Charlotte er mor og psykisk syg: Jeg gjorde det så godt jeg kunne

”Mor, er det fordi, vi skal hjem til dig, at du får det så skidt?”

Sådan spurgte den næstyngste af Charlottes døtre for et par år siden.

Charlotte måtte forklare sin dengang 11-årige datter, at hendes sindstilstand bestemt ikke havde noget med datteren eller hendes søskende at gøre.

– Mine børn betyder alt for mig. Jeg burde nok have gjort noget mere for dem, men jeg var syg og gjorde det, så godt jeg kunne, siger 53-årige Charlotte Holme Knudsen.

Hun har diagnosen bipolar og er mor til 22-årige Sofie Holme Stenberg fra Nørresundby, som fortalte om sin opvækst i skyggen af sin mors sygdom i Ude og Hjemme i marts.

Min terapihund

Nu er vi tilbage i Nordjylland for at høre hendes mor fortælle om, hvordan det er at være mor og psykisk syg.

Charlotte bor i den lille by Vegger, der ligger syd for Aalborg, sammen med sin kæreste Tommy og hans søn. Hendes næstældste datter, Laura på 20, er netop flyttet hjemmefra, ligesom storesøster Sofie. Charlottes to yngste døtre, Maj og Ida på 9 og 13 år, bor hos deres far.

En dansende sort hund ved navn Olga tager glad imod os i døren.

– Jeg kalder Olga for min terapihund. Hun kan mærke, hvordan jeg har det, og hun begynder at hænge med ørene, når jeg pakker min kuffert, for så ved hun, at jeg skal af sted igen, siger Charlotte og sætter sig i stuens sorte lædersofa.

Af sted igen betyder, at hun bliver indlagt på den psykiatriske afdeling i Aalborg. Nogle gange er hun der kun i dagtimerne og sover hjemme, andre gange har hun brug for at være der på fuld tid.

– Jeg får tankemylder og kan mærke en sitren i kroppen, når jeg er ved at blive manisk. Jeg begynder på en masse projekter, som jeg ikke får gjort færdig, og jeg kan mærke, at det er tid til at blive indlagt. Hellere manisk end depressiv, hvor jeg bare ligger og kigger ind i væggen, siger Charlotte.

Over hende hænger et stort billede af hendes tre yngste døtre samt hendes kærestes to børn. Hendes ældste datter Sofie er ikke med på fotografiet. Hendes ansigt er til gengæld på forsiden af det nummer af Ude og Hjemme, som ligger foran hende.

– Nogle ting i artiklen gjorde ondt at læse, men jeg er stolt af Sofie og har vist bladet frem på afdelingen, siger Charlotte.

– Jeg synes, at det er godt, at Sofie og jeg selv kan være med til at sætte fokus på psykisk sygdom. Da jeg blev syg, var der mere tabu omkring det at have en psykisk lidelse. Jeg har mistet mange veninder, der ikke kunne forstå, jeg ikke kunne det samme som dem, fortæller Charlotte.

Syg efter skilsmisse

Hun blev syg første gang efter skilsmissen fra Sofie og Lauras far i 2004.

– Jeg blev manisk, men mærkede det ikke selv. Det førte til, at jeg blev indlagt på den lukkede afdeling og fik elektrochok, men jeg kan ikke huske det. Jeg var chokeret, ked af det og vred, da jeg fik diagnosen, men i dag har jeg lært at leve med den, fortæller hun.

Bipolar er en psykisk lidelse, hvor man svinger mellem depressive og maniske perioder.

– Jeg plejer at sige, at min kæreste har tre forskellige kærester – en manisk, en trist og en normal.

Nogle gange kan hendes sindstilstand svinge fra den ene yderlighed til den anden på en halv time.

– Jeg kan det hele, når jeg er manisk. Nogle gange har jeg slet ikke lyst til at gå i seng, fordi det har været sådan en god dag, men jeg ved også godt, at jeg brænder ud, når jeg er manisk, fortæller hun.

Da pigerne var mindre, sagde Charlotte til dem, at hun havde ’noget kludder’ indeni. Noget kludder, som gjorde, at hun ofte lå på sofaen og måtte melde afbud til skolearrangementer.

– Jeg har det ikke godt med forsamlinger. Jeg føler mig presset og har det som ophængt karklud bagefter. Jeg var heldigvis med, da mine to ældste piger blev studenter, selv om jeg var indlagt, husker hun.

I årenes løb er det blevet til talrige indlæggelser og elektrochok, som har påvirket Charlottes hukommelse. Der er ting, hun ikke kan huske, som sin bryllupsrejse til Kuala Lumpur med de to mindste pigers far, som hun blev skilt fra i 2015.

– Når jeg ser billeder, kan jeg måske i glimt huske noget, men meget er væk, erkender hun.

Hun husker heller ikke, at hun, ifølge Sofie, var indlagt cirka 20 gange i Sofies gymnasieår og i perioder i flere måneder ad gangen.

Som hun er blevet ældre, er hendes sygdom klinget af, og hun får ikke samme mængde medicin som tidligere. Hun har skabt et godt liv, trods sygdommen, men det bekym-rer hende at den er arvelig.

– Det gør mig ondt, hvis de skal det samme igennem som jeg.

Charlotte var sosu-assistent og arbejdede selv med psykisk syge, før hun blev førtidspensionist. Hun har i sine snart 20 år i psykiatrien oplevet, at personalet skal løbe hurtigere, og at der bliver færre sengepladser.

– Personalet er søde, men i dag bruger de mere tid ved computeren. Jeg har også oplevet, at mit værelse skulle bruges til en anden, selv om jeg bare skulle hjem og sove og kom igen dagen efter. Man skal råbe højt for at få behandling, og desværre er det ikke alle, der kan det.