Mit liv ændrede sig drastisk. Jeg forlod sekten - del 1

Da jeg var 12 år, ændrede mit liv sig så drastisk, at det aldrig blev det samme igen. Min mor og far blev døbt som Jehovas Vidner, og det betød, at vi alle nu tilhørte menigheden. Fra da af levede jeg i frygt for dommedag.

Jeg blev født i 1962 ind i en ganske almindelig familie med mor, far og min storebror, Stefan. Vi boede på Fyn, og mine forældre tilhørte det arbejdende folk; Min far havde job på et stort lager, og min mor gjorde rent på en skole. Min farmor kom til at spille en stor rolle i min og Stefans opvækst, men hun var til gengæld den eneste familie, vi rigtig havde. Min mors søskende var splittet for alle vinde, og min far var enebarn. Som barn tror man nok, at alt det, der sker i ens eget hjem, er det eneste rigtige og normale, for man kender jo ikke til andet. Jeg syntes, vi havde det rigtig godt hjemme hos os. Der var hygge og tryghed. 

Men i 1970 døde min elskede farmor af en aggressiv kræftsygdom, og vores lille familie blev totalt isoleret, for min mor og far havde ikke været gode til at få særlig mange venner. Jeg tror, det var grunden til, at de efter farmors død knyttede sig til Jehovas Vidner. Her kunne de finde den tryghed og det forbillede, de manglede i deres liv. Vi børn vidste ikke rigtig, hvad der foregik. Det var først i efteråret 1974, da jeg var 12 år, at vores liv ændrede sig så drastisk, at det aldrig blev det samme igen. Mor og far blev døbt som Jehovas Vidner, og det betød, at hele familien lige pludselig tilhørte Jehovas Vidner. Mine forældre havde ledt efter en sandhed, som de følte, at de havde fundet her. Mig og min bror havde ingen indflydelse på, hvad vi skulle tro på.

I december det år tog mor kassen med julepynt ned, og jeg var glad. Højtiderne mindede mig altid om farmor, for der boede hun praktisk talt hos os. Men min mor sagde: ”Nu skal vi ikke holde jul mere.” ”Til gengæld skal vi overleve dommedag og mødes med alle dem i vores familie, der er døde. Bliver det ikke dejligt?” Jeg savnede min farmor hver eneste dag, så jeg syntes selvfølgelig, at det lød rigtig fint at kunne møde hende igen. Jeg kunne forstå, at dette var den sidste jul før den skrækkelige dommedag, så jeg gav gerne afkald på den for farmors skyld, hvis det betød, at jeg kunne blive værdig til at komme med ind i ”Den Nye Verden”. Dengang var Jehovas Vidner sikre på, at dommedag ville indtræffe i efteråret 1975, men det blev januar, februar og marts… og pludselig var der gået et år og harmagedon var alligevel ikke kommet i løbet af året.

Jeg var konstant angst for ikke at være god nok, så jeg ikke kom med i ”Den Nye Verden”. Jeg bekymrede mig også meget for, om min mor ville overleve, og derfor var det vigtigt at gøre sit yderste for at være et dygtigt vidne. Stefan og jeg skulle også med mor og far ud at forkynde for folk og give dem budskabet om muligheden for evigt liv. Det var forfærdeligt, i hvert fald for mig. Jeg var i forvejen meget genert og følte absolut ikke, jeg havde talegaverne i orden. Jeg hadede det, men jeg burde jo elske det. Det var jo det vigtigste af alt: at forsøge at redde nogle uskyldige mennesker med over i ”Den Nye Verden”. Jeg var så splittet at jeg engang cyklede ned til søen og råbte min frustration ud: ”JEG VIL BARE VÆRE SOM ALLE DE ANDRE!”

Død, døden. Min barndom var så fuld af døden. Jeg prøvede at springe forkyndelsesturene over, hvis der var den mindste mulighed for det. Når Stefan, mor og far vendte hjem efter nogle timer i Jehovas tjeneste, havde jeg den værste skyldfølelse, for jeg burde have været med dem. Min storebror var i det hele taget et meget bedre Jehovas vidne end jeg. Han gik helt og fuldt ind for det, det samme gjorde min mor. De havde kun social omgang med andre medlemmer, for at have venner udenfor miljøet ville være helt uhørt for dem. Min far kunne stadig indimellem finde på at tage sig en enkelt øl med kollegerne efter fyraften, men det skabte hver gang store konflikter mellem mine forældre.

Som 17-årig deltog jeg i et af Jehovas Vidners store landsstævner. Det var her, jeg mødte en sød, ung mand ved navn Ole, og det skulle vise sig at ændre mit liv endnu engang…

Se også: Min mor begik selvmord