramatisk som handlingen i hendes krimi, som hun i de tidlige morgentimer sad og gjorde færdig. Forskellen var bare, at Linas bog var ren fiktion. Hendes familiesituation var virkelighed. Det var sorgen og ængstelsen også. Og alle børnenes spørgsmål om deres far, som hun ikke kunne besvare. Lina var den eneste, børnene kunne spørge. Ligesom hun var den eneste til at klare alle de praktiske og økonomiske udfordringer, som hun var efterladt med.

Ligende det perfekte Instagram-foto

Lina Areklew nåede at være sammen med sin mand i 14 år, indtil han forsvandt. Og som hun selv siger, så lignede deres familie det perfekte instagram billede. Tre skønne børn, hus, sommerhus, bil og båd. Manden drev med succes sin egen virksomhed, og 43-årige Lina er i dag klar og præcis, når hun beskriver ham: ”Han var den perfekte mand. Og den perfekte far. Indtil den dag, han ikke var det.”

Diagnosen gjorde det lettere

Selv vidste Lina godt, at han bag alt det perfekte og stærke kæmpede med en skrøbelig side, som gang på gang lagde ham ned. Allerede tidligt i deres forhold blev han ramt af depressioner, og i 2018 fik han diagnosen bipolar.

– Det gjorde det på en måde lettere, at han fik diagnosen, for så kunne vi tale om det. Vi var enige om, at det her var noget, vi skulle leve med og overkomme sammen. Og vi var også enige om at være åbne om det. Så vi fortalte om hans lidelse til lærerne på skolen, til børnene og til folk, vi mødte, siger Lina, som oplevede, at næsten hver gang, hun fortalte om sin mands psykiske kampe, så åbnede personen overfor også for psykiske diagnoser i familien eller vennekredsen.

Alle kender en, der kæmper med psykiske problemer

– Alle kender jo en, der på en eller anden måde kæmper med psykiske problemer, og det var en kæmpe lettelse at tale om tingene. Jo mere, man taler om det, desto lettere er det at leve med. Vi skal ikke gøre psykisk sygdom til noget stort og skamfuldt. Det er noget almindeligt, som rammer i næsten alle familier, siger Lina, som sammen med sin mand også forsøgte at gøre hans lidelse så udramatisk som mulig, når de talte med børnene om den.

Man kan brække benet. Og man kan blive syg i sindet

– Vi sagde, at hvis man brækker benet eller får kræft, skal man have hjælp og medicin for at få det godt igen. På samme måde er det, når man bliver syg i sindet. Så skal man også have medicin og snakke med nogen for at få hjælp.

Det forstod børnene godt. Men det var alligevel svært for dem at være vidner til deres fars humørsvingninger og deres mors frustrationer.

– De ønskede selvfølgelig, at han ikke var syg. Børn vil jo helst have en helt almindelig familie, der ligner alle andre, siger Lina, som i de sidste år med manden også blev mere og mere udmattet af at leve med ham.

En hård kamp

Når han havde det dårligt, kunne han sove i fem dage i træk, og Lina kunne aldrig være helt sikker på, om han nu også gjorde de ting, de aftalte.

– Det var en hård kamp, for det hele handlede om ham. I de sidste år var jeg hans sygeplejerske, hans psykolog og hans administrator.

Hele mit liv drejede sig om at kontrollere og styre ham. Jeg skulle sørge for, han tog sin medicin og sikre mig, at han hentede børnene, når vi havde aftalt det. Hvis tingene blev for svære, kunne han forlade hjemmet i flere dage, og når han så kom tilbage, var jeg vred, og så skændtes vi. Der var megen råben og skrigen.

Forlod hjemmet

I august 2019 skulle Lina til en bogmesse i Stockholm en weekend, og på det tidspunkt var mandens tilstand så ustabil, at hun ikke turde overlade børnene til ham, i stedet bad hun sin mor om at træde til og passe dem. Hun bad også manden om ikke at være hjemme imens, og han forlod derfor hjemmet. Men denne gang vendte han aldrig tilbage.

Lina var fortvivlet og kontaktede politiet, som efterlyste manden. Selv ringede og ringede hun til ham. Det blev hun ved med i det første år. Også selv om politiet en måned efter mandens forsvinden kunne fortælle, at de havde fundet ham, og at han derfor ikke var efterlyst mere. Men han havde fortalt, at han ikke ønskede at blive fundet, og der har ikke været livstegn fra ham, siden han en enkelt gang var forbi hjemmet for at hente nogle ting.

Hvor er far?

Når børnene spurgte: ”Hvor er far?” skulle Lina finde på et svar, som de kunne leve med, og samtidig skulle hun sluge sin egen vrede og sorg over at være blevet efterladt med alt det ansvar og de praktiske gøremål, som en børnefamilie kræver.

–Det var en svær balance, for jeg ville jo ikke vise børnene, hvor frustreret jeg selv var. Så jeg sagde: Far elsker jer. Men han kunne ikke tage vare på sig selv og på jer.

Havde været vant til at bære ansvaret

Nu skulle Lina selv tage vare på det hele. Det var naturligvis hårdt. Men på en måde var livet alligevel blevet en smule lettere.

– Jeg havde jo også været alene om ansvaret for familielivet, inden han forsvandt. I de sidste år kunne jeg ikke rigtig stole på, at han gjorde de ting, han lovede, så på en måde var det en befrielse, at jeg kun skulle passe på børnene og ikke også på ham, siger Lina, som faktisk havde skrevet under på skilsmissepapirer, inden hendes mand forsvandt. Men i dag er hun overbevist om, at hun aldrig havde forladt ham, uanset hvad der var sket.

– Hvis han ikke var forsvundet, var jeg aldrig gået fra ham, siger hun.

Man kan mere, end man skulle tro

Lina er en kvinde, der gør det, hun skal. Også selv om det ikke er rart. Når man spørger hende, hvordan hun klarede at stå tilbage med tre børn, arbejde og pligter, svarer hun kort: ”Det kunne du også.”

I Linas øjne kan man nemlig meget, når der ikke er andre muligheder.

– Når man har børn, skal man jo have livet til at hænge sammen. De er de vigtigste. Der var ikke tid til, at jeg gik og mærkede efter. Min krop gjorde det ligesom bare for mig. Jeg var på autopilot, siger Lina, som ikke bare knoklede for at holde sammen på hverdagen og økonomien. Hun insisterede også på at redigere den krimi færdig, som hun havde skrevet, inden hendes mand forsvandt.

Bogen blev hendes redning

Derfor var hun oppe klokken fire om morgenen, når der var ro i huset. Det lyder hårdt. Men bogen var også en motor og et lyspunkt, da livet var værst.

– Det var selvfølgelig først og fremmest børnene, der fik mig til at kæmpe. Men bogen blev også min redning. Den gjorde mig glad, og det var godt at have den og tænke på noget andet.

Bogen blev en kæmpe succes

Hvad krimien ”Fra Asken” ville føre med sig, når den kom ud på hylderne, anede hun ikke. Hun havde ikke forestillet sig, at den blev solgt i over 70.000 eksemplarer i Sverige, og at den ville blive nomineret til årets svenske krimidebut. Men sådan kom det til at gå. I dag er den solgt til ti lande, og den er netop udkommet i Danmark.

 

Linas bog ”Fra Asken” er også udkommet på dansk.
Forlaget Memoris

Linas bog ”Fra Asken” er også udkommet på dansk.

 

Fundet kærligheden igen

Det er ikke kun professionelt, Lina har fået medvind. Hun er flyttet sammen med en ny kæreste, Robin, og lever nu i en sammenbragt familie med i alt fem børn og en hund og en kat.

For hende var det ikke svært at forelske sig igen på trods af hendes fortid. Men det var vanskeligt at finde tilliden til en mand.

– I starten var forholdet lidt frem og tilbage, for jeg havde svært ved at kaste mig ud i det. Heldigvis er min nye kæreste meget forstående og tillidsvækkende, og jeg kunne til sidst mærke, at det var meningen, at det skulle være os. I dag er jeg meget glad. Han er en rigtig familiemand. Kærlig, god til børn, laver mad og tager sig af os alle sammen, siger Lina, som dog kan pege på en enkelt ulempe ved at få ro på livet.

 

 Privat.

Lina har fundet kærligheden igen. Hun nyder roen med kæresten Robin og børnene Selma, Nils og August. Foto: Privat.

 

Mærker først trætheden nu

– Det er først nu, jeg begynder at mærke, at jeg er træt. Først nu, jeg mærker, hvad jeg har været igennem. Det havde jeg ikke tid til tidligere. Men jeg har heldigvis fået en god terapeut.

Når Lina fortæller sin personlige historie her, har hun særligt ét budskab, hun gerne vil have frem.

– Du kan altid samle dig selv op. Selv når livet er sortest. Der er altid en løsning og en ny vej. Når du har været igennem helvede, så virker almindelige problemer pludselig små. Og du bliver bedre til at værdsætte de små gode ting i livet. Lige nu går jeg for eksempel og glæder mig til at tilbringe sommeren hjemme. Vi skal bare være sammen og spise nogle is. Mere behøver vi ikke. Måske vil jeg om nogle år få lyst til store udenlandsrejser. Men ikke lige nu.

Lina har fundet kærligheden og tilliden. Her med sin nye kæreste Robin og børnene Selma, Nils og August,