Mine børn betalte prisen

Som mor til fem prøvede Silvia at få hverdagen til at køre. Men den kørte slet ikke. Hun var ramt af en dyb depression uden selv at vide det. Det forstod hun først, da hendes lille datter sagde noget, hun aldrig glemmer.

– Jeg synes, du har mistet livsgnisten i dine øjne.

Sådan sagde en dagplejemor en dag, Silvia kom for at hente sin yngste datter. Mange andre omkring Silvia delte dagplejemorens bekymring i den periode. Silvias store teenagedatter valgte ligefrem at flytte hen til sin far, for som hun sagde til sin mor: – Du er den mest u-voksne voksen. Du har ikke styr på noget.

Kunne ikke selv se det

Faktisk kunne alle se, at Silvia ikke længere var sig selv. Alle, undtagen Silvia selv. I flere år var hun blind for, at hun var ramt af en dyb depression. Hun kunne selvfølgelig godt mærke, at hun ikke havde det godt. At hun kunne sidde og kigge på en sok på stuegulvet i dagevis uden at have kræfter til at samle den op. En tur i supermarkedet virkede så uoverskuelig, at hun trak tiden, til der absolut ikke var mere i køleskabet.

Men at hun var så alvorligt ramt, at hun behøvede professionel hjælp, anede hun ikke. Hun prøvede bare på egen hånd at kæmpe sig videre i hverdagen som enlig mor til fem.

 

Alle andre kunne se, at Silvia ikek var sig selv. Men selv opdagede hun det ikke, før det var helt galt.

Alle andre kunne se, at Silvia ikek var sig selv. Men selv opdagede hun det ikke, før det var helt galt.

 

Var en mor uden energi

– I dag kan jeg se, at det var mine børn, der betalte den højeste pris, og det har jeg stadig dårlig samvittighed over. Jeg svigtede dem. Mødre skal jo være sådan nogle, der springer rundt og bager kager og løser problemer. Mine børn oplevede, at der ikke altid blev smurt madpakker, og at der ikke altid blev ordnet vasketøj.

Slog sig selv i hovedet i stedet for at søge hjælp

Dengang kunne 45-årige Silvia Roed fra den vestjyske by, Spjald, selvfølgelig godt se, at hun som mor burde have mere overskud. Men i stedet for at søge hjælp, slog hun sig selv i hovedet med de mest modbydelige sætninger.

– Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke var noget værd. At jeg var en dum kælling. Det var pinefuldt for mig at være blandt andre mennesker, fordi jeg tænkte, at de måtte kunne se, hvor lidt jeg betød i verden, siger Silvia, som holdt sig mest for sig selv.

Hun er førtidspensionist på grund af en spastisk lammelse, så hun kunne virkelig gemme sig helt uden at blive mødt af f.eks. kolleger på en arbejdsplads.

Depressionen kom snigende

Det er svært at sige nøjagtigt, hvornår Silvia blev ramt af depressionen. Den kom ligesom bare snigende. I dag kan hun godt se, at den nok blev udløst helt tilbage i 2011, da hun først mistede sin mor på kun 55 år og et halvt år efter sin farmor.

– Min mor havde haft et svært liv, men det var hende, der gav mig livet. Og det var min farmor, jeg levede livet med. Så jeg mistede to mødre, og pludselig blev det hele tungt.

Datterens ord åbnede Silvias øjne

Hvor tungt, forstod Silvia faktisk først en dag i 2016, hvor hun skulle have besøg af sin bror. Bare tanken om at skulle sætte kaffe på bordet og være social, gjorde hende udmattet, men hun fik da åbnet døren og budt ham indenfor.

Den dag sad de alle sammen og spillede Uno, og pludselig udbrød Silvias yngste datter: “Vi spiller kun Uno, når mor ikke ligger i sengen.”

Den sætning fik Silvia til at åbne sine øjne bag spillekortene. For lige da forstod hun, at hun faktisk var en mor, der lå i sengen det meste af tiden.

Ned og ramme bunden

Sandheden ramte hårdt. Men hun skulle helt ned og ramme den dybeste, sorteste bund, før hun forstod, at hun ikke kunne klare det her alene.

Faktisk havde hun besluttet, at hun ikke ville leve mere. Hun havde også forberedt, hvordan det skulle foregå, men heldigvis ringede hun til en ven, inden hun gjorde alvor af sine planer. Og heldigvis tænkte den ven klart og hurtigt.

Vennen fik hende på psykiatrisk afdeling

Over telefonen udstak han ordrer om, hvad Silvia skulle gøre for at forhindre hende i at gennemføre sine tragiske planer. Som det første, kommanderede han hende til at køre børnene hen til deres fædre. Bagefter sørgede han for, at hun kom til at gå ind ad døren til en psykiatrisk afdeling. Der gik fem uger, før Silvia kom ud ad den dør igen.

Kunen ikke engang føle savn til børnene

I de første dage på psykiatrisk afdeling var hun så langt fra sig selv, at hun ikke engang kunne føle savn til sine børn. Hun kunne heller ikke holde ud at være i nærheden af de andre patienter, så når hun havde spist sin mad i fællesrummet, skubbede hun i samme øjeblik tallerkenen fra sig og sagde: “Jeg vil ind på mit rum.”

Medicin og motion

Silvia fik medicin fra første øjeblik. Men hun blev også skubbet i retning af den kondicykel, som stod på afdelingen, og i håb om at komme frem til et normalt liv igen, valgte hun at trampe i pedalerne ti kilometer om dagen. Det gav resultater.

– Det var, som om jeg pludselig kunne mærke solens stråler komme ind i hjernen på mig, husker Silvia, som lidt efter fik et andet bevis på, at hun var ved at blive sig selv. Hun sad nemlig og græd, fordi hun savnede sine børn.

– Det var en befrielse. Jeg tænkte: Whao, jeg kan føle igen. Jeg kan mærke, hvor meget jeg elsker mine børn.

 

Takket være medicin og motion begyndte Silvia at se lyset igen.<br />

Takket være medicin og motion begyndte Silvia at se lyset igen.

 

Lyste mere og mere op

Undervejs fik Silvia det så godt, at hun en dag gav personalet et chok. Hun var nemlig selv af egen fri vilje kommet ud fra sit værelse, og det var virkelig ikke et syn, de var vant til.

Silvia kom mere og mere ud. Hun lyste mere og mere op. Til sidst sad hun dagligt og spillede spil med de andre og lavede fis og ballade med dem, der kunne tåle det. Tiden var ved at være inde til, at hun kom ud og begynde på hverdagen igen.

Nemt var det selvfølgelig ikke. Ingen slipper ud af så dyb en depression på et øjeblik. Heller ikke efter fem uger på psykiatrisk afdeling.

Har fået noget at stå op til

Silvias vej tilbage til livet har været lang. Men hun har ikke skullet betræde vejen så alene som før, og det har gjort en kæmpe forskel.

Efterfølgende begyndte hun nemlig at komme fast i sit lokale værested, Den Blå Mølle i Kibæk, som er en del af Blå Kors Danmark.

Her møder hun stadig op stort set hver dag både som bruger og som frivillig. Hun kommer for at møde de andre, som alle har hver deres bagage at slæbe på. Hun kommer for de gode snakke. For at slå græs. Spille spil. Og tage med på udflugter.

 

Silvia mellem Ejnar Larsen (social faglig medarbejder på Den Blå Mølle) og leder Yvonne Thorø Iversen.<br />

Silvia mellem Ejnar Larsen (social faglig medarbejder på Den Blå Mølle) og leder Yvonne Thorø Iversen.

 

– Den Blå Mølle har givet mig en hverdag og noget at stå op til. Det betyder også, at jeg nu har noget at fortælle mine børn, når vi sidder ved aftensmaden og taler om, hvad vi har lavet i dag. Før kunne jeg ikke fortælle meget andet, end at jeg havde sovet til middag tre timer, og lidt om hvad der var sket i dagens afsnit af “Det lille hus på prærien.” I dag oplever de en glad og levende mor, siger Silvia.

Prøver at se frem

Hun har forsøgt at tale med dem om, hvad der skete i de svære år, da hendes depression lå som en skygge over familien. Den periode sidder selvfølgelig dybt i dem alle, og kunne Silvia skrue tiden tilbage, gjorde hun det.

– Men vi kan jo ikke leve levet baglæns. Vi er nødt til at se frem, og jeg har prøvet at få dem til at forstå, at det ikke var noget, jeg gjorde med vilje. Det vat noget, der bare skete.

Vil gerne hjælpe andre

Silvia vil i det hele taget gerne fortælle andre, hvordan det føles at have en depression, for det kan være svært at forstå noget, man ikke kan se.

– Et brækket ben kan man forstå. Men hvordan beskriver man et brækket hoved, som hun siger.

I dag drømmer hun om at holde foredrag om lidelsen, og hun har allerede fortalt sin historie mange gange på Den Blå Mølle til andre, som kunne have gavn af den.

– Jeg pakker ikke tingene ind, og jeg er ikke bange for at fortælle, hvordan det helt konkret føles at være meget ked af det. Det er jo, når man holder alt det svære inde, at man bliver ensom, siger hun.

Den Blå Mølle i Kibæk

Er et værested for mennesker, der er ensomme, hjemløse eller har psykiske- eller sociale udfordringer. Eller problemer med alkohol. Værestedet drives af Blå Kors. Du kan læse mere på blaakors.dk