Amalie planlagde sin egen begravelse

Der var ingen garanti for, hvor længe Amalie Vilslev kunne leve med sine nye lunger, men prognoserne var gode. De fleste lever syv år ekstra, og nogle har endda levet 25.
Uanset hvor lang tid 21-årige Amalie havde, ville hun ikke spilde den. For som hun selv sagde: Alt vi har er nu.

Lad min datter leve
Hun gik i gang med at lave en podcast om sit nye ungdomsliv og alle de muligheder, der lå foran hende. Men kort inde i optagelserne begyndte hun igen at få svært ved at trække vejret. Hendes sygdom greb fat i hende, og denne gang var der ikke noget at gøre. I stedet for at gå i byen og have det sjovt, begyndte hun at planlægge sin egen begravelse.
Selvom podcasten blev helt anderledes end planlagt, insisterede Amalie på at fortsætte. Hun havde stadig meget at fortælle.
Du kan lytte til alle fem afsnit af ”Alt vi har er nu – Amalies sidste sommer” i ALLY-appen.
Livet tog en drejning
Da Amalie var 17, levede hun et normalt liv. Hun gik på gymnasiet og dyrkede sport. Men en dag begyndte hun at få svært ved at trække vejret, og snart blev skole og fester skiftet ud med hospitaler og bekymringer.
Amalie led af sygdommen Morbus Osler, der giver karmisdannelser på de mindre blodkar, og som ofte rammer lungerne. Hun blev indlagt på hospice, hvor hendes eneste håb var en transplantation.
– Tanken om, at jeg var tæt på at dø, sad virkelig i mig. Jeg kunne ikke sove, og jeg ville ikke sove, for hvad nu, hvis jeg ikke kunne trække vejret, når jeg sov. Eller hvis jeg blev kvalt, eller hvis jeg bare døde på et eller andet tidspunkt. Jeg ville hele tiden have kontrollen, så jeg sov ikke, og jeg kunne ikke lide at være der. Jeg hadede det sted, fordi det mindede mig om, at jeg var syg, fortalte Amalie til Ude og Hjemme.

Derfor skal du tage stilling til organdonation
Nye lunger
Men en dag i februar 2020 fik Amalie beskeden: Hun skulle have nye lunger.
– På den ene side var jeg helt oppe at køre, for det var utrolig stort, og det var noget, jeg havde ventet på, og nu skete det endelig. Men jeg var også bange for, at jeg ikke ville vågne igen, hvis der skete et eller andet under operationen, sagde hun.
Operationen gik godt, men genoptræningen var lang og hård. Det var dog det hele værd, da Amalie for første gang kunne indånde den friske forårsluft og mærke, hvordan hendes lunger fyldte sig.
Håb og planer for fremtiden begyndte at tage form. Hun lavede en liste med alle de ting, hun gerne ville opleve i de ekstra år, hun havde fået. Hun ville bade i Vesterhavet, få en tatovering, spise tatar og rejse.
- Jeg skal se og opleve alt, lød det fra Amalie.
En tur til Holland
Første punkt på listen var en tur til Holland, hvor hun besøgte en veninde. Da hun kom hjem igen, skulle hun mødes med journalist Amanda Boie Hvid for at tale om podcasten og næste punkt på hendes liste. Men samtalen blev noget anderledes end forventet.
- Min lungefunktion er faldet, lød det fra Amalie.
Snart befandt hun sig igen på et hospice, og denne gang var der ikke noget at gøre – hun skulle dø.
Men hun ønskede at fortsætte med podcasten, hvor hun fortalte om alle de svære tanker ved at skulle sige farvel til det liv, hun elskede så højt. Farvel til håbet, til familien, vennerne og alle drømmene.
Tag stilling til organdonation
Hun fortsatte, fordi hun så gerne vil minde os alle sammen om at gribe livet, mens vi har det.
Fordi, hun ville opfordre alle til at tage stilling til organdonation. Selvom hun kun fik kort tid ekstra at leve i med sine nye lunger, ville hun aldrig have været det foruden. Og så fordi, hun insisterede på at tage den svære samtale. Gennem sin tid som syg oplevede hun enormt meget tabu omkring netop dét - og hun ønskede inderligt, at vi også skulle turde tage fat på de mørke tanker.
Efter et ophold på hospice, døde Amalie Vilslev i august 2022.
Podcasten Alt vi har er nu - Amalies sidste sommer er et barsk og ufatteligt rørende indblik i en ung kvindes tanker om at dø. Den giver stof til eftertanke hos alle, der hører den, og vigtigst af alt minder den os om at gribe livet, mens vi har det. Den er produceret af Beam Audio Agency for ALLY, og du kan lytte til alle fem afsnit i ALLY-appen.