Monica blev misbrugt som barn: Jeg tilgiver dem

Lige siden hun var lille, er Monica blevet misbrugt af mænd, hun stolede på. Nu har hun valgt at tilgive og prøve at forstå. Det gør, at hun i en alder af 66 år endelig er begyndt at elske sig selv.

Modvilligt sætter hun sig ind i hans bil. Da de når kolonihaven, kigger hun ned i jorden, og hun kan mærke frygten, da han løfter hende op på sengen. Den ellers søde og trygge mand har på et kort sekund forvandlet sig til en gammel, tyk mand, og følelsen af chok lammer hende, så hun ikke tør bevæge sig.

– Jeg lærte at slukke for mine følelser, og frygten gjorde mig lige så følelsesløs som smerten. Han sagde, at det var vores hemmelighed, og fra det øjeblik følte jeg, at det var min skyld, fortæller 66-årige Monica Ek fra lejligheden i den svenske by Rågsved.

Hun spoler tiden tilbage til før, hun selv blev født, for hendes historie begynder allerede der.

Hendes mor var bare 18 år gammel, da Monica kom til verden. Faren var allerede ude af billedet. Hendes mor fik hjælp af en slægtning de første to år af Monicas liv, da hun havde svært ved at tage vare på sin datter alene.

– Når jeg skreg på grund af kolik, var der en ældre mandlig slægtning, der kom med sine trøstende arme. Hos ham følte jeg mig rolig og tryg, fortæller Monica, der dog senere fik vendt den tryghed til frygt, da han begyndte at misbruge hende seksuelt.

Giv Ude og Hjemme i gaveKlik her og læs hvordan!

Opvækst i frygt

Hun husker misbruget, fra hun var fem år gammel, men det kunne ifølge Monica være begyndt tidligere. Episoden i kolonihavehuset var bare en af mange, hvor frygten overmandede hende. Misbruget fortsatte, indtil hun var 12 år, og når hun tænker tilbage på den lille uskyldige pige, bliver hun ked af det. Hun beskriver sin barndom som tragisk, og inden hun fyldte syv år, havde hun boet i to forskellige plejefamilier og på forskellige børnehjem. Et lysglimt fra barndommen var dog sommerferierne i Småland.

– De somre husker jeg som de bedste i mit liv. Her oplevede jeg en stor tryghed fra to oprigtige, gode og kærlige mennesker. Jeg var sygeligt tynd og sad altid og stak til maden, men når jeg var der, spiste jeg altid med stor appetit, fortæller Monica, der en sommer efter endt ophold kom hjem til sin mor.

Her kunne hun se en barbermaskine på badeværelset og et jakkesæt, der hang i skabet. Mænd var kommet og gået hele hendes barndom, og hun tænkte på, hvilken mand der nu var kommet ind i deres hjem.

I begyndelsen var han empatisk og god ved både hende og moren. Men en nat vågnede Monica ved, at han sneg sin ind i hendes seng. Endnu en gang blev Monica lammet af frygt, og endnu en gang følte hun, at det var hendes skyld.

– Jeg følte mig som det mest ensomme menneske i verden, forklarer Monica, der ikke havde en eneste voksen, hun kunne betro sig til.

De efterfølgende år havde hun svært ved at fokusere på skolen, og hun endte med at droppe ud. Når hendes mor var trist, var hun ofte den, der stod klar til at trøste.

– Jeg fordømmer ikke min mor, og jeg elsker hende højt, men jeg endte med at være mor for min egen mor. Hun indrømmede for to år siden, at hun ikke havde været der for mig, som hun havde ønsket, fortæller Monica.

Et let bytte

Barndommens oplevelser sendte skygger ind i hendes voksne liv, hvor Monica gik ind i flere usunde forhold.

– Jeg fandt sammen med mænd, der ofte tog stoffer. De truede og misbrugte mig, og jeg kan se, at mine forhold var baseret på det misbrug, jeg voksede op med. Jeg har nogle gange følt, at mænd med onde hensigter kunne fornemme, at jeg var et let bytte. De mænd, der voldtog mig, lærte mig, at mænd kan gøre med piger og kvinder, hvad de vil. Derfor troede jeg, at man kun kunne få kærlighed ved at give manden sex, siger Monica.

Hun søgte bekræftelse, men hun oplevede i sine tidligere forhold alt fra at blive banket ind i væggen, tæsket og udsat for en pistol for tindingen.

Alligevel vidste hun, at det ikke var den måde, hun ville leve resten af sit liv. Derfor valgte hun at tage kontakt til den ældre mand, der havde misbrugt hende i hendes barndom. En dag tastede hun hans nummer og spurgte ham direkte, hvorfor han havde misbrugt hende.

– Først sagde han, at han ikke vidste, hvad jeg snakkede om. Derefter spurgte han mig, hvor mange penge jeg ville have, fortæller Monica og tilføjer, at manden er død i dag.

Hun nåede selv at blive 65 år, før hun begyndte at kigge kærligt på sig selv. Alligevel er der stadig en del, som hun har svært ved at tilgive sig selv for.

Som 18-årig blev hun gravid. Der var ingen ved hendes side, da hun fødte sin søn. For første gang i sit liv følte hun en rendyrket lykke. Men hun havde svært ved at få familielivet til at hænge sammen, og til sidst blev det besluttet, at hendes søn skulle i plejefamilie. Den dag følte hun, at hun mistede sit ståsted i livet.

– Jeg havde, ligesom min mor, ikke formået at være der for mit barn, som jeg gerne ville være. Min største sorg er, at jeg ikke har et forhold til min søn eller børnebørn. De er det vigtigste i mit liv, og jeg kan ikke bede om nok tilgivelse for det. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på ham. Samtidig er jeg utrolig stolt over, at han lever et godt liv og har formået at bryde den onde cirkel, som jeg og mange i min familie ikke lykkedes med.

I 2006 blev Monica ramt af brystkræft. Først i det ene bryst, derefter i det andet. Fire år senere fik hun kræft i livmoderen, og efter operationer og dobbeltstråling kom hun i kontakt med en god psykoterapeut.

– Jeg vil ikke sige, at jeg er taknemmelig for, at jeg fik kræft, men i forbindelse med behandlingerne kom jeg i kontakt med søde mennesker, som virkelig støttede mig. Så på en måde blev kræften et vendepunkt i mit liv. Jeg fik også hjælp med min panikangst. Jeg havde tidligere været i terapi, men nu fik jeg den rigtige hjælp, fortæller Monica.

 

Monica fortæller sin historie for at give håb til andre i samme situation.

Monica fortæller sin historie for at give håb til andre i samme situation.

 

Vælger forsoning

Angsten havde hun udviklet allerede som lille. I stedet for at græde eller give afløb for sine følelser under misbruget kunne angstanfaldene få hende til at ligge og banke hovedet ind i væggen, når frygten var størst. Da hun begyndte at bearbejde alle oplevelserne, endte hun med at få et hjerteanfald. Hun er selv overbevist om, at krop og sjæl hører sammen, og at hjertet blev overbelastet, da alle følelserne fra barndommen indhentede hende.

Som Monica ser det, kom hun til en korsvej, hvor hun enten kunne vælge at tilgive, blive forsonet og forstå. Eller hun kunne lade alt, hvad hun havde oplevet, fylde hende med had og bitterhed.

– Samtidig med at jeg valgte at tilgive mig selv og mine omgivelser, oplevede jeg for første gang en indre ro. At jeg har tilgivet, betyder ikke, at jeg har retfærdiggjort det, der er sket i mit liv. Det har hjulpet mig med at føle mig fri, og frem for alt er jeg endelig begyndt at værdsætte mig selv, fortæller Monica.

Tror på kærligheden

Det har taget hende lang tid at finde modet til at fortælle sin historie, og nu vil hun gerne være en stemme for andre, der ikke tør eller kan.

– Jeg vil være et talerør for alle de tavse stemmer og et ansigt for dem, så man kan se, at hvis man tør tilgive, kan man blive fri. Jeg vil gerne hjælpe dem til at finde modet til at tale om deres oplevelser, så de kan få noget hjælp. På den måde kan man indse, at det ikke er ens egen skyld, fortæller Monica.

Hun peger på, at overgreb ofte sker fra en person, man elsker. Det er netop derfor, man ikke kan fortælle det til nogen og ikke tør melde det til politiet.

– Min gerningsmand i barndommen havde en masse gode sider og kvaliteter, samtidig med at han var en djævel. Jeg vil gerne fortælle dem, der tror, at det umulige er umuligt, at det er det ikke. Alt er muligt, fortæller Monica.

På trods af sine oplevelser tror hun stadig på kærligheden. I et par år har hun boet sammen med sin samlever, Hans, og siden de blev et par, er hun vokset som menneske. Han adskiller sig radikalt fra de mænd, hun tidligere var sammen med.

– Jeg er blevet endnu stærkere som menneske. Han ved alt om mit liv, og han har aldrig været fordømmende, fortæller Monica, der har været på en rejse gennem mørket, men også gennem lyset.

– Jeg har været i det sorteste helvede, men jeg har samtidig set folks bedste og smukkeste sider. Jeg har aldrig givet op, og det er derfor, at jeg deler min historie – for at styrke andre. Jeg ønsker, at alle skal indse, at der er håb. Jeg er glad i dag, og jeg ved, at der er lys.