Sofie har en bipolar mor: Jeg var den lille voksne

Der var dage, hvor Sofies mor lå passivt på sofaen og var trist, og der var dage, hvor hun var energisk og lagde masser af planer.

– Hun kunne gå fra at være depressiv og træt til at være manisk og lave masser af aftaler. Så knækkede hun sammen og havde igen intet overskud, siger Sofie Holme Stenberg.

Som barn vidste hun ikke, at hendes mor er bipolar, som er en psykisk lidelse, hvor man svinger mellem depressive og maniske perioder. I dag ved hun alt for meget om sygdommen.

– Jeg ved det, før min mor, når hun er tæt på en indlæggelse. Der går et stykke tid, før hun selv vil erkende, at det er tid, men jeg mærker det, fortæller Sofie.

Hun er 22 år og bor i Nørresundby med sin kæreste Mathias. Hun er pædagogmedhjælper, vil gerne læse til pædagog og arbejde med børn.

Selv voksede hun op i et hjem, hvor orden og struktur var fremmedord.

– Min mor var en kærlig mor, når hun var stabil. Når hun var manisk, ville hun hele tiden diskutere, og hun blev hurtig vred, husker Sofie.

Hendes forældre blev skilt, da hun var fire, og kort efter fik moderen sin diagnose. Sofie blev boende sammen med sin mor og lillesøster, der er to et halvt år yngre, mens faderen stiftede ny familie.

– Jeg blev hurtig voksen, fordi jeg skulle være mor for min søskende og min mor. Min faster plejer at sige, at jeg er den yngste ikke-mor, hun kender, for jeg har taget mig af mine søstre, siden jeg var lille, fortæller Sofie.

Tre år efter skilsmissen fik Sofies mor en ny kæreste og yderligere to døtre, der i dag er 10 og 13 år. På det tidspunkt var hun på medicin og stabil, men det fik desværre en ende.

– Da hun blev gift med min stedfar, svævede hun rundt på en lyserød sky og stoppede med sin medicin. Desværre gik der ikke mere end et par uger, før hun igen lå på sofaen, husker Sofie.

Sofies mor blev senere skilt fra stedfaderen og var alene med sine døtre.

Som Sofie blev ældre, blev hun mere bevidst om, at hendes mor ikke helt var som andres mødre. Hun husker, hvordan hun på et tidspunkt nægtede at tage med sin mor ud at handle. Det var for pinligt, når der pludselig ikke var penge på kontoen til at betale for alle madvarerne, fordi moderen havde brugt pengene i et manisk øjeblik.

Sofies mormor og morfar boede i samme by, og de var en stor støtte gennem den uforudsigelige barndom. Hver anden weekend var hun hos sin far, der havde fået to børn. Hos far var der regler og struktur.

– Jeg talte faktisk med ham om min mor, men han sagde, at jeg skulle huske på, at min mor var syg og passe på hende. Han fejede det væk, og igen måtte jeg være den voksne, der skulle passe på de andre, siger Sofie.

Som barn havde hun ikke mange venner, og dem, hun havde, inviterede hun ikke hjem, fordi der altid var rodet. I skolen blev hun mobbet, og når hun fik et raseriudbrud, blev det bare endnu sjovere at drille hende.

– Jeg blev stemplet som problembarnet, men der var ingen, som forsøgte at finde ud af, hvorfor jeg reagerede sådan. Jeg var presset, for jeg kunne hverken finde ro i skolen eller derhjemme, fortæller Sofie.

Sej student

Alt for mange gange oplevede hun, at hendes mor ikke dukkede op til et arrangement på skolen og senere på efterskolen, selv om hun havde lovet det.

– Jeg blev sur og ked af det, for jeg havde glædet mig til, at hun skulle se, hvad jeg var med i. Jeg syntes, at det var en dum undskyldning, at hun ikke kunne overskue det, for jeg syntes godt, at hun kunne have taget sig sammen, hvis hun virkelig ville det, siger Sofie.

I vindueskarmen står en lysramme med ordene ’Student 2020 Sofie – Sejt kæmpet. Vi er stolte af dig.’

Den fik Sofie af sin kæreste og hans familie, da hun blev student. Sofie kan godt være stolt af sin studenterhue, for en undersøgelse viser, at det kun er 16 procent af de børn, som vokser op med en psykisk syg forælder, der får en ungdomsuddannelse, før de er fyldt 22 år.

I et af Sofies gymnasieår var hendes mor indlagt omkring 20 gange, og i en periode var hun væk i to måneder, hvor Sofie var alene med sin søster.

– Jeg havde ikke meget overskud til at deltage i det sociale i min gymnasietid, og jeg var ved at give op undervejs. Mod alle odds kæmpede jeg mig igennem og blev student, smiler Sofie.

I dag ser fremtiden lysere ud. Sofie har fundet ro sammen med Mathias, som hun har været kærester med i fem år. Hun har lært at sætte grænser for sin mor og måtte i en periode minimere kontakten.

– Jeg kan fysisk mærke min mors svingninger, og jeg kommer til at svinge med, hvis jeg ikke passer på. Når hun er deprimeret, bliver jeg trist, og er hun manisk, bliver jeg også nemmere sur og vil diskutere alting, siger Sofie.

Hun har selv været ramt af depression og er blevet bedre til at passe på sig selv.

– Som mange børn af psykisk syge har jeg nogle lange antenner, der staks opfatter, hvordan alle andre har det, men jeg kan ikke mærke, hvordan jeg selv har det. Nu er jeg ved at lære at vende antennerne ind mod mig selv, smiler Sofie.

Charlotte Holme Knudsen

– Jeg genkender noget af Sofies beretning, men ikke det hele. Jeg bliver ked af at læse den, for jeg føler, at jeg har fejlet som mor, selv om jeg gjorde det så godt, som jeg kunne. Jeg burde have gjort noget mere for mine børn, men jeg var syg.

I dag er der heldigvis mere oplysning omkring psykisk sygdom. Sofie er kommet så godt på vej, selv om hun også har haft meget at kæmpe med. Jeg er glad for, at alle mine fire piger har det godt, og jeg har det også selv godt for det meste.